Sjette julegys

6. december

Næste dag var det spøgelset Lars, der blev hentet. Alle fire nisser trådte ind i kontoret, og alle havde de skarpe eller tunge våben i hænderne eller i bæltet. Under normale omstændigheder ville de jo ikke have kunnet skade de luftige spøgelser, men før aktionen havde de besøgt julemandens magiske værksted for en ureglementeret modificering af deres våben, så Abrahams økse kunne skære igennem et menneske af luft lige så effektivt som gennem et af kød. Spøgelserne vidste dette, og foreløbig gjorde de ingen modstand.

“Ja, det er jo ikke mere end tre år siden,” begyndte Lars, et skægget og kraftigt, godmodigt udseende spøgelse lige knap halvtreds år. “Vores ældste søn skulle flytte hjemmefra måneden efter, så det her ville blive den sidste jul, hvor vi alle sammen var samlet, sådan rigtigt. Man ved jo aldrig, hvad der sker, når de unge flytter ud, hvad de finder på ... Men jeg ville altså gerne lave noget specielt for ham, og ja, for hele familien. Jeg havde leget julemand før, da ungerne var små, men i de sidste ti år havde det bare virket dumt. Det var jo fornuftige børn, og hvis vi gerne ville hygge os sammen med dem, mig og min kone, så var det ikke på den måde, det skulle gøres.

“Men i år ville jeg altså igen, og det skulle være helt specielt, så jeg besluttede at komme ned fra skorstenen med min gavesæk. Og selvfølgelig tjekkede jeg også, om indgangen var stor nok, både oppe på taget og i pejsen i dagligstuen, hvor vores juletræ. Det hele virkede fint. Sikken en overraskelse, tænkte jeg, både for min kone og mine drenge. Den her jul skulle de i hvert fald ikke komme til at glemme, det var helt sikkert.”

Lars kunne høre nisserne gnægge indestængt, men forsøgte at ignorere det. Som om det hele ikke var slemt nok i forvejen. Nu begyndte det også at kilde i hans fodsåler.

“Vi havde lige spist den helt store middag, flæskesteg med hele pivetøjet, selvfølgelig, og vi skulle til at gå om juletræet et par gange. Så jeg undskyldte mig, for ud i bryggerset og tog det røde kostume på og et hvidt uldskæg, som fyldte nærmest hele ansigtet, greb gavesækken og kravlede op ad den stige, jeg havde været så forudseende at placere op ad væggen om eftermiddagen. Jeg satte mig på skorstenen, tøvede et øjeblik og kiggede ud over julelysene i forstadslandskabet. Det var temmelig smukt, kan jeg huske, at jeg tænkte. Ikke dårligt som det sidste at se, for så kravlede jeg ned i skorstenen med benene først og gavesækken over mit hoved, en fod og en hånd presset mod hver side, og langsomt gik det nedad. Et asearbejde, og jeg burde virkelig have fået renset skorstenen for sod først. Men så forudseende havde jeg altså alligevel ikke været.

“Jeg ved ikke, hvor langt jeg var kommet ned, sikkert ikke mere end en meter eller to, men på et tidspunkt gik den ikke længere. Jeg kiggede nedad, men kunne dårligt se noget for min egen krop. Jeg løsnede presset mod siderne i et forsøg på at lade mig falde, men selv uden støtte kom min krop ikke længere. Fandeme om ikke jeg sad fast. Og jeg sukkede, forsøgte at vrikke kroppen fri, måske kravle opad istedet, men opad var jo gavesækkene, og måske det ikke var den femtenåriges spillekonsol, jeg skulle have pakket i den. Et værre hyr, som jeg kæmpede med temmelig længe. De må have undret sig over, hvor jeg blev af.

“Efter et stykke tid forsøgte jeg at skrige op, men med det samme, jeg trak luft til mig, fulgte soden med og stoppede det allerede tykke skæg, og jeg hostede, kunne ikke få en lyd ud.”

Lars holdt en pause, hostede voldsomt tre gange, som om han havde fået noget galt i halsen, fortsatte så. “Ja, der hang jeg så måske en times tid, før der skete mere. Jeg kunne mærke mine fødder blive varme, og jeg fik også sværere ved at trække vejret. Ja, de havde så tændt pejsen under mig, og jeg forsøgte at skrige igen, råbe til dem, men det blev ikke til andet end halvkvalte host, og ilden fortsatte bare, og mine fødder og min underkrop blev varmere og varmere, og røgen blev tættere og tættere, ind i mit falske skæg, og gavesækken over mig blokerede jo den eneste luftvej, så al røgen ophobede sig omkring mit hoved. Jeg besvimede vel af røgen temmelig hurtigt, tror jeg. Men mine fødder gjorde satme også ondt. Fy for den lede.

“Jeg havde fortalt min kone, at jeg havde en overraskelse til dem, så hun gik ud fra, at jeg var ude at købe eller forberede noget. Derfor sad de i dagligstuen og ventede på mig. Mens pejsen var tændt, for det var jo så hyggeligt. Først da røgen var så tyk i skorstenen, at den begyndte at fyge ud i stuen også, opdagede de, at der var noget galt. Det hjalp bare desværre ikke mig. Og nu må jeg så sidde med det her kradsende uldskæg til evig tid.” Og han kradsede sig i skægget.