Fireogtyvende julegys

24. december

En belejring blev det i sandhed; spøgelserne krøb sammen og lyttede til tumulten hele natten, og først om morgenen den fireogtyvende december åbnede David forsigtigt døren - bevæbnet naturligvis med en improviseret slangebøsse.

Rochus, Nikomedes og Balbina sad bundne og kneblede ved siden af hinanden i et hjørne, mens Abraham tilsyneladende havde nægtet at overgive sig frivilligt til den betragtelige menneskemængde, som var trængt ind i radiobygningen i løbet af natten.

“Alt det blod,” mumlede Niels Peder stilfærdigt, mens han kiggede sig omkring. Adskillige mennesker var blevet dræbt den nat, og lemmer lå spredt rundt omkring, blodsprøjtene plettede både loftet og væggene.

“Tænk, at de også skulle dø den fireogtyvende december, bare for vores skyld,” funderede Georg. “Det vil da blive en dødshistorie, der kan matche alle vores.”

“Ja,” hvæsede Abraham fra sit trængte hjørne. Han var blevet frataget sig sin økse, og alligevel turde menneskene ikke nærme sig ham yderligere. “Var det sådan en redningsaktion, du havde forestillet dig, David. Sådan et blodbad? Det her var levende mennesker, der døde for de allerede dødes skyld. Føler du dig ikke nobel nu?”

“De døde ikke for vores skyld,” svarede David kampberedt. “De døde, mens de kæmpede mod jer. I er destruktionens kræfter, I vil ikke tillade nogen at have det hyggeligt eller godt, I bitre, afskyelige gnomer. Disse mennesker døde med oprejst pande, fordi de ikke ville tillade jer at gennemføre jeres plan. De døde for de allerede levende, som ikke skulle behøve at lytte til rædsel og blodsudgydelse på juleaften.”

“Er dette måske ikke blodsudgydelse?” spurgte Abraham triumferende og slog ud med armene til de maltrakterede lig. “Er dette ikke rædsel? Er alt dette ikke juleaften?”

“Intet af dette er blevet udsendt, og det bliver det heller aldrig,” sagde David. “I aften kommer radioen til at spille julemusik og sprede hygge, intet andet.”

“Det betyder ingenting,” blev Abraham ved. “Vi ved alle sammen i dette lokale, hvad der er sket her. Vi ved alle, at dette er julens sande ansigt. I kæmper så hårdt for at holde ubehagelighederne for døren, men det hjælper ingenting. I vil alle sammen bære det i hjertet resten af jeres dage, levende såvel som døde.”

“Nej,” sagde lille Theo og trådte frem. “For det gode er altid stærkest i hjertet.”

David smilede, og da han kunne se, at Abraham skulle til at komme med endnu et modsvar, løftede han sin slangebøsse, trak de sammenbundne elastikbånd tilbage og affyrede en blyantspidser af metal, der ramte nissen lige i panden, så han faldt bagover med det samme. Ingen lyd kom fra ham, og heller ikke fra andre lige i det øjeblik. Efter et par sekunder kom nogle af de belejrende levende dog til sig selv og skyndte sig hen for også at bagbinde Abraham.

“Vi afleverer dem til politiet,” sagde en. “Så må de tage sig af dem. Vi skal nok vidne om, hvad der er sket her.”

Spøgelserne takkede, og menneskene fortrak sig. Efterfulgt af resten af spøgelserne gik Birgitte ind i radiostudiet til Jan, der mirakuløst nok var kommet uskadt gennem hele december. “Er du klar til at sprede lidt julehygge nu?” spurgte hun, og et smil bredte sig i hans ansigt. Jan tog hovedtelefoner på og trak en mikrofon hen til sig.

“Det er ikke et øjeblik for tidligt,” sagde han, hvorefter musikken strømmede ud fra studiet.