Kommandør Zork havde netop lagt sig til at sove med rumskibet på autopilot, da det hele blev vendt på hovedet. Zork faldt ud af sengen og op på loftet, hvor han forvirret blinkede med øjnene. Han kiggede til siden og kunne netop skimte loftslampen ved siden af sit hoved. Han rejste sig op og rørte ved det midlertidige loft og tidligere gulv, der stadig holdt på hans bløde seng. Zork lavede et par hurtige beregninger i hovedet. Dette betød sandsynligvis at det ville blive umuligt at få en god nats søvn indtil han havde fundet ud af, hvad der var sket.
”Hey!” kaldte han ud til de andre og gik med forsigtige skridt – for han frygtede at hele rumskibet skulle tippe over en gang til – ud på broen og konsulterede styrepulten. Det hele vendte ganske vist på hovedet, men ellers så alt ud som det skulle.
”Hvad sker der?” mumlede Mango bag ham med håret strittende ud til alle sider. Han blev efterfulgt af Xynna, for hvem det lykkedes at se en lille smule mere frisk ud.
”Tjek radaren,” kommanderede kommandøren. ”Der er et eller andet galt.”
”Nå, det har du også fundet ud af,” mumlede Mango og tumlede hen til sin station. ”Jeg slog mit hoved lige ind i lampen. Ved du godt, hvor lampen sidder? Den sidder på loftet. Og det samme gør radaren! Hvordan vil du have, jeg skal aflæse noget som helst af den?”
”Det ved jeg ikke,” svarede Zork irriteret. ”Bare gør det. Stå på hovedet, hvis du ikke kan finde ud af det ellers.”
”Nej, nej, det går nok.” Mango havde sine diverse computerskærme lige i hovedhøjde, men tastaturet var besværligt nok placeret over hans hoved, så han skulle strække armene og krydse hænderne for at kunne taste bare nogenlunde normalt. Et par minutter efter blev hans ansigt mørklagt. Strømmen var gået.
”Hvad sker der?” spurgte Zork gennem mørket.
Mango vendte sig langsomt om. ”Vi er fløjet ind i et HYGGE-felt,” sagde han med dyster stemme og kommandøren tog sig til hovedet.
”Hvad?” spurgte Xynna og løftede hovedet. ”Hidsigt Yverbetændt Gasfyldt Giraf Emissions-felt?”
Mango sukkede. ”Nej, din tumpe. Et Hvirvlende Yderligtgående Gyngende Gravitations Elektroenergisk-felt, selvfølgelig! Det er derfor, vi tumler rundt på denne her måde. Feltet påvirker vores styreegenskaber og vores computersystemer.”
”Kan vi komme ud af det?” spurgte kommandøren.
Mango prøvede at genstarte sine systemer. ”Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvor stort feltet er, men jeg nåede ikke at se det. Hvis bare jeg kunne få radaren op at køre igen, så kunne jeg se den nærmeste udgang.”
”Ved du, hvad der skaber feltet?”
”Jeg kan ikke sige det præcist. Den slags bliver som regel udsendt fra nedstyrtede rumskibe, hvor deres tyngdekraftssimulator er gået i forbindelse med andre systemer og så udsender forstyrrende bølger i et stort område omkring dem. Det er en klassisk fejl ved Sachar-modellerne.”
”Så hvis vi kan finde det nedstyrtede rumskib, så kan vi vel også få fjernet det her felt, kan vi ikke?” foreslog Xynna.
Mango kiggede skeptisk på hende. ”Jo, i teorien, men det er ikke bare lige sådan at finde et nedstyrtet rumskib uden nogen fungerende radar, og…”
Hele rumskibet begyndte at udsende en elektronisk summen og så kom lyset tilbage på broen. ”Hvad sagde du?” spurgte Xynna med et slet skjult smil.
”Det var bare lyset,” svarede Mango surt. ”Radaren virker stadig ikke, og det kommer den heller ikke til, så længe vi befinder os inde i det her felt.”
”Skibet her er jo udstyret med søgelys,” sagde Zork. ”Vi kunne prøve en manuel søgning på de meteorer vi flyver forbi og se, om vi finder noget.”
Mango rystede opgivende på hovedet og signalerede tydeligt, at han helst var fri for resten af besætningens ufuldkomne forslag. ”Du vil bruge projektørlys til at undersøge rummet for et lille nedstyrtet rumskib, der sandsynligvis er mindre end det her? Det er jo umuligt. Har du tænkt på, hvor stort et område det her HYGGE-felt kan dække over? Det kan være et område på flere milliarder kubikkilometer, og du vil have os til at søge med projektørlys?”
”Har du andre forslag? Når lyset er det eneste, der virker, har vi jo ligesom ikke andre muligheder. Desuden er det mig, der er kommandør her på skibet, så bare kom i gang!”
Projektørerne blev tændt og mandskabet stillede sig hen til vinduet, der gav den bedste panoramaudsigt over rummet og kiggede nærmere på de meteorer og stenstumper, som fløj forbi dem. Tiden gik. ”Kan det ikke gøres lidt hurtigere, det her?” spurgte Zork.
”Nej. Vi har jo ingen motorkraft. Vi driver rundt her indtil vi finder kilden til feltet eller flyver ud af det af os selv,” svarede Mango modfaldent.
”Men det kan jo tage en uende…” Kommandøren ville have sagt, at det kunne have taget en uendelighed, men nåede det ikke, da en middelstor meteor drev forbi dem, roterede om sin egen akse og afslørede et nedstyrtet rumskib, dets dele spredt ud over den svævende stenklump.
”Der er den!” udbrød Monsun IIIs telegrafist begejstret.
”Perfekt. Så klargør laserkanonerne,” beordrede Zork.
”Men…” begyndte Mango. ”Kanonerne er gået ned sammen med vores motorer. Vi er nødt til at afsikre den manuelt.”
”Godt, så find rumdragten frem, så sørger jeg for at åbne den bagerste låge, så du kan komme derned hurtigst muligt.”
”Vent lige, hvad? Jeg kan da ikke gøre det! Så skal jeg jo ud i rummet!”
”Du sagde selv lige, at det kun kunne gøres manuelt,” mindede Zork ham om. ”Og du er den eneste, der har forstand på den slags, så det hører ind under din arbejdsbeskrivelse.”
”Er du sikker på det?”
”Hvis ikke det gør, så har jeg i hvert fald lige tilføjet det. Af sted!”
Modvilligt traskede Mango tilbage til sit eget værelse, hvor han trak i rumdragten, mens kommandøren fandt en håndholdt harpun frem og gjorde klar til at åbne bagsmækken. Mango vadede frem med kluntede skridt og satte boblehjelmen på hovedet.
”Har du alt, hvad du skal bruge for at fjerne det felt?” spurgte Zork.
Mango nikkede og holdt en metalkuffert op i den ene hånd. Zork rakte ham harpunen. ”Når du er udenfor skal du skyde denne her i retning af meteoren så snart den er indenfor rækkevidde, så haler den dig ned på overfladen. Så fjerner du feltet og så kan vi trække dig op igen med traktorstrålen. Mango nikkede nervøst, Zork talte til tre, åbnede lågen og skubbede Mango ud i det tomme rum. Zork og Xynna skyndte sig tilbage til det store vindue, hvor de så Mango skyde harpunen fast på klippen og hale sig selv ind.
”Er du på plads?” spurgte Zork gennem mikrofonen.
Der gik et øjeblik, før Mangos stemme gik igennem med en elektronisk skratten. ”Ja. Jeg kan godt se, hvorfor den jammer vores systemer, der er en gigantisk kommunikationsforbindelse her. Den suger beskeder fra hele galaksen til sig. Det er helt unaturligt så hurtigt det går.”
”Kan du se, om…”
”Vent lige lidt, der er noget her,” afbrød Mango ham. ”Noget om hygge.”
”HYGGE?” spurgte Zork. ”Handler der om, hvordan du fjerner feltet?”
”Nej, det er en anden slags hygge,” svarede Mango og lød selv forvirret. ”Besked kommer fra Jorden, ligesom den sang vi modtog før. Jeg sender lige informationerne op til jer, så kan Xynna se nærmere på dem. Jeg slukker lige for nogle af informationsmodtagerne, så skulle vores radar og kommunikation gerne være oppe igen.” Der gik et øjeblik, og så lyste et par terminaler op på rumskibet Monsun IIIs bro. Xynna bemandede straks den primære modtagerstation og scannede igennem de informationer, som Mango havde sendt op til dem fra det nedstyrtede rumskib.
”Hmm… Det er mærkeligt det her. Mango sagde, at det var en anden slags hygge, men der står heller ikke noget om yverbetændte, gasfyldte giraffer. Mærkeligt.”
”Hvad er det så for en slags hygge?” spurgte Zork.
”Det har noget med jul at gøre, så vidt jeg kan se. Åbenbart tænder man en masse lys og danser om et træ.”
”Er det hygge?” spurgte Zork. For ham lød det mest af alt meget mærkeligt.
”Ja… Og de spiser også ris à la mande, det er vist også del af det.”
Zork gispede. ”Ris à la mande! Det er jo noget af det bedste, der findes i galaksen! Spiser man det på Jorden?”
”Ja, til jul gør de.”
”Så må vi straks sætte fuld fart på og komme derned. Mango! Har du fået ordnet feltet?”
”Lige om et øjeblik,” svarede han, og et øjeblik efter tordnede en kraftig elektronisk summen gennem hele rumskibet, det væltede på hovedet, og så var alt normalt. Deres tyngekraftssimulator virkede igen, og de behøvede ikke at læse skærmene på hovedet. Men skibet flød også langsomt væk fra meteoren, hvor Mango befandt sig. De så ham blive mindre og mindre gennem det store udsigtsvindue.
”Hey! Hvad sker der?” råbte han gennem kommunikationssystemet. Og så gik linien død.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar