Tyvende julegys

20. december

Tom følte sig endnu mere tyndhåret end sædvanlig, da han trådte ind i radiostudiet. Rochus, som havde hentet ham ind, havde hverken behøvet truende ord eller våben for at få ham med, hans blotte tilstedeværelse og nævnelsen af Toms navn var nok til at få spøgelset til at hoppe i vejret.

“Tag den nu med ro,” havde Niels Peder sagt på vej ud. “Så slemt er det ikke,” men det mente Tom nu nok, at det var. Allerede før han begyndte sin fortælling kunne han mærke halsen snøre sig sammen, kunne mærke den kradsende følelse af noget, der bare ville ud og op.

“Det er snart jul,” sagde Abraham med et smil. “Så lad os høre.”

“Skal jeg så bare begynde ...” Tom så sig nervøst om. Alle fire nisser stirrede på ham. Omringet var han - ikke at han havde nogen som helst planer om at gøre noget uventet. Han ville bare have det overstået. “Jeg ville ... jeg ville bage nogle småkager til min niece. Min bror ville komme forbi med hende om eftermiddagen, før vi tog ud til vores forældre, og jeg ville gerne have kager klage ... klar. Brunkager, det var hendes yndlings, er måske stadig, tror jeg. Jeg ved det ikke. Men jeg var i gang med dejen, og så følte jeg mig så træt, jeg havde også været sent oppe dagen før, virkelig sent, syntes jeg. Så jeg lagde mig ind på sofaen, bare for en lille lur, sagde jeg til mig selv, bare for en lille lur, og jeg havde stadig dej på fingrene. Jeg burde have tørret dem af, men det gjorde jeg ikke. Jeg lavede brunkager, selvom jeg ikke selv kunne lide dem, eller tåle dem. Det var min nieces yndlings. Men jeg faldt i søvn, var sådan helt omtåget, og så vågnede jeg igen lige med det samme, føltes det som om, fordi der var noget, der kradsede i min hals, noget der prikkede sådan i tunget og ganen og så helt nede i struben, og jeg satte mig op, helt desperat, fordi det var så ubehageligt, og jeg børstede mig i ansigtet og prøvede at skrabe halsen med mine fingre, men det hjalp ikke, og så så jeg en edderkop kravle i sofaen, og så var det bare det billede, jeg havde for mig, en edderkop, der var kravlet ned i min hals, og jeg løb, skramlede ud i køkkenet efter noget vand, og jeg stak bare hovedet ind under vandhanen, og drak først. Men så tænkte jeg, nej, jeg vil jo have den op, og jeg prøvede at kaste op, men det duede heller ikke, så jeg drak bare mere vand, tænkte, at så ville det gå væk. Men det gik ikke væk, jeg blev ved med at kunne mærke den der krildrende fornemmelse og ikke bare i halsen, men i hele kroppen. Jeg skulle have noget andet end vand, og jeg tænkte ikke, så jeg tog bare klumper af dejen og stoppede i munden, fordi den smagte af noget og var blød og fedtet, den ville kunne slette alle spor, og så nåede jeg at spise næsten halvdelen, før jeg kom i tanke om, at jeg var allergisk over for nødder.

“Så jeg gik i panik igen og drak mere vand, som selvfølgelig ikke hjalp, jeg skulle jo have det op, men jeg har aldrig kunne kaste op på kommando, også selvom jeg stak to fingre i halsen, det prøvede jeg også, men jeg harkede bare, der skete ikke noget, og så lå jeg der på køkkengulvet.

“Mathilde!” råbte jeg, fordi jeg ligesom hørte, at de bankede på døren. Og der skete noget udenfor, de bankede på igen, og jeg råbte noget, men min dør var låst, så de kunne ikke komme ind, fordi jeg altid har min dør låst på grund af indbrudstyvene.”

“Og hvordan kom de så ind?” spurgte Nikomedes.

“Ja, det gjorde de jo heller ikke. De hørte mig ikke engang. De prøvede at ringe, men min telefon lå langt væk, og jeg havde allerede fråde om munden og var i kramper og det hele, og jeg kunne ikke svare, og så kørte de op til vores forældre for at se, om jeg bare var taget derop tidligere. Så kom de tilbage bagefter og tilkaldte også en ambulance efter at have set mig gennem vinduet, men der var jeg for længst død.”

“Fordi du spiste din egen brunkagedej,” konkluderede Rochus. “Som en idiot, når du vidste, at du ikke kunne tåle det.”

“Ja, men ...” prøvede Tom. “Edderkoppen ...”