Nittende julegys

19. december

Bank, bank, bank.

Sådan sagde det på døren den nittende december, og nisserne kunne godt genkende lyden af et menneske, der ønskede entre. De gik ud i entreen alle sammen, kiggede på hinanden, tøvede. Abraham gik nærmere døren, som om han overvejede at lukke op, men Nikomedes trak ham tilbage.

“Det kan være en fælde. Og vi må ikke afsløre os selv.”

Nej, det måtte de ikke. Det var Abraham godt klar over, så han gik tilbage til radiostudiet, hvor Jan stadig sad på sin pind og kedede sig. Det var efterhånden længe siden, der var sket noget.

“Dig,” peb nissen. “Kom her. Og hvis du siger noget om os, er du død.”

“Hvad sker der?” spurgte Jan forvirret, mens han lod sig føre ud af Abraham, der havde et solidt tag i hans bukser.

“Ved det ikke. Du åbner bare døren og siger, at alt er i orden. Vil ikke forstyrres. Er det klart?”

Han nikkede, stadig fovirret, og blev så skubbet helt ud i entreen. Abraham trak en lang issyl frem - hans lommevåben, når øksen var for stor - og stak den truende i Jans bagdel. “Ingen numre ...”

Jan rystede på hovedet, og det bankede igen på døren. Han låste døren op, lagde fingrene om dørhåndtaget og skubbede det ned, åbnede lige netop en sprække i døren og stak hovedet ud, så han kunne se personen på den anden side. “Ja?” sagde han. Abraham stod spændt lige bag ved Jan og opfangede alt, hvad der blev sagt, men uden at kunne se noget.

“Hvad er det, I har gang I heroppe?” spurgte personen på den anden side, en voksen mand. “Det er mærkeligt.”

Jan rømmede sig. “Det er bare et nyt program, vi prøver af.”

“Ja, men om julen? Altså helt ærligt, vi får vel en god historie til sidst også?”

Abraham prikkede Jan bagi, og han gjorde en lille bevægelse. “Det kan jeg ikke sige,” sagde han. “Den slags diskuterer vi i redaktionen. Er der ellers andet?”

“Næ, jeg ...” manden tøvede, Abraham hørte en raslen. “Hvad er det?”

“Hvad mener du?” spurgte Jan. “Vil du andet?”

“Nej, men...”

“Godt,” kom det hurtigt fra Jan. “Så vil vi ikke forstyrres mere.” Hurtigt lukkede han døren og gjorde front mod nisserne igen. Abraham så ikke helt tilfreds ud.

“Hvad skete der lige der?” spurgte han med sammenknebne øjne.

“Ikke noget. Det var vel bare en af dem, der ringede ind, fordi vi har ændret vores program. I ved jo godt, at vi ikke plejer at sende den slags radio.”

“Hvis du laver numre ...” sagde Abraham truende, mens han roterede issylen mellem sine små, tykke fingre, ganske adræt, faktisk.

“Ingen numre,” lovede Jan. “Bare rolig. Jeg fik ham jo ud, ikke?”

Abraham brummede og skubbede så det ubrugelige menneske tilbage i radiostudiet, mens nisserne blev ude i hallen. “Vi skal vist til at passe på,” sagde Nikomedes. “De kan være ved at planlægge noget mere efter det oprør, der gik galt.”

“Jeg ved det,” svarede den ældste.

Måske var det tid til at slibe øksen endnu en gang.