Intergalaktisk jul på rumskibet Monsun III, sidste afsnit

Manglen på vind i det næsten tomme rum forhindrede piratflaget i at flagre på en tilfredsstillende ildevarslende måde, til gengæld var det grinende skelethoved mere end nok til at få mandskabet ombord på rumskibet Monsun III til at frygte for deres fremtid.

”Pirater,” sagde Mango efter de alle tre havde stået et minuts tid i tavshed.

Så vågnede de til live igen. ”Tænd kommunikationssystemet,” beordrede Zork. ”Jeg gider ikke at blive angrebet lige nu.” Mango gjorde som han sagde, og Zork tog et headset fra bordet. ”Er den tunet ind på deres frekvens?” hviskede han væk fra mikrofonen og telegrafisten nikkede. ”Pirater! Vi kommer fra den centrale del af Bolsork-systemet. Vi er udelukkende et videnskabeligt fartøj. Vi medbringer hverken våben eller værdigenstande. Vi ønsker ingen konfrontation!” Det med våbnene var ganske vist en løgn, men det var der ingen grund til at være alt for åbenmundet om.

Det skrattede lidt i headsettet, så kom et svar. ”Ha! Det siger de alle sammen! Så let narrer I os ikke. Vi kommer uanset, hvad I påstår.”

Zork holdt en hånd for mikrofonen og sukkede. ”Hvorfor skal de pirater altid være sådan nogen idioter?” Intet svar. Sådan var livet når man brugte det meste af det flyvende rundt i de lovløse dele af galaksen, det måtte de bare acceptere. Zork vendte tilbage til mikrofonen. ”Vi er på vej til at fejre jul. Gå væk med jer!”

”Jul? Det er der ikke noget, der hedder,” påstod piratkaptajnen. ”Du skal ikke prøve at lyve over for mig!”

Zork vendte sig rundt til resten af mandskabet. ”Han siger, at der ikke er noget, der hedder jul.” De rystede begge to på hovedet. Hvordan kunne nogen være så uvidende ikke at kende til jul? Mango kiggede på sit armbåndsur. ”Kommandør? Vi når altså ikke at komme ned til Jorden i tide til at holde jul.”

”Ikke? De pokkers pirater, de ødelægger også alting. Nå, men så må vi jo bare holde jul for os selv, når vi har ordnet den her lille situation.”

”Hvis I ikke overgiver jer frivilligt vil vi destruere jer og lade jeres lig flyde rundt i rummet til evig tid! Ha ha ha ha!” Piratkaptajnen fortsatte med at grine så ondt han kunne, indtil Zork slukkede for kommunikationen. ”Det nytter ikke at diskutere med dem, de forstår jo ingenting. Jeg aktiverer Dødsstrålen.” Han rejste sig og gik over til sit eget kontrolpanel, tog nødhammeren fra væggen, smadrede en lille glasboks, fejede skårene væk og afslørede en stor rød knap med ordet FARE skrevet hen over den. Så trykkede han på den og sekundet efter begyndte det hele at summe og en gigantisk, giftigrød lyskegle skød ud fra Monsun IIIs hovedkanon og pulveriserede piratskibet fuldstændigt. Zork klaskede hænderne sammen og kiggede tilfreds på de andre.

”Det var det. Skal vi så se at holde jul?”

Intergalaktisk jul, tredje afsnit

Zork og Xynna rendte fortvivlet rundt på Monsun IIIs bro. HYGGE-feltet var blevet fjernet, men rumskibets motorer var endnu ikke startet op endnu og Zork hev desperat i ethvert håndtag, der kunne speede processen op. Så lød en kort hyletone, og kommunikationspanelet lyste op.

”Hvad nu?” nåede Xynna at undre sig, før en stemme bevægede sig igennem rummet.

”Monsun III, dette er Centralen. Dette er Centralen. I skal øjeblikkeligt bevæge jer mod Oort-skyen. En ukendt kultur er fundet der og I er de tætteste på området. Det er nødvendigt at vi er i stand til at kommunikere med dem. Beboerne er…” Stemmen skrattede et øjeblik. ”Over,” afsluttede den så.

”Hvad? Oort-skyen?” Zork kiggede fornærmet på kommunikationspanelet. ”Det har vi ikke tid til lige nu!” råbte han så ind i det. Der skete ingenting.

”Jeg tror ikke det er sådan den virker,” sagde Xynna.

”Hvordan så?” spurgte kommandøren. ”Har du styr på det? Hun rystede på hovedet.

”Nå, så bare sluk for det. Vi skal ingen steder.” Zork tjekkede motorens temperatur og begyndte så langsomt at give lidt gas i retning af meteoren, hvor Mango var strandet. ”Vi skal hale Mango ind og så skal vi skynde os til Jorden og spise ris à la mande!” Zork trak i joysticket og Monsun III trak hen over meteoren. Han kunne se Mango hoppe op og ned, mens han viftede med armene og råbte et eller andet, de ikke kunne høre, nu hvor de havde slukket for al kommunikation, men som sikkert heller ikke udmøntede sig til andet end ”hjælp, hjælp, hjælp!”

Rumskibet svævede nu direkte over meteoren. ”Xynna,” kaldte Zork. ”Du bliver nødt til at operere traktorstrålet, mens jeg holder skibet stabilt her.”

”Men det har jeg jo aldrig gjort før,” protesterede hun.

”Nej, men det bliver du altså nødt til nu. Det er ikke så svært, du skal bare trykke på et par knapper. Jeg kan ikke gøre begge ting på samme tid. Det er jo ikke min skyld, at Centralen valgte at skære ned på antallet af operatører på skibet. Gør det nu bare.” Xynna gik skeptisk hen mod traktorpanelet. ”Okay,” begyndte Zork. ”Der er en lille skærm foran dig, Mango burde gerne stå frem på den som en lysegrøn skikkelse. Ryk billedet, sådan han kommer i midten, lige i sigtekornet. Har du det? Godt, så tænd identifikationsstrålen, der kalibrerer, hvor meget træk, der skal bruges. Nu burde der gerne komme nogle tal frem på skærmen, dem skal du inputte manuelt i panelet ved siden af. Klar?”

Xynna så mere og mere forvirret ud, mens hun gjorde, hvad Zork sagde. ”Det tror jeg,” svarede hun så med svag stemme.

”Godt. Så åbn lugen og start nedtællingen. Når den når nul, trykker du på den store røde knap lige foran dig.” De kunne høre lugen langsomt knage åben under skibet. ”10,” sagde en mekanisk stemme over højtalerne. I det mindste virkede den interne kommunikation stadig. ”9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0,” talte den derefter, urimeligt hurtigt. Xynna pressede den store røde knap ned og traktorstrålen blev aktiveret og badede Mango nede på meteoren i et ildevarslende lysegrønt skær. Langsomt blev han løftet opad og opad og opad, indtil de ikke længere kunne se ham gennem panoramavinduerne.

”Okay, så kan jeg godt klare resten,” sagde Zork og forlod styretøjet for at tage over efter Xynna. Han trykkede på et par knapper, trak i et par håndtag, ventede et par sekunder og gik så hen til lemmen midt på gulvet, trak den op og afslørede en noget fortumlet intergalaktisk telegrafist. Mango kravlede op af lemmen, børstede støvet af sig og kiggede sig omkring i rumskibet.

”Er du okay?” spurgte Xynna og klappede ham på ryggen med noget der næsten kunne minde om sympati.

”Ja, ja, helt fin!”

”Centralen kontaktede os,” fortalte Zork. ”De vil have, vi skal vende om. Et eller andet i Oort-skyen vi skulle hjælpe med.”

”Det kan vi da ikke,” svarede Mango prompte. ”Ikke nu, hvor vi er så tæt på. Og ved I hvad jeg også har fundet ud af? Man får åbenbart gaver til jul nede på Jorden!”

”Gaver?!” Zork fik et drømmende udtryk i ansigtet. ”Og ris à la mande? Det er jo næsten for godt til at være sandt. Alle mand på plads, så sætter vi fuld fart fremad, så vi kan nå det!”

Mango satte sig hen og tændte kommunikationspanelet og opdagede straks, at noget var galt. ”Øh, Kommandør?” Zork gik hen og kiggede ham over skulderen. ”Hvad er det der?”

Han pegede på en fremmed form på radarskærmen, ikke langt fra deres position, noget der kom nærmere. Zork, tæt efterfulgt af Mango og Xynna, gik hen til panoramavinduet og kiggede ud. Endeløst rum var ikke det eneste de så.

”Pis også,” mumlede Zork for sig selv.

Intergalaktisk jul osv. 2.afsnit

Kommandør Zork havde netop lagt sig til at sove med rumskibet på autopilot, da det hele blev vendt på hovedet. Zork faldt ud af sengen og op på loftet, hvor han forvirret blinkede med øjnene. Han kiggede til siden og kunne netop skimte loftslampen ved siden af sit hoved. Han rejste sig op og rørte ved det midlertidige loft og tidligere gulv, der stadig holdt på hans bløde seng. Zork lavede et par hurtige beregninger i hovedet. Dette betød sandsynligvis at det ville blive umuligt at få en god nats søvn indtil han havde fundet ud af, hvad der var sket.

”Hey!” kaldte han ud til de andre og gik med forsigtige skridt – for han frygtede at hele rumskibet skulle tippe over en gang til – ud på broen og konsulterede styrepulten. Det hele vendte ganske vist på hovedet, men ellers så alt ud som det skulle.

”Hvad sker der?” mumlede Mango bag ham med håret strittende ud til alle sider. Han blev efterfulgt af Xynna, for hvem det lykkedes at se en lille smule mere frisk ud.

”Tjek radaren,” kommanderede kommandøren. ”Der er et eller andet galt.”

”Nå, det har du også fundet ud af,” mumlede Mango og tumlede hen til sin station. ”Jeg slog mit hoved lige ind i lampen. Ved du godt, hvor lampen sidder? Den sidder på loftet. Og det samme gør radaren! Hvordan vil du have, jeg skal aflæse noget som helst af den?”

”Det ved jeg ikke,” svarede Zork irriteret. ”Bare gør det. Stå på hovedet, hvis du ikke kan finde ud af det ellers.”

”Nej, nej, det går nok.” Mango havde sine diverse computerskærme lige i hovedhøjde, men tastaturet var besværligt nok placeret over hans hoved, så han skulle strække armene og krydse hænderne for at kunne taste bare nogenlunde normalt. Et par minutter efter blev hans ansigt mørklagt. Strømmen var gået.

”Hvad sker der?” spurgte Zork gennem mørket.

Mango vendte sig langsomt om. ”Vi er fløjet ind i et HYGGE-felt,” sagde han med dyster stemme og kommandøren tog sig til hovedet.

”Hvad?” spurgte Xynna og løftede hovedet. ”Hidsigt Yverbetændt Gasfyldt Giraf Emissions-felt?”

Mango sukkede. ”Nej, din tumpe. Et Hvirvlende Yderligtgående Gyngende Gravitations Elektroenergisk-felt, selvfølgelig! Det er derfor, vi tumler rundt på denne her måde. Feltet påvirker vores styreegenskaber og vores computersystemer.”

”Kan vi komme ud af det?” spurgte kommandøren.

Mango prøvede at genstarte sine systemer. ”Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvor stort feltet er, men jeg nåede ikke at se det. Hvis bare jeg kunne få radaren op at køre igen, så kunne jeg se den nærmeste udgang.”

”Ved du, hvad der skaber feltet?”

”Jeg kan ikke sige det præcist. Den slags bliver som regel udsendt fra nedstyrtede rumskibe, hvor deres tyngdekraftssimulator er gået i forbindelse med andre systemer og så udsender forstyrrende bølger i et stort område omkring dem. Det er en klassisk fejl ved Sachar-modellerne.”

”Så hvis vi kan finde det nedstyrtede rumskib, så kan vi vel også få fjernet det her felt, kan vi ikke?” foreslog Xynna.

Mango kiggede skeptisk på hende. ”Jo, i teorien, men det er ikke bare lige sådan at finde et nedstyrtet rumskib uden nogen fungerende radar, og…”

Hele rumskibet begyndte at udsende en elektronisk summen og så kom lyset tilbage på broen. ”Hvad sagde du?” spurgte Xynna med et slet skjult smil.

”Det var bare lyset,” svarede Mango surt. ”Radaren virker stadig ikke, og det kommer den heller ikke til, så længe vi befinder os inde i det her felt.”

”Skibet her er jo udstyret med søgelys,” sagde Zork. ”Vi kunne prøve en manuel søgning på de meteorer vi flyver forbi og se, om vi finder noget.”

Mango rystede opgivende på hovedet og signalerede tydeligt, at han helst var fri for resten af besætningens ufuldkomne forslag. ”Du vil bruge projektørlys til at undersøge rummet for et lille nedstyrtet rumskib, der sandsynligvis er mindre end det her? Det er jo umuligt. Har du tænkt på, hvor stort et område det her HYGGE-felt kan dække over? Det kan være et område på flere milliarder kubikkilometer, og du vil have os til at søge med projektørlys?”

”Har du andre forslag? Når lyset er det eneste, der virker, har vi jo ligesom ikke andre muligheder. Desuden er det mig, der er kommandør her på skibet, så bare kom i gang!”

Projektørerne blev tændt og mandskabet stillede sig hen til vinduet, der gav den bedste panoramaudsigt over rummet og kiggede nærmere på de meteorer og stenstumper, som fløj forbi dem. Tiden gik. ”Kan det ikke gøres lidt hurtigere, det her?” spurgte Zork.

”Nej. Vi har jo ingen motorkraft. Vi driver rundt her indtil vi finder kilden til feltet eller flyver ud af det af os selv,” svarede Mango modfaldent.

”Men det kan jo tage en uende…” Kommandøren ville have sagt, at det kunne have taget en uendelighed, men nåede det ikke, da en middelstor meteor drev forbi dem, roterede om sin egen akse og afslørede et nedstyrtet rumskib, dets dele spredt ud over den svævende stenklump.

”Der er den!” udbrød Monsun IIIs telegrafist begejstret.

”Perfekt. Så klargør laserkanonerne,” beordrede Zork.

”Men…” begyndte Mango. ”Kanonerne er gået ned sammen med vores motorer. Vi er nødt til at afsikre den manuelt.”

”Godt, så find rumdragten frem, så sørger jeg for at åbne den bagerste låge, så du kan komme derned hurtigst muligt.”

”Vent lige, hvad? Jeg kan da ikke gøre det! Så skal jeg jo ud i rummet!”

”Du sagde selv lige, at det kun kunne gøres manuelt,” mindede Zork ham om. ”Og du er den eneste, der har forstand på den slags, så det hører ind under din arbejdsbeskrivelse.”

”Er du sikker på det?”

”Hvis ikke det gør, så har jeg i hvert fald lige tilføjet det. Af sted!”

Modvilligt traskede Mango tilbage til sit eget værelse, hvor han trak i rumdragten, mens kommandøren fandt en håndholdt harpun frem og gjorde klar til at åbne bagsmækken. Mango vadede frem med kluntede skridt og satte boblehjelmen på hovedet.

”Har du alt, hvad du skal bruge for at fjerne det felt?” spurgte Zork.

Mango nikkede og holdt en metalkuffert op i den ene hånd. Zork rakte ham harpunen. ”Når du er udenfor skal du skyde denne her i retning af meteoren så snart den er indenfor rækkevidde, så haler den dig ned på overfladen. Så fjerner du feltet og så kan vi trække dig op igen med traktorstrålen. Mango nikkede nervøst, Zork talte til tre, åbnede lågen og skubbede Mango ud i det tomme rum. Zork og Xynna skyndte sig tilbage til det store vindue, hvor de så Mango skyde harpunen fast på klippen og hale sig selv ind.

”Er du på plads?” spurgte Zork gennem mikrofonen.

Der gik et øjeblik, før Mangos stemme gik igennem med en elektronisk skratten. ”Ja. Jeg kan godt se, hvorfor den jammer vores systemer, der er en gigantisk kommunikationsforbindelse her. Den suger beskeder fra hele galaksen til sig. Det er helt unaturligt så hurtigt det går.”

”Kan du se, om…”

”Vent lige lidt, der er noget her,” afbrød Mango ham. ”Noget om hygge.”

”HYGGE?” spurgte Zork. ”Handler der om, hvordan du fjerner feltet?”

”Nej, det er en anden slags hygge,” svarede Mango og lød selv forvirret. ”Besked kommer fra Jorden, ligesom den sang vi modtog før. Jeg sender lige informationerne op til jer, så kan Xynna se nærmere på dem. Jeg slukker lige for nogle af informationsmodtagerne, så skulle vores radar og kommunikation gerne være oppe igen.” Der gik et øjeblik, og så lyste et par terminaler op på rumskibet Monsun IIIs bro. Xynna bemandede straks den primære modtagerstation og scannede igennem de informationer, som Mango havde sendt op til dem fra det nedstyrtede rumskib.

”Hmm… Det er mærkeligt det her. Mango sagde, at det var en anden slags hygge, men der står heller ikke noget om yverbetændte, gasfyldte giraffer. Mærkeligt.”

”Hvad er det så for en slags hygge?” spurgte Zork.

”Det har noget med jul at gøre, så vidt jeg kan se. Åbenbart tænder man en masse lys og danser om et træ.”

”Er det hygge?” spurgte Zork. For ham lød det mest af alt meget mærkeligt.

”Ja… Og de spiser også ris à la mande, det er vist også del af det.”

Zork gispede. ”Ris à la mande! Det er jo noget af det bedste, der findes i galaksen! Spiser man det på Jorden?”

”Ja, til jul gør de.”

”Så må vi straks sætte fuld fart på og komme derned. Mango! Har du fået ordnet feltet?”

”Lige om et øjeblik,” svarede han, og et øjeblik efter tordnede en kraftig elektronisk summen gennem hele rumskibet, det væltede på hovedet, og så var alt normalt. Deres tyngekraftssimulator virkede igen, og de behøvede ikke at læse skærmene på hovedet. Men skibet flød også langsomt væk fra meteoren, hvor Mango befandt sig. De så ham blive mindre og mindre gennem det store udsigtsvindue.

”Hey! Hvad sker der?” råbte han gennem kommunikationssystemet. Og så gik linien død.

Intergalaktisk jul på rumskibet Monsun III, første afsnit

Her præsenterer jeg første afsnit af min adventskalender for i år, en spændende rejse ud i rummet og en mission for at finde den sande mening med julen og hvorfor de mærkelige jordboer fejrer det. Tjek tilbage næste søndag for at se, hvad mandskabet på rumskibet Monsun III opdager af spændende og farlige ting. Enjoy!

***

“Kommandør Zork?” Telegrafistens stemme lød temmelig ængstelig. 

Kommandøren kiggede op fra de holografiske galaksekort, der lå spredt ud over kommandofladen foran ham. ”Hvad er der?”

”Jeg har opfanget noget. Det er et signal, men det kommer meget langt fra.”

”Et signal? Af hvad slags? Er det en form for kommuniké?”

Telegrafisten fjernede de gigantiske høretelefoner fra ørerne og rakte dem frem. ”Du må hellere selv høre. Jeg forstår det ikke.” Telegrafspecialist Mango Miyaxyzkov var ikke sprogligt uddannet, han var tekniker og selvom han var ansvarlig for al ind- og udgående kommunikation til og fra rumskibet Monsun III kunne han ikke særlig mange af universets sprog. Det kunne kommandøren derimod og tog derfor imod høretelefonerne og satte dem over ørerne og lyttede opmærksomt.

”Glade jul, dejlige jul,” lød det ud fra dem, opløftende stemmer akkompagneret af kimende klokker. Han rynkede brynene. Det var et jordsprog.

”Hvor siger du, at du har opfanget det her fra?” spurgte han telegrafisten. Det kunne ikke passe. Jorden var alt for langt væk, det var jo en af de fjerneste beboede planeter i denne galakse.

”Det er meget svagt,” svarede telegrafist Mango Miyaxyzkov. ”Bliver udsendt fra et rimeligt primitivt senderedskab, en radio, sådan en ligesom på det museum vi besøgte på Gryphon.

Kommandør Zork mumlede et eller andet. Jo, den kunne han godt huske. Meget primitivt senderedskab. ”Hvordan har vi modtaget denne besked?” Han bankede på høretelefonerne. ”Den er vel ikke blevet sendt i vores retning, vel?”

”Nej, men jeg scanner hele tiden på alle kendte frekvenser, også dem som ingen af vores art bruger. Hvad bliver der sagt?”

”… toner julenat herned,” sang koret skrattende og Zork rynkede igen brynene. Hans kendskab til dette jordsprog var forholdsvis begrænset. Det ord jul, hvad var det for noget? Han fjernede høretelefonerne og kaldte ind i et andet aflukke. ”Professor? Xynna, kom lige her!”

Et par øjeblikke efter kom hun gående ud fra sit værelse. ”Lad være med at kalde mig professor, Zork, det har jeg sagt. Det får mig til at føle mig så gammel.”

”Men jeg fik da dig til at komme, gjorde jeg ikke?”

Hun kiggede surt på ham. ”Jo. Hvad er der?”

”Prøv lige at tage en lytter her.” Han rakte hende Mangos høretelefoner.

”Det kommer fra Jorden,” sagde hun efter kort tid.

”Ja, det ved jeg godt. Hvilken region?”

”Danmark, så vidt jeg kan høre. Måske et af de omkringliggende lande.”

”Ved du, hvad de synger om? Det ord de nævner, jul, hvad betyder det?”

Xynnas ansigtsudtryk blev koncentreret og Zork kunne se, at hun lyttede nærmere efter sangen. ”Det ved jeg ikke,” sagde hun så endelig.

Mango, der ellers havde vendt sin opmærksomhed tilbage til sin computerskærm for at scanne systemet for beskeder, drejede straks sin kontorstol mod Xynna. ”Hvad?”

Kommandør Zork kiggede på hende med ligeså forbavset et ansigtsudtryk. ”Ved du det ikke?”

”Vent lige lidt,” sagde Xynna og gik så tilbage til sit værelse. ”Lad mig lige gå ind og slå det op.”

Både Zork og Mango fulgte efter hende ind i hendes arbejdsværelse. En fantasmagorisk stor harddisk optog det meste af gulvpladsen og summede, så man næsten kunne mærke det i rummet. Var det ikke for de meterhøje køleelementer på siden af den ville den garanteret have sprunget hele rumskibet i luften.

”Mener du virkelig, at der er noget, du ikke ved?” spurgte Mango drillende. ”Det kan da ikke passe, kan det det?” Han prikkede hende i siden og hun prøvede så godt hun kunne at ignorere ham, mens hun åbnede et par opslagsprogrammer.

”Jeg har det lige her et sted,” sagde hun. ”Det ved jeg.” Hun indtastede et par kommandoer. Skrev Jul i søgefeltet. Det stod ikke i ordbogen.

”Har du ikke andre databaser over ord med jordisk ophav?” spurgte Zork.

”Faktisk…” startede Xynna, men gik så i stå igen.

”Hvad?”

”Jeg har ikke andet end ordbogen. Jeg troede at jeg havde mere information, men der er jo nærmest intet om planeten Jorden her. Hvorfor har vi aldrig indsamlet mere information derfra?”

”Du skal ikke spørge mig, det er dig, der er hovedansvarlig for den slags,” sagde Zork.

”Har Centralen slet ikke været interesseret i, hvad der foregår på Jorden?”

Zork trak på skuldrene. ”Åbenbart ikke. Vi har aldrig fået besked på at flyve derned, ikke mens jeg har været kommandør i det mindste.”

”Det er da en skandale!” udbrød Xynna. ”Hvad nu hvis det er et fjendtligt supervåben?”

Zork grinede. ”Så galt er det nu nok heller ikke, tror du? De jordboer kan jo knap nok finde ud af overhovedet at lette fra jorden, så der er vist ingen risiko for, at vi er i fare.”

”Nej, måske ikke, men vi burde da stadig finde ud af, hvad det er for noget!”

”Okay,” svarede Zork. ”Det kan vi da godt. Centralen har os ikke på nogen speciel opgave i øjeblikket, så lad os da bare undersøge fænomenet nærmere.”

Det så Xynna ud til at være tilfreds med. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan der kunne være et hul i hendes enorme intergalaktiske viden om stort set alt. Det var jo utænkeligt.

”Men bare husk,” mindede Zork hende om. ”At hvis Centralen kalder os tilbage, så må du forklare dem hvad vi laver inde i midten af galaksen!”

Copyright, Nikolaj Johansen, 2009

BogForum og mere NaNo

NaNoWriMo lakker mod enden, i det mindste for mig. Nu hvor jeg næsten kan tælle de tilbageværende kapitler på en enkelt hånd er det ved at blive en smule trist, at se dette års skriveeventyr løbe ud i sandet, heldigvis resulterende i min længste roman nogensinde. Da jeg startede var jeg så ambitiøs at håbe på at kunne slutte med 100.000 skrevne ord i november. Det har jeg så måttet sande, at min synopsis simpelthen ikke havde scener til. Da jeg skriver til Politikens Store Krimikonkurrence, som kræver minimum en halv million tegn, er jeg lidt panik over med 70k ord at være på lidt over 400.000 tegn. Jeg forventer at ende med en færdig roman på 80k, hvilket gør den en smule for kort. Forhåbentlig kan det ordnes i løbet af december og januar – der er masser af beskrivelser af både personer og steder, som jeg nærmest har sprunget helt over i mit første udkast.

Håber det går on track for andre, der også sætter november i skrivningens tegn.

I går fik jeg også – ud over mine 4000 ord i romanen – også skrevet en syvsiders julenovelle til Novelleforlagets konkurrence, som jeg egentlig er meget tilfreds med. Det var første gang i år jeg rigtig kom i julestemning, også selvom det er alt for tidligt. Det er den slags december er til for, men da deadline for konkurrencen er i morgen, var der ligesom ikke rigtig noget valg. Enhver novellekonkurrence jeg ser, deltager jeg i. Det betyder så også at december ikke bliver brugt på at skrive flere julehistorier (det er i hvert fald ikke planlagt) men derimod bliver helliget science fiction til denne konkurrence. 

BogForum er også forbi for dette år og for mit vedkommende var det en dejlig dag med to spændende foredrag fra Science Fiction Cirklens stand, Svend Åge Madsen, Lars Sandbeck og ditto Christiansen, der har skrevet Gudløse Hjerner, PoetrySlam, Jussi Adler-Olsen og masser af billige bøger.

Efter 71.000 ord på nitten dage, tager jeg nu en pause.

NaNoWriMo

Så blev det den tid på året, hvor i tusindvis af aspirerende amatører og professionelle forfatter går sammen om det skønne skriveeventyr, det er at klemme 50.000 (eller i undertegnedes tilfælde, forhåbentlig i nærheden af 100.000) ord ud på en enkelt måned.

De første dage var som altid en kamp. Bevares, jeg kom ikke bagud og følte mig ikke specielt stresset, men ordene tog deres tid med at komme ud. De første par dage var jeg heldig, hvis jeg kunne skrive 1000 ord på en time. Og det var ikke på grund af mangel på spænding eller forberedelse, da begge dele fyldte min tid hele oktober og lidt af september med. Jeg havde en synopsis og sad oppe, da klokken slog de tolv slag ved midnat og signalerede indgangen til tredive dages litterær løssluppenhed. Ja tak.

Nu er jeg dog kommet over den første uge, hvor man er nødt til at trække ordene skrigende og spjættende ud fra kreativitetens mørke og kommet over 30.000 ord-mærket, hvor alt bliver meget lettere, ordene flyder og nye scener opfindes.

Jeg er dog også begyndt at blive bekymret for, om mit plot kan strækkes helt til de ca. 90.000 der er den påkrævede længde for Politikens Krimikonkurrence, som jeg planlægger at sende ind til når den tid kommer (læs: SENEST 1. februar! Gisp!). Derfor er jeg i øjeblikket ud over at skrive, også i gang med at tilføje flashbacks, forhistorier, længere og tidligere indtroduktioner til karakterer og forhåbentlig en mere kaotisk og actionbefængt slutning.

Hvis der sidder nogle desperate wrimo's, der hiver efter vejret for at nå de 1667 ord om dagen, kan jeg varmt anbefale Write or Die, en simpel word processor, der straffer dig, hvis du ikke skriver hurtigt nok. Stressende til tider, men det er det, der er brug for i november, når det ikke er meningen, man skal tænke over ordene.

Og så er jeg også kommet på Twitter, Feel free to follow!

Over and Out på 37.852 ord!

Gysergenren: Hvorfor er du ikke virkelig?

Da jeg skrev min novelle til Tellerups gyserkonkurrence, gik der noget op for mig. Rigtig mange historier i gyser/horrorgenren bigger på elementer uden for den virkelige verden. Det kan være overnaturlige fænomener eller væsener, spøgelser, dæmoner, vampyrer, monstre, magiske eller sataniske ritualer, personer med paranormale kræfter, som for eksempel telekinese eller telepati.

Selv når de uhyggelige fortællinger er baseret på vores egen verden er de uhyggelige elementer altid noget fremmed, morderne lider altid af en form for sindslidelse, der gør dem til psykopatiske, motorsavssvingende kolbøtter Det gyselige er altid noget fremmed. Noget ukendt. Jeg er den første til at erkende tiltrækningen ved det, man ikke kender til. Det er som en morbid fascination, noget der skræmmer og interesserer på samme tid. Det er også derfor mørket er så skræmmende for så mange, og så hyppigt et virkemiddel i gysere. Mennesket har altid haft en utæmmelig frygt for de ukendte sider af livet. Deraf, frygten for mørket. Mørket har potentialet til at gemme alle de rædsler, vi frygter mere end alt andet. Mørket kan gemme på mystiske mordere, krablende kryb, eller levende lig. Intet er umuligt, for vi kan ikke se hvad mørket gemmer, før vi lyser det op, og dermed dræber vores frygt. Vi frygter ikke et sted, vi frygter hvad stedet gemmer, og således frygter vi heller ikke mørket men hvad der findes deri.  Når vi træder ind i mørket træder vi ind i det ukendte. Hinsides mørket kan der findes hvad som helst. Hvis man træder ind i mørket ved man ikke om man træder ind i en brændende nedgang til helvede og alle dets pinsler, eller om man blot går ud i den lejlighedsopgang man har været i så mange gange før. Et enkelt skridt er nok til at ændre alt, et enkelt skridt og man kan være dømt til evige pinsler i en flammende smertefuld evighed, et enkelt skridt og man gør sig selv sårbar over for alverdens farer. Et enkelt skridt kan ændre alt. Lad os nu forlade mørket, og i stedet koncentrere os om de ”virkelige” sider af gysere. For ønsker vi i virkeligheden at blive skræmte, når vi læser gysere? Meget få af de elementer, der skaber gyset, findes jo netop ikke i vores verden, enten fysisk (som vampyrer) eller fordi vi ikke har oplevet dem tæt på (som psykopatiske mordere, som er sjældne, men findes). Det betyder, at vi på ethvert tidspunkt kan lægge bogen fra os og minde os selv om, at det bare er fantasi. Det samme kan vi ikke gøre, når gyset kommer fra velkendte elementer. Skræmmende oplevelser fra hverdagen (måske ikke en personlig hverdag, men ikke desto mindre en hverdag for nogen og en hverdag, der bliver vist i medierne dagligt) – voldtægt, familiemedlemmers død, at være alene hjemme, at blive overfaldet i hjemmet. Men hvorfor er disse emner så sjældne i gysere? Bliver det måske en smule for ubehageligt, går en smule for tæt på virkeligheden. Er det bare fordi alle historier grundlæggende er virkelighedsflugt, fordi vi, når vi læser bøger, ikke ønsker at blive konfronteret med virkeligheden?  Det kunne være et svar, men den virkelig skræmmende oplevelse må da netop findes i det genkendelige, ikke i barnlige fantasier om det overnaturlige, som ethvert fornuftigt sind kan afvise med et skulderkast.  Kombinationen af den virkelige verden, og det ukendte.

100 Must-Read Bøger

Første nye indlæg i månedsvis er ikke engang et rigtigt indlæg, men mere en afslutning af et tidligere indlæg, nemlig mit projekt med endelig at få læst 100 bøger der på den ene eller den anden måde konstituerer klassikere. Der er "rigtige" klassikere på listen (Pride and Prejudice, Kongens Fald), personlige valg (Why Weeps the Brogan, Charlotte's Web), science fiction, horror, krimi, eventyr, allegorier, historiske romaner, filosofiske romaner, samfundskritik og -satire og en hel masse andet.  I dag har jeg efter rigtig mange overvejelser og diskussioner og strygninger og tilføjelser endelig færdiggjort min liste. Undervejs har jeg indgået et par kompromiser, der har været bøger der var svære at sige farvel til og bøger som først kom med i sidste øjeblik, og her vil jeg så præsentere den endelige liste:

Det Nye Testamente Adams, Douglas: The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy Adams, Richard: Kaninbjerget Alighieri, Dante: Den Guddommelige Komedie Asimov, Isaac: Nightfall Austen, Jane: Pride and Prejudice Auster, Paul: Opfindelsen af Ensomhed Bang, Herman: Ved Vejen Bellow, Saul: The Adventures of Augie March Blixen, Karen: Min Afrikanske Farm Bradbury, Ray: Fahrenheit 451 Burgess, Anthony: A Clockwork Orange Capek, Karel: Krigen mod Salamandrene Camus, Albert: Pesten Card, Orson Scott: Ender’s Game Carroll, Lewis: Alice in Wonderland Chabon, Michael: Kavalier og Clay Christie, Agatha: Mordet i Orient-Ekspressen Danielewski, Mark Z.: House of Leaves Defoe, Daniel: Robinson Crusoe Dick, Philip K.: The Man in the High Castle Dickens, Charles: A Tale of Two Cities Dickey, James: Deliverance Dostojevskij, Fjodor: Forbrydelse og Straf Doyle, Arthur Conan: Baskervilles Hund Dumas, Alexandre: Greven af Monte Cristo Eco, Umberto: Foucaults Pendul Eliot, T. S.: The Waste Land Ellison, Ralph Waldo: Invisible Man Ende, Michael: Den Uendelige Historie Faulkner, William: As I Lay Dying Fitzgerald, F. Scott: The Great Gatsby Follet, Ken: Jordens Søjler Gaiman, Neil: Coraline Gibson, William: The Difference Engine  Goethe, Johann Wolfgang von: Faust Golding, William: Lord of the Flies Grahame, Kenneth: Vinden i Piletræerne Greene, Graham: The Heart of the Matter Hamsun, Knut: Sult Hawthorne, Nathaniel: The Scarlett Letter Heinlein, Robert: The Door Into Summer Heller, Joseph: Catch 22 Hemingway, Ernest: The Old Man and the Sea Herbert, Frank: Dune Hitler, Adolf: Min Kamp Hosseini, Khaled: Drageløberen Hugo, Victor: Klokkeren fra Notre Dame Jackson, Shirley: The Haunting of Hill House Jensen, Johannes V.: Kongens Fald Jones, James: From Here to Eternity Kafka, Franz: Processen Kerouac, Jack: On the Road Kesey, Ken: One Flew Over the Cuckoo’s Nest King, Stephen: Det Mørke Tårn Kipling, Rudyard: The Jungle Book Kureishi, Hanif: The Black Album LaVey, Anton Szandor: The Satanic Bible Lessing, Doris: The Grass is Singing Lewis, C. S.: The Magician’s Nephew London, Jack: The Call of the Wild Lovecraft, H. P.: At The Mountain of Madness McCarthy, Cormac: Blood Meridian  Mailer, Norman: The Naked and the Dead Marx, Karl: Kapitalen Melville, Herman: Moby Dick Monaldi & Sorti: Imprimatur Moore, Alan: Watchmen Morrison, Toni: Beloved Murakami, Haruki: Kafka på Stranden Nabokov, Vladimir: Lolita Pamuk, Orhan: Det Hvide Slot Percy, Walker: The Moviegoer Poe, Edgar Allan: The Narrative of Arthur Gordon Pym Pullman, Philip: Det Gyldne Kompas Pynchon, Thomas: Gravity’s Rainbow Rand, Ayn: Atlas Shrugged Rifbjerg, Klaus: Den Kroniske Uskyld Roth, Philip: American Pastoral Rushdie, Salman: De Sataniske Vers Saint-Exuperý, Antoine: Den Lille Prins Scott, Hugh: Why Weeps the Brogan? Shakespeare, William: Romeo + Juliet Spiegelman, Art: Maus Steinbeck, John: Pastures of Heaven Stevenson, Robert Louis: The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde Stowe, Harriet Beecher: Uncle Tom’s Cabin Swift, Jonathan: Gulliver’s Travels Thompson, Hunter S.: Fear and Loathing in Las Vegas Tolkien, J. R. R.: Eventyret om Ringen Twain, Mark: The Adventures of Huckleberry Finn Updike, John: Rabbit, Run Verne, Jules: En Verdensomsejling Under Havet Vonnegut, Kurt: Slaughterhouse-Five Wells, H. G.: The War of the Worlds White, E. B.: Charlotte’s Web Wilde, Oscar: Picture of Dorian Gray Wolfe, Tom: The Electric Kool-Aid Acid Test Woolf, Virginia: Mrs. Dalloway Zafón, Carlos Ruiz: Vindens Skygge

Japansk spiludvikling og art direction

Jeg vil i dette indlæg præsentere fire meget forskellige PlayStation spil, alle fra Japan, alle med et par år på bagen og alle med et fantastisk kunstnerisk touch, angående historie(fortælling), stil eller stemning. 

Okami har en meget anderledes billedside, der sætter sig på et tegnet look, men stilen er nærmere et klassisk japansk maleri end noget andet. Og det smukke ligger ikke bare i stilen, for spilleren bliver også sat i kunstnerens sted, da man skal løse spillets utallige opgaver ved at male former på skærmen og derved få træer til at blomstre, vind til at blæse, fyrværkeri til at sprutte og vand til at flyde.  

Historien centrerer sig omkring ulveguden Amaterasu, der skal redde en landsby fra en frygtelig forbandelse involverende en ottehovedet drage og et årligt jomfruoffer. Et klassisk og rigtig godt fortalt eventyr fyldt med hjælpere, fjender, guder, ånder, humor og spænding. Historien er spækket med referencer til japanske sagn og myter og karaktererne man møder på sin vej er alle vedkommende og interessante på hver sin måde. Og der er i sandhed mange mennesker at møde og mange eventyr at opleve i Okami – fra landsbyens jævne folk der skal have hjælp med de dagligdags sysler til konger og kejsere, der i fortvivlelse beder Amaterasu om hjælp til at finde et tabt objekt, fange en undvegen kriger eller redde deres befolkning.

Silent Hill, 2 udviklet af Team Silent, er en del af den forbilledlige survival-horrorserie Silent Hill, og excellerer med en kompleks og symbolladet historie og psykologisk gys. James Sunderland er kommet tilbage til byen Silent Hill, fordi han har modtaget et brev fra sin tilsyneladende afdøde kone om, at hun ’venter på ham.’ Således mystificeret er scenen sat for en udfoldelse af mystik, for menneskene er blevet erstattet af monstre, og de mennesker som ikke er, lider alle af dybe psykologiske problemer og har alle en relation til James – om ikke personligt, så fordi de er i den samme situation som ham eller deler hans følelser. James’ forhold til sin kone bliver langsomt uddybet gennem spillet og gennem hans kontakt med bipersonerne og bliver gradvist mere komplekst og tvetydigt. Spillet præsenterer både temaer om sorg, skyld og udfrielse, men også om kærlighed, seksualdrift og skæbne og dets historie og symboler bliver tolket på mange forskellige måder og stadig diskuteret, hvilket med al tydelighed viser hvilken betydning spillet har haft. 

Killer7 er skabt af Goichi Suda og skiler sig, ligesom Okami, stilmæssigt ud fra mængden. Billedsiden er holdt i et kantet tegneserielook, som jeg personligt fandt meget tiltrækkende, men det er i høj grad et spørgsmål om smag. Killer7 gør tingene på sin egen måde og det, at det er så lineært, at man som spiller ikke rigtig har nogen kontrol over hvor man kan bevæge sig hen, gør det så anderledes. Historien springer i mange forskellige retninger, har tunge politiske undertoner og bliver serveret gennem en række fantastiske cut-scenes i samme grafiske stil som resten af spillet.

Og så har vi Shadow of the Colossus. Dette spil er et af de fineste eksempler på at spil har et enormt potentiale når det gælder om at fremkalde stærke følelser og fortælle en gribende, men alligevel minimalistisk historie. Her har instruktøren Fumito Ueda ikke skabt en på forhånd fastlagt historie, men i stedet bare givet spilleren en brøkdel af historien og så lade ham skabe resten selv. Vi har den modige unge mand, hans hest, hans døde kæreste, hans ønske om at bringe hende til live og den gigantiske opgave det kræver. Som man rejser på tværs af det enorme spillandskab bliver man yderligere suget ind i historien af de ruiner og forladte bebyggelser man ind i mellem støder på, og man tvinges til at overveje ”Det Forbudte Lands” fortid.  Det er enormt virkningsfuldt fordi man på den måde bliver tvunget til at leve sig ind i historien og sætte sig ind i karakteren man styrer. Dette spil har også gjort det mest effektive job i spilsammenhæng med at få spilleren til at knytte følelsesmæssige bånd til ens “hjælper” som i dette tilfælde er en hest, blandt andet fordi den mange gange gennem spillet holder ens liv i sine hænder og omvendt. Jeg mener at en essentiel del af kunst er, at det fremkalder følelser i en eller får en til at tænke på politiske/psykologiske/filosofiske/menneskelige/etc. problemer i en ny sammenhæng. Og set i det aspekt er Shadow of the Colossus exceptionelt vellykket idet det videregiver følelser af skyld, kærlighed, fortrydelse og hvor langt følelser faktisk kan drive et menneske. At dette spil også var en del af inspirationen for min anden roman om, hvordan mennesket reagerer på dets samfunds forfald, ensomhed, tortur og aftraditionalisering, siger blot endnu mere om dets enorme indflydelse.  I efterordet vil jeg også gerne nævne forgængeren for Shadow of the Colossus, Ico, der finder sted i samme mystiske verden og deler mange af temaerne om, hvad et menneske vil gøre for kærlighed, samt om den grundlæggende kommunikation mellem mennesker. Og det var så det. Fire (fem) spil, der har skilt sig ud fra mængden på den ene eller den anden måde og som alle er anderledes på hver sin måde. Jeg kan ikke påstå at jeg nød at spille hver og et af dem ligeligt, men de fortjener bestemt deres plads i dette indlæg og jeg respekterer også hvert og et af dem for at gøre tingene som de gør. 

Pandemi er Hysteri

Der synes at være en tendens til at overdrive trusler og især når de omhandler obskure eller ikke-håndgribelige ting, i dette tilfælde sygdom, nærmere bestemt, svineinfluenza. Efterfølgeren til fugleinfluenza er åbenbart ligeså slem dens forgænger og allerede før der er påvist tilfælde af den i Danmark hidser man sig så meget op at det er nødvendigt med et indslag i tv-avisen og udtalelser fra adskillige læger og eksperter. Man taler om en pandemi, en verdensomspændende epidemi, der har sin oprindelse et sted i Mexico og nu potentielt truer hele verden. I visse lufthavne (i Japan? Eller Mexico?) går man endda så vidt som til at måle folks kropstemperaturer og tjekke for symptomer for den frygtelige svineinfluenza, så indrejsende ikke skal bringe smitten videre. Man taler om en pandemi, men efter min mening er der nærmere tale om hysteri. Jeg ville ønske at jeg kunne finde et bedre ord end hysteri, da det ikke helt dækker, hvad jeg prøver at udtrykke. Hysteri, ja, men udover det en overdrevet frygt for det ukendte, der får alle til at opføre sig som om de burde bære beskyttende iltmasker og ikke bevæge sig uden for en dør (det sidste er rent faktisk en realitet, hvilket blot viser hvor langt man går i visse tilfælde). Kierkegaard skrev i sin tid, at angst var en grundvilkår for livet og set i lyset af disse og mange tidligere begivenheder kan denne udtalelse kun være rigtig og relevant. Men bare fordi angst er uundgåelig her i livet er der ingen grund til at lade sig styre af den, i stedet bør man se på sine omgivelser og handle og tænke på grundlag af dette. Være realistisk, mener jeg. Der er noget der kaldes hypokondri. Jeg bringer det på bane fordi mange har en tendens til at se symptomer alle vegne blot man hører ordet svineinfluenza og ligeledes hersker der hos højtstående mennesker en tendens til at piske en angststemning i vejret når en global fare breder sig. Måske er det for langt at gå at drage paralleller til totalitære politistater, men ofte vil disse stater også opfinde diverse angstobjekter for at forhindre befolkningen i at fokusere på det væsentlige, såsom for eksempel den virkelighed de rent faktisk lever i.

Hvis religion er opium for folket, så er svineinfluenza det også – de tjener i hvert fald samme formål, nemlig at holde befolkningens opmærksomhed fast på et bestemt tema og væk fra et andet. 

Denne sidste sammenligning tjener ikke noget formål, det kan jeg lige så godt indrømme. Jeg forsøger ikke at få Danmark til at ligne en totalitær stat og det er heller ikke mit indtryk af mit fædreland, blot forsøger jeg at stille skarpt på en ubehagelig tilbøjelighed til at fokusere på psykiske vampyrer – for nu at låne et udtryk fra LaVey – i stedet for at koncentrere sig om de reelle problemer og den virkelige virkelighed. 

Projekt Fyld-Hullerne-Ud

Dette blogindlæg præsenterer en ganske glimrende ide, som jeg har tænkt mig at tyvstjæle fordi det er sådan en glimrende ide. Ganske glimrende, faktisk. Mit Projekt Fyld-Hullerne-Ud går ud på at jeg vælger præcis 100 bøger og derefter giver mig selv fem år til at læse dem alle – dog med en fejlmargen på 20-25 bøger, hvilket vil sige at det er i orden, hvis jeg misser op til 25 bøger, da der også skal være tid til at læse alt muligt andet. Bøgerne på min liste vil blive valgt efter følgende kriterier: - Klassikere af enhver slags og indenfor enhver genre. - Bøger jeg har haft stående på min hylde, men af en eller anden grund ikke har fået læst. - Bøger, som jeg har villet læse, men ikke har samlet op. - Kvalificerede anbefalinger fra venner. - Vindere af Pulitzer-priser/Nobel-priser. - Bøger fra den danske kulturkanon. Der er alt for meget fantastisk litteratur her i verden, og man kan simpelthen ikke få tid nok til at læse det hele – desværre. Men det er derfor jeg har lavet denne liste, for at få læst noget af al den litteratur som man egentlig gerne vil læse eller synes at man burde have læst; så kan man endelig sige, at man har læst Kongens Fald eller Processen (eller Idioten, hvis den også ender på listen). Hvis du også føler at dit kendskab til klassisk litteratur ikke er godt nok, eller bare har lyst til at endelig at få læst de bøger, man aldrig får tid til, så kopier endelig ideen, som jeg også gør.  Her er min foreløbige liste og yderligere forslag er meget velkomne! Asimov, Isaac: Nightfall Bradbury, Ray: Fahrenheit 451 Chabon, Michael: Kavalier og Clay Defoe, Daniel: Robinson Crusoe/Moll Flanders Dickens, Charles:  Doyle, Arthur Conan: Baskervilles Hund Eliot, T. S.: The Waste Land Faulkner, William: Fitzgerald, F. Scott: The Great Gatsby Hawthorne, Nathaniel: The Scarlett Letter Heller, Joseph: Catch 22 Hemingway, Ernest: The Old Man and the Sea Hossein, Khaled: Drageløberen Jensen, Johannes V.: Kongens Fald Kafka, Franz: Processen King, Stephen: Det Mørke Tårn Lovecraft, H. P.: Melville, Herman: Moby Dick Moore, Alan: Watchmen Murakami, Haruki: Kafka på Stranden Rand, Ayn: Atlas Shrugged Roth, Philip:  Saint-Exuperý, Antoine: Den Lille Prins Spiegelman, Art: Maus Steinbeck, John: Mus og Mænd Thompson, Hunter S.: Fear and Loathing in Las Vegas Twain, Mark: The Adventures of Huckleberry Finn Updike, John: Verne, Jules: En Verdensomsejling Under Havet Zafón, Carlos Ruiz: Vindens Skygge

Destruktion af bøger!

“Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” “Hvor man brænder bøger vil man også i sidste ende brænde mennesker”                   - Heinrich Heine Dagens skandalebefængte emne er et af stor alvor, et som jeg dog aldrig troede at jeg ville få en faktisk grund til at skrive om, men der tog jeg fejl. Dato: 2/4 2009: En hel klasse gymnasieelever, der gladelig rev sider ud af Diercke Weltatlas til brug for en opgave.  Nogle vil mene at det er en overdrivelse af dimensioner at lægge så meget i det, som jeg gør i det følgende afsnit, men ikke desto mindre mener jeg at en sådan opførsel er særdeles problematisk og at synderne bør gøres opmærksom på dette! Bøger er blevet destrueret næsten siden de først blev skrevet. Bogafbrændinger er blevet udført af mange årsager, det være sig manglende respekt for viden, ideologisk had til indholdet, et symbol på magt. Uvurderlig viden er blevet ædt op af flammer fordi snæversynede mennesker var uenige i den holdning, der blev udtrykt i bøgerne, men hvad er dog det for en holdning? Vi kan alle godt lide at holde ytringsfriheden op som et skinnende symbol på menneskers frihed til at udtrykke sig om hvad de vil, på hvilken som helst måde de finder passende, og på den gensidige respekt mellem mennesker. Men dette ideal medfører uundgåeligt et stort ansvar, og dette ansvar står det klart at vi i dag ikke besidder, hverken som individer eller som samfund. Det er ikke fordi jeg i dette indlæg vil holde en stor politisk brandtale over censur eller ytringsfrihed, det jeg egentlig vil, er at cementere bogens betydning, bogens magt og bogens symbolik.  Bogen repræsenterer viden. For godt halvanden tusind år siden blev biblioteket i Alexandria brændt ned, og med det forsvandt også den største bogsamling i antikken, datidens menneskes samlede viden befandt sig på det sted. Overvej dette et øjeblik. Bøger har siden tidernes morgen været fyldt med viden, naturvidenskabelig, politisk, religiøs, filosofisk, både kontroversiel, omdiskuteret og symboliserer stadig til denne dag viden.  Og det kan godt være at vi i dag har fået andre, mere praktiske medier til at arkivere vores viden med udbredelsen af computeren, der gør udslettelsen af viden sværere. Det kan godt være at destruktionen af bøger i dag ikke er lig med destruktionen af viden, men det repræsenterer stadig en mangel på respekt for den viden, som millioner af mennesker gennem tiderne har tænkt, frembragt og videreudviklet. Når man destruerer eller beskadiger en bog udviser man ikke bare manglende respekt for forfatteren, men også for det videnssamfund, som vi elsker så højt. 

Script Frenzy

Første nye indlæg in ages. Here goes:

Jeg skrev tidligere om NaNoWriMo, der hvor man skriver 50.000 ord i november måned og Script Frenzy er lidt af det samme. Først og fremmest er det arrangeret af de samme mennesker - Office of Letter and Light - og så er konceptet også nogenlunde det samme, blot med den lille forskel at man i april måned skriver 100 sider af et manuskript i stedet for en roman. Altså et manuskript til en film, en serie, et teater eller en tegneserie eller hvad man nu kan finde på. 

Og netop deri ligger problemet! For jeg har (næsten) aldrig skrevet et manuskript før og så skal mit første forsøg blive til en hel film. Det virker lige lovlig groft nok for en begynder, men jeg besluttede mig alligevel for at deltage, om ikke andet så bare for sjov. Desuden tror jeg også at jeg har brug for øvelsen, for da jeg stort set kun skriver prosa i form af noveller og romaner er jeg meget vant til at beskrive både tanker og stemninger temmelig indgående, men det kan der jo af naturlige grunde ikke blive meget af i et filmmanuskript. Og udover det, så er jeg heller ikke den allerskarpeste til at skrive dialog, dog mener jeg selv at jeg har oparbejdet den evne til et nogenlunde niveau med mine to sidste romaner.

Og så er der spørgsmålet om, hvad man skal skrive om. Jeg startede med at brainstorme i starten af sidste uge og det gik faktisk rigtig godt efter jeg så et maleri af den amerikanske maler Eric Fischl der hedder Birth of Love. Helt utroligt stemningsfyldt, mærkeligt symbolsk og både fremmed og velkendt på samme tid med skildringen af unaturlige elementer i en typisk forstad. Great! Men da jeg kom videre med planlægningen syntes jeg, at det hele blev lidt for kompliceret til at jeg ville kaste mig ud i det i mit første filmmanuskript. På en eller anden måde egnede ideen sig bedre til en roman, eller også følte jeg mig bare ikke klar til at skrive noget så komplekst. I hvert fald arkiverede jeg ideen til en anden god gang. Men jeg tror jeg har en fin ide nu, hverken for svær at skrive udelukkende i dialog eller for usubstantiel til at kunne skrive hundrede sider. Den ligger godt i midten. Dog er jeg ikke helt sikker på om det er en tegnefilm eller en spillefilm endnu, men det betyder heller ikke så meget. 

Jeg skriver i hvert fald uanset hvad - om det så bliver denne ide eller en ny, det må tiden vise. Og selvom der kun er fire dage til "fade-in" vil jeg opfordre alle, der finder dette det mindste interessant til at deltage.

Don't be scared, it's just for fun! Now click it: http://www.scriptfrenzy.org/ 

Flytterod

Jeg har været mindre aktiv her på det sidste, det indrømmer jeg gerne, jeg har haft med mange andre ting, og endnu vigtigere har jeg oprettet en ny engelsksproget blog, så denne vil nok ikke blive vedligeholdt i særlig høj grad i fremtiden. www.octobercountry.webs.com beskæftiger sig primært med anmeldelser af forskellige karakter, der er indtil videre en overvægt af bøger, men det er min plan også at anmelde film og spil en gang imellem. Udover det vil den også fortsat fungere som blog og outlet for diverse overvejelser.

Siden kan stærkt anbefales, nyeste indlæg er en overvejelse over genrebegrebet og hvordan vi karakteriserer vores underholdningsmedier i dag og hvordan vi kunne gøre det - og om vi overhovedet burde arbejde i genrebestemmelse. Snart kommer der også en anmeldelse af Sin City, så det bliver godt.