Ottende julegys

Klokken kvart i tolv den ottende december gik de On Air. Det første, der hørtes, var et langt snøft. Langt.

“Vi skulle ud at kælke,” stammede Theo. Han var ni år, eller rettere, han nåede at blive ni år. Nu var han ti. “Vi skulle ud at kælke, fordi der var faldet ny sne, så der var endnu mere udenfor. Og min mor trak først min lillebror på kælken, og så ville jeg også trækkes, og så trak hun mig, indtil vi nåede kælkebakken. Man kunne køre ned på begge sider af den, men mor sagde, at vi kun måtte køre ned til højre, for den var ikke så stejl, og den anden var kun til de store, men der var altså også nogen små nogen, der kørte ned der. Og det var helt vildt koldt at køre ned ad bakken, især for næsen, og jeg kan huske, at min mor nussede mig efter to ture, sådan med næsen. Jeg havde også bare en strikhue på, min lillebror havde en elefanthue på. Det var også den, han brugte, når vi skulle lege politi og røvere.

“På et tidspunkt kørte de to først sammen på slæden, og så ville jeg følge med på trækælken, men så kiggede jeg også ud over den anden side, og de var næsten allerede nået helt ned, og så gik jeg over til den anden bakke og satte mig der og skubbede mig frem. Det gik bare vildt hurtigt, også lige fra starten. Så stejl troede jeg altså ikke, den var, men nu gik det bare nedad, og min hue blevet af af vinden, og jeg gled bare lige nedad.

“Der var nogen, der råbte til mig undervejs, da bakken begyndte at flade ud, men jeg kunne ikke høre noget, så jeg fortsatte bare. Jeg styrede ligeud, jeg ville ikke vælte her, jeg sad helt stille og holdt godt fast, sådan som mor sagde, at vi skulle, og de andre råbte højere, og pludselig holdt sneen op, og der kom sådan en skærende lyd, og jeg kiggede ned, og så var jeg ude på isen, og jeg kom til at kigge mig over skulderen for at se, hvad der var sket. Der var en sø, som jeg slet ikke havde opdaget, men så væltede jeg, fordi jeg havde vendt mig om, og jeg faldt ned på siden og kurede fremad ved siden af kælken, og så knækkede det hele under mig. Jeg kunne høre de andre råbe omkring mig, men kun i et sekund eller sådan noget. Så kom jeg ned under vandet, og jeg skulle prøve at finde en vej op gennem isen, men jeg kunne slet ikke, jeg kunne ikke engang røre mig eller se noget. Det var bare mørkt og så utroligt koldt.” En kuldegysning.

“Og så vågnede jeg op et andet sted.”