Post-julekalender

Årets julekalender er overstået, og jeg håber, at alle har haft en dejlig december, en dejlig juleaften, forhåbentlig uden ondskabsfulde nisser ude på at ødelægge den gode stemning. Jeg har i hvert fald nydt at skrive et dagligt afsnit, også selvom det nogle gange har været trængt af andet - sådan er december jo nu engang.

Hvis du har nydt julekalenderen, må jeg også anbefale min roman Skygger fra Oktoberland, som kan købes direkte fra forlaget Replikant til en god pris i både papir- og digital version. Der er ingen julestemning deri, men litterære lækkerier, som man kan krølle sig sammen i en god lænestol og gyse ved.

Jeg vender tilbage i det nye år med mange flere skriverier.
Godt nytår!

Fireogtyvende julegys

24. december

En belejring blev det i sandhed; spøgelserne krøb sammen og lyttede til tumulten hele natten, og først om morgenen den fireogtyvende december åbnede David forsigtigt døren - bevæbnet naturligvis med en improviseret slangebøsse.

Rochus, Nikomedes og Balbina sad bundne og kneblede ved siden af hinanden i et hjørne, mens Abraham tilsyneladende havde nægtet at overgive sig frivilligt til den betragtelige menneskemængde, som var trængt ind i radiobygningen i løbet af natten.

“Alt det blod,” mumlede Niels Peder stilfærdigt, mens han kiggede sig omkring. Adskillige mennesker var blevet dræbt den nat, og lemmer lå spredt rundt omkring, blodsprøjtene plettede både loftet og væggene.

“Tænk, at de også skulle dø den fireogtyvende december, bare for vores skyld,” funderede Georg. “Det vil da blive en dødshistorie, der kan matche alle vores.”

“Ja,” hvæsede Abraham fra sit trængte hjørne. Han var blevet frataget sig sin økse, og alligevel turde menneskene ikke nærme sig ham yderligere. “Var det sådan en redningsaktion, du havde forestillet dig, David. Sådan et blodbad? Det her var levende mennesker, der døde for de allerede dødes skyld. Føler du dig ikke nobel nu?”

“De døde ikke for vores skyld,” svarede David kampberedt. “De døde, mens de kæmpede mod jer. I er destruktionens kræfter, I vil ikke tillade nogen at have det hyggeligt eller godt, I bitre, afskyelige gnomer. Disse mennesker døde med oprejst pande, fordi de ikke ville tillade jer at gennemføre jeres plan. De døde for de allerede levende, som ikke skulle behøve at lytte til rædsel og blodsudgydelse på juleaften.”

“Er dette måske ikke blodsudgydelse?” spurgte Abraham triumferende og slog ud med armene til de maltrakterede lig. “Er dette ikke rædsel? Er alt dette ikke juleaften?”

“Intet af dette er blevet udsendt, og det bliver det heller aldrig,” sagde David. “I aften kommer radioen til at spille julemusik og sprede hygge, intet andet.”

“Det betyder ingenting,” blev Abraham ved. “Vi ved alle sammen i dette lokale, hvad der er sket her. Vi ved alle, at dette er julens sande ansigt. I kæmper så hårdt for at holde ubehagelighederne for døren, men det hjælper ingenting. I vil alle sammen bære det i hjertet resten af jeres dage, levende såvel som døde.”

“Nej,” sagde lille Theo og trådte frem. “For det gode er altid stærkest i hjertet.”

David smilede, og da han kunne se, at Abraham skulle til at komme med endnu et modsvar, løftede han sin slangebøsse, trak de sammenbundne elastikbånd tilbage og affyrede en blyantspidser af metal, der ramte nissen lige i panden, så han faldt bagover med det samme. Ingen lyd kom fra ham, og heller ikke fra andre lige i det øjeblik. Efter et par sekunder kom nogle af de belejrende levende dog til sig selv og skyndte sig hen for også at bagbinde Abraham.

“Vi afleverer dem til politiet,” sagde en. “Så må de tage sig af dem. Vi skal nok vidne om, hvad der er sket her.”

Spøgelserne takkede, og menneskene fortrak sig. Efterfulgt af resten af spøgelserne gik Birgitte ind i radiostudiet til Jan, der mirakuløst nok var kommet uskadt gennem hele december. “Er du klar til at sprede lidt julehygge nu?” spurgte hun, og et smil bredte sig i hans ansigt. Jan tog hovedtelefoner på og trak en mikrofon hen til sig.

“Det er ikke et øjeblik for tidligt,” sagde han, hvorefter musikken strømmede ud fra studiet. 

Treogtyvende julegys

23. december

Den treogtyvende december fløj en sten gennem vinduet, ikke affyret af en slangebøsse i Davids hånd, men kastet af en ung kvinde nede på gaden. Fem sekunder lød der endnu et knald, endnu en rude sprang.

Nisserne befandt sig inde i radiostudiet, de var ved at briefe Jan om morgendagens udsendelse, men forstyrrelserne afbrød dem, og de for ud i hallen. Tre knuste vinduer nu, og “hvad fanden foregår der her?” råbte Abraham.

Det kunne spøgelserne forklare ham, og i samme øjeblik blev døren ind til kontor-fængslet brudt op, og Niels Peder snublede ud over tærsklen, mens han ømmede sin skulder. Nisserne vendte sig rundt, trak deres våben, økser, knive og køller, mens spøgelserne et efter et trådte ud. Ligesom sidst var kun få af dem bevæbnede, men alle havde de det viljefaste udtryk i ansigterne, som altid betyder mere end slag- og stikvåben.

“Det her er ikke noget felttog,” sagde David og trådte frem. “Det er en belejring.”

“En belejring?” spurgte Abraham hånligt, nu han var ved at få overblik over situationen. De fleste vinduer var blevet smadret, og det lod ikke til, at der skete mere udenfor. “Hvad skal det sige?”

“Ja, det ved jeg ikke. Men prøv at spørg dine gnom-venner,” sagde David og gestikulerede imod Nikomedes og Balbina, der stod ved vinduerne og kiggede ud. Irriteret vendte Abraham sig om.

“Hvad sker der?”

Nikomedes var den første, der langsomt vendte sig om. “Det er ikke godt, det her. Der står en hel flok derude. De er ophidsede.”

“Til helvede med dem!” skreg Abraham. “Jeg vil have spøgelserne!”

Nu kunne de tydeligt høre råbene nede fra gaden, ingen enkelte ord, blot stemningen, vreden, blodtørsten i den retfærdige julefryd. “Det ser ud til, at det må blive en anden gang,” sagde David med et smil.

“Ved du, hvad jeg havde planlagt for den fireogtyvende?” gav Abraham igen med en ildevarslende tone i stemmen. “Jeres anden død. Endnu mere grusom end den første. Og I kunne have fået en dag mere, hvis I bare have opført jer ordentligt, men nu går den kraftedeme ikke længere.” Han trak øksen, og David gennede spøgelserne tilbage ind på kontoret, mens han selv råbte højt, “så er det nu!”

Han stod på dørtærsklen og så den første stige blive slået mod muren udenfor, det første menneske dukke op og vidste, at nu havde nisserne mere end nok at tænke på, og han lukkede og låste døren efter at have trukket sig i sikkerhed på kontoret - han måtte beskytte sine fæller. 

Toogtyvende julegys

22. december

“Nå,” sagde Abraham ondskabsfuldt glædesstrålende. “Skal vi have den sidste fortælling?”

David rejste sig op imellem sine spøgelseskammerater, og han stirrede ned på nissen, der havde holdt dem fanget igennem de sidste toogtyve dage. “Lad os bare det.”

De andre spøgelser stirrede på ham, mens han gik op mellem dem, hen mod nissen. Enkelte mumlerier hørtes blandt dem, forventningsfulde, skræmte, nervøse.

Ude i hallen stod resten af nisserne - og de havde også slæbt Jan derud. “Alt er klar derinde,” sagde Rochus til sin leder. “Det er bare at trykke på knappen.”

Abraham nikkede tilfreds og gennede så spøgelset frem foran sig. “Det her vil jeg høre alene,” hviskede han. “De andre kan have radioen tændt, men denne fortælling vil jeg have for mig selv.”

David sagde ingenting, men gik villigt foran nissen og ind i studiet, hvor han satte sig ned og indvilligede i at få udstyret påsat, ledningerne viklet omkring hovedet. Abraham satte sig også ned i en kontorstol, lænede sig tilbage, hænderne bag hovedet. “Du begynder bare.”

ON AIR.

Men fortællingen begyndte ikke lige med det samme, i stedet sad David og betragtede den lille skabning, som havde låst sig selv inde i rummet med ham.

“Hvor gammel tror du, jeg er?” spurgte David Abraham.

“Jeg ved det,” svarede Abraham roligt og viste samtidig sine tænder. “Det er fireogfyrre år siden, du døde, og du var seksogtyve på det tidspunkt. Det giver halvfjerds år, ganske præcist.”

“Ja, det siger du jo.” David rystede let på hovedet. “Og du tror også, du er den ældste her. Men det er ikke sandt. Du har tre hundrede år på bagen. Jeg har mere end tre tusinde. Og jeg har ikke levet så længe som et spøgelse for at lade mig eller min slags blive kommanderet rundt af usle gnomer som dig.”

Abraham udstødte et skingert latterudbrud. “Tre tusinde? Ja, den er god med dig. Hvis du var så gammel, hvorfor sidder du så stadig her i stedet for at have brudt ud for længe siden?”

“Det har været mit eget valg,” sagde David roligt. “Jeg beskytter mine fæller. Du har hver anden dag i hele december trængt ind i vores midte og befalet at få en at kæmpe med, en der kunne gøre modstand mod dig. Og du har vundet hver gang, en større eller mindre sejr. Men jeg har erfaring i at bekæmpe tyranner, som du måske allerede har gættet. Og den sidste, jeg slagtede, var tre gange min højde og vægt. Man kan opnå meget med en simpel slangebøsse. Og din tid kommer meget snart.” David materialiserede nu en hånd så hård som sten, rev hovedtelefonerne af og skubbede mikrofonen til side, noget ingen af de andre spøgelser havde kunnet gøre, et bevis på hans respektindgydende alder. “Så hvad du end har planlagt som din store finale ... Forbered dig på, at vi andre også deltager - og det ikke bare som offerlam.”

Enogtyvende julegys

21. december

“Så er vi alle med på planen?”

David kiggede rundt på forsamlingen af spøgelser, der gennem de sidste tyve dage havde gået så grueligt meget igennem, og gennem de seneste dage havde arbejdet på en plan for deres og julens redning - som forhåbentlig var gået de fire ondskabsfulde nissers næser forbi. Deres første oprør havde vist, at de ikke kunne klare sig uden ordentlig planlægning og heller ikke uden hjælp udefra, fra rigtige, stadigt levende mennesker. Og gerne ordensmagten.

Sådan burde det have ordnet sig nu. Jan havde givet go-tegnet fra den anden side af glasset. Han havde altså fået besøg udefra, og han havde ordnet, hvad der var hans ansvar, så nu måtte de bare håbe på, at det hele ville gå op.

“I morgen bliver det den sidste fortælling,” sagde David. “Min. Det regner nisserne med, og det skal de nok også få. Jeg tror, de har planlagt noget særligt til den fireogtyvende, det må de have gjort, ellers ville de ikke have timet det sådan. Men så skal vi i hvert fald nok sørge for at forpurre deres planer. Er alle klar på den? Kan I jeres pladser?”

Spøgelserne nikkede, Georg, Lars, Theo, Birgitte, Niels Peder, Rikke, Edith, Karina, Tom kiggede alle andægtigt og respektfuldt op på David, som havde udlagt planen for dem. Velforberedte var de denne gang, i det mindste på en anden måde end før. Hjælp havde de også.

“Hvad tror du, de har planlagt til den fire og tyvende?” spurgte Rikke, med David fnøs bare.

“Det er jeg i grunden fuldstændig ligeglad med. Det er sikkert noget, de synes er mægtigt grusomt. Men det behøver vi slet ikke at tænke på. Den fireogtyvende kommer ikke til at gå, ligesom de har planlagt det. Juleaftensdag bliver vores dag, og vi vil bruge den til at fortælle de lyttere, som gennem hele december har lyttet til forfærdelige dødshistorier, at julen ikke er så slem igen, at døden ikke er så slem igen. At de bør fejre juleaften i deres familiers skød, hygge, nyde livet alt, hvad de kan. Hygge, med kælkning og juletræsdansning og middag og gaver trods alle de usandsynlige farer, som vi har fortalt dem om. Juletid er hyggetid. Det bør de vide. Og det vil de også få at vide.”

“Hør hør,” istemte Niels Peder og rejste sig, kiggede rundt på de andre, som ligeledes forlod deres stole. Spøgelserne kiggede hianden i øjnene, tænkte tilbage på deres dødsøjeblikke og fremad på den næste juleaften.

Hygge, tænkte de for sig selv. Hygge. 

Tyvende julegys

20. december

Tom følte sig endnu mere tyndhåret end sædvanlig, da han trådte ind i radiostudiet. Rochus, som havde hentet ham ind, havde hverken behøvet truende ord eller våben for at få ham med, hans blotte tilstedeværelse og nævnelsen af Toms navn var nok til at få spøgelset til at hoppe i vejret.

“Tag den nu med ro,” havde Niels Peder sagt på vej ud. “Så slemt er det ikke,” men det mente Tom nu nok, at det var. Allerede før han begyndte sin fortælling kunne han mærke halsen snøre sig sammen, kunne mærke den kradsende følelse af noget, der bare ville ud og op.

“Det er snart jul,” sagde Abraham med et smil. “Så lad os høre.”

“Skal jeg så bare begynde ...” Tom så sig nervøst om. Alle fire nisser stirrede på ham. Omringet var han - ikke at han havde nogen som helst planer om at gøre noget uventet. Han ville bare have det overstået. “Jeg ville ... jeg ville bage nogle småkager til min niece. Min bror ville komme forbi med hende om eftermiddagen, før vi tog ud til vores forældre, og jeg ville gerne have kager klage ... klar. Brunkager, det var hendes yndlings, er måske stadig, tror jeg. Jeg ved det ikke. Men jeg var i gang med dejen, og så følte jeg mig så træt, jeg havde også været sent oppe dagen før, virkelig sent, syntes jeg. Så jeg lagde mig ind på sofaen, bare for en lille lur, sagde jeg til mig selv, bare for en lille lur, og jeg havde stadig dej på fingrene. Jeg burde have tørret dem af, men det gjorde jeg ikke. Jeg lavede brunkager, selvom jeg ikke selv kunne lide dem, eller tåle dem. Det var min nieces yndlings. Men jeg faldt i søvn, var sådan helt omtåget, og så vågnede jeg igen lige med det samme, føltes det som om, fordi der var noget, der kradsede i min hals, noget der prikkede sådan i tunget og ganen og så helt nede i struben, og jeg satte mig op, helt desperat, fordi det var så ubehageligt, og jeg børstede mig i ansigtet og prøvede at skrabe halsen med mine fingre, men det hjalp ikke, og så så jeg en edderkop kravle i sofaen, og så var det bare det billede, jeg havde for mig, en edderkop, der var kravlet ned i min hals, og jeg løb, skramlede ud i køkkenet efter noget vand, og jeg stak bare hovedet ind under vandhanen, og drak først. Men så tænkte jeg, nej, jeg vil jo have den op, og jeg prøvede at kaste op, men det duede heller ikke, så jeg drak bare mere vand, tænkte, at så ville det gå væk. Men det gik ikke væk, jeg blev ved med at kunne mærke den der krildrende fornemmelse og ikke bare i halsen, men i hele kroppen. Jeg skulle have noget andet end vand, og jeg tænkte ikke, så jeg tog bare klumper af dejen og stoppede i munden, fordi den smagte af noget og var blød og fedtet, den ville kunne slette alle spor, og så nåede jeg at spise næsten halvdelen, før jeg kom i tanke om, at jeg var allergisk over for nødder.

“Så jeg gik i panik igen og drak mere vand, som selvfølgelig ikke hjalp, jeg skulle jo have det op, men jeg har aldrig kunne kaste op på kommando, også selvom jeg stak to fingre i halsen, det prøvede jeg også, men jeg harkede bare, der skete ikke noget, og så lå jeg der på køkkengulvet.

“Mathilde!” råbte jeg, fordi jeg ligesom hørte, at de bankede på døren. Og der skete noget udenfor, de bankede på igen, og jeg råbte noget, men min dør var låst, så de kunne ikke komme ind, fordi jeg altid har min dør låst på grund af indbrudstyvene.”

“Og hvordan kom de så ind?” spurgte Nikomedes.

“Ja, det gjorde de jo heller ikke. De hørte mig ikke engang. De prøvede at ringe, men min telefon lå langt væk, og jeg havde allerede fråde om munden og var i kramper og det hele, og jeg kunne ikke svare, og så kørte de op til vores forældre for at se, om jeg bare var taget derop tidligere. Så kom de tilbage bagefter og tilkaldte også en ambulance efter at have set mig gennem vinduet, men der var jeg for længst død.”

“Fordi du spiste din egen brunkagedej,” konkluderede Rochus. “Som en idiot, når du vidste, at du ikke kunne tåle det.”

“Ja, men ...” prøvede Tom. “Edderkoppen ...”

Nittende julegys

19. december

Bank, bank, bank.

Sådan sagde det på døren den nittende december, og nisserne kunne godt genkende lyden af et menneske, der ønskede entre. De gik ud i entreen alle sammen, kiggede på hinanden, tøvede. Abraham gik nærmere døren, som om han overvejede at lukke op, men Nikomedes trak ham tilbage.

“Det kan være en fælde. Og vi må ikke afsløre os selv.”

Nej, det måtte de ikke. Det var Abraham godt klar over, så han gik tilbage til radiostudiet, hvor Jan stadig sad på sin pind og kedede sig. Det var efterhånden længe siden, der var sket noget.

“Dig,” peb nissen. “Kom her. Og hvis du siger noget om os, er du død.”

“Hvad sker der?” spurgte Jan forvirret, mens han lod sig føre ud af Abraham, der havde et solidt tag i hans bukser.

“Ved det ikke. Du åbner bare døren og siger, at alt er i orden. Vil ikke forstyrres. Er det klart?”

Han nikkede, stadig fovirret, og blev så skubbet helt ud i entreen. Abraham trak en lang issyl frem - hans lommevåben, når øksen var for stor - og stak den truende i Jans bagdel. “Ingen numre ...”

Jan rystede på hovedet, og det bankede igen på døren. Han låste døren op, lagde fingrene om dørhåndtaget og skubbede det ned, åbnede lige netop en sprække i døren og stak hovedet ud, så han kunne se personen på den anden side. “Ja?” sagde han. Abraham stod spændt lige bag ved Jan og opfangede alt, hvad der blev sagt, men uden at kunne se noget.

“Hvad er det, I har gang I heroppe?” spurgte personen på den anden side, en voksen mand. “Det er mærkeligt.”

Jan rømmede sig. “Det er bare et nyt program, vi prøver af.”

“Ja, men om julen? Altså helt ærligt, vi får vel en god historie til sidst også?”

Abraham prikkede Jan bagi, og han gjorde en lille bevægelse. “Det kan jeg ikke sige,” sagde han. “Den slags diskuterer vi i redaktionen. Er der ellers andet?”

“Næ, jeg ...” manden tøvede, Abraham hørte en raslen. “Hvad er det?”

“Hvad mener du?” spurgte Jan. “Vil du andet?”

“Nej, men...”

“Godt,” kom det hurtigt fra Jan. “Så vil vi ikke forstyrres mere.” Hurtigt lukkede han døren og gjorde front mod nisserne igen. Abraham så ikke helt tilfreds ud.

“Hvad skete der lige der?” spurgte han med sammenknebne øjne.

“Ikke noget. Det var vel bare en af dem, der ringede ind, fordi vi har ændret vores program. I ved jo godt, at vi ikke plejer at sende den slags radio.”

“Hvis du laver numre ...” sagde Abraham truende, mens han roterede issylen mellem sine små, tykke fingre, ganske adræt, faktisk.

“Ingen numre,” lovede Jan. “Bare rolig. Jeg fik ham jo ud, ikke?”

Abraham brummede og skubbede så det ubrugelige menneske tilbage i radiostudiet, mens nisserne blev ude i hallen. “Vi skal vist til at passe på,” sagde Nikomedes. “De kan være ved at planlægge noget mere efter det oprør, der gik galt.”

“Jeg ved det,” svarede den ældste.

Måske var det tid til at slibe øksen endnu en gang. 

Attende julegys

18. december

Karina var ikke bekymret, da de små, grimme nisser tvang hende ind i radiostudiet den attende december. Hun var det tredjesidste spøgelse, men hvis alt gik vel, ville hverken Tom eller David blive nødt til at dele deres juletraumer også. Hvis alt gik vel ...

I går, sent om aftenen, havde de kigget ud ad vinduet. Det havde de gjort mange gange før, og de var udmærket klar over, at det var umuligt at få op, og værende spøgelser var det heller ikke muligt for dem at banke på vinduerne for at tiltrække sig fodgængernes opmærksomhed nede fra gaden. Men i går havde de alligevel ...

“Hvad tænker du på?” skreg Balbina så, unødvendigt højt, og Karina opdagede, at hun bare sad og stirrede ud i luften med hovedtelefoner på og en mikrofon foran ansigtet. “Fortæl så!”

Hun begyndte. “Det var sådan en fin aften. Jeg var sammen med min kæreste. Vi havde været sammen i syv år på det tidspunkt - jeg var otte og tyve - og det skulle være vores første jul sammen. Bare os to, ingen familie eller børn, som vi heller ikke havde eller ønskede os. Han stod i køkkekenet om eftermiddagen, det insisterede han på, og jeg synes, det var så sødt, at jeg ville lade ham gøre det. Han lavede ellers aldrig mad, og nu skulle han sørge for julemiddagen? Det var hans julegave til mig, sagde han. Og tilføjede, klogelig, i hvert fald én af dem.

“Det var den bedste middag nogensinde, faktisk. Jeg ved ikke, hvordan han sørgede for det, når man tænker på, hvad der i virkeligheden skete, men sådan var det. Han var så sød, og vi havde stearinlys og et juletræ, og vi sad bare og snakkede og hyggede os. Og anden var helt perfekt, jeg ville nok ikke have troet, han havde lavet det hele, hvis jeg ikke havde set ham stå i køkkenet. Men måske havde han også ringet til sin mor indimellem, det er muligt. Og han havde portionsanrettet desserten, risalamande, selvfølgelig. Der var så ingen mandel i. Det ville måske også have været for meget. Måske ...”

Karina holdt en pause, så over på den piberygende, afskyelige Abraham, der returnerede hendes blik. “Bare fortsæt,” sagde han ganske roligt med sin dværgestemme. Det gjorde hun så.

“Vi kunne ikke synge, nogen af os, men vi gik alligevel rundt om juletræet. Og sang, og ligesom alt andet var det bare hyggeligt, bare fordi vi var sammen ... Hvordan skulle jeg kunne vide, at der var noget galt?” Spøgelset holdt igen en pause, og hendes begyndende tristhed, uforståenhed, sårede følelser, begyndte at vise sig i ansigtet, og Abraham virkede ikke rolig længere, hans smil var bredere, og hans øjne sammenklemte. “Fortsæt,” sagde han igen, og Karina kunne ikke længere finde ro i deres håb om at blive reddet inden jul. Men hun havde heller ikke lyst til at få kniven af Balbina, så hun fortsatte.

“Vi satte os ned i sofaen med vores gaver. Jeg kan huske, at han så på uret, lige da vi satte os, og han smilede. Det havde han også gjort, da vi dansede om juletræet. Og han ville gerne starte, så han gav mig en lille, hård pakke. Jeg kyssede ham, det var noget af det sidste, og jeg pakkede den op, en lille plasticæske, og jeg fjernede låget, og så lå der en seddel dernede. Jeg så op på ham, smilende, før jeg tog den op, og han nikkede ivrigt.”

“Og hvad stod der?” spurgte Rochus, som ikke havde hørt denne historie før.

“Tak for alt,” sagde hun. “Men nu er det slut. Og så faldt jeg om, ned på gulvet, næsten lige på sekundet. Han havde forgiftet risalamanden, fandt jeg senere ud af. Den aften døde jeg på et par minutter, rallende nede på gulvet, mens han sad oppe i sofaen. Jeg kunne ikke nå at spørge ham hvorfor, før det allerede var for sent. Og jeg ved det heller ikke i dag ...”

Syttende julegys

17. december

Der begyndte at brede sig en trykket stemning i spøgelsernes forsamling, som selv kampberedte David ikke kunne gøre meget for at opløse.

“Det er snart jul,” sagde Lars trist. “Og her sidder vi. Uden at kunne gøre noget. Jeg plejer at være sammen med min familie på det her tidspunkt. Vi har allerede pyntet op derhjemme, det har de garanteret. Jeg var der både sidste og forrige år for at se, hvordan de klarede sig. Jeg ville gerne se, at de savnede mig.”

“Selvfølgelig gjorde de det,” sagde Birgitte beroligende. De to spøgelser var cirka på samme alder, de havde begge efterladt sig en ægtefælle og børn, de havde begge haft faste juletraditioner.

“Har du gjort det samme?” spurgte Lars. “Besøgt dem, efter du døde?”

Birgitte rystede på hovedet. “Jeg har ikke villet. Jeg har været bange for at skræmme dem. Især ved juletid, så kunne det jo være, at ...”

Lars nikkede. “Ja, det tænkte jeg også, første gang jeg besøgte dem. Jeg gik rundt på listefødder gennem hele huset, undgik alt og alle, bange for at vælte noget, for jeg vidste jo ikke, hvilke kræfter jeg havde. Jeg var også rædselsslagen for, at min yngste søn skulle gå igennem mig eller sådan noget. Han er jo tretten år nu, så han er for gammel til at tro på spøgelser, men jeg ved jo ikke, hvordan det vil føles. Om vi er helt kolde, eller om der slet ikke er noget at mærke.”

“Sådan noget skal du ikke bekymre dig om,” sagde Niels Peder. “Det tager lang tid, flere årtier, for spøgelser at opnå nogen som helst kraft ligesom i filmene. Og du kommer aldrig til at hjemsøge eller skræmme nogen ved et uheld, bare rolig. Det kræver en indsats at skubbe døre i og få folk til at mærke, at man er der.”

“Har du gjort det?” spurgte Lars. “Hjemsøgt nogen?”

Niels Peder kiggede ud i luften. “Jeg ville gerne have fortalt min kone, at jeg var okay. Men i starten oplevede jeg det samme, som du ville have gjort, hvis du havde forsøgt på noget. Jeg kunne ikke. Kunne simpelthen ikke. Hun sad lige der i sin gyngestol juleaften, og træet var tændt, og hun var helt alene. Jeg stod over for hende, og jeg prøvede at tale, og der skete ingenting. Så prøvede jeg at lægge en hånd på hendes skulder, helt forsigtigt, men hun reagerede ikke, heller ikke da jeg lod den falde ned igennem hende. Ingenting. Hun nåede at dø også, før jeg fik styr på mine spøgelseskræfter.”

Birgitte kiggede op. “Har du så set hende siden? Er hun også blevet et spøgelse?”

Det gamle spøgelse rystede på hovedet. “Jeg ved det ikke. Hun døde tre år efter mig, og jeg har ikke set hende siden.”

“Hvad?” spurgte hun forfærdet. “Så vi kan ikke engang håbe på at blive genforenet efter døden?”

Blot et skuldertræk. “Vi kan håbe. Ikke så meget andet.”

Sekstende julegys

16. december

Abraham kneb øjnene sammen. Snapsen havde alligevel tæret på ham. “Tag Edith ind,” beordrede han Rochus, hvis krop strittede lige så meget imod at stå op som Abrahams. Men han adlød, adlød altid.

Edith ville ikke skabe problemer for dem, vidste Abraham, hverken på den ene måde, ville ikke være genstridig eller hysterisk.

Hun fulgte også med villigt, skånede Rochus for nogle besværligheder, som bare ville give ham endnu mere ondt i hovedet og få hende selv i problemer.

Edith ønskede bare det hele overstået så hurtigt som muligt. “Det var tilbage i ‘62,” begyndte hun. “Jeg skulle hjem til min søn og fejre jul. Sådan havde vi bestemt, at det skulle være, han var fireogtyve, havde lige fået et barn med sin kæreste, og jeg var skilt fra hans far. Det virkede som den bedste løsning på den måde. De ville også sørge for det hele i deres egen lejlighed, julemiddag og oppyntning, selv et træ havde de vist fået fat på. De boede ganske vist også i stueetagen, så de skulle ikke have slæbt det op af flere hundrede trapper, men alligevel. Jeg var lidt stolt af ham.

“Det var først meningen, jeg skulle komme klokken fem - jeg tror ikke, de ville have, jeg skulle se dem alt for forfærdeligt stressede med forberedelser - og jeg var stået tidligt op, så jeg tænkte, at jeg godt kunne tage et lille hvil og en lille cigaret efter frokost. Så jeg lagde mig op i sengen, godt til rette, dejlig røg i munden. Det er en af de ting, jeg egentlig sætter pris på, hvis jeg nu skal noget...” her signalerede Rochus kraftigt med en flad hånd frem og tilbage hen over halsen, at hun absolut ikke behøvede at sætte pris på noget. “Nå ja,” sagde hun så i stedet. “Det er også lige meget. Men jeg fik altså røget min sidste cigaret og faldt så i søvn. Det er jo verdens ældste historie, at jeg tabte skoddet ned på gulvtæppet og satte ild til hele lortet, men sådan skulle det altså være.

“Jeg vågnede også kortvarigt, var sådan lidt omtåget på grund af røgen, og også fordi jeg havde givet mig selv en lille skarp til frokosten, nu hvor det var jul, ikke også, og så tumlede jeg lidt rundt og kunne ikke finde rundt i mit eget værelse, det var ikke til at se noget og heller ikke til at trække vejret. Jeg bankede hovedet ind i en klædeskabslåge, som stak ud, og faldt om, og så lå jeg der, mens huset brændte ned omkring mig og der kom al for megen dårlig røg ind i lungerne på en gang. Min søn kom så alligevel til mit hus juleaften, hvor han også fejrede den som barn. Men jeg tror ikke, han var glad for det. Temmelig trist, faktisk.”

“Det er vist en underdrivelse,” brød Rochus ind, “temmeligt trist for en dreng, hvis mor dør juleaften. Ha! Han må have været knust!”

Edith nikkede. “Jah ...”

Femtende julegys

15. december

Efter gårsdagens vellykkede radioudsendelse havde Abraham beordret en lille julefrokost den femtende december, så mens Nikomedes og Rochus gik på indkøb, sørgede Balbina for at dække op i forlokalet, og Abraham gjorde status for forløbet og lagde planer for de næste par dage. “Det var et godt træk at hive den tudetøs ind i studiet,” sagde han højt - han var lidt stolt af sin egen ide, især fordi han også havde været ivrig efter en succes oven på episoden med Niels Peder. “Den gamle stivstikker,” mumlede han. “Jeg skulle have vidst, det var en dum ide at tage ham ind lige efter deres oprør.”

“Det skal du ikke tage så tungt,” sagde Balbina, mens hun lagde tallerkener og bestik ud på bordet. “Han skulle jo fortælle på et tidspunkt, og vi har hele tiden vidst, at han ville være svær at knække. Men nu har vi da vist ham, at vi stadig kan styre de andre. Stadig skræmme dem.”

“Ja,” sagde Abraham og lænede sig tilbage i stolen, mens han kiggede hen mod den aflåste dør, der holdt spøgelserne indespærret i deres lille kontorområde. “Det kan vi.”

Nikomedes og Rochus kom tilbage til radiostationen bærende på poser fyldt med den bedste andelever, sylte, sild og flere flasker snaps. Friskbagt rugbrød havde de også fundet, rå løg og peberrod og adskilligt andet af bedre kvalitet og lugt end deres sædvanlige diæt. Snapseglas havde de ingen af, så de brugte vandglas i stedet og blev hurtigt højlydte og kun langsomt mætte, begyndte efterhånden også at smide med service, rester og hvad de ellers havde liggende rundt omkring. Flere glas blev hamret mod dørene ind til kontoret og radiostudiet, og nisserne skræppede begejstret op, da de kunne høre menneskets og spøgelsernes forskræmte reaktioner inde fra den anden side - større motivation til at fortsætte festen så vildt og højlydt som muligt, og det gjorde de med alt, hvad de havde i sig. Spiste næsten uden stop, drak, til de løb tør (hvorefter Rochus naturligvis blev sendt ned efter mere), fra middag til eftermiddag til aften til nat i en ægte julestemning af kaos og vildskab, som ødelagde hyggen for enhver omkring dem.

Og de kunne mærke juleaften komme nærmere, den søde juleaften ...

Fjortende julegys

14. december

Abraham var kommet til den samme konklusion, som Niels Peder, bare fra den anden side af bordet. Derfor tog han den fjortende december Rikke ind i radiostudiet. Hun var død for to år siden som tyveårig. “Må vi så høre ...”

Hun kiggede sig forskræmt rundt, de fire nisser gjorde hele scenen så bizart skræmmende, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv, hvordan hun skulle begynde. Hun ville have fundet trøst i Jans øjne, han havde ansigtet rettet stift mod mixerpulten - ville åbenbart ikke risikere noget efter sin medvirken i oprøret.

“Jeg stop oppe på tanken. Det var min mor vist ret ked af i forvejen, at jeg skulle have vagten fra 16-24, men sådan var det jo. Nogen skulle tage de sure tjanser, og så ville jeg slippe for det nytårsaften. Og så sagde de, at jeg ville blive fyret, hvis jeg ikke tog den.

“De første to timer var helt fine, der kom folk hele tiden, der lige havde glemt det sidste til middagen eller skulle købe blomster eller sådan noget. De var også venlige og ønskede glædelig jul, og jeg kunne sige det samme til dem. Nogle øjeblikke var det næsten helt hyggeligt. Vi havde selvfølgelig også pyntet op derinde. Ved spisetid kom der så færre kunder. Nogle biler kom forbi og tankede - på vej til familiemiddag, sikkert. Så kunne jeg sidde der for mig selv. Jeg tænkte på at ringe hjem og hilse på, blive i lidt bedre humør. Eller hvad, det ved jeg ikke. Jeg ville jo nok bare blive endnu mere trist af det også, men altså, så kom den her mand ind. Han kiggede sig sådan lidt omkring først, vidste vist ikke rigtig, hvor han skulle hen ...

“Ej, undskyld, jeg kan altså ikke det her alligevel,” udbrød hun så og efterfulgte det med et stort, snøftende hulk.

“Fortsæt!” skreg Balbina og var lynhurtigt fremme med kniven.

Rikke hulkede igen, krøb væk fra stolen og mikrofonen, forsøgte at hage sig fast i Jans skulder, men blev hevet tilbage på plads af Balbina og Rochus i fællesskab, mens Abraham sad roligt på stol og overværede udbruddet. Han havde taget sin pibe frem og pustede røgringe ud i luften under fortællingen. “Fortsæt!” beordrede Balbina endnu en gang, og Rikke turde ikke andet.

“Han kom op til disken, og så kiggede han ud ad vinduerne igen, og jeg kiggede med ham, og der var ingen mennesker derude. Og jeg nåede at blive bange, før jeg kiggede tilbage på ham, og han holdt en pistol. Abn kassen, sagde han til mig. Ellers skyder jeg! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg var bakket væk fra disken, hvor panikknappen var, men jeg var også for bange til at trykke på den. Giv mig pengene, sagde han. Jeg vil have det hele. Gør det nu! Han blev ved med at sige det samme. Så jeg gik fremad, langsomt, og jeg havde også hænderne oppe, og så syntes jeg, at han var rød i øjnene og havde fråde om munden eller sådan noget. Det var bare i mit hoved, garanteret, men jeg fokuserede helt vildt på det, mens jeg fumlede med kasseapparatet. Og så sagde han noget, det var hold op med at stirre, men det hørte jeg først bagefter, eller opfattede. I hvert fald kunne jeg ikke holde op med at stirre, og han blev mere og mere ophidset, og så klingede kasseapparatet åbent med sådan en lyd, og så for han tilbage og råbte noget andet, og så skubbede han pistolen helt op imod mig, og han sagde noget mere, men jeg kunne ikke høre det, skreg også selv, men så trykkede han på aftrækkeren, og jeg faldt forover. Men det mærkede jeg ikke. Kuglen var gået lige igennem panden på mig. Han skrabede kasseapparatet rent og løb, og den næste kunde ringede til politiet, som ringede til mine forældre.”

Trettende julegys

13. december

“Det var også dumt, som vi gjorde det i forgårs,” sagde Niels Peder. “Det var primitivt, og det bliver ikke på den måde, vi vinder over de usle gnomer.”

“Hvad vil du så have?” spurgte David. “At vi bare lægger os ned?”

Det gamle spøgelse ignorerede den andens sarkastiske tonefald. “De har jo et formål med at tage os med til en radiostation, de vil have vores historie ud, men de vil også styre, hvordan vi fortæller den. De vil have, at det skal være grusomt og trist og deprimerende for alle, der hører det.”

“Og det vil du måske påstå, at det ikke er?” brød Tom ind. Han havde været tredive år, da han døde, og han var allerede tyndhåret, og hans ansigt var nedslået. “Prøv at se på os, den her samling. Kan du forestille dig noget mere trist end os? Helt ærligt. Og prøv at kigge ud ad vinduet. Alle de lyskæder i hjerteformer og stjerneformer, ikke? Det er julepynt. Folk pynter op, fordi de er glade. Og vi er døde.”

“Ja,” sagde Niels Peder langsomt. “Vi er døde. Men det er bare en anden måde at være levende på. Og det betyder ikke, at vi behøver indordne os i deres planer. Nisserne vil skal jule-uhygge, det må de selv om. Men de kan ikke gøre det uden os, ikke på den måde, de helst vil i hvert fald.”

“Og hvad så, hvis de bare finder på noget andet?” spurgte David. “Er vi så ikke nødt til at bekæmpe dem?”

“Det duer jo ikke!” sagde Niels Peder. “Har du ikke selv set det? Det kan godt være, at du og jeg slap uskadt fra det oprør, men det gjorde de andre altså ikke! Og om de finder på noget andet, hvis de ikke kan få noget ud af os, det må vi tage til den tid. Hvis bare vi kan forlige os med vores egne historier, vores egen død. De kan godt tvinge os til at fortælle om det, men de kan ikke tvinge os til at gøre det grumt eller trist. Det behøver ikke være sådan.”

Tom rejste sig op og gik rundt om et af bordene. “Det er jo meget nemt for dig at sige. Du er gammel, du har haft masser af tid til at tænke over det. Og nu har du også været inde hos dem, så du har jo ikke mere at bekymre dig om. Men det er altså ikke så let for os andre.”

Niels Peder rejste sig ligeledes, lagde en arm om det yngre spøgelse. “Jeg ved det godt,” sagde han beroligende. “Men døden er også en sikkerhed. Vi har alle sammen oplevet den, de levende kommer alle sammen til det. Det kan også være beroligende for dem at høre om det. Om ikke andet så fordi, det næppe går dem så slemt, som det er gået for de fleste i dette lokale.”

Spøgelserne kiggede på hinanden, og et par smil brød faktisk igennem deres dystre situation. 

Tolvte julegys

Tolvte december.

“Ind med dig,” sagde Rochus og greb Niels Peder i kraven og nær smed ham ind i radiostudiet.

“Nå, så ses vi igen,” smiskede Abraham ved synet af det gamle spøgelse. “Jeg har glædet mig til din fortælling.”

Niels Peder rynkede på næsen i et udtryk af den reneste foragt for nissen. “Jamen, så håber jeg, du vil nyde den,” sagde han. Jan førte dem i luften, og spøgelset begyndte.

Men han tøvede. Trak på skuldrene. “Det var jo egentlig ikke så slemt. Det var min tid. Jeg fik et hjerteanfald. Ganske naturligt for min alder.”

Abraham gjorde tegn til ham om at fortsætte.

“Ja, min kone var jo også forberedt på det. Hun kom til at holde jul uden mig, men så vil hun til gengæld sammen med begge vores sønner. Det var godt for dem. De talte ikke så godt sammen før det.”

Igen håndtegn, arrige denne gang. Abraham var ikke tilfreds. “Det kunne være sket dagen efter,” sagde han højt, og Jan med hovedtelefonerne kiggede op i rummet. Det var første gang, at Abrahams stemme var knitret ud gennem æteren, men han sagde ingenting, lod bare nissen fortsætte. “Din familie kunne være skånet den tragedie at miste dig juleaften, hvis bare det var sket lidt senere! De græd juleaften. Hvem gør det?”

Niels Peder trak blot på skuldrene. “Som sagt var det min tid, det var de alle sammen klar over. Døden behøver ikke altid være tragisk. Nogle gange kan den føre folk sammen - udover at være en befrielse.”

“Sikke noget vås,” udbrød Rochus. “Du skal ikke bilde mig ind, at du hellere ville være her end i de levendes verden sammen med din familie.”

Igen havde det gamle spøgelse ikke andet end et skuldertræk til overs for de forstyrrede nisser. Abraham rejste sig op. “Meget vel. Du har måske forliget dig med din egen fortid. Men vent bare, til vi bringer dine kammerater herind.”

Ellevte julegys

11. december

Abraham hørte dem alt for tydeligt komme. Han var tre hundrede og tre og tyve år, og hans hørelse var ikke blevet dårligere med alderen. Han holdt sig selv i form og altid på vagt. Nøglen raslede i døren, og han åbnede et øje på klem. Til at begynde med var alt mørkt, mørkt som det er, før solen står op, men han var tre hundrede og tre og tyve år, og heller ikke hans syn var svækket. Abraham var blevet gammel, og han havde fået smag for skarpe, tunge økser, og han sov altid med en ved siden af sig.

Der stod en skikkelse ved døren ud, fumlede med låsen. Det måtte være det tåbelige menneske Jan, som forsøgte at flygte, og Abraham blev liggende, hvor han var, men rakte langsomt en hånd ud til siden og greb om økseskaftet. Knugede det. Forestillede sig dets bane gennem luften, gennem menneskets bløde kød.

Han ventede, til han kunne høre, at døren var låst op, til at rejse sig. Han ville give den anden en chance. Han ville nyde det at kunne jagte en rædselsslagen skabning hylende for sit liv ned ad en mørk gang. Abraham brølede, en dyb strubelyd, før ordene kom. “Hvad laver du?”

Døren var helt åben nu, men mennesket flygtede ikke. I stedet tændtes lyset, og grå-gennemsigtige spøgelser strømmede ind i det lille studie, nisserne rullede rundt, for op, forvirrede, for ingen af dem havde været klar som Abraham.

Kun få af spøgelserne havde dog våben mellem hænderne, men det var improviserede og primitive våben. Nisserne var blevet taget på sengen, og umiddelbart stod de i en dårlig position, men Abraham lod sig ikke skræmme. Han kiggede på det ældste spøgelse, Niels Peder, der holdt en elektrisk guitar foran sig, og ved hans side stod en anden, David, ubevæbnet, men med et foragteligt udtryk i øjnene.

“Nu er det slut,” hvæsede den yngre, men Abraham lod sig ikke skræmme. Selv ikke det ældste spøgelse havde levet lige så længe som han, hans overblik var så skarpt som øksens æg.

Det var vist et enkelt host, som satte kaosset i gang, spøgelserne blafrede omkring, nogle med slagvåben og nogle kun med en kold ånde, nisserne forsvarede sig drevent med deres magiske våben. Nikomedes blev ramt i hovedet af et bat, men Balbina trådte til hans forsvar, før det angribende spøgelse kunne nå at slå endnu en gang, og hun borede sin kniv dybt ind i den luftige mave, roterede og skar igennem, så kroppen blev delt i to, faldt til jorden.

Og spøgelserne faldt i stort antal, indtil kun tre af dem stod tilbage på deres ben, og bag ved dem gemte sig Jan - under et skrivebord. Niels Peder, David og Edith stirrede deres lave, men solide modstandere i øjnene, lod så blikket glide hen over deres faldne kammerater. Spøgelser kunne ganske vist ikke dræbes igen, men de kunne halveres og såres, så kun nisserne kunne redde dem fra en kummerlig og ubevægelig tilværelse.

“Opfører vi os så ordentligt fremover?” spurgte Abraham og svingede prøvede øksen gennem luften en enkelt omgang

David bed sig i læberne. “Indtil videre,” hvislede han.

“Det er godt med dig. Vi lader jer leve denne gang, men prøv bare at se, hvad der sker, hvis I finder på sådan noget igen.” Abraham slog ud med armen, ledte deres opmærksomhed til de klagende spøgelser. “Og stik så af med jer, tilbage hvor I kom fra. Vi tager os af jeres venner.”

Med nedslåede hoveder gik de tre spøgelser ud af studiet og tilbage til kontoret. Abraham rystede på hovedet af dem. “Er I alle okay?” spurgte han de tre andre, som nikkede.

“Jeg er lidt ør,” sagde Nikomedes og tog sig til hovedet, hvor han havde fået gokket. “Men det går.”

“Godt. Så lad os få samlet den her sørgelige flok. Med alle de afhuggede lemmer ligner det næsten en slagmark under Første Verdenskrig.”

Tiende julegys

10. december.

Birgitte brugte et øjeblik på at sunde sig, før hun åbnede munden i radiostudiet. Det hjalp at tænke på, at hun var det sidste spøgelse, som skulle gennemleve sit dødstraume endnu en gang til disse perverse nissers underholdning. I morgen ville de være fri - til at fejre julen på præcis den måde, de helst ville.

“Faktisk skete det ikke på juleaften,” begyndte hun. “Det var en uge før. Vi havde inviteret til julestue, vi skulle have pyntet op og den slags. Det gik også rigtig fint, vi klippede julehjerter og flettede stjerner, og jeg blev helt stolt over, at min søn kunne finde ud af det. Han er godt nok ti år, men han havde ikke prøvet det før. Og vi hørte julemusik i baggrunden, kan jeg huske. Noget fra Bamses jul lige i det øjeblik. Det kan jeg huske ...

“Vi skulle spise en time senere, sådan cirka. Æbleskiver og gløgg - og varm kakao til de små. Det havde godt nok ikke givet noget sne endnu, så der var ingen kælkebakker at komme rødkindet tilbage fra, men hyggeligt var det stadig. Min søsters familie var kommet på besøg, og svigerfamilien også, så der var nok at se til, småbørn og det hele.

“Og så ved jeg godt, at I —” her nikkede hun let til nisserne, der sad i studiet omkring hende, og som stadig ikke havde gjort deres eksistens kendt for lytterne, “— helst vil have alle de grusomme detaljer med, men jeg vil nu helst bare få det overstået.” Balbina skulle til at protestere, og hun nåede også at trække sin kniv og vifte lidt med den, men Birgitte var for hurtigt. “Jeg skulle såmænd bare bære gryden med gløgg ind i stuen ude fra køkkenet. Jeg havde lige taget den af komfuret, stadig kogende, selvom det vist ikke er meningen, og ja, så snublede jeg over min niece, som lige kravlede forbi dørkarmen, og jeg faldt forover, mistede mit greb og stak hovedet direkte ned i gryden. Og det var så det.”

“Nej, det var ej!” protesterede Rochus. “Vi ved godt, hvad der skete! Du skal ikke prøve at snyde os.”

“Nej, nej, bevares,” kom det fra Birgitte. “Jeg døde selvfølgelig ikke lige med det samme, de tog mig på hospitalet med forbrændingerne, men det var alt for slemt, så jeg døde et par dage senere.”

“På juleaften,” skingrede Rochus, besat af at få hele historien ud. “I smerter!”

Birgitte trak bare på skuldrene, prøvede at holde smerterne tilbage, minderne. Det var ikke hendes egne forbrændinger, hun kunne mærke, men hele familien, der stod samlet om hendes sygeseng på juleaftensdag. Endnu en gang mindede hun sig selv om, at hun var den sidste, der skulle gennemleve dette. 

Niende julegys

Theo havde holdt sig for sig selv efter gårsdagens udsendelse, men nu sad de andre spøgelser omkring ham, trøstende. Niels Peder, den ældste, sad med armen rundt omkring ham. “Du skal ikke tage det så tungt, knægt. Vi skal alle sammen dø på et tidspunkt. Og livet er sgu også overvurderet. Og se på den lyse side, du er jo kommet tilbage som spøgelse. Det er ikke alle, der gør det.”

Theo skød underlæben frem, kiggede ned i gulvet. Han ville ikke græde. “Jeg ville hellere have min mor.”

“Selvfølgelig vil du det,” sagde Birgitte, et midaldrende spøgelse, før hun slog Niels Peder på skulderen. “Hvad er det, du fortæller barnet?” spurgte hun ham forarget over. “Livet er vel værd at leve. Og vi kan stadig opmuntre de levende i juletiden, selvom det ikke er gået godt for os selv.”

“Lige præcis,” brød David ind. “Det er det, vi skal holde os for øje.”

“Ja, andet siger jeg da heller ikke,” sagde Niels Peder halvfornærmet. “Jeg er ikke ude på at ødelægge nogens jul. Hverken deres eller vores.”

“Ja, uanset hvad, så kan vi ikke lade det her fortsætte.” Han kiggede sig omkring, og hans blik blev fanget af en på den anden side af det lydtætte glas, inde i radiostudiet. Jan sad med ansigtet vendt mod dem, mens nisserne ingen steder var at se. David gik helt hen til vinduet, kiggede til højre og venstre. Ingen nisser. “De må være gået ud for at skaffe flere forsyninger,” spekulerede han højt. På den anden side af glasset rejste Jan sig op, tog et stykke papir i hånden og skrev en sætning. “Hvad gør vi?”

David trådte til side, så resten af spøgelserne kunne læse hans besked. Derefter fandt han selv papir og blyant. Han var efterhånden blevet et gammelt spøgelse, og han forstod, hvordan man håndterede den virkelige verdens objekter. Det var ikke alle, der havde lært det endnu. De færreste, faktisk. “Overmande dem,” skrev han og viste så papiret til Jan, som nikkede. Skrev igen.

“Vil finde nøgle og låse jer ud. Om natten, lige før daggry.”

David skrev tilbage. “I nat?”

Jan rystede på hovedet. “Ikke tid. Forberedelse. D. 11. Tidligt.”

Spøgelserne kiggede på radioværten og på hinanden. Nikkede. Så måtte de gøre sig klar.

Ottende julegys

Klokken kvart i tolv den ottende december gik de On Air. Det første, der hørtes, var et langt snøft. Langt.

“Vi skulle ud at kælke,” stammede Theo. Han var ni år, eller rettere, han nåede at blive ni år. Nu var han ti. “Vi skulle ud at kælke, fordi der var faldet ny sne, så der var endnu mere udenfor. Og min mor trak først min lillebror på kælken, og så ville jeg også trækkes, og så trak hun mig, indtil vi nåede kælkebakken. Man kunne køre ned på begge sider af den, men mor sagde, at vi kun måtte køre ned til højre, for den var ikke så stejl, og den anden var kun til de store, men der var altså også nogen små nogen, der kørte ned der. Og det var helt vildt koldt at køre ned ad bakken, især for næsen, og jeg kan huske, at min mor nussede mig efter to ture, sådan med næsen. Jeg havde også bare en strikhue på, min lillebror havde en elefanthue på. Det var også den, han brugte, når vi skulle lege politi og røvere.

“På et tidspunkt kørte de to først sammen på slæden, og så ville jeg følge med på trækælken, men så kiggede jeg også ud over den anden side, og de var næsten allerede nået helt ned, og så gik jeg over til den anden bakke og satte mig der og skubbede mig frem. Det gik bare vildt hurtigt, også lige fra starten. Så stejl troede jeg altså ikke, den var, men nu gik det bare nedad, og min hue blevet af af vinden, og jeg gled bare lige nedad.

“Der var nogen, der råbte til mig undervejs, da bakken begyndte at flade ud, men jeg kunne ikke høre noget, så jeg fortsatte bare. Jeg styrede ligeud, jeg ville ikke vælte her, jeg sad helt stille og holdt godt fast, sådan som mor sagde, at vi skulle, og de andre råbte højere, og pludselig holdt sneen op, og der kom sådan en skærende lyd, og jeg kiggede ned, og så var jeg ude på isen, og jeg kom til at kigge mig over skulderen for at se, hvad der var sket. Der var en sø, som jeg slet ikke havde opdaget, men så væltede jeg, fordi jeg havde vendt mig om, og jeg faldt ned på siden og kurede fremad ved siden af kælken, og så knækkede det hele under mig. Jeg kunne høre de andre råbe omkring mig, men kun i et sekund eller sådan noget. Så kom jeg ned under vandet, og jeg skulle prøve at finde en vej op gennem isen, men jeg kunne slet ikke, jeg kunne ikke engang røre mig eller se noget. Det var bare mørkt og så utroligt koldt.” En kuldegysning.

“Og så vågnede jeg op et andet sted.”

Syvende julegys

Den syvende december sad nisserne og slængede sig i de stole, de havde trukket ind i radiostudiet. De insisterede på stadig at holde Jan i studiet også i stedet for sammen med spøgelserne i kontorrummet ved siden af. De ville have ham ved hånden konstant, hvis der skulle ske tekniske fejl eller noget lignende. Og så måtte han passe telefonen, det havde også vist sig at blive et krav, som nisserne ikke havde regnet med. Folk ringede ind i tide og utide, men ikke med de reaktioner, som Abraham og resten af banden havde forventet. De var ikke vrede eller kede af det, og de følte sig ikke i mindre julestemning — jo, en enkelt havde ringet ind og med blodig retorik fordømt alt det julepjat, og de havde gnedet sig i hænderne. Men hoveddelen af lytterne grinede højt og roste værterne for den nye og anderledes juledækning, de havde valgt. Et modigt redaktionelt valg. Fantastisk morbid satire. Sikken fantasi.

Rochus kiggede arrigt på Jan, efter han havde lagt telefonen endnu en gang, var blevet prist endnu en gang. “Sig mig, fatter dine lyttere slet ingenting? Forstår de ikke, at det skal være grumt, det her? Er det hele bare en stor vits for dem?”

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” svarede Jan, som nu efter en uge med de små skabninger næsten havde vænnet sig til dem. I al fald rystede han ikke længere af skræk, og det lykkedes ham oven i købet til tider at finde dem en lille smule morsomme. “Når det er jul, så vil folk bare se det positive i alt. Så det ser ud til, at I må stramme jer an, hvis I skal ødelægge deres juleglæde.”

“Lad være med at friste mig,” hvislede Balbina med sin kniv fremme. “For vi kan nemt gøre det her meget værre.”

“Nej, det behøver I ikke,” sagde Jan strak, højst lidt nervøst, men uden frygt i stemmen. “Det var ikke sådan ment. Men det kunne være, I skulle gøre det klart for lytterne, hvad det er, jeres plan er.”

En mumlende stilhed lidt. “Nej,” sagde Nikomedes så. “Det vil være dumt. Så er der jo ingen, der gider lytte med. Lad dem bare tro, at det hele er for sjov. Efterhånden som sorgfuldhederne tårner sig op, skal de nok få en sort jul. Og ellers vil vores finale med garanti gøre det.”

“Og hvad er finalen? Hvis jeg må spørge?”

“Absolut ikke!” råbte Rochus unødvendigt højt til Jan. “Du passer bare dig selv!”

“Nå ja, bevares. Man er jo bare lidt nysgerrig.”

“Ja, det siger du nu,” sagde Abraham. “Men når den fireogtyvende december kommer ...”

Sjette julegys

6. december

Næste dag var det spøgelset Lars, der blev hentet. Alle fire nisser trådte ind i kontoret, og alle havde de skarpe eller tunge våben i hænderne eller i bæltet. Under normale omstændigheder ville de jo ikke have kunnet skade de luftige spøgelser, men før aktionen havde de besøgt julemandens magiske værksted for en ureglementeret modificering af deres våben, så Abrahams økse kunne skære igennem et menneske af luft lige så effektivt som gennem et af kød. Spøgelserne vidste dette, og foreløbig gjorde de ingen modstand.

“Ja, det er jo ikke mere end tre år siden,” begyndte Lars, et skægget og kraftigt, godmodigt udseende spøgelse lige knap halvtreds år. “Vores ældste søn skulle flytte hjemmefra måneden efter, så det her ville blive den sidste jul, hvor vi alle sammen var samlet, sådan rigtigt. Man ved jo aldrig, hvad der sker, når de unge flytter ud, hvad de finder på ... Men jeg ville altså gerne lave noget specielt for ham, og ja, for hele familien. Jeg havde leget julemand før, da ungerne var små, men i de sidste ti år havde det bare virket dumt. Det var jo fornuftige børn, og hvis vi gerne ville hygge os sammen med dem, mig og min kone, så var det ikke på den måde, det skulle gøres.

“Men i år ville jeg altså igen, og det skulle være helt specielt, så jeg besluttede at komme ned fra skorstenen med min gavesæk. Og selvfølgelig tjekkede jeg også, om indgangen var stor nok, både oppe på taget og i pejsen i dagligstuen, hvor vores juletræ. Det hele virkede fint. Sikken en overraskelse, tænkte jeg, både for min kone og mine drenge. Den her jul skulle de i hvert fald ikke komme til at glemme, det var helt sikkert.”

Lars kunne høre nisserne gnægge indestængt, men forsøgte at ignorere det. Som om det hele ikke var slemt nok i forvejen. Nu begyndte det også at kilde i hans fodsåler.

“Vi havde lige spist den helt store middag, flæskesteg med hele pivetøjet, selvfølgelig, og vi skulle til at gå om juletræet et par gange. Så jeg undskyldte mig, for ud i bryggerset og tog det røde kostume på og et hvidt uldskæg, som fyldte nærmest hele ansigtet, greb gavesækken og kravlede op ad den stige, jeg havde været så forudseende at placere op ad væggen om eftermiddagen. Jeg satte mig på skorstenen, tøvede et øjeblik og kiggede ud over julelysene i forstadslandskabet. Det var temmelig smukt, kan jeg huske, at jeg tænkte. Ikke dårligt som det sidste at se, for så kravlede jeg ned i skorstenen med benene først og gavesækken over mit hoved, en fod og en hånd presset mod hver side, og langsomt gik det nedad. Et asearbejde, og jeg burde virkelig have fået renset skorstenen for sod først. Men så forudseende havde jeg altså alligevel ikke været.

“Jeg ved ikke, hvor langt jeg var kommet ned, sikkert ikke mere end en meter eller to, men på et tidspunkt gik den ikke længere. Jeg kiggede nedad, men kunne dårligt se noget for min egen krop. Jeg løsnede presset mod siderne i et forsøg på at lade mig falde, men selv uden støtte kom min krop ikke længere. Fandeme om ikke jeg sad fast. Og jeg sukkede, forsøgte at vrikke kroppen fri, måske kravle opad istedet, men opad var jo gavesækkene, og måske det ikke var den femtenåriges spillekonsol, jeg skulle have pakket i den. Et værre hyr, som jeg kæmpede med temmelig længe. De må have undret sig over, hvor jeg blev af.

“Efter et stykke tid forsøgte jeg at skrige op, men med det samme, jeg trak luft til mig, fulgte soden med og stoppede det allerede tykke skæg, og jeg hostede, kunne ikke få en lyd ud.”

Lars holdt en pause, hostede voldsomt tre gange, som om han havde fået noget galt i halsen, fortsatte så. “Ja, der hang jeg så måske en times tid, før der skete mere. Jeg kunne mærke mine fødder blive varme, og jeg fik også sværere ved at trække vejret. Ja, de havde så tændt pejsen under mig, og jeg forsøgte at skrige igen, råbe til dem, men det blev ikke til andet end halvkvalte host, og ilden fortsatte bare, og mine fødder og min underkrop blev varmere og varmere, og røgen blev tættere og tættere, ind i mit falske skæg, og gavesækken over mig blokerede jo den eneste luftvej, så al røgen ophobede sig omkring mit hoved. Jeg besvimede vel af røgen temmelig hurtigt, tror jeg. Men mine fødder gjorde satme også ondt. Fy for den lede.

“Jeg havde fortalt min kone, at jeg havde en overraskelse til dem, så hun gik ud fra, at jeg var ude at købe eller forberede noget. Derfor sad de i dagligstuen og ventede på mig. Mens pejsen var tændt, for det var jo så hyggeligt. Først da røgen var så tyk i skorstenen, at den begyndte at fyge ud i stuen også, opdagede de, at der var noget galt. Det hjalp bare desværre ikke mig. Og nu må jeg så sidde med det her kradsende uldskæg til evig tid.” Og han kradsede sig i skægget. 

Femte julegys

5. december

De resterende ni spøgelser havde siddet på den anden side af det lydtætte glas, mens Georg fortalte sin julehistorie. Der lå hovedtelefoner på bordet til dem, og et par havde også kortvarigt lyttet, men så smidt dem fra sig igen. Det var simpelthen for deprimerende at lytte til, og det fik dem også uvægerligt til at mindes deres egne dødsdage.

De kunne se, at Georg var færdig med at fortælle, da nissen Abraham lænede sig tilbage i stolen og slog sig på låret og skraldgrinede, næsten så tårerne stod ud af hans øjne. Manglen på lyd gjorde det til et surreelt øjeblik, den sjusket klædte nisse i et oprigtigt glædesudbrud kun skæmmet af de spidse tænder, der blev synlige i hans mund, samt de onde tanker, de vidste, der lå bag.

Nu var det den femte december, Georg havde sluttet sig til dem, og de svævede rastløst rundt i kontorarealet, ventede kun på, at det næste spøgelse skulle genopleve sit værste øjeblik.

Men Abraham gav dem en stakket frist, da han kom ind flankeret af Balbina og Rochus og efterfulgt af Nikomedes. “Siden I kun er ti,” proklamerede han. “Så vil vi dele jeres historier ud med en hveranden dag, så den 22. december vil I alle have fortalt jeres historier og gjort jeres for at gøre julen en mindre hyggelig tid for hele landet.”

“Hvad så med den 24.?” spurgte spøgelset David. “Hvad sker der der?”

Et bredt smil bredte sig over Abrahams smalle ansigt. “Det bliver den største dag af alle,” sagde han, og de tre nisser omkring ham gnæggede lavmælt og indforstået, mens de kiggede rundt på spøgelserne, der ubevidst trak sig lidt væk. “Men det behøver I ikke at bekymre jer om endnu,” fortsatte lederen. “Bare gør jer klar til i morgen. Tænk jeres dødsdag godt igennem. Vi vil have alle detaljerne med.”

Nisserne gik igen, og de smækkede med døren efter sig.

“Vi kan ikke lade dem slippe af sted med dette her,” sagde David. “Vi må gøre noget for at forhindre det. De ødelægger jo alles jul på denne måde.”

“Og mit ben gør ondt igen,” klagede Georg sig ovre fra hjørnet, mens han tog sig til låret. “Jeg ved ikke, hvad der sker. Det føles næsten lige så slemt, som da jeg døde ...”

Kuldegysninger løb igennem alle de døde. Christian gentog sig selv. “Vi må gøre noget.”

Og det ældste spøgelse, Niels Peder, svarede. “Men hvad?”

David gik en runde gennem kontoret, kiggede på alle spøgelserne på skift, de gamle, de voksne, de unge, mændene og kvinderne.

“Mit ben gør ondt,” lød det igen fra Georg.

“Det kan ikke passe, at vi skal tvinges igennem det her,” sagde David. “Vi må gøre oprør!”

Fjerde julegys

4. december

Spøgelset Georg rømmede sig. Han vidste bedre end at prøve at stritte imod de farlige nissers bud.

“Det var tilbage i 1985. Juleaftensdag. Det var første gang, vi skulle holde jul bare i vores egen lille familie, min kone og vores to små børn. Vi plejede at være hos hendes søster og deres familie, men nu ville vi starte vores egen tradition også. Min kone havde selvfølgelig travlt i køkkenet, både med småkagedej og forberedelser til aftenens steg med sovs og rødkål og brune kartofler. Alt skulle være, som det plejede og alligevel vores helt eget. Jeg tvivlede lidt på, at vi kunne sætte en hel and til livs, vores lille familie - men jeg ville jo heller ikke selv have det anderledes.

Mens hun stod i køkkenet og børnene hjalp til eller gik i vejen, helt overstadige og ekstatiske af juleforventninger, skulle jeg i skoven og fælde et juletræ. Vi havde ventet indtil juleaftensdag til at anskaffe os det, for så kunne noget af dagen bruges på det, pyntning og den slags - det kunne tage lidt af ventetiden. Så godt klædt på og med en økse i hånden gik jeg den lille kilometer gennem det snehvide frostlandskab ned til skovbrynet, hvor jeg begyndte at lede efter en passende størrelse. Egentlig måtte man slet ikke fælde træer her, men det ville jeg helst alligevel, det virkede mere naturligt end at få et fra de gigantiske plantager af rødgraner, som man ser rundt omkring. Det her var autentisk!

Og der stod hun så, juletræet. Jeg kunne med det samme se, at det skulle være vores. Prægtigt rejste det sig to meter op mod himlen, så der også lige ville være plads til stjernen på toppen under vores loft, grenene med fin afstand imellem sig. Jeg bøjede mig ned på knæ og undersøgte stammen. Jeg kunne næsten gribe om den med mine to hænder, men ikke helt.

Jeg stillede mig med let spredte ben, tog godt fat i øksen - jeg havde engang set en ven hugge sig selv i benet, og det skulle jeg ikke nyde noget af - og svang den ind mod træstammen. Det var et solidt indhug, og jeg synes med det samme, at jeg kunne lugte det friske, lyse træ, den liflige gran - vaniljekransene inde i ovnen derhjemme.

Efter flere indhug var træet næsten til at brække af, men det ville gøre enden grim og kantet, så jeg stillede mig over på den anden side for at færdiggøre arbejdet. Jeg skulle til at hugge for sidste gang, se træet falde blidt om i sneen, da en fugl skræppede op et sted bag mig, og jeg burde have vidst bedre, men mit ornitologiske instinkt greb mig, og øksen missede sit mål, jeg kom ud af balance, mit greb blev slapt, og øksens tykke blad borede sig ind i mit venstre lår. Jeg skrev, blodet fossede med det samme ud, og jeg faldt forover ind i træet, som knækkede over, der nu var skarpe nåle af grønt rev i såret, fyldte det med grannåle og splinter, og jeg bed mig i læben, må have bidt mig til blods, eller også steg blodet fra mit maltrakterede lår blot op gennem kroppen og halsen på mig nu, og jeg så ned, kunne ikke se andet end hvidt og rødt og snart ikke andet end rødt omkring mig, en frossen, lyserød masse.

Nogen måtte høre mig, tænkte jeg, men vi havde ingen umiddelbare naboer, skoven heller ikke. Havde det været i dag, ville jeg have ringet 112 med det samme, men det kunne vi ikke dengang, når vi var ude af hjemmet.

I stedet begyndte jeg at trække mig frem gennem sneen, mit lår efter mig smertende som tusind frostsole. En lang, rød hale blev trukket efter mig, som jeg mavede mig frem, blodet syntes ikke at ville stoppe.

Jeg kom faktisk frem, utroligt som det lyder, men jeg følte mig også svimmel og udmattet og i så mange smerter som aldrig før. Ufatteligt, at jeg overhovedet havde kræfter til at kalde på min kone, da jeg lå i indkørslen med mit ødelagte, blodige ben og følte mig døende. Jeg ved heller ikke, om det faktisk lykkedes mig at kalde, men ud kom hun i hvert fald. Måske fornemmede mig bare, eller også have et af børnene set mig gennem vinduet. Alle kom de løbende, hvide i ansigterne, forfærdede, skrigende.

“Hvad er der sket, far?” hørte jeg en af dem spørge, jeg kunne ikke skelne dem, mit syn var sløret af smerte.

Var jeg ved bevidsthed på dette tidspunkt? Måske var min sjæl allerede steget op, og jeg opfattede alt det her fra oven. Jeg ved, at de ringede efter en ambulance med det samme, men jeg husker det ikke. Jeg ved, at jeg døde i ambulancen, og at min kone sad og græd ved min side. Hun blev også smurt ind i blod ... Julens farve.”

Tredje julegys

3. december

”Hvorfor skulle I absolut afbryde os lige den første december?” spurgte Martin så. Han havde fået lidt af sit mod tilbage. ”Vi skulle lige til at spille Last Christmas.”
”Ha!” udbrød Abraham hånligt. ”Det her bliver din sidste jul.” Han svingede øksen, og med en vældig rotation om sig selv huggede han Martins hoved af, så det fløj ind og bankede imod glasvæggen, og blodsprøjtene løftede sig som et mægtigt springvand fra halsen, der stod ret op sammen med resten af kroppen, før den rystede og faldt sammen, slap.
Et klynk undslap Jan i hjørnet af rummet. ”Nej,” hviskede han. ”Please, lad være …”
“Hold din kæft!” skreg en af de andre nisser, Rochus. “Han har ikke bedt dig om at tale!”
“Undskyld,” lød det spagt fra hjørnet. Jan burde have været for klog til overhovedet at åbne, for straks fik Rochus provokationens ild i øjnene, og han sprang frem med løftet, knortet egestok og svang den mod Jans hoved med en uhyrlig kraft.
Mennesket nåede netop at dukke sig, og stokken bragede ned i skrivebordet med en knasende lyd - bordpladen var knækket under presset. “Hold din kæft!”
Denne gang gjorde Jan præcis, som der blev sagt. Det var dog ikke nok for Balbina, den kvindelige nisse, som trak en dolk frem fra sit bælte og lagde den mod det rystende menneskes hals. “Du gør, som vi siger,” hviskede hun. “Og vi siger, at du styrer teknikken nu. Kan du klare det?” En pause, derefter en tilføjelse. “Og nu må du gerne åbne munden.”
“Ja,” sagde Jan. “Det kan jeg godt.”
“Og så vil vi ikke høre flere protester,” og Balbina trykkede hårdere til med dolken, så den første bloddråbe sprang frem fra hans hals. “Ellers bliver vi nødt til at skære ind til benet.”
“Nå, kan vi så få styr på det her cirkus, eller hvad?” spurgte Abraham utålmodigt, og Jan, det sidste menneske tilbage i rummet, nikkede frygtsomt, mens Nikomedes, den højeste af nisserne, som stadig ikke gik Jan til navlen, førte et spøgelse frem. Han havde omviklet det med rødt garn, så dets arme var presset ind mod spøgelseskroppen, og med et hurtigt skub fik han tvunget det ned i stolen foran mikrofonen. Jan skruede nervøst på et par knapper og trykkede på den lysende kontant - ON AIR. Han var sig ubehageligt bevidst om Balbina, der stod direkte bag ham, stadig med dolken trukket. Og han kunne stadig mærke bloddråben på sin hals, svien fra millimetersåret.
Abraham smilede tilfreds. “Godt. Så lad os få den første fortælling på banen.”

Andet julegys

 2. december

Ti af dem var der, og der ville være noget fyldt i studiet, hvis ikke spøgelserne havde en evne for at mase sig sammen, der lå over gennemsnittet.

En af nisserne, den eneste kvindelige, lukkede den lydtætte dør bag det sidste spøgelse. ”Nu kan ingen høre jer skrige,” smilede hun.

”Lyt godt efter, alle sammen,” råbte førernissen Abraham så. Han havde stillet sig op på en stol for at kunne se og ses af alle, men hans kolde øjne og det lodne, mørkerøde, plettede stof, som hans nissehue var lavet af, fik enhver implikation af humor til at visne som en julestjerne om sommeren. ”Vi har et projekt, som I skal hjælpe os med.”

Jan nikkede panisk, ”ja, ja,” mumlede videre, indtil Abraham gjorde ham tavs med et skingert skrig.

”Hold kæft!” og det rungede mellem væggene. ”Hold jeres kæft, når jeg snakker! Forstået?”

Ingen lyde denne gang, ingen ord, bare skræmte og nær ved tårevædede øjne. Jan forstod.

”Godt. Vi overtager juleudsendelserne fra nu af. I to!” Og han pegede på Jan og Martin, ”I får lov at passe teknikken. Og I ti!” Han pegede på spøgelserne nu. ”I ved, hvorfor, I er blevet bragt hertil. Vi vil have jeres julehistorier. Jeres dødshistorier, så menneskene derude kan høre, hvordan julen virkelig er. En blodig affære.” Abraham skar tænder, og temperaturen må have faldet et par grader i studiet. I forvejen var det koldt udenfor. Sneen var begyndt at falde.

Udenfor gik menneskene omkring, så småt julestressede efter gaver og kager. På lokalstationen var julemusikken aldrig gået i gang. Sendingen havde skrattet i går, og så var lyden forsvundet, men alle regnede med, at snakkehovederne nok snart ville give lyd fra sig igen.  

Nikolajs Julekalender

Julen er en herlig tid, hvor vi alle hygger, og derfor må det også være på sin plads med en julekalender, en grum en af slagsen. Jeg vil skrive et nyt afsnit hver dag, så tjek ind regelmæssigt - gør det passende lige efter du har skrabet din ene julekalender og åbnet en låge i din anden.

1. december

Det var som et felttog.

Jan og Martin, de to værter på Radio 1901 var klar til at sende Last Christmas ud i æteren, det første julenummer hele året, startskuddet til denne herlige december måned, da døren til studiet blev sparket op. Værterne havde taget nissehuer på. De havde været fjollede. De havde haft en julehjertefletter i studiet.

Men nisserne, der afbrød hyggen, var ikke i humør til jul. De var klædt i grønt og rødt, deres tænder var spidse og øjnene glødede, og de råbte op, og en bankede en lille kødhammer ned i en af studiets laptops, så gnisterne sprang.

Jan væltede næsten i sin kontorstol – hans finger havde dirret over play-knappen, og nu sad han skælvende med ryggen mod mixerpulten, det lykkedes ham kun halv at holde et forskræmt skrig tilbage.

”Stop sendingen!” skreg den forreste nisse med skinger, kommanderende røst. I sine små, tykke hænder holdt han en økse, bladet uhyggeligt skinnende.

Tøvende fjernede Martin sine hovedtelefoner og skruede ned for to knapper på pulten foran ham. ”Bare tag det roligt,” sagde han med rolig stemme. ”Vi skal nok gøre, som I siger.” Han rejste sig op og gik et skridt nærmere førernissen – hans navn var Abraham, og han var tre hundrede og tre og tyve år gammel og havde opbygget megen ondskabsfuldhed i de lange år.

”Du går ikke længere. Sæt dig hen til din ven. Nu!” Abraham hævede øksen, og Martin hævede sine håndflader på sin side, nikkede med hovedet og trådte tilbage til Jan i den anden ende af studiet.

Abraham knipsede med venstre hånds korte fingre, og to nisser yderligere kom ind i rummet, så de nu var fire i alt. Men nisserne var ikke alene, og Jan og Martin gispede hørbart, da de så den ekstra række af nyankomne skabninger.