Tiende julegys

10. december.

Birgitte brugte et øjeblik på at sunde sig, før hun åbnede munden i radiostudiet. Det hjalp at tænke på, at hun var det sidste spøgelse, som skulle gennemleve sit dødstraume endnu en gang til disse perverse nissers underholdning. I morgen ville de være fri - til at fejre julen på præcis den måde, de helst ville.

“Faktisk skete det ikke på juleaften,” begyndte hun. “Det var en uge før. Vi havde inviteret til julestue, vi skulle have pyntet op og den slags. Det gik også rigtig fint, vi klippede julehjerter og flettede stjerner, og jeg blev helt stolt over, at min søn kunne finde ud af det. Han er godt nok ti år, men han havde ikke prøvet det før. Og vi hørte julemusik i baggrunden, kan jeg huske. Noget fra Bamses jul lige i det øjeblik. Det kan jeg huske ...

“Vi skulle spise en time senere, sådan cirka. Æbleskiver og gløgg - og varm kakao til de små. Det havde godt nok ikke givet noget sne endnu, så der var ingen kælkebakker at komme rødkindet tilbage fra, men hyggeligt var det stadig. Min søsters familie var kommet på besøg, og svigerfamilien også, så der var nok at se til, småbørn og det hele.

“Og så ved jeg godt, at I —” her nikkede hun let til nisserne, der sad i studiet omkring hende, og som stadig ikke havde gjort deres eksistens kendt for lytterne, “— helst vil have alle de grusomme detaljer med, men jeg vil nu helst bare få det overstået.” Balbina skulle til at protestere, og hun nåede også at trække sin kniv og vifte lidt med den, men Birgitte var for hurtigt. “Jeg skulle såmænd bare bære gryden med gløgg ind i stuen ude fra køkkenet. Jeg havde lige taget den af komfuret, stadig kogende, selvom det vist ikke er meningen, og ja, så snublede jeg over min niece, som lige kravlede forbi dørkarmen, og jeg faldt forover, mistede mit greb og stak hovedet direkte ned i gryden. Og det var så det.”

“Nej, det var ej!” protesterede Rochus. “Vi ved godt, hvad der skete! Du skal ikke prøve at snyde os.”

“Nej, nej, bevares,” kom det fra Birgitte. “Jeg døde selvfølgelig ikke lige med det samme, de tog mig på hospitalet med forbrændingerne, men det var alt for slemt, så jeg døde et par dage senere.”

“På juleaften,” skingrede Rochus, besat af at få hele historien ud. “I smerter!”

Birgitte trak bare på skuldrene, prøvede at holde smerterne tilbage, minderne. Det var ikke hendes egne forbrændinger, hun kunne mærke, men hele familien, der stod samlet om hendes sygeseng på juleaftensdag. Endnu en gang mindede hun sig selv om, at hun var den sidste, der skulle gennemleve dette.