Attende julegys

18. december

Karina var ikke bekymret, da de små, grimme nisser tvang hende ind i radiostudiet den attende december. Hun var det tredjesidste spøgelse, men hvis alt gik vel, ville hverken Tom eller David blive nødt til at dele deres juletraumer også. Hvis alt gik vel ...

I går, sent om aftenen, havde de kigget ud ad vinduet. Det havde de gjort mange gange før, og de var udmærket klar over, at det var umuligt at få op, og værende spøgelser var det heller ikke muligt for dem at banke på vinduerne for at tiltrække sig fodgængernes opmærksomhed nede fra gaden. Men i går havde de alligevel ...

“Hvad tænker du på?” skreg Balbina så, unødvendigt højt, og Karina opdagede, at hun bare sad og stirrede ud i luften med hovedtelefoner på og en mikrofon foran ansigtet. “Fortæl så!”

Hun begyndte. “Det var sådan en fin aften. Jeg var sammen med min kæreste. Vi havde været sammen i syv år på det tidspunkt - jeg var otte og tyve - og det skulle være vores første jul sammen. Bare os to, ingen familie eller børn, som vi heller ikke havde eller ønskede os. Han stod i køkkekenet om eftermiddagen, det insisterede han på, og jeg synes, det var så sødt, at jeg ville lade ham gøre det. Han lavede ellers aldrig mad, og nu skulle han sørge for julemiddagen? Det var hans julegave til mig, sagde han. Og tilføjede, klogelig, i hvert fald én af dem.

“Det var den bedste middag nogensinde, faktisk. Jeg ved ikke, hvordan han sørgede for det, når man tænker på, hvad der i virkeligheden skete, men sådan var det. Han var så sød, og vi havde stearinlys og et juletræ, og vi sad bare og snakkede og hyggede os. Og anden var helt perfekt, jeg ville nok ikke have troet, han havde lavet det hele, hvis jeg ikke havde set ham stå i køkkenet. Men måske havde han også ringet til sin mor indimellem, det er muligt. Og han havde portionsanrettet desserten, risalamande, selvfølgelig. Der var så ingen mandel i. Det ville måske også have været for meget. Måske ...”

Karina holdt en pause, så over på den piberygende, afskyelige Abraham, der returnerede hendes blik. “Bare fortsæt,” sagde han ganske roligt med sin dværgestemme. Det gjorde hun så.

“Vi kunne ikke synge, nogen af os, men vi gik alligevel rundt om juletræet. Og sang, og ligesom alt andet var det bare hyggeligt, bare fordi vi var sammen ... Hvordan skulle jeg kunne vide, at der var noget galt?” Spøgelset holdt igen en pause, og hendes begyndende tristhed, uforståenhed, sårede følelser, begyndte at vise sig i ansigtet, og Abraham virkede ikke rolig længere, hans smil var bredere, og hans øjne sammenklemte. “Fortsæt,” sagde han igen, og Karina kunne ikke længere finde ro i deres håb om at blive reddet inden jul. Men hun havde heller ikke lyst til at få kniven af Balbina, så hun fortsatte.

“Vi satte os ned i sofaen med vores gaver. Jeg kan huske, at han så på uret, lige da vi satte os, og han smilede. Det havde han også gjort, da vi dansede om juletræet. Og han ville gerne starte, så han gav mig en lille, hård pakke. Jeg kyssede ham, det var noget af det sidste, og jeg pakkede den op, en lille plasticæske, og jeg fjernede låget, og så lå der en seddel dernede. Jeg så op på ham, smilende, før jeg tog den op, og han nikkede ivrigt.”

“Og hvad stod der?” spurgte Rochus, som ikke havde hørt denne historie før.

“Tak for alt,” sagde hun. “Men nu er det slut. Og så faldt jeg om, ned på gulvet, næsten lige på sekundet. Han havde forgiftet risalamanden, fandt jeg senere ud af. Den aften døde jeg på et par minutter, rallende nede på gulvet, mens han sad oppe i sofaen. Jeg kunne ikke nå at spørge ham hvorfor, før det allerede var for sent. Og jeg ved det heller ikke i dag ...”