Spøgelset Georg rømmede sig. Han vidste bedre end at prøve at stritte imod de farlige nissers bud.
“Det var tilbage i 1985. Juleaftensdag. Det var første gang, vi skulle holde jul bare i vores egen lille familie, min kone og vores to små børn. Vi plejede at være hos hendes søster og deres familie, men nu ville vi starte vores egen tradition også. Min kone havde selvfølgelig travlt i køkkenet, både med småkagedej og forberedelser til aftenens steg med sovs og rødkål og brune kartofler. Alt skulle være, som det plejede og alligevel vores helt eget. Jeg tvivlede lidt på, at vi kunne sætte en hel and til livs, vores lille familie - men jeg ville jo heller ikke selv have det anderledes.
Mens hun stod i køkkenet og børnene hjalp til eller gik i vejen, helt overstadige og ekstatiske af juleforventninger, skulle jeg i skoven og fælde et juletræ. Vi havde ventet indtil juleaftensdag til at anskaffe os det, for så kunne noget af dagen bruges på det, pyntning og den slags - det kunne tage lidt af ventetiden. Så godt klædt på og med en økse i hånden gik jeg den lille kilometer gennem det snehvide frostlandskab ned til skovbrynet, hvor jeg begyndte at lede efter en passende størrelse. Egentlig måtte man slet ikke fælde træer her, men det ville jeg helst alligevel, det virkede mere naturligt end at få et fra de gigantiske plantager af rødgraner, som man ser rundt omkring. Det her var autentisk!
Og der stod hun så, juletræet. Jeg kunne med det samme se, at det skulle være vores. Prægtigt rejste det sig to meter op mod himlen, så der også lige ville være plads til stjernen på toppen under vores loft, grenene med fin afstand imellem sig. Jeg bøjede mig ned på knæ og undersøgte stammen. Jeg kunne næsten gribe om den med mine to hænder, men ikke helt.
Jeg stillede mig med let spredte ben, tog godt fat i øksen - jeg havde engang set en ven hugge sig selv i benet, og det skulle jeg ikke nyde noget af - og svang den ind mod træstammen. Det var et solidt indhug, og jeg synes med det samme, at jeg kunne lugte det friske, lyse træ, den liflige gran - vaniljekransene inde i ovnen derhjemme.
Efter flere indhug var træet næsten til at brække af, men det ville gøre enden grim og kantet, så jeg stillede mig over på den anden side for at færdiggøre arbejdet. Jeg skulle til at hugge for sidste gang, se træet falde blidt om i sneen, da en fugl skræppede op et sted bag mig, og jeg burde have vidst bedre, men mit ornitologiske instinkt greb mig, og øksen missede sit mål, jeg kom ud af balance, mit greb blev slapt, og øksens tykke blad borede sig ind i mit venstre lår. Jeg skrev, blodet fossede med det samme ud, og jeg faldt forover ind i træet, som knækkede over, der nu var skarpe nåle af grønt rev i såret, fyldte det med grannåle og splinter, og jeg bed mig i læben, må have bidt mig til blods, eller også steg blodet fra mit maltrakterede lår blot op gennem kroppen og halsen på mig nu, og jeg så ned, kunne ikke se andet end hvidt og rødt og snart ikke andet end rødt omkring mig, en frossen, lyserød masse.
Nogen måtte høre mig, tænkte jeg, men vi havde ingen umiddelbare naboer, skoven heller ikke. Havde det været i dag, ville jeg have ringet 112 med det samme, men det kunne vi ikke dengang, når vi var ude af hjemmet.
I stedet begyndte jeg at trække mig frem gennem sneen, mit lår efter mig smertende som tusind frostsole. En lang, rød hale blev trukket efter mig, som jeg mavede mig frem, blodet syntes ikke at ville stoppe.
Jeg kom faktisk frem, utroligt som det lyder, men jeg følte mig også svimmel og udmattet og i så mange smerter som aldrig før. Ufatteligt, at jeg overhovedet havde kræfter til at kalde på min kone, da jeg lå i indkørslen med mit ødelagte, blodige ben og følte mig døende. Jeg ved heller ikke, om det faktisk lykkedes mig at kalde, men ud kom hun i hvert fald. Måske fornemmede mig bare, eller også have et af børnene set mig gennem vinduet. Alle kom de løbende, hvide i ansigterne, forfærdede, skrigende.
“Hvad er der sket, far?” hørte jeg en af dem spørge, jeg kunne ikke skelne dem, mit syn var sløret af smerte.
Var jeg ved bevidsthed på dette tidspunkt? Måske var min sjæl allerede steget op, og jeg opfattede alt det her fra oven. Jeg ved, at de ringede efter en ambulance med det samme, men jeg husker det ikke. Jeg ved, at jeg døde i ambulancen, og at min kone sad og græd ved min side. Hun blev også smurt ind i blod ... Julens farve.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar