Nat på Museet

Jeg er udmattet. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Hele fredag og lørdag har jeg måske fået en god times søvn, men den tid er givet godt ud. Jeg har nemlig lavet kunst i stedet.
Sammen med tre andre kunstnere, instruktør Jeppe Sand, musiker Nicolas Koch-Simms og skuespiller Casper Wichmann, samt ti drama-elever fra Mulernes Legatskole har jeg skulle skabe en scenekunst-forestilling fra bunden på 24-timer.
Scenekunst - hvad er nu det? Ja, der er i hvert fald en grund til, at jeg kalder det sådan i stedet for det mere mundrette "teater."

Forestillingen endte med at blive en vandreforestilling, hvor publikum blev ført gennem en meget særlig scenografi, nemlig den eventyrlige Sanseudstilling på Brandts museum. Det var mindre en lineær teaterforestilling og mere en udforskning af alt det, vi fortrænger i dagligdagen, den barnlige leg og de dystre tanker, den eksistentielle eftertænksomhed. Alt det havde vi iscenesat på forskellige måder, med fælles digtoplæsninger, musikalske numre, anonyme monologer, brudstykker af drømme og dramatiske scener. Det lyder sikkert langhåret, og det var det også. Vi havde som sagt 24 timer, og så er man nødt til at lægge sig fast på noget indhold hurtigt, så det kan blive indøvet og få form.
Som forfatter og poet havde jeg ansvaret for at lede en skriveproces med de unge og derefter sætte form på teksterne og øve dem, så de kom ud med størst mulig slagkraft. Jeg har jo været vant til at lave workshops i poetry slam, men dette var alligevel noget ganske andet, fordi det jo også er en fælles proces, og alle er hundrede procent engagerede. Til tider forvirrende, men en fælles udforskning af et enkelt emne giver også så mange ideer, som man aldrig selv ville have tænkt på, og det bliver enderesultatet kun bedre af.

Vi endte med at opføre den færdige forestilling to gange, og så var det ellers ud af vagten - udstillingen skulle jo åbne igen for det "almindelige" publikum tyve minutter senere. Alt i alt en rigtig fed og inspirerende oplevelse i nogle anderledes omgivelser og med en anderledes kreativ proces, som konstant var præget af fællesskab og nye input.

Spoken Word-update

Spoken Word Festival er overstået, og jeg begynder i dag igen på universitetet. Det betyder mindre tid til skrivningen og diverse projekter, men som altid har jeg mange projekter i støbeskeen.

Og hvad har jeg så lavet siden sidst? Jeg var ude at optræde på Odenses gader og stræder med min looper, dystet i poetry slam, læst op af en ny serie uhyggelig mikrofiktion, og ikke mindst optrådte jeg sammen med musiker Nicolas Koch-Simms og fortæller Maria Junghans på UTeater fredag aften.
Høj energi og vild poesi, kan jeg godt fortælle. Her er et uddrag:

Og dette bliver bestemt ikke det sidste, du kommer til at høre til os to. Som jeg skrev sidst har vi brugt en del tid hen over sommerferien på at forberede dette set, og nu arbejder vi videre med endnu flere eksperimenter for at kunne for at kunne have et fuldt set at optræde med.

I andre nyheder har jeg oprettet en Facebookside for mit forfatterskab, hvor jeg lægger videoer som ovenstående op sammen med opdateringer om, hvad jeg ellers går og skriver - og optræder med. Så kom ind og like mig - du kommer ikke til at fortryde det :)

Loop-poesi og offentlig optræden

En travl uge nærmer sig for mit vedkommende. Jeg har skrevet, hvad jeg skal skrive, jeg har øvet, hvad jeg skal øve (næsten), for på mandag starter Odense Spoken Word Festival, hvor jeg kommer til at optræde offentligt ikke mindre end fem gange.

Der er et enkelt poetry slam-arrangement iblandt, men de fleste dage kommer jeg til at stå alene på scenen og på gaden med mine ord, min stemme og så den ovenfor fotograferede maskine. Det er en effects processor primært gearet til sangere, så man kan tilføje reverb, harmoni og andre smarte effekter til ens stemme, men den indeholder også en looper. De er bedst kendt som loop-pedaler i guitaristers arsenal, men nu har jeg kapret teknologien i poesiens tjeneste, og hidtil har det givet nogle særdeles interessante resultater. Jeg lover videoer af monstret i brug i løbet af næste uge!

Den helt store afslutning kommer fredag d. 22. kl. 21, hvor jeg for første gang skal optræde med musikalsk akkompagnement. Musikeren mødte jeg til det teaterprojekt, jeg nævnte i sidste indlæg (for alt for mange måneder siden!) og hen over sommerferien har vi arbejdet på at skrive og komponere adskillige spændende numre. Det bliver ord og drejelire og et syret, poetisk univers. Det bliver godt!

Den fulde liste over mine optrædender ser således ud:

• Mandag d. 18 kl. 15.30 er jeg med til at åbne hele Spoken Word Festival  i Studenterhuset sammen med flere andre spændende mennesker.
• Tirsdag d. 19. kl. 13.00 futter jeg rundt i Odenses gågader og spyr mine ord ud over alle, der er venlige nok til at stoppe og lytte. 
• Tirsdag kl. 16.00 står jeg på den udendørs scene på Grønnegade sammen med beatpoeten Claus Høxbroe.
• Torsdag d. 21 kl. 19.00 er der poetry slam på Studenterhuset. Business as usual.
• Fredag d. 22. kl. 21.00 står den på Cross-over med musik og poesi på Uteater.
• Lørdag d. 23. kl. 16.00 (tror jeg) læser jeg op som en del af Litteratour - den rullende bogbus et sted i Odense by. 

Dukker du op, så sig hej! Jeg bliver glad.

Scenekunst - Lykkes det?

Blot en kort opdatering for at fortælle, at jeg i morgen bliver lukket inde sammen med en række forskelligartede kunstnere - musikere, skuespillere, lysdesigner, etc. - for at skabe en færdig forestilling på fem dage. Vi har premiere på onsdag og spiller sidste gang lørdag.
Læs mere og bestil din billet her: https://www.facebook.com/events/590824694346081/?ref_newsfeed_story_type=regular

Hvad er der så at meddele på skrivefronten? Ikke meget. Jeg har flere manuskripter ude ved forlag og forsøger at væbne mig med tålmodighed og håbe på gode nyheder hvert et øjeblik.

Nyd påsken!

Udgivelser, litteraturfestival og poetry slam

Ting nummer et: Ambrose Bierce! I forbindelse med Skygger fra Oktoberland har jeg oversat tre korte historier af denne fantastiske amerikanske forfatter, som alle omhandler mystiske forsvindinger. De er blevet udgivet på Forlaget Replikant og kan læses her, sammen med en introduktion til hele researchprojektet: http://replikant.dk/mystiske-forsvindinger/

Ting nummer to: Fremmed Stjerne, Science Fiction Cirklens nyeste antologi med danske sci fi-noveller, er lige udkommet. Den indeholder som sædvanlig bidrag fra nogle af de kendte forfattere inden for de fantastiske genrer, men også adskillige nye navne. Særdeles spændende, og du kan selvfølgelig bestille den hos din lokale boghandler.

Ting nummer tre: Poetry Slam. Nu vover jeg mig ud på fremmed territorium, for på torsdag, d. 30. august går jeg sammen med en håndfuld andre poeter på scenen i Odenses Teater Momentum. Jeg har set flere slammere flere gange, og nu har jeg så endelig besluttet, at det skal være. Kom og se, hvordan jeg klarer mig kl. 20.30. http://www.psfyn.dk/2012/07/efterarsprogrammet-2012/

Ting nummer tre og en halv: Det er jo ikke exactly et poetry slam, men jeg har indspillet endnu en folkevise. Denne gang banker jeg også på en whiskyflaske i noget, der ligner takt. http://www.youtube.com/watch?v=0jgJmBZULpo&feature=g-upl På samme Youtubekanal kan man også finde et klaverstykke fra Silent Hill-serien, som jeg lagde op for en uge siden.

Ting nummer fire: Louisiana Literature. Var til denne litteraturfestival i går, lørdag, hvilket var en oplevelse i sig selv, og også affødte nogle interessante diskussioner om forbindelsen mellem musik og litteratur/skrivning (forfatteren Henning Mankell ville gerne have været musiker, da han var lille. Musikeren Patti Smith ville gerne have været forfatter), om forskellen på digte og romaner (Nicole Krauss talte om det større forventningspres, der måtte være på en digter, fordi det virkelig skal være perfekt, i modsætning til en roman, hvor der er større frihed, større råderum. Et digt er som et lille rum, en roman som et helt hus.)

Ting nummer fem: Hvad laver jeg nu? Skriver Bachelor på litteraturvidenskab. Skriver horrornovelle til fremtidig udgivelse. Forsøger at blive færdig med min roman fra sidste år.  

"We save our lives in such unlikely ways"

Sidste år læste jeg ti fortællinger fra 1001 Nats Eventyr. Så læste jeg et digt af Neil Gaiman. Jeg tænkte over fortællingens væsen og betydning, for skaberen, tilhøreren og for mennesker.

1001 Nats Eventyr. Eventyr fra den arabiske verden, men fra mange forskellige kulturer, fra Tyrkiet, Iran, Indien, Egypten, syriske og persiske områder. Magiske fortællinger, jordbundne fortællinger, om konger og kejsere og skomagere og troldmænd, om prinser og slaver. Eventyr, eventyrlige, betydningsfulde, kritiske og morsomme og ren fortælleglæde. Lethed.

Sheherazade fortalte disse eventyr til sin nylige husbond, sultanen, af frygt for sit eget liv, af snedighed, for at narre ham, men vigtigere endnu, ud af fortælleglæde.

Historier hjælper os til at give livet mening og nogle gange redder de os også.

Sheherazade reddede sit eget liv til slut, men sultanens liv blev også reddet fra ondskab, han fik øjnene op for sin egen besættelse, fra sit eget ensidige, undertrykkende og blodige kvindesyn. Det kan siges, at Sheherazade fik ham til at se lyset, det kan også siges, at erkendelsen af hans egen ufatteligt rige, eventyrlige og opfindsomme kultur og historie, fik ham på bedre tanker. Eftertanke og fornuft, tid og mulighed for at opleve et andet menneskes perspektiv, en verden uden for det forgylde sultanpalads, en verden i rendestenen, i ørkenen og på de syv have, en verden mellem fabeldyrs kæber, troldmænds fejder og håndværkeres sveddråber.

Mennesker har tradition for at fortælle historier. Lejrbål og myter giver mening til tilværelsen, sammenhæng, selvom de måske er opdigtede. Vi knytter os så stærkt til fortællinger der giver os en samlet identitet, en mulighed for forståelse. Trøst og identifikation. Efterligning af verden, efterligning af kunsten og fiktionen, klangbund.

De 1001 eventyr var en del af Sheherazade, de var hendes barndom, person, historie, kultur, hendes familie, identitet, livssyn, de var hendes fantasi og hendes redning – i sidste ende var de hendes liv. Hvorfor gav det et ekko hos sultanen? Fordi de delte en arabisk kultur, ja, men bredere fordi de begge var Mennesker.

Mennesker fortæller, skaber verdener der vækker genklang i vores følelser. Verdenssyn.

Sheherazade var et menneske, og hun var snedig, hun vidste, hvordan hun holdt sultanens opmærksomhed fanget, hun vidste at under hans blodtørst var der noget at prikket til. En nysgerrighed og en barnlig, eller måske almenmenneskelig lyst til at høre endnu en godnathistorie, til at få slutningen med. Det greb kan måske kaldes håndværksmæssig snedighed i fortællekunsten, men sjælen i eventyrene var ægte og betydningsfulde, fortalt fra hjertet af ikke blot et menneske, men en kultur.

She does not know where any tale waits

Before it’s told. (No more do I.)

But forty thieves sounds good, so forty

thieves it is. She prays she’s bought another clutch of days

We save our lives in such unlikely ways

- Neil Gaiman, Inventing Aladdin

Japansk spiludvikling og art direction

Jeg vil i dette indlæg præsentere fire meget forskellige PlayStation spil, alle fra Japan, alle med et par år på bagen og alle med et fantastisk kunstnerisk touch, angående historie(fortælling), stil eller stemning. 

Okami har en meget anderledes billedside, der sætter sig på et tegnet look, men stilen er nærmere et klassisk japansk maleri end noget andet. Og det smukke ligger ikke bare i stilen, for spilleren bliver også sat i kunstnerens sted, da man skal løse spillets utallige opgaver ved at male former på skærmen og derved få træer til at blomstre, vind til at blæse, fyrværkeri til at sprutte og vand til at flyde.  

Historien centrerer sig omkring ulveguden Amaterasu, der skal redde en landsby fra en frygtelig forbandelse involverende en ottehovedet drage og et årligt jomfruoffer. Et klassisk og rigtig godt fortalt eventyr fyldt med hjælpere, fjender, guder, ånder, humor og spænding. Historien er spækket med referencer til japanske sagn og myter og karaktererne man møder på sin vej er alle vedkommende og interessante på hver sin måde. Og der er i sandhed mange mennesker at møde og mange eventyr at opleve i Okami – fra landsbyens jævne folk der skal have hjælp med de dagligdags sysler til konger og kejsere, der i fortvivlelse beder Amaterasu om hjælp til at finde et tabt objekt, fange en undvegen kriger eller redde deres befolkning.

Silent Hill, 2 udviklet af Team Silent, er en del af den forbilledlige survival-horrorserie Silent Hill, og excellerer med en kompleks og symbolladet historie og psykologisk gys. James Sunderland er kommet tilbage til byen Silent Hill, fordi han har modtaget et brev fra sin tilsyneladende afdøde kone om, at hun ’venter på ham.’ Således mystificeret er scenen sat for en udfoldelse af mystik, for menneskene er blevet erstattet af monstre, og de mennesker som ikke er, lider alle af dybe psykologiske problemer og har alle en relation til James – om ikke personligt, så fordi de er i den samme situation som ham eller deler hans følelser. James’ forhold til sin kone bliver langsomt uddybet gennem spillet og gennem hans kontakt med bipersonerne og bliver gradvist mere komplekst og tvetydigt. Spillet præsenterer både temaer om sorg, skyld og udfrielse, men også om kærlighed, seksualdrift og skæbne og dets historie og symboler bliver tolket på mange forskellige måder og stadig diskuteret, hvilket med al tydelighed viser hvilken betydning spillet har haft. 

Killer7 er skabt af Goichi Suda og skiler sig, ligesom Okami, stilmæssigt ud fra mængden. Billedsiden er holdt i et kantet tegneserielook, som jeg personligt fandt meget tiltrækkende, men det er i høj grad et spørgsmål om smag. Killer7 gør tingene på sin egen måde og det, at det er så lineært, at man som spiller ikke rigtig har nogen kontrol over hvor man kan bevæge sig hen, gør det så anderledes. Historien springer i mange forskellige retninger, har tunge politiske undertoner og bliver serveret gennem en række fantastiske cut-scenes i samme grafiske stil som resten af spillet.

Og så har vi Shadow of the Colossus. Dette spil er et af de fineste eksempler på at spil har et enormt potentiale når det gælder om at fremkalde stærke følelser og fortælle en gribende, men alligevel minimalistisk historie. Her har instruktøren Fumito Ueda ikke skabt en på forhånd fastlagt historie, men i stedet bare givet spilleren en brøkdel af historien og så lade ham skabe resten selv. Vi har den modige unge mand, hans hest, hans døde kæreste, hans ønske om at bringe hende til live og den gigantiske opgave det kræver. Som man rejser på tværs af det enorme spillandskab bliver man yderligere suget ind i historien af de ruiner og forladte bebyggelser man ind i mellem støder på, og man tvinges til at overveje ”Det Forbudte Lands” fortid.  Det er enormt virkningsfuldt fordi man på den måde bliver tvunget til at leve sig ind i historien og sætte sig ind i karakteren man styrer. Dette spil har også gjort det mest effektive job i spilsammenhæng med at få spilleren til at knytte følelsesmæssige bånd til ens “hjælper” som i dette tilfælde er en hest, blandt andet fordi den mange gange gennem spillet holder ens liv i sine hænder og omvendt. Jeg mener at en essentiel del af kunst er, at det fremkalder følelser i en eller får en til at tænke på politiske/psykologiske/filosofiske/menneskelige/etc. problemer i en ny sammenhæng. Og set i det aspekt er Shadow of the Colossus exceptionelt vellykket idet det videregiver følelser af skyld, kærlighed, fortrydelse og hvor langt følelser faktisk kan drive et menneske. At dette spil også var en del af inspirationen for min anden roman om, hvordan mennesket reagerer på dets samfunds forfald, ensomhed, tortur og aftraditionalisering, siger blot endnu mere om dets enorme indflydelse.  I efterordet vil jeg også gerne nævne forgængeren for Shadow of the Colossus, Ico, der finder sted i samme mystiske verden og deler mange af temaerne om, hvad et menneske vil gøre for kærlighed, samt om den grundlæggende kommunikation mellem mennesker. Og det var så det. Fire (fem) spil, der har skilt sig ud fra mængden på den ene eller den anden måde og som alle er anderledes på hver sin måde. Jeg kan ikke påstå at jeg nød at spille hver og et af dem ligeligt, men de fortjener bestemt deres plads i dette indlæg og jeg respekterer også hvert og et af dem for at gøre tingene som de gør.