Tredje julegys

3. december

”Hvorfor skulle I absolut afbryde os lige den første december?” spurgte Martin så. Han havde fået lidt af sit mod tilbage. ”Vi skulle lige til at spille Last Christmas.”
”Ha!” udbrød Abraham hånligt. ”Det her bliver din sidste jul.” Han svingede øksen, og med en vældig rotation om sig selv huggede han Martins hoved af, så det fløj ind og bankede imod glasvæggen, og blodsprøjtene løftede sig som et mægtigt springvand fra halsen, der stod ret op sammen med resten af kroppen, før den rystede og faldt sammen, slap.
Et klynk undslap Jan i hjørnet af rummet. ”Nej,” hviskede han. ”Please, lad være …”
“Hold din kæft!” skreg en af de andre nisser, Rochus. “Han har ikke bedt dig om at tale!”
“Undskyld,” lød det spagt fra hjørnet. Jan burde have været for klog til overhovedet at åbne, for straks fik Rochus provokationens ild i øjnene, og han sprang frem med løftet, knortet egestok og svang den mod Jans hoved med en uhyrlig kraft.
Mennesket nåede netop at dukke sig, og stokken bragede ned i skrivebordet med en knasende lyd - bordpladen var knækket under presset. “Hold din kæft!”
Denne gang gjorde Jan præcis, som der blev sagt. Det var dog ikke nok for Balbina, den kvindelige nisse, som trak en dolk frem fra sit bælte og lagde den mod det rystende menneskes hals. “Du gør, som vi siger,” hviskede hun. “Og vi siger, at du styrer teknikken nu. Kan du klare det?” En pause, derefter en tilføjelse. “Og nu må du gerne åbne munden.”
“Ja,” sagde Jan. “Det kan jeg godt.”
“Og så vil vi ikke høre flere protester,” og Balbina trykkede hårdere til med dolken, så den første bloddråbe sprang frem fra hans hals. “Ellers bliver vi nødt til at skære ind til benet.”
“Nå, kan vi så få styr på det her cirkus, eller hvad?” spurgte Abraham utålmodigt, og Jan, det sidste menneske tilbage i rummet, nikkede frygtsomt, mens Nikomedes, den højeste af nisserne, som stadig ikke gik Jan til navlen, førte et spøgelse frem. Han havde omviklet det med rødt garn, så dets arme var presset ind mod spøgelseskroppen, og med et hurtigt skub fik han tvunget det ned i stolen foran mikrofonen. Jan skruede nervøst på et par knapper og trykkede på den lysende kontant - ON AIR. Han var sig ubehageligt bevidst om Balbina, der stod direkte bag ham, stadig med dolken trukket. Og han kunne stadig mærke bloddråben på sin hals, svien fra millimetersåret.
Abraham smilede tilfreds. “Godt. Så lad os få den første fortælling på banen.”