2. december
Ti af dem var der, og der ville være noget fyldt i studiet, hvis
ikke spøgelserne havde en evne for at mase sig sammen, der lå over
gennemsnittet.
En af nisserne, den eneste kvindelige, lukkede den lydtætte dør bag
det sidste spøgelse. ”Nu kan ingen høre jer skrige,” smilede
hun.
”Lyt godt efter, alle sammen,” råbte førernissen Abraham så.
Han havde stillet sig op på en stol for at kunne se og ses af alle,
men hans kolde øjne og det lodne, mørkerøde, plettede stof, som
hans nissehue var lavet af, fik enhver implikation af humor til at
visne som en julestjerne om sommeren. ”Vi har et projekt, som I
skal hjælpe os med.”
Jan nikkede panisk, ”ja, ja,” mumlede videre, indtil Abraham
gjorde ham tavs med et skingert skrig.
”Hold kæft!” og det rungede mellem væggene. ”Hold jeres kæft,
når jeg snakker! Forstået?”
Ingen lyde denne gang, ingen ord, bare skræmte og nær ved
tårevædede øjne. Jan forstod.
”Godt. Vi overtager juleudsendelserne fra nu af. I to!” Og han
pegede på Jan og Martin, ”I får lov at passe teknikken. Og I ti!”
Han pegede på spøgelserne nu. ”I ved, hvorfor, I er blevet bragt
hertil. Vi vil have jeres julehistorier. Jeres dødshistorier, så
menneskene derude kan høre, hvordan julen virkelig er. En blodig
affære.” Abraham skar tænder, og temperaturen må have faldet et
par grader i studiet. I forvejen var det koldt udenfor. Sneen var
begyndt at falde.
Udenfor gik menneskene omkring, så småt julestressede efter gaver
og kager. På lokalstationen var julemusikken aldrig gået i gang.
Sendingen havde skrattet i går, og så var lyden forsvundet, men
alle regnede med, at snakkehovederne nok snart ville give lyd fra sig
igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar