Syttende julegys

17. december

Der begyndte at brede sig en trykket stemning i spøgelsernes forsamling, som selv kampberedte David ikke kunne gøre meget for at opløse.

“Det er snart jul,” sagde Lars trist. “Og her sidder vi. Uden at kunne gøre noget. Jeg plejer at være sammen med min familie på det her tidspunkt. Vi har allerede pyntet op derhjemme, det har de garanteret. Jeg var der både sidste og forrige år for at se, hvordan de klarede sig. Jeg ville gerne se, at de savnede mig.”

“Selvfølgelig gjorde de det,” sagde Birgitte beroligende. De to spøgelser var cirka på samme alder, de havde begge efterladt sig en ægtefælle og børn, de havde begge haft faste juletraditioner.

“Har du gjort det samme?” spurgte Lars. “Besøgt dem, efter du døde?”

Birgitte rystede på hovedet. “Jeg har ikke villet. Jeg har været bange for at skræmme dem. Især ved juletid, så kunne det jo være, at ...”

Lars nikkede. “Ja, det tænkte jeg også, første gang jeg besøgte dem. Jeg gik rundt på listefødder gennem hele huset, undgik alt og alle, bange for at vælte noget, for jeg vidste jo ikke, hvilke kræfter jeg havde. Jeg var også rædselsslagen for, at min yngste søn skulle gå igennem mig eller sådan noget. Han er jo tretten år nu, så han er for gammel til at tro på spøgelser, men jeg ved jo ikke, hvordan det vil føles. Om vi er helt kolde, eller om der slet ikke er noget at mærke.”

“Sådan noget skal du ikke bekymre dig om,” sagde Niels Peder. “Det tager lang tid, flere årtier, for spøgelser at opnå nogen som helst kraft ligesom i filmene. Og du kommer aldrig til at hjemsøge eller skræmme nogen ved et uheld, bare rolig. Det kræver en indsats at skubbe døre i og få folk til at mærke, at man er der.”

“Har du gjort det?” spurgte Lars. “Hjemsøgt nogen?”

Niels Peder kiggede ud i luften. “Jeg ville gerne have fortalt min kone, at jeg var okay. Men i starten oplevede jeg det samme, som du ville have gjort, hvis du havde forsøgt på noget. Jeg kunne ikke. Kunne simpelthen ikke. Hun sad lige der i sin gyngestol juleaften, og træet var tændt, og hun var helt alene. Jeg stod over for hende, og jeg prøvede at tale, og der skete ingenting. Så prøvede jeg at lægge en hånd på hendes skulder, helt forsigtigt, men hun reagerede ikke, heller ikke da jeg lod den falde ned igennem hende. Ingenting. Hun nåede at dø også, før jeg fik styr på mine spøgelseskræfter.”

Birgitte kiggede op. “Har du så set hende siden? Er hun også blevet et spøgelse?”

Det gamle spøgelse rystede på hovedet. “Jeg ved det ikke. Hun døde tre år efter mig, og jeg har ikke set hende siden.”

“Hvad?” spurgte hun forfærdet. “Så vi kan ikke engang håbe på at blive genforenet efter døden?”

Blot et skuldertræk. “Vi kan håbe. Ikke så meget andet.”