Radiodrama

I sidste uge var jeg på Vallekilde Højskole, hvor jeg blev introduceret til den spændende verden af radioproduktion, og mere specifikt radiodrama. Sammen med resten af den fem mand store drama-redaktion på kurset brugte jeg de sidste fire dage på at skrive, indspille og sammenklippe tre episoder af en gyserføljeton. De var ikke mere end seks-otte minutter hver, men alligevel arbejdede vi stort set uafbrudt fra opvågnen til søvnfalden hver dag.
At skrive og producere til radioen er anderledes end at skrive til papiret, har jeg så fundet ud af, og det på mange sjove måder. Man kan tillade sig at gentage sig selv, være lidt mere eksplicit, men man kan dårligt tillade sig at antyde pointer, fordi man ofte har så kort tid, og lytteren ikke har mulighed for at gå tilbage i teksten. Fortællerstemmen er et kapitel for sig selv, det kan aldrig komme til at spille så stor en rolle som på papiret - i virkeligheden er radiodrama nærmere at sammenligne med teater end med skrevne historier.
Og lydene, det er jo det centrale. Lydene må fortælle så meget som muligt, og ideelt skal de erstatte fortælleren, sætte scenen og skabe billeder i lytterens hoved. Mas, kvas, bump, splat - og så videre ...

Vores produktion fra højskolen bliver muligvis lagt ud på nettet engang i fremtiden, og så vil jeg naturligvis linke til den, men indtil da vil jeg præsentere en soloproduktion, som jeg har arbejdet med i løbet af de sidste par dage. Der er ikke tale om et decideret radiodrama, men i stedet en lydlig dramatisering af en af mine egne noveller, nemlig den postapokalyptiske zombie-kærlighedshistorie, Strålende Lys, Udstrakt Verden.
Enjoy!

Radio og romanredigering

Det er, hvad jeg lige i øjeblikket bruger min sommerferie på.

Jeg har for nylig fået øjnene op for radiodramatik af den pulpede slags, som amerikanerne producerede omkring 1940'erne. Dengang kunne man i radioen høre ugentlige udsendelser med horror, fantasy, sci-fi og spænding i shows som Suspense, Lights Out, Quiet Please og adskillige andre. Kvaliteten af disse halvtimes dramatiserede fortællinger kan være en smule svingende - nogle shows havde kun en enkelt forfatter/instruktør til at skrive nyt, originalt materiale hver uge - men der er også virkelig nogle perler imellem.
Jeg vil særligt nævne The Thing on the Fourble Board fra Lights Out, 1948, som virkelig er noget af det mest ubehageligt gyselige, jeg har oplevet.
Også The House on Cypress Canyon fra Suspense, 1946 er en lytter værd. Måske lidt mere traditionel og knap så virkelig uhyggelig, men stadig en rigtig god fortælling.
Hvis man er til den slags, så er der bogstaveligt talt tusindvis af udsendelser tilgængelige på Internet Archive, som man kan gå på opdagelse i.
Lydkvaliteten er charmerende skrattet, nogle shows mere end andre, men man vænner sig til det.

Og hvad ellers? Ja, romanredigering er hvad ellers. Hverken horror eller fantasy, denne gang, faktisk så langt fra det, som det man nok kan komme. Jeg tøver med at sige noget mere "litterært" fordi mit budskab som forfatter hverken bliver ringere eller bedre af zombier eller realisme, men bare anderledes, og leveret på den måde, der passer det bedst. Så her prøver jeg altså noget andet. Og jeg bryder mig godt om det.

God sommer til alle!

Møbelsamling

I dag er premieredag på noget helt nyt herfra. Næsten nyt, i hvert fald.
Tidligere, (tjekkede lige: ni måneder) har jeg lavet nogle youtube-videoer med indtalinger af gode folkeviser, det ene med harmonikaspil, den anden med den simpleste rytmik, man kan forestille sig. Siden da er jeg begyndt at skrive og opføre poetry slams, jeg har spillet mere klaver, og jeg har også, gennem www.coursera.org lært at mixe musik på computeren.
Ud af alt dette kommer så Møbelsamlings-blues
En tekst, jeg skrev som poetry slam tilbage i januar. Og efter at have studeret musikproduktion var det jo oplagt at forsøge at lægge musik til nogle af mine slams. Nogle virkede mere oplagte end andre, og denne her havde jo endda genren i sin titel (omend jeg også tidligt eksperimenterede mere med rock og funk).
Og det har jeg så brugt den sidste halvanden måned på, on-off, halvt ved computeren og halvt ved klaveret. Nogle gange har jeg ønsket, at jeg lige havde en jazztrio i kosteskabet, men jeg har måttet klare mig selv - og resultatet er jeg egentlig blevet godt tilfreds med, i hvert fald som første forsøg ud i genren.
Men tag en lytter og efterlad gerne en kommentar, det ene eller det andet sted.

Og så er PIX jo også udkommet, virkelig en lækker bog! 12 nye, danske gotiske noveller (en af dem af mig) + cd med musik komponeret særligt til dette værk. Trailer.

Poetry slam og Pix

Tiden begynder efterhånden at gøre krav på mig, og mine gøremål gør krav på min tid, og bloggen bliver skudt i baggrunden. Men her kommer så årets første opdatering.

Sidste lørdag var jeg til DM i poetry slam i Aarhus, en meget spændende oplevelse, der gav mig lejlighed til at møde flere udøvere af denne poetiske disciplin, samt optræde foran en fyldt teatersal - og ikke opnå point nok til at gå videre til anden runde, desværre.
Poetry slam har generelt optaget mere af min tid i januar end det sædvanlige skriveri - det er kun blevet til en halv novelle, som jeg dog bestemt har planer om at gøre færdig snart.

Derudover er jeg med i en kommende novellesamling udgivet af Harksen Productions med titlen Pix. Novellerne er skrevet af forskellige spændende navne på den danske horror-scene og skulle i skrivende stund befinde sig i trykpressen parat til snarlig læsning.

Post-julekalender

Årets julekalender er overstået, og jeg håber, at alle har haft en dejlig december, en dejlig juleaften, forhåbentlig uden ondskabsfulde nisser ude på at ødelægge den gode stemning. Jeg har i hvert fald nydt at skrive et dagligt afsnit, også selvom det nogle gange har været trængt af andet - sådan er december jo nu engang.

Hvis du har nydt julekalenderen, må jeg også anbefale min roman Skygger fra Oktoberland, som kan købes direkte fra forlaget Replikant til en god pris i både papir- og digital version. Der er ingen julestemning deri, men litterære lækkerier, som man kan krølle sig sammen i en god lænestol og gyse ved.

Jeg vender tilbage i det nye år med mange flere skriverier.
Godt nytår!

Fireogtyvende julegys

24. december

En belejring blev det i sandhed; spøgelserne krøb sammen og lyttede til tumulten hele natten, og først om morgenen den fireogtyvende december åbnede David forsigtigt døren - bevæbnet naturligvis med en improviseret slangebøsse.

Rochus, Nikomedes og Balbina sad bundne og kneblede ved siden af hinanden i et hjørne, mens Abraham tilsyneladende havde nægtet at overgive sig frivilligt til den betragtelige menneskemængde, som var trængt ind i radiobygningen i løbet af natten.

“Alt det blod,” mumlede Niels Peder stilfærdigt, mens han kiggede sig omkring. Adskillige mennesker var blevet dræbt den nat, og lemmer lå spredt rundt omkring, blodsprøjtene plettede både loftet og væggene.

“Tænk, at de også skulle dø den fireogtyvende december, bare for vores skyld,” funderede Georg. “Det vil da blive en dødshistorie, der kan matche alle vores.”

“Ja,” hvæsede Abraham fra sit trængte hjørne. Han var blevet frataget sig sin økse, og alligevel turde menneskene ikke nærme sig ham yderligere. “Var det sådan en redningsaktion, du havde forestillet dig, David. Sådan et blodbad? Det her var levende mennesker, der døde for de allerede dødes skyld. Føler du dig ikke nobel nu?”

“De døde ikke for vores skyld,” svarede David kampberedt. “De døde, mens de kæmpede mod jer. I er destruktionens kræfter, I vil ikke tillade nogen at have det hyggeligt eller godt, I bitre, afskyelige gnomer. Disse mennesker døde med oprejst pande, fordi de ikke ville tillade jer at gennemføre jeres plan. De døde for de allerede levende, som ikke skulle behøve at lytte til rædsel og blodsudgydelse på juleaften.”

“Er dette måske ikke blodsudgydelse?” spurgte Abraham triumferende og slog ud med armene til de maltrakterede lig. “Er dette ikke rædsel? Er alt dette ikke juleaften?”

“Intet af dette er blevet udsendt, og det bliver det heller aldrig,” sagde David. “I aften kommer radioen til at spille julemusik og sprede hygge, intet andet.”

“Det betyder ingenting,” blev Abraham ved. “Vi ved alle sammen i dette lokale, hvad der er sket her. Vi ved alle, at dette er julens sande ansigt. I kæmper så hårdt for at holde ubehagelighederne for døren, men det hjælper ingenting. I vil alle sammen bære det i hjertet resten af jeres dage, levende såvel som døde.”

“Nej,” sagde lille Theo og trådte frem. “For det gode er altid stærkest i hjertet.”

David smilede, og da han kunne se, at Abraham skulle til at komme med endnu et modsvar, løftede han sin slangebøsse, trak de sammenbundne elastikbånd tilbage og affyrede en blyantspidser af metal, der ramte nissen lige i panden, så han faldt bagover med det samme. Ingen lyd kom fra ham, og heller ikke fra andre lige i det øjeblik. Efter et par sekunder kom nogle af de belejrende levende dog til sig selv og skyndte sig hen for også at bagbinde Abraham.

“Vi afleverer dem til politiet,” sagde en. “Så må de tage sig af dem. Vi skal nok vidne om, hvad der er sket her.”

Spøgelserne takkede, og menneskene fortrak sig. Efterfulgt af resten af spøgelserne gik Birgitte ind i radiostudiet til Jan, der mirakuløst nok var kommet uskadt gennem hele december. “Er du klar til at sprede lidt julehygge nu?” spurgte hun, og et smil bredte sig i hans ansigt. Jan tog hovedtelefoner på og trak en mikrofon hen til sig.

“Det er ikke et øjeblik for tidligt,” sagde han, hvorefter musikken strømmede ud fra studiet. 

Treogtyvende julegys

23. december

Den treogtyvende december fløj en sten gennem vinduet, ikke affyret af en slangebøsse i Davids hånd, men kastet af en ung kvinde nede på gaden. Fem sekunder lød der endnu et knald, endnu en rude sprang.

Nisserne befandt sig inde i radiostudiet, de var ved at briefe Jan om morgendagens udsendelse, men forstyrrelserne afbrød dem, og de for ud i hallen. Tre knuste vinduer nu, og “hvad fanden foregår der her?” råbte Abraham.

Det kunne spøgelserne forklare ham, og i samme øjeblik blev døren ind til kontor-fængslet brudt op, og Niels Peder snublede ud over tærsklen, mens han ømmede sin skulder. Nisserne vendte sig rundt, trak deres våben, økser, knive og køller, mens spøgelserne et efter et trådte ud. Ligesom sidst var kun få af dem bevæbnede, men alle havde de det viljefaste udtryk i ansigterne, som altid betyder mere end slag- og stikvåben.

“Det her er ikke noget felttog,” sagde David og trådte frem. “Det er en belejring.”

“En belejring?” spurgte Abraham hånligt, nu han var ved at få overblik over situationen. De fleste vinduer var blevet smadret, og det lod ikke til, at der skete mere udenfor. “Hvad skal det sige?”

“Ja, det ved jeg ikke. Men prøv at spørg dine gnom-venner,” sagde David og gestikulerede imod Nikomedes og Balbina, der stod ved vinduerne og kiggede ud. Irriteret vendte Abraham sig om.

“Hvad sker der?”

Nikomedes var den første, der langsomt vendte sig om. “Det er ikke godt, det her. Der står en hel flok derude. De er ophidsede.”

“Til helvede med dem!” skreg Abraham. “Jeg vil have spøgelserne!”

Nu kunne de tydeligt høre råbene nede fra gaden, ingen enkelte ord, blot stemningen, vreden, blodtørsten i den retfærdige julefryd. “Det ser ud til, at det må blive en anden gang,” sagde David med et smil.

“Ved du, hvad jeg havde planlagt for den fireogtyvende?” gav Abraham igen med en ildevarslende tone i stemmen. “Jeres anden død. Endnu mere grusom end den første. Og I kunne have fået en dag mere, hvis I bare have opført jer ordentligt, men nu går den kraftedeme ikke længere.” Han trak øksen, og David gennede spøgelserne tilbage ind på kontoret, mens han selv råbte højt, “så er det nu!”

Han stod på dørtærsklen og så den første stige blive slået mod muren udenfor, det første menneske dukke op og vidste, at nu havde nisserne mere end nok at tænke på, og han lukkede og låste døren efter at have trukket sig i sikkerhed på kontoret - han måtte beskytte sine fæller.