Fjortende julegys

14. december

Abraham var kommet til den samme konklusion, som Niels Peder, bare fra den anden side af bordet. Derfor tog han den fjortende december Rikke ind i radiostudiet. Hun var død for to år siden som tyveårig. “Må vi så høre ...”

Hun kiggede sig forskræmt rundt, de fire nisser gjorde hele scenen så bizart skræmmende, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv, hvordan hun skulle begynde. Hun ville have fundet trøst i Jans øjne, han havde ansigtet rettet stift mod mixerpulten - ville åbenbart ikke risikere noget efter sin medvirken i oprøret.

“Jeg stop oppe på tanken. Det var min mor vist ret ked af i forvejen, at jeg skulle have vagten fra 16-24, men sådan var det jo. Nogen skulle tage de sure tjanser, og så ville jeg slippe for det nytårsaften. Og så sagde de, at jeg ville blive fyret, hvis jeg ikke tog den.

“De første to timer var helt fine, der kom folk hele tiden, der lige havde glemt det sidste til middagen eller skulle købe blomster eller sådan noget. De var også venlige og ønskede glædelig jul, og jeg kunne sige det samme til dem. Nogle øjeblikke var det næsten helt hyggeligt. Vi havde selvfølgelig også pyntet op derinde. Ved spisetid kom der så færre kunder. Nogle biler kom forbi og tankede - på vej til familiemiddag, sikkert. Så kunne jeg sidde der for mig selv. Jeg tænkte på at ringe hjem og hilse på, blive i lidt bedre humør. Eller hvad, det ved jeg ikke. Jeg ville jo nok bare blive endnu mere trist af det også, men altså, så kom den her mand ind. Han kiggede sig sådan lidt omkring først, vidste vist ikke rigtig, hvor han skulle hen ...

“Ej, undskyld, jeg kan altså ikke det her alligevel,” udbrød hun så og efterfulgte det med et stort, snøftende hulk.

“Fortsæt!” skreg Balbina og var lynhurtigt fremme med kniven.

Rikke hulkede igen, krøb væk fra stolen og mikrofonen, forsøgte at hage sig fast i Jans skulder, men blev hevet tilbage på plads af Balbina og Rochus i fællesskab, mens Abraham sad roligt på stol og overværede udbruddet. Han havde taget sin pibe frem og pustede røgringe ud i luften under fortællingen. “Fortsæt!” beordrede Balbina endnu en gang, og Rikke turde ikke andet.

“Han kom op til disken, og så kiggede han ud ad vinduerne igen, og jeg kiggede med ham, og der var ingen mennesker derude. Og jeg nåede at blive bange, før jeg kiggede tilbage på ham, og han holdt en pistol. Abn kassen, sagde han til mig. Ellers skyder jeg! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg var bakket væk fra disken, hvor panikknappen var, men jeg var også for bange til at trykke på den. Giv mig pengene, sagde han. Jeg vil have det hele. Gør det nu! Han blev ved med at sige det samme. Så jeg gik fremad, langsomt, og jeg havde også hænderne oppe, og så syntes jeg, at han var rød i øjnene og havde fråde om munden eller sådan noget. Det var bare i mit hoved, garanteret, men jeg fokuserede helt vildt på det, mens jeg fumlede med kasseapparatet. Og så sagde han noget, det var hold op med at stirre, men det hørte jeg først bagefter, eller opfattede. I hvert fald kunne jeg ikke holde op med at stirre, og han blev mere og mere ophidset, og så klingede kasseapparatet åbent med sådan en lyd, og så for han tilbage og råbte noget andet, og så skubbede han pistolen helt op imod mig, og han sagde noget mere, men jeg kunne ikke høre det, skreg også selv, men så trykkede han på aftrækkeren, og jeg faldt forover. Men det mærkede jeg ikke. Kuglen var gået lige igennem panden på mig. Han skrabede kasseapparatet rent og løb, og den næste kunde ringede til politiet, som ringede til mine forældre.”