De resterende ni spøgelser havde siddet på den anden side af det lydtætte glas, mens Georg fortalte sin julehistorie. Der lå hovedtelefoner på bordet til dem, og et par havde også kortvarigt lyttet, men så smidt dem fra sig igen. Det var simpelthen for deprimerende at lytte til, og det fik dem også uvægerligt til at mindes deres egne dødsdage.
De kunne se, at Georg var færdig med at fortælle, da nissen Abraham lænede sig tilbage i stolen og slog sig på låret og skraldgrinede, næsten så tårerne stod ud af hans øjne. Manglen på lyd gjorde det til et surreelt øjeblik, den sjusket klædte nisse i et oprigtigt glædesudbrud kun skæmmet af de spidse tænder, der blev synlige i hans mund, samt de onde tanker, de vidste, der lå bag.
Nu var det den femte december, Georg havde sluttet sig til dem, og de svævede rastløst rundt i kontorarealet, ventede kun på, at det næste spøgelse skulle genopleve sit værste øjeblik.
Men Abraham gav dem en stakket frist, da han kom ind flankeret af Balbina og Rochus og efterfulgt af Nikomedes. “Siden I kun er ti,” proklamerede han. “Så vil vi dele jeres historier ud med en hveranden dag, så den 22. december vil I alle have fortalt jeres historier og gjort jeres for at gøre julen en mindre hyggelig tid for hele landet.”
“Hvad så med den 24.?” spurgte spøgelset David. “Hvad sker der der?”
Et bredt smil bredte sig over Abrahams smalle ansigt. “Det bliver den største dag af alle,” sagde han, og de tre nisser omkring ham gnæggede lavmælt og indforstået, mens de kiggede rundt på spøgelserne, der ubevidst trak sig lidt væk. “Men det behøver I ikke at bekymre jer om endnu,” fortsatte lederen. “Bare gør jer klar til i morgen. Tænk jeres dødsdag godt igennem. Vi vil have alle detaljerne med.”
Nisserne gik igen, og de smækkede med døren efter sig.
“Vi kan ikke lade dem slippe af sted med dette her,” sagde David. “Vi må gøre noget for at forhindre det. De ødelægger jo alles jul på denne måde.”
“Og mit ben gør ondt igen,” klagede Georg sig ovre fra hjørnet, mens han tog sig til låret. “Jeg ved ikke, hvad der sker. Det føles næsten lige så slemt, som da jeg døde ...”
Kuldegysninger løb igennem alle de døde. Christian gentog sig selv. “Vi må gøre noget.”
Og det ældste spøgelse, Niels Peder, svarede. “Men hvad?”
David gik en runde gennem kontoret, kiggede på alle spøgelserne på skift, de gamle, de voksne, de unge, mændene og kvinderne.
“Mit ben gør ondt,” lød det igen fra Georg.
“Det kan ikke passe, at vi skal tvinges igennem det her,” sagde David. “Vi må gøre oprør!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar