Julen er en herlig tid, hvor vi alle hygger, og derfor må det også være på sin plads med en julekalender, en grum en af slagsen. Jeg vil skrive et nyt afsnit hver dag, så tjek ind regelmæssigt - gør det passende lige efter du har skrabet din ene julekalender og åbnet en låge i din anden.
1. december
Det var som et felttog.
Jan og Martin, de to værter på Radio 1901 var klar til at sende
Last Christmas ud i æteren, det første julenummer hele året,
startskuddet til denne herlige december måned, da døren til studiet
blev sparket op. Værterne havde taget nissehuer på. De havde været
fjollede. De havde haft en julehjertefletter i studiet.
Men nisserne, der afbrød hyggen, var ikke i humør til jul. De var
klædt i grønt og rødt, deres tænder var spidse og øjnene
glødede, og de råbte op, og en bankede en lille kødhammer ned i en
af studiets laptops, så gnisterne sprang.
Jan væltede næsten i sin kontorstol – hans finger havde dirret
over play-knappen, og nu sad han skælvende med ryggen mod
mixerpulten, det lykkedes ham kun halv at holde et forskræmt skrig
tilbage.
”Stop sendingen!” skreg den forreste nisse med skinger,
kommanderende røst. I sine små, tykke hænder holdt han en økse,
bladet uhyggeligt skinnende.
Tøvende fjernede Martin sine hovedtelefoner og skruede ned for to
knapper på pulten foran ham. ”Bare tag det roligt,” sagde han
med rolig stemme. ”Vi skal nok gøre, som I siger.” Han rejste
sig op og gik et skridt nærmere førernissen – hans navn var
Abraham, og han var tre hundrede og tre og tyve år gammel og havde
opbygget megen ondskabsfuldhed i de lange år.
”Du går ikke længere. Sæt dig hen til din ven. Nu!” Abraham
hævede øksen, og Martin hævede sine håndflader på sin side,
nikkede med hovedet og trådte tilbage til Jan i den anden ende af
studiet.
Abraham knipsede med venstre hånds korte fingre, og to nisser
yderligere kom ind i rummet, så de nu var fire i alt. Men nisserne
var ikke alene, og Jan og Martin gispede hørbart, da de så den
ekstra række af nyankomne skabninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar