“Det var også dumt, som vi gjorde det i forgårs,” sagde Niels Peder. “Det var primitivt, og det bliver ikke på den måde, vi vinder over de usle gnomer.”
“Hvad vil du så have?” spurgte David. “At vi bare lægger os ned?”
Det gamle spøgelse ignorerede den andens sarkastiske tonefald. “De har jo et formål med at tage os med til en radiostation, de vil have vores historie ud, men de vil også styre, hvordan vi fortæller den. De vil have, at det skal være grusomt og trist og deprimerende for alle, der hører det.”
“Og det vil du måske påstå, at det ikke er?” brød Tom ind. Han havde været tredive år, da han døde, og han var allerede tyndhåret, og hans ansigt var nedslået. “Prøv at se på os, den her samling. Kan du forestille dig noget mere trist end os? Helt ærligt. Og prøv at kigge ud ad vinduet. Alle de lyskæder i hjerteformer og stjerneformer, ikke? Det er julepynt. Folk pynter op, fordi de er glade. Og vi er døde.”
“Ja,” sagde Niels Peder langsomt. “Vi er døde. Men det er bare en anden måde at være levende på. Og det betyder ikke, at vi behøver indordne os i deres planer. Nisserne vil skal jule-uhygge, det må de selv om. Men de kan ikke gøre det uden os, ikke på den måde, de helst vil i hvert fald.”
“Og hvad så, hvis de bare finder på noget andet?” spurgte David. “Er vi så ikke nødt til at bekæmpe dem?”
“Det duer jo ikke!” sagde Niels Peder. “Har du ikke selv set det? Det kan godt være, at du og jeg slap uskadt fra det oprør, men det gjorde de andre altså ikke! Og om de finder på noget andet, hvis de ikke kan få noget ud af os, det må vi tage til den tid. Hvis bare vi kan forlige os med vores egne historier, vores egen død. De kan godt tvinge os til at fortælle om det, men de kan ikke tvinge os til at gøre det grumt eller trist. Det behøver ikke være sådan.”
Tom rejste sig op og gik rundt om et af bordene. “Det er jo meget nemt for dig at sige. Du er gammel, du har haft masser af tid til at tænke over det. Og nu har du også været inde hos dem, så du har jo ikke mere at bekymre dig om. Men det er altså ikke så let for os andre.”
Niels Peder rejste sig ligeledes, lagde en arm om det yngre spøgelse. “Jeg ved det godt,” sagde han beroligende. “Men døden er også en sikkerhed. Vi har alle sammen oplevet den, de levende kommer alle sammen til det. Det kan også være beroligende for dem at høre om det. Om ikke andet så fordi, det næppe går dem så slemt, som det er gået for de fleste i dette lokale.”
Spøgelserne kiggede på hinanden, og et par smil brød faktisk igennem deres dystre situation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar