Treogtyvende julegys

23. december

Den treogtyvende december fløj en sten gennem vinduet, ikke affyret af en slangebøsse i Davids hånd, men kastet af en ung kvinde nede på gaden. Fem sekunder lød der endnu et knald, endnu en rude sprang.

Nisserne befandt sig inde i radiostudiet, de var ved at briefe Jan om morgendagens udsendelse, men forstyrrelserne afbrød dem, og de for ud i hallen. Tre knuste vinduer nu, og “hvad fanden foregår der her?” råbte Abraham.

Det kunne spøgelserne forklare ham, og i samme øjeblik blev døren ind til kontor-fængslet brudt op, og Niels Peder snublede ud over tærsklen, mens han ømmede sin skulder. Nisserne vendte sig rundt, trak deres våben, økser, knive og køller, mens spøgelserne et efter et trådte ud. Ligesom sidst var kun få af dem bevæbnede, men alle havde de det viljefaste udtryk i ansigterne, som altid betyder mere end slag- og stikvåben.

“Det her er ikke noget felttog,” sagde David og trådte frem. “Det er en belejring.”

“En belejring?” spurgte Abraham hånligt, nu han var ved at få overblik over situationen. De fleste vinduer var blevet smadret, og det lod ikke til, at der skete mere udenfor. “Hvad skal det sige?”

“Ja, det ved jeg ikke. Men prøv at spørg dine gnom-venner,” sagde David og gestikulerede imod Nikomedes og Balbina, der stod ved vinduerne og kiggede ud. Irriteret vendte Abraham sig om.

“Hvad sker der?”

Nikomedes var den første, der langsomt vendte sig om. “Det er ikke godt, det her. Der står en hel flok derude. De er ophidsede.”

“Til helvede med dem!” skreg Abraham. “Jeg vil have spøgelserne!”

Nu kunne de tydeligt høre råbene nede fra gaden, ingen enkelte ord, blot stemningen, vreden, blodtørsten i den retfærdige julefryd. “Det ser ud til, at det må blive en anden gang,” sagde David med et smil.

“Ved du, hvad jeg havde planlagt for den fireogtyvende?” gav Abraham igen med en ildevarslende tone i stemmen. “Jeres anden død. Endnu mere grusom end den første. Og I kunne have fået en dag mere, hvis I bare have opført jer ordentligt, men nu går den kraftedeme ikke længere.” Han trak øksen, og David gennede spøgelserne tilbage ind på kontoret, mens han selv råbte højt, “så er det nu!”

Han stod på dørtærsklen og så den første stige blive slået mod muren udenfor, det første menneske dukke op og vidste, at nu havde nisserne mere end nok at tænke på, og han lukkede og låste døren efter at have trukket sig i sikkerhed på kontoret - han måtte beskytte sine fæller.