Tolvte december.
“Ind med dig,” sagde Rochus og greb Niels Peder i kraven og nær smed ham ind i radiostudiet.
“Nå, så ses vi igen,” smiskede Abraham ved synet af det gamle spøgelse. “Jeg har glædet mig til din fortælling.”
Niels Peder rynkede på næsen i et udtryk af den reneste foragt for nissen. “Jamen, så håber jeg, du vil nyde den,” sagde han. Jan førte dem i luften, og spøgelset begyndte.
Men han tøvede. Trak på skuldrene. “Det var jo egentlig ikke så slemt. Det var min tid. Jeg fik et hjerteanfald. Ganske naturligt for min alder.”
Abraham gjorde tegn til ham om at fortsætte.
“Ja, min kone var jo også forberedt på det. Hun kom til at holde jul uden mig, men så vil hun til gengæld sammen med begge vores sønner. Det var godt for dem. De talte ikke så godt sammen før det.”
Igen håndtegn, arrige denne gang. Abraham var ikke tilfreds. “Det kunne være sket dagen efter,” sagde han højt, og Jan med hovedtelefonerne kiggede op i rummet. Det var første gang, at Abrahams stemme var knitret ud gennem æteren, men han sagde ingenting, lod bare nissen fortsætte. “Din familie kunne være skånet den tragedie at miste dig juleaften, hvis bare det var sket lidt senere! De græd juleaften. Hvem gør det?”
Niels Peder trak blot på skuldrene. “Som sagt var det min tid, det var de alle sammen klar over. Døden behøver ikke altid være tragisk. Nogle gange kan den føre folk sammen - udover at være en befrielse.”
“Sikke noget vås,” udbrød Rochus. “Du skal ikke bilde mig ind, at du hellere ville være her end i de levendes verden sammen med din familie.”
Igen havde det gamle spøgelse ikke andet end et skuldertræk til overs for de forstyrrede nisser. Abraham rejste sig op. “Meget vel. Du har måske forliget dig med din egen fortid. Men vent bare, til vi bringer dine kammerater herind.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar