fredag den 27. marts 2009

Script Frenzy

Første nye indlæg in ages. Here goes:

Jeg skrev tidligere om NaNoWriMo, der hvor man skriver 50.000 ord i november måned og Script Frenzy er lidt af det samme. Først og fremmest er det arrangeret af de samme mennesker - Office of Letter and Light - og så er konceptet også nogenlunde det samme, blot med den lille forskel at man i april måned skriver 100 sider af et manuskript i stedet for en roman. Altså et manuskript til en film, en serie, et teater eller en tegneserie eller hvad man nu kan finde på. 

Og netop deri ligger problemet! For jeg har (næsten) aldrig skrevet et manuskript før og så skal mit første forsøg blive til en hel film. Det virker lige lovlig groft nok for en begynder, men jeg besluttede mig alligevel for at deltage, om ikke andet så bare for sjov. Desuden tror jeg også at jeg har brug for øvelsen, for da jeg stort set kun skriver prosa i form af noveller og romaner er jeg meget vant til at beskrive både tanker og stemninger temmelig indgående, men det kan der jo af naturlige grunde ikke blive meget af i et filmmanuskript. Og udover det, så er jeg heller ikke den allerskarpeste til at skrive dialog, dog mener jeg selv at jeg har oparbejdet den evne til et nogenlunde niveau med mine to sidste romaner.

Og så er der spørgsmålet om, hvad man skal skrive om. Jeg startede med at brainstorme i starten af sidste uge og det gik faktisk rigtig godt efter jeg så et maleri af den amerikanske maler Eric Fischl der hedder Birth of Love. Helt utroligt stemningsfyldt, mærkeligt symbolsk og både fremmed og velkendt på samme tid med skildringen af unaturlige elementer i en typisk forstad. Great! Men da jeg kom videre med planlægningen syntes jeg, at det hele blev lidt for kompliceret til at jeg ville kaste mig ud i det i mit første filmmanuskript. På en eller anden måde egnede ideen sig bedre til en roman, eller også følte jeg mig bare ikke klar til at skrive noget så komplekst. I hvert fald arkiverede jeg ideen til en anden god gang. Men jeg tror jeg har en fin ide nu, hverken for svær at skrive udelukkende i dialog eller for usubstantiel til at kunne skrive hundrede sider. Den ligger godt i midten. Dog er jeg ikke helt sikker på om det er en tegnefilm eller en spillefilm endnu, men det betyder heller ikke så meget. 

Jeg skriver i hvert fald uanset hvad - om det så bliver denne ide eller en ny, det må tiden vise. Og selvom der kun er fire dage til "fade-in" vil jeg opfordre alle, der finder dette det mindste interessant til at deltage.

Don't be scared, it's just for fun! Now click it: http://www.scriptfrenzy.org/ 

Ingen kommentarer: