Abraham hørte dem alt for tydeligt komme. Han var tre hundrede og tre og tyve år, og hans hørelse var ikke blevet dårligere med alderen. Han holdt sig selv i form og altid på vagt. Nøglen raslede i døren, og han åbnede et øje på klem. Til at begynde med var alt mørkt, mørkt som det er, før solen står op, men han var tre hundrede og tre og tyve år, og heller ikke hans syn var svækket. Abraham var blevet gammel, og han havde fået smag for skarpe, tunge økser, og han sov altid med en ved siden af sig.
Der stod en skikkelse ved døren ud, fumlede med låsen. Det måtte være det tåbelige menneske Jan, som forsøgte at flygte, og Abraham blev liggende, hvor han var, men rakte langsomt en hånd ud til siden og greb om økseskaftet. Knugede det. Forestillede sig dets bane gennem luften, gennem menneskets bløde kød.
Han ventede, til han kunne høre, at døren var låst op, til at rejse sig. Han ville give den anden en chance. Han ville nyde det at kunne jagte en rædselsslagen skabning hylende for sit liv ned ad en mørk gang. Abraham brølede, en dyb strubelyd, før ordene kom. “Hvad laver du?”
Døren var helt åben nu, men mennesket flygtede ikke. I stedet tændtes lyset, og grå-gennemsigtige spøgelser strømmede ind i det lille studie, nisserne rullede rundt, for op, forvirrede, for ingen af dem havde været klar som Abraham.
Kun få af spøgelserne havde dog våben mellem hænderne, men det var improviserede og primitive våben. Nisserne var blevet taget på sengen, og umiddelbart stod de i en dårlig position, men Abraham lod sig ikke skræmme. Han kiggede på det ældste spøgelse, Niels Peder, der holdt en elektrisk guitar foran sig, og ved hans side stod en anden, David, ubevæbnet, men med et foragteligt udtryk i øjnene.
“Nu er det slut,” hvæsede den yngre, men Abraham lod sig ikke skræmme. Selv ikke det ældste spøgelse havde levet lige så længe som han, hans overblik var så skarpt som øksens æg.
Det var vist et enkelt host, som satte kaosset i gang, spøgelserne blafrede omkring, nogle med slagvåben og nogle kun med en kold ånde, nisserne forsvarede sig drevent med deres magiske våben. Nikomedes blev ramt i hovedet af et bat, men Balbina trådte til hans forsvar, før det angribende spøgelse kunne nå at slå endnu en gang, og hun borede sin kniv dybt ind i den luftige mave, roterede og skar igennem, så kroppen blev delt i to, faldt til jorden.
Og spøgelserne faldt i stort antal, indtil kun tre af dem stod tilbage på deres ben, og bag ved dem gemte sig Jan - under et skrivebord. Niels Peder, David og Edith stirrede deres lave, men solide modstandere i øjnene, lod så blikket glide hen over deres faldne kammerater. Spøgelser kunne ganske vist ikke dræbes igen, men de kunne halveres og såres, så kun nisserne kunne redde dem fra en kummerlig og ubevægelig tilværelse.
“Opfører vi os så ordentligt fremover?” spurgte Abraham og svingede prøvede øksen gennem luften en enkelt omgang
David bed sig i læberne. “Indtil videre,” hvislede han.
“Det er godt med dig. Vi lader jer leve denne gang, men prøv bare at se, hvad der sker, hvis I finder på sådan noget igen.” Abraham slog ud med armen, ledte deres opmærksomhed til de klagende spøgelser. “Og stik så af med jer, tilbage hvor I kom fra. Vi tager os af jeres venner.”
Med nedslåede hoveder gik de tre spøgelser ud af studiet og tilbage til kontoret. Abraham rystede på hovedet af dem. “Er I alle okay?” spurgte han de tre andre, som nikkede.
“Jeg er lidt ør,” sagde Nikomedes og tog sig til hovedet, hvor han havde fået gokket. “Men det går.”
“Godt. Så lad os få samlet den her sørgelige flok. Med alle de afhuggede lemmer ligner det næsten en slagmark under Første Verdenskrig.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar