Det har været et helvedes år, men det vil jeg overhovedet ikke snakke om. Nu sidder jeg bare her sammen med min syvårige datter og kigger på juletræet, jeg var ude at skaffe i dag.
Vi har altid fejret jul hjemme hos os selv, en lille familie, så lille som den kan være, far mor og børn. I år er den så en lille smule mindre, men det vil jeg heller ikke tænke på. Det var en kamp at finde det juletræ og slæbe det hjem, men jeg ville ikke have, at vi skulle fejre jul uden et juletræ.
”Skal vi tænde lysene?” spørger Emilie, og jeg smiler, nikker og rejser mig fra sofaen. Der er gået så lang tid i denne nye verden. Vi har lært at klare os sådan nogenlunde. Vi er ikke længere i livsfare. Vi sulter ikke. Jeg sørgede for at barrikadere døren for længe siden, hamre brædder for vinduerne. Jeg holder lav profil hver gang jeg går udenfor, og undgår det i øvrigt så meget som muligt.
Det sneede i dag. Det var en underlig fornemmelse at være ude i det. Jeg ville gerne have taget Emilie ud, ville have gjort det, hvis ikke de også var omkring. Jeg havde min økse med, selvfølgelig, men jeg brugte den ikke til andet end at fælde træet. Det er jul, jeg har ikke lyst til at slå kranier ind eller hugge hoveder af, jeg har bare lyst til at være glad. Jeg er egentlig også i helt godt humør. Emilie havde fundet en kasse med julepynt og nisser og hjerter og den slags, da jeg kom hjem. En kasse jeg ikke anede eksisterede. Vi pyntede træet sammen.
”Du behøver ikke gå ud efter et træ,” sagde hun og tog mig i hånden. Det var i morges. Det er i dag den fireogtyvende december.
”Skal vi ikke have et juletræ?” spurgte jeg.
Hun stod og rokkede frem og tilbage, og jeg ville gerne have kunnet se ind i hendes hoved, høre hvad hun tænkte. Hun pressede læberne sammen og så usikkert op på mig. ”Det er jo farligt derude, er det ikke? Går de ikke rundt?”
”Jeg skal nok passe på, det ved du. Jeg er forsigtig. Desuden er det også koldt udenfor, de har ikke så let ved at komme omkring.” Det var rigtigt nok. Kulden forhindrer dem i at bevæge sig særlig meget. Faktisk så jeg en af dem i dag, som var helt frosset ind i is. Temperaturen går hele tiden op og ned, vandet fryser og det tør, det samme gør de. Jeg tænker, at det må tære godt på deres muskler, og det kan heller ikke være godt for hjernen. Jeg nærer et lille håb om, at vi måske kan overleve vinteren, at de ikke vil gøre det samme. Måske kan vi så starte på ny.
Jeg sagde ”vi ses lige om lidt,” til Emilie og så gik jeg udenfor. Der var ikke så mange, og jeg kunne sagtens undgå dem ved at holde et raskt tempo ud til skoven. På trods af alt hvad der er sket, er det stadig en smuk verden, vi lever i. Der var frostkrystaller på de mindste kviste, og de glimtede i solen. Jeg kunne se min egen ånde. Jeg passerede det frosne tidligere menneske, gik langs skovstien og det lykkedes mig rent faktisk at nyde naturen uden forstyrrelser eller frygt for min egen sikkerhed. Jeg fandt et godt træ og gav mig til at hugge det ned. Jeg blev ikke forstyrret. Jeg tænkte, at den verden vi lever i nu egentlig ikke er så slem. Det værste er overstået.
Jeg blev overrasket, da træet faldt. Ikke fordi det faldt, eller fordi sneen puffede op, eller vinden rystede i grenene over mig, men fordi jeg på en eller anden måde ikke havde hørt de tre zombier, der nu stod bag mig. De rystede ikke af kulde, og deres led var heller ikke stive eller frosne. De måtte have fundet ly for kulden i en af de nærliggende gårde. Mon de var blevet tiltrukket af min træfældning? Mon sneen havde dæmpet deres skridt og skjult dem for mine ører?
Jeg kiggede ned på øksen i min hånd og tænkte et øjeblik på at svinge den, men jeg følte mig lige i så godt humør. I julestemning. Det er altså efterhånden sjældent at jeg har det på den måde. Jeg stak øksen tilbage i bæltet, tog i stedet fat i juletræets stamme og løb væk fra de stønnende væsener så hurtigt jeg kunne. Denne gang nød jeg ikke den smukke, snedækkede skov, jeg koncentrerede mig bare om at løbe. Så stor en trussel udgjorde de tre enlige zombier heller ikke, jeg kunne sagtens løbe fra dem, selv med træet på slæb. Det gjorde jeg også, men jeg var fuldstændig uden åndedræt, da jeg nåede hjem og bankede på døren. Emilie lukkede mig ind. Jeg kiggede mig over skulderen, men der var ingen der havde nået at følge efter mig.
Nu står vi så her og har tændt julelysene. Det er mørkt udenfor. Jeg tænker på, om zombierne mon ved, at det er jul nu. Sikkert ikke. Jeg holder min datter i hånden og vi går rundt om juletræet ganske langsomt og i stilhed. Stearinlysene der vajer forsigtigt på grannens grene er det eneste, der lyser op for os, og jeg tænker på alt hvad der er gået forud for dette øjeblik. Alle de døde mennesker.
Jeg holder op med at tænke. Jeg smiler, for jeg vil gerne nyde dette ene øjeblik i fred. Jeg kigger ned på Emilie. Det sner udenfor. Små fnug sætter sig fast på vinduerne. Vi har det varmt og dejligt herinde i mørket. Alene, men det gør ingenting.
Vi kan godt fejre jul, selvom verden ikke er, som den plejer at være.
