Toogtyvende julegys

22. december

“Nå,” sagde Abraham ondskabsfuldt glædesstrålende. “Skal vi have den sidste fortælling?”

David rejste sig op imellem sine spøgelseskammerater, og han stirrede ned på nissen, der havde holdt dem fanget igennem de sidste toogtyve dage. “Lad os bare det.”

De andre spøgelser stirrede på ham, mens han gik op mellem dem, hen mod nissen. Enkelte mumlerier hørtes blandt dem, forventningsfulde, skræmte, nervøse.

Ude i hallen stod resten af nisserne - og de havde også slæbt Jan derud. “Alt er klar derinde,” sagde Rochus til sin leder. “Det er bare at trykke på knappen.”

Abraham nikkede tilfreds og gennede så spøgelset frem foran sig. “Det her vil jeg høre alene,” hviskede han. “De andre kan have radioen tændt, men denne fortælling vil jeg have for mig selv.”

David sagde ingenting, men gik villigt foran nissen og ind i studiet, hvor han satte sig ned og indvilligede i at få udstyret påsat, ledningerne viklet omkring hovedet. Abraham satte sig også ned i en kontorstol, lænede sig tilbage, hænderne bag hovedet. “Du begynder bare.”

ON AIR.

Men fortællingen begyndte ikke lige med det samme, i stedet sad David og betragtede den lille skabning, som havde låst sig selv inde i rummet med ham.

“Hvor gammel tror du, jeg er?” spurgte David Abraham.

“Jeg ved det,” svarede Abraham roligt og viste samtidig sine tænder. “Det er fireogfyrre år siden, du døde, og du var seksogtyve på det tidspunkt. Det giver halvfjerds år, ganske præcist.”

“Ja, det siger du jo.” David rystede let på hovedet. “Og du tror også, du er den ældste her. Men det er ikke sandt. Du har tre hundrede år på bagen. Jeg har mere end tre tusinde. Og jeg har ikke levet så længe som et spøgelse for at lade mig eller min slags blive kommanderet rundt af usle gnomer som dig.”

Abraham udstødte et skingert latterudbrud. “Tre tusinde? Ja, den er god med dig. Hvis du var så gammel, hvorfor sidder du så stadig her i stedet for at have brudt ud for længe siden?”

“Det har været mit eget valg,” sagde David roligt. “Jeg beskytter mine fæller. Du har hver anden dag i hele december trængt ind i vores midte og befalet at få en at kæmpe med, en der kunne gøre modstand mod dig. Og du har vundet hver gang, en større eller mindre sejr. Men jeg har erfaring i at bekæmpe tyranner, som du måske allerede har gættet. Og den sidste, jeg slagtede, var tre gange min højde og vægt. Man kan opnå meget med en simpel slangebøsse. Og din tid kommer meget snart.” David materialiserede nu en hånd så hård som sten, rev hovedtelefonerne af og skubbede mikrofonen til side, noget ingen af de andre spøgelser havde kunnet gøre, et bevis på hans respektindgydende alder. “Så hvad du end har planlagt som din store finale ... Forbered dig på, at vi andre også deltager - og det ikke bare som offerlam.”