torsdag den 2. april 2009
Destruktion af bøger!
“Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen”
“Hvor man brænder bøger vil man også i sidste ende brænde mennesker”
- Heinrich Heine
Dagens skandalebefængte emne er et af stor alvor, et som jeg dog aldrig troede at jeg ville få en faktisk grund til at skrive om, men der tog jeg fejl. Dato: 2/4 2009: En hel klasse gymnasieelever, der gladelig rev sider ud af Diercke Weltatlas til brug for en opgave.
Nogle vil mene at det er en overdrivelse af dimensioner at lægge så meget i det, som jeg gør i det følgende afsnit, men ikke desto mindre mener jeg at en sådan opførsel er særdeles problematisk og at synderne bør gøres opmærksom på dette!
Bøger er blevet destrueret næsten siden de først blev skrevet. Bogafbrændinger er blevet udført af mange årsager, det være sig manglende respekt for viden, ideologisk had til indholdet, et symbol på magt. Uvurderlig viden er blevet ædt op af flammer fordi snæversynede mennesker var uenige i den holdning, der blev udtrykt i bøgerne, men hvad er dog det for en holdning? Vi kan alle godt lide at holde ytringsfriheden op som et skinnende symbol på menneskers frihed til at udtrykke sig om hvad de vil, på hvilken som helst måde de finder passende, og på den gensidige respekt mellem mennesker. Men dette ideal medfører uundgåeligt et stort ansvar, og dette ansvar står det klart at vi i dag ikke besidder, hverken som individer eller som samfund. Det er ikke fordi jeg i dette indlæg vil holde en stor politisk brandtale over censur eller ytringsfrihed, det jeg egentlig vil, er at cementere bogens betydning, bogens magt og bogens symbolik.
Bogen repræsenterer viden. For godt halvanden tusind år siden blev biblioteket i Alexandria brændt ned, og med det forsvandt også den største bogsamling i antikken, datidens menneskes samlede viden befandt sig på det sted. Overvej dette et øjeblik. Bøger har siden tidernes morgen været fyldt med viden, naturvidenskabelig, politisk, religiøs, filosofisk, både kontroversiel, omdiskuteret og symboliserer stadig til denne dag viden.
Og det kan godt være at vi i dag har fået andre, mere praktiske medier til at arkivere vores viden med udbredelsen af computeren, der gør udslettelsen af viden sværere. Det kan godt være at destruktionen af bøger i dag ikke er lig med destruktionen af viden, men det repræsenterer stadig en mangel på respekt for den viden, som millioner af mennesker gennem tiderne har tænkt, frembragt og videreudviklet. Når man destruerer eller beskadiger en bog udviser man ikke bare manglende respekt for forfatteren, men også for det videnssamfund, som vi elsker så højt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar