Theo havde holdt sig for sig selv efter gårsdagens udsendelse, men nu sad de andre spøgelser omkring ham, trøstende. Niels Peder, den ældste, sad med armen rundt omkring ham. “Du skal ikke tage det så tungt, knægt. Vi skal alle sammen dø på et tidspunkt. Og livet er sgu også overvurderet. Og se på den lyse side, du er jo kommet tilbage som spøgelse. Det er ikke alle, der gør det.”
Theo skød underlæben frem, kiggede ned i gulvet. Han ville ikke græde. “Jeg ville hellere have min mor.”
“Selvfølgelig vil du det,” sagde Birgitte, et midaldrende spøgelse, før hun slog Niels Peder på skulderen. “Hvad er det, du fortæller barnet?” spurgte hun ham forarget over. “Livet er vel værd at leve. Og vi kan stadig opmuntre de levende i juletiden, selvom det ikke er gået godt for os selv.”
“Lige præcis,” brød David ind. “Det er det, vi skal holde os for øje.”
“Ja, andet siger jeg da heller ikke,” sagde Niels Peder halvfornærmet. “Jeg er ikke ude på at ødelægge nogens jul. Hverken deres eller vores.”
“Ja, uanset hvad, så kan vi ikke lade det her fortsætte.” Han kiggede sig omkring, og hans blik blev fanget af en på den anden side af det lydtætte glas, inde i radiostudiet. Jan sad med ansigtet vendt mod dem, mens nisserne ingen steder var at se. David gik helt hen til vinduet, kiggede til højre og venstre. Ingen nisser. “De må være gået ud for at skaffe flere forsyninger,” spekulerede han højt. På den anden side af glasset rejste Jan sig op, tog et stykke papir i hånden og skrev en sætning. “Hvad gør vi?”
David trådte til side, så resten af spøgelserne kunne læse hans besked. Derefter fandt han selv papir og blyant. Han var efterhånden blevet et gammelt spøgelse, og han forstod, hvordan man håndterede den virkelige verdens objekter. Det var ikke alle, der havde lært det endnu. De færreste, faktisk. “Overmande dem,” skrev han og viste så papiret til Jan, som nikkede. Skrev igen.
“Vil finde nøgle og låse jer ud. Om natten, lige før daggry.”
David skrev tilbage. “I nat?”
Jan rystede på hovedet. “Ikke tid. Forberedelse. D. 11. Tidligt.”
Spøgelserne kiggede på radioværten og på hinanden. Nikkede. Så måtte de gøre sig klar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar