Sekstende julegys

16. december

Abraham kneb øjnene sammen. Snapsen havde alligevel tæret på ham. “Tag Edith ind,” beordrede han Rochus, hvis krop strittede lige så meget imod at stå op som Abrahams. Men han adlød, adlød altid.

Edith ville ikke skabe problemer for dem, vidste Abraham, hverken på den ene måde, ville ikke være genstridig eller hysterisk.

Hun fulgte også med villigt, skånede Rochus for nogle besværligheder, som bare ville give ham endnu mere ondt i hovedet og få hende selv i problemer.

Edith ønskede bare det hele overstået så hurtigt som muligt. “Det var tilbage i ‘62,” begyndte hun. “Jeg skulle hjem til min søn og fejre jul. Sådan havde vi bestemt, at det skulle være, han var fireogtyve, havde lige fået et barn med sin kæreste, og jeg var skilt fra hans far. Det virkede som den bedste løsning på den måde. De ville også sørge for det hele i deres egen lejlighed, julemiddag og oppyntning, selv et træ havde de vist fået fat på. De boede ganske vist også i stueetagen, så de skulle ikke have slæbt det op af flere hundrede trapper, men alligevel. Jeg var lidt stolt af ham.

“Det var først meningen, jeg skulle komme klokken fem - jeg tror ikke, de ville have, jeg skulle se dem alt for forfærdeligt stressede med forberedelser - og jeg var stået tidligt op, så jeg tænkte, at jeg godt kunne tage et lille hvil og en lille cigaret efter frokost. Så jeg lagde mig op i sengen, godt til rette, dejlig røg i munden. Det er en af de ting, jeg egentlig sætter pris på, hvis jeg nu skal noget...” her signalerede Rochus kraftigt med en flad hånd frem og tilbage hen over halsen, at hun absolut ikke behøvede at sætte pris på noget. “Nå ja,” sagde hun så i stedet. “Det er også lige meget. Men jeg fik altså røget min sidste cigaret og faldt så i søvn. Det er jo verdens ældste historie, at jeg tabte skoddet ned på gulvtæppet og satte ild til hele lortet, men sådan skulle det altså være.

“Jeg vågnede også kortvarigt, var sådan lidt omtåget på grund af røgen, og også fordi jeg havde givet mig selv en lille skarp til frokosten, nu hvor det var jul, ikke også, og så tumlede jeg lidt rundt og kunne ikke finde rundt i mit eget værelse, det var ikke til at se noget og heller ikke til at trække vejret. Jeg bankede hovedet ind i en klædeskabslåge, som stak ud, og faldt om, og så lå jeg der, mens huset brændte ned omkring mig og der kom al for megen dårlig røg ind i lungerne på en gang. Min søn kom så alligevel til mit hus juleaften, hvor han også fejrede den som barn. Men jeg tror ikke, han var glad for det. Temmelig trist, faktisk.”

“Det er vist en underdrivelse,” brød Rochus ind, “temmeligt trist for en dreng, hvis mor dør juleaften. Ha! Han må have været knust!”

Edith nikkede. “Jah ...”