Her præsenterer jeg første afsnit af min adventskalender for i år, en spændende rejse ud i rummet og en mission for at finde den sande mening med julen og hvorfor de mærkelige jordboer fejrer det. Tjek tilbage næste søndag for at se, hvad mandskabet på rumskibet Monsun III opdager af spændende og farlige ting. Enjoy!
***
“Kommandør Zork?” Telegrafistens stemme lød temmelig ængstelig.
Kommandøren kiggede op fra de holografiske galaksekort, der lå spredt ud over kommandofladen foran ham. ”Hvad er der?”
”Jeg har opfanget noget. Det er et signal, men det kommer meget langt fra.”
”Et signal? Af hvad slags? Er det en form for kommuniké?”
Telegrafisten fjernede de gigantiske høretelefoner fra ørerne og rakte dem frem. ”Du må hellere selv høre. Jeg forstår det ikke.” Telegrafspecialist Mango Miyaxyzkov var ikke sprogligt uddannet, han var tekniker og selvom han var ansvarlig for al ind- og udgående kommunikation til og fra rumskibet Monsun III kunne han ikke særlig mange af universets sprog. Det kunne kommandøren derimod og tog derfor imod høretelefonerne og satte dem over ørerne og lyttede opmærksomt.
”Glade jul, dejlige jul,” lød det ud fra dem, opløftende stemmer akkompagneret af kimende klokker. Han rynkede brynene. Det var et jordsprog.
”Hvor siger du, at du har opfanget det her fra?” spurgte han telegrafisten. Det kunne ikke passe. Jorden var alt for langt væk, det var jo en af de fjerneste beboede planeter i denne galakse.
”Det er meget svagt,” svarede telegrafist Mango Miyaxyzkov. ”Bliver udsendt fra et rimeligt primitivt senderedskab, en radio, sådan en ligesom på det museum vi besøgte på Gryphon.
Kommandør Zork mumlede et eller andet. Jo, den kunne han godt huske. Meget primitivt senderedskab. ”Hvordan har vi modtaget denne besked?” Han bankede på høretelefonerne. ”Den er vel ikke blevet sendt i vores retning, vel?”
”Nej, men jeg scanner hele tiden på alle kendte frekvenser, også dem som ingen af vores art bruger. Hvad bliver der sagt?”
”… toner julenat herned,” sang koret skrattende og Zork rynkede igen brynene. Hans kendskab til dette jordsprog var forholdsvis begrænset. Det ord jul, hvad var det for noget? Han fjernede høretelefonerne og kaldte ind i et andet aflukke. ”Professor? Xynna, kom lige her!”
Et par øjeblikke efter kom hun gående ud fra sit værelse. ”Lad være med at kalde mig professor, Zork, det har jeg sagt. Det får mig til at føle mig så gammel.”
”Men jeg fik da dig til at komme, gjorde jeg ikke?”
Hun kiggede surt på ham. ”Jo. Hvad er der?”
”Prøv lige at tage en lytter her.” Han rakte hende Mangos høretelefoner.
”Det kommer fra Jorden,” sagde hun efter kort tid.
”Ja, det ved jeg godt. Hvilken region?”
”Danmark, så vidt jeg kan høre. Måske et af de omkringliggende lande.”
”Ved du, hvad de synger om? Det ord de nævner, jul, hvad betyder det?”
Xynnas ansigtsudtryk blev koncentreret og Zork kunne se, at hun lyttede nærmere efter sangen. ”Det ved jeg ikke,” sagde hun så endelig.
Mango, der ellers havde vendt sin opmærksomhed tilbage til sin computerskærm for at scanne systemet for beskeder, drejede straks sin kontorstol mod Xynna. ”Hvad?”
Kommandør Zork kiggede på hende med ligeså forbavset et ansigtsudtryk. ”Ved du det ikke?”
”Vent lige lidt,” sagde Xynna og gik så tilbage til sit værelse. ”Lad mig lige gå ind og slå det op.”
Både Zork og Mango fulgte efter hende ind i hendes arbejdsværelse. En fantasmagorisk stor harddisk optog det meste af gulvpladsen og summede, så man næsten kunne mærke det i rummet. Var det ikke for de meterhøje køleelementer på siden af den ville den garanteret have sprunget hele rumskibet i luften.
”Mener du virkelig, at der er noget, du ikke ved?” spurgte Mango drillende. ”Det kan da ikke passe, kan det det?” Han prikkede hende i siden og hun prøvede så godt hun kunne at ignorere ham, mens hun åbnede et par opslagsprogrammer.
”Jeg har det lige her et sted,” sagde hun. ”Det ved jeg.” Hun indtastede et par kommandoer. Skrev Jul i søgefeltet. Det stod ikke i ordbogen.
”Har du ikke andre databaser over ord med jordisk ophav?” spurgte Zork.
”Faktisk…” startede Xynna, men gik så i stå igen.
”Hvad?”
”Jeg har ikke andet end ordbogen. Jeg troede at jeg havde mere information, men der er jo nærmest intet om planeten Jorden her. Hvorfor har vi aldrig indsamlet mere information derfra?”
”Du skal ikke spørge mig, det er dig, der er hovedansvarlig for den slags,” sagde Zork.
”Har Centralen slet ikke været interesseret i, hvad der foregår på Jorden?”
Zork trak på skuldrene. ”Åbenbart ikke. Vi har aldrig fået besked på at flyve derned, ikke mens jeg har været kommandør i det mindste.”
”Det er da en skandale!” udbrød Xynna. ”Hvad nu hvis det er et fjendtligt supervåben?”
Zork grinede. ”Så galt er det nu nok heller ikke, tror du? De jordboer kan jo knap nok finde ud af overhovedet at lette fra jorden, så der er vist ingen risiko for, at vi er i fare.”
”Nej, måske ikke, men vi burde da stadig finde ud af, hvad det er for noget!”
”Okay,” svarede Zork. ”Det kan vi da godt. Centralen har os ikke på nogen speciel opgave i øjeblikket, så lad os da bare undersøge fænomenet nærmere.”
Det så Xynna ud til at være tilfreds med. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan der kunne være et hul i hendes enorme intergalaktiske viden om stort set alt. Det var jo utænkeligt.
”Men bare husk,” mindede Zork hende om. ”At hvis Centralen kalder os tilbage, så må du forklare dem hvad vi laver inde i midten af galaksen!”
Copyright, Nikolaj Johansen, 2009
Ingen kommentarer:
Send en kommentar