Den syvende december sad nisserne og slængede sig i de stole, de havde trukket ind i radiostudiet. De insisterede på stadig at holde Jan i studiet også i stedet for sammen med spøgelserne i kontorrummet ved siden af. De ville have ham ved hånden konstant, hvis der skulle ske tekniske fejl eller noget lignende. Og så måtte han passe telefonen, det havde også vist sig at blive et krav, som nisserne ikke havde regnet med. Folk ringede ind i tide og utide, men ikke med de reaktioner, som Abraham og resten af banden havde forventet. De var ikke vrede eller kede af det, og de følte sig ikke i mindre julestemning — jo, en enkelt havde ringet ind og med blodig retorik fordømt alt det julepjat, og de havde gnedet sig i hænderne. Men hoveddelen af lytterne grinede højt og roste værterne for den nye og anderledes juledækning, de havde valgt. Et modigt redaktionelt valg. Fantastisk morbid satire. Sikken fantasi.
Rochus kiggede arrigt på Jan, efter han havde lagt telefonen endnu en gang, var blevet prist endnu en gang. “Sig mig, fatter dine lyttere slet ingenting? Forstår de ikke, at det skal være grumt, det her? Er det hele bare en stor vits for dem?”
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” svarede Jan, som nu efter en uge med de små skabninger næsten havde vænnet sig til dem. I al fald rystede han ikke længere af skræk, og det lykkedes ham oven i købet til tider at finde dem en lille smule morsomme. “Når det er jul, så vil folk bare se det positive i alt. Så det ser ud til, at I må stramme jer an, hvis I skal ødelægge deres juleglæde.”
“Lad være med at friste mig,” hvislede Balbina med sin kniv fremme. “For vi kan nemt gøre det her meget værre.”
“Nej, det behøver I ikke,” sagde Jan strak, højst lidt nervøst, men uden frygt i stemmen. “Det var ikke sådan ment. Men det kunne være, I skulle gøre det klart for lytterne, hvad det er, jeres plan er.”
En mumlende stilhed lidt. “Nej,” sagde Nikomedes så. “Det vil være dumt. Så er der jo ingen, der gider lytte med. Lad dem bare tro, at det hele er for sjov. Efterhånden som sorgfuldhederne tårner sig op, skal de nok få en sort jul. Og ellers vil vores finale med garanti gøre det.”
“Og hvad er finalen? Hvis jeg må spørge?”
“Absolut ikke!” råbte Rochus unødvendigt højt til Jan. “Du passer bare dig selv!”
“Nå ja, bevares. Man er jo bare lidt nysgerrig.”
“Ja, det siger du nu,” sagde Abraham. “Men når den fireogtyvende december kommer ...”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar