“Så er vi alle med på planen?”
David kiggede rundt på forsamlingen af spøgelser, der gennem de sidste tyve dage havde gået så grueligt meget igennem, og gennem de seneste dage havde arbejdet på en plan for deres og julens redning - som forhåbentlig var gået de fire ondskabsfulde nissers næser forbi. Deres første oprør havde vist, at de ikke kunne klare sig uden ordentlig planlægning og heller ikke uden hjælp udefra, fra rigtige, stadigt levende mennesker. Og gerne ordensmagten.
Sådan burde det have ordnet sig nu. Jan havde givet go-tegnet fra den anden side af glasset. Han havde altså fået besøg udefra, og han havde ordnet, hvad der var hans ansvar, så nu måtte de bare håbe på, at det hele ville gå op.
“I morgen bliver det den sidste fortælling,” sagde David. “Min. Det regner nisserne med, og det skal de nok også få. Jeg tror, de har planlagt noget særligt til den fireogtyvende, det må de have gjort, ellers ville de ikke have timet det sådan. Men så skal vi i hvert fald nok sørge for at forpurre deres planer. Er alle klar på den? Kan I jeres pladser?”
Spøgelserne nikkede, Georg, Lars, Theo, Birgitte, Niels Peder, Rikke, Edith, Karina, Tom kiggede alle andægtigt og respektfuldt op på David, som havde udlagt planen for dem. Velforberedte var de denne gang, i det mindste på en anden måde end før. Hjælp havde de også.
“Hvad tror du, de har planlagt til den fire og tyvende?” spurgte Rikke, med David fnøs bare.
“Det er jeg i grunden fuldstændig ligeglad med. Det er sikkert noget, de synes er mægtigt grusomt. Men det behøver vi slet ikke at tænke på. Den fireogtyvende kommer ikke til at gå, ligesom de har planlagt det. Juleaftensdag bliver vores dag, og vi vil bruge den til at fortælle de lyttere, som gennem hele december har lyttet til forfærdelige dødshistorier, at julen ikke er så slem igen, at døden ikke er så slem igen. At de bør fejre juleaften i deres familiers skød, hygge, nyde livet alt, hvad de kan. Hygge, med kælkning og juletræsdansning og middag og gaver trods alle de usandsynlige farer, som vi har fortalt dem om. Juletid er hyggetid. Det bør de vide. Og det vil de også få at vide.”
“Hør hør,” istemte Niels Peder og rejste sig, kiggede rundt på de andre, som ligeledes forlod deres stole. Spøgelserne kiggede hianden i øjnene, tænkte tilbage på deres dødsøjeblikke og fremad på den næste juleaften.
Hygge, tænkte de for sig selv. Hygge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar