Viser opslag med etiketten novellekonkurrence. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten novellekonkurrence. Vis alle opslag

lørdag den 6. februar 2016

Novelle-ideer og en tilståelse

Først ideerne.
Gårsdagens Skrivefidus tager udgangspunkt i en novellekonkurrence, som Odense Bibliotek kører for øjeblikket med en snarlig deadline. Jeg har endnu ikke produceret noget færdigt med den, men temaet - "Bogen" - inspirerede mig alligevel til at skrive ti forskellige åbningssætninger til en novelle. Ingen af dem er længere end den sætning, og jeg har ikke lagt mig fast på nogen endnu. Måske vælger jeg ingen af dem. Men her er de:

Og selv om du ikke deltager i konkurrencen, kan du betragte dem som små skriveøvelser, bidder af inspiration, der måske kan kickstarte en lille skriveproces.

Og så til tilståelsen: Jeg har ikke rigtig skrevet i den seneste uge. I stedet har jeg haft travlt med at redigere mit kandidatspeciale, redigere en af mine egne romaner, samt redigere et fantasy-manuskript af en anden forfatter for forlaget DreamLitt. Men skal vi tælle med, hvor mange af mine egne ord jeg har slettet undervejs i mit eget manuskript, kunne vi nå godt op et respektabelt tal.

Så en foreløbig status, der ikke har rykket sig så meget siden sidst: 37.347 ord

torsdag den 31. december 2015

Status på 2015

Så er vi nået til vejs ende i endnu et kalenderår, og jeg tænkte at benytte lejligheden til at tage et lille vu over alt, hvad jeg har lavet som forfatter i de sidste tolv måneder.

Så uden yderligere introduktion kommer her mit skriveår i genrer og tal:

Digte/slams/lyriske tekster
12 færdige (og sikkert nogle, jeg har glemt). Ca. 5.000 ord

Flash fiction
4 færdige, horror. Ca. 3.000 ord.

Noveller:
19 færdige, diverse genrer, Ca. 60.000 ord

Romaner:
1 færdig, horror. Ca. 50.000 ord
1 redigeret/gennemskrevet

Selv har jeg lidt større forhåbninger for 2016 - i forhold til hvor meget tid jeg synes jeg har haft til at skrive, kunne jeg godt have skrevet mere. Det kan man selvfølgelig altid sige, men jeg håber og tror på, at jeg kan blive mere struktureret omkring skriveriet næste år.
Men jeg har naturligvis også lavet andet end at skrive. Jeg har lanceret youtubekanalen SKRIVEFIDUSEN hvor jeg har produceret 13 videoer med gode råd til spirende forfattere.
Jeg har ikke været med i nogen novelleantologier i år (det er vist første gang i mange år), men jeg vender stærkt tilbage næste år, da jeg har fået en novelle antaget til en kommende samling fra det nye forlag Silhuet.
Jeg har igen været med i en teaterproduktion med det Skrå Teater og Teater Momentum som spoken word-kunstner, forestillingen "På skråplan"
Og ikke mindst har jeg været ude at optræde en hel masse med Virga, mit musikalske spoken word-projekt. Vi har optrådt hele to gange i Odense Koncerthus, haft en egen koncert i Uteater Odense, samt spillet masser af andre små steder og gået i studiet for at optage tre numre. Det vil jeg gerne fortsætte med!

Det var alt for denne gang og dette år, jeg håber, du vil følge med til næste år også

lørdag den 16. juni 2012

Juni-nyt


Dette bliver endnu en skriveopdatering, primært om noveller.

To store nyheder: Jeg har fået to noveller antaget til to antologier, Kandors Dansk Fantasy 2012, samt, for tredje gang nu, Science Fiction Cirklens årlige samling af nye, danske sci-fi noveller, Lige under Overfladen 6.

Min fantasynovelle, der bliver min første rigtige udgivelse i den genre, har titlen Sidste Konda, og en en moderne sampling af en gammel kinesisk overnaturlig fortælling fra sekstenhundredetallet. Den originale historie, The Painted Skin fortæller om en ung og fejlbarlig mand, som lader sig forføre af en dæmon i menneskeklæder, og hans kones forsøg på at redde ham fra den sikre død. Og min novelle? Ja, vi bliver opdateret til 2012 og får fortalt den samme historie, men under dystre omstændigheder. Jeg skrev, at det er min første udgivne fantasynovelle, men egentlig er den lige så meget horror, som den er fantasy. Så helt på fremmed grund er jeg ikke.
Trivia: Novellen blev skrevet på én dag – dagen for deadline.

Sci-fi novellen hedder Atomvinter og er en lidt sær størrelse. Strukturelt modellerede jeg den efter Inger Christensens sonnetkrans Sommerfugledalen. En sonnetkrans er en serie af femten fjortenlinjede sonetter, hvor hver enkelt har den forriges slutlinje som begyndelse, og hvor den sidste består af alle de forrige fjortens begyndelseslinjer. Hvordan det fungerer i en novelle må man jo så bedømme, når man læser den. I hvert fald var det lidt af et puslespil. Indholdsmæssigt befinder vi os i en bunker efter en altudslettende atomkrig, og vi følger gruppens langsomme forfald og stigende konflikter. Sprogligt er det nok noget af det mest poetiske, jeg har kreeret, og det var en ganske interessant oplevelse at fortælle den historie og samtidig have et enormt fokus på de enkelte sætningers mening og symbolske indhold. Nikolaj Johansen er ingen digter, men dette er nok så tæt, som jeg kommer.
Trivia: Novellen blev skrevet på mange dage og i mange bidder. Titlen går (som det eneste) helt tilbage til 2010. 

Jeg har naturligvis også fået skrevet en vampyrnovelle til Kandors kommende antologi, Hjertet. Den blev ganske vellykket, men konkurrencen var også temmelig populær blandt Danmarks nye og etablerede genreforfattere, så nu må vi jo se, hvordan det kommer til at gå. 

Ikke en novelle-opdatering: Skygger fra Oktoberland er efterhånden gået ind i sin sidste fase (i forhold til redaktion), og det endelige manuskript er sendt af sted til forlaget efter endnu en omgang redigering. Nu håber jeg at kunne koncentrere mig lidt mere om den roman, som startede i november og som jeg stadig er i gang med at skrive. Moderskib, er titlen. I dette indlæg fra starten af december vurderede jeg, at den ville ende med at blive 120-150.000 ord, før jeg nåede slutningen. Jeg er nu nået op over de 150.000, og slutningen kommer nok først om en tyve tusind ord eller så.

Og så til sidst: Hvis du læser det her, har du med garanti også brug for at følge med i min anden blog, Research fra Oktoberland, som følger researchprocessen for min roman Skygger fra Oktoberland. Den bliver opdateret meget tiere end denne, kan jeg love. Og er nok egentlig også mere spændende.

torsdag den 12. januar 2012

Vampyrer!

Som horrorforfatter er der vel en række emner, men simpelthen bare bør have skrevet om. Af en eller anden mystisk grund har jeg aldrig skrevet en vampyrhistorie. Varulve og spøgelser, ja (for længe siden), hekse, ja; mordere og voldtægtsmænd og uhyggelige småbørn; dæmoner, kæmperotter, monstre, zombier, robotter, pirater og aliens, alt sammen.
Maleriet "The Vampire" fra 1897, samme
år som Bram Stokers Dracula udkom

Men det kan der så rettes op på nu, for mig og alle andre, der kunne have lyst til at skrive en spændende, uhyggelig, bloddryppende novelle om vampyrer. Forlaget Kandor udskriver nemlig en ny novellekonkurrence med dette tema, specifikt for at tilbageerobre vampyren fra Twilight-domænet og den sentimental-romantiske tendens, vi har set i de sidste par år.

http://kandor.dk/?page_id=863

Som et af de specifikke krav: "Vampyren skal være et gruopvækkende monster fra mareridtets mørkeste afkrog." Se, det er noget, vi bryder os om! Deadline er d. 31. maj, og jeg er ganske tilfreds med at have et par måneder til at komme på noget. Særligt, fordi jeg stadig skriver på min roman fra NaNoWriMo, der nu er oppe på 115.000 ord og stadig bliver længere. Den roman skal jeg nok også skrive mere om, men først når jeg har sat det sidste punktum - hvornår det så end bliver ...

Her til sidst kommer jeg faktisk i tanke om, at det er løgn alt sammen. Jeg har skrevet en novelle med en vampyr i persongalleriet, men det var humor og ikke horror, så det tæller ikke. Den hedder Nocturnal og kan læses her på fyldepennen: http://www.fyldepennen.dk/tekster/43265/nocturnal

torsdag den 22. september 2011

Nyt fra redigeringsrummet

Der har været stille her på bloggen i længere tid end normalt, men jeg har også haft mere end normalt at foretage mig.
Dels har studierne igen møvet sig vej ind i min kalender, og dels, måske mere betydningsfuldt, har jeg haft gang i et ambitiøst romanredigeringsprojekt. Det handler ikke om Transformationsmaskinen, det steampunk-eventyr, jeg beskrev i sidste post, men en dark fantasy/horror-roman fra sidste år, som nu for alvor er kommet under kniven.
Hidtil har min redigeringsproces ikke været særlig gennemgående. Stavefejl, grammatik, naturligvis. Den enkelte spøjse, sproglige formulering. Måske endda tilføjelse og sletning af hele afsnit, men så heller ikke meget mere. Men nu måtte der altså ske noget!
 Flere karakterer har fået mere dybde, mere scenetid, løse ender er blevet bundet sammen og forklaret, en forvirrende slutning er blevet knap så forvirrende og jeg har kigget dybt i historiebøger, statistikker og på hjemmesider til research og realisme. Alt dette har været ekstra skrivning (og en smule redigering af det allerede skrevne), og jeg skal først nu til at læse det hele igennem og se, om de mange tilføjelser giver mening og hvis ikke, så finde en måde at få dem til at give mening. Blive sammenhængende.

Oven i det har jeg også skulle tænke på diverse novellekonkurrencer, dels sci-fi-julekonkurrencen og dels en kort novelle til universitetsbladet med fuldstændigt frit emne. Det syntes jeg var en smule overvældende, da jeg først læste det, men det gav mig mulighed for at skrive og gøre færdig en historie, som jeg har haft i hovedet i lang tid og på papiret i forskellige variationer. Det var en god undskyldning/motivation til at få den skrevet - om den er blevet noget ved, får jeg så at se senere.

Og til sidst vil jeg præsentere noget lidt andet og noget som burde have dukket op her på bloggen langt tidligere. Movie Maker og Youtube gav mig problemer sidst jeg prøvede, men denne gang gik det bedre. I sommerferien hyggede jeg mig blandt andet med at læse en masse Lovecraft (som de kvikke måske bemærkede) og såmænd også med at oversætte et par af hans noveller. Og mon ikke jeg så også skulle prøve at indtale en af dem? Jo, det tror jeg nok, og det blev Randolph Carters Erklæring, originalt skrevet og udgivet i 1919. Enjoy!

tirsdag den 22. februar 2011

Den Danske Science Fiction Novelle VI

I sidste uge fik jeg besked om, at min novelle "Turing" ikke blot var blevet valgt til udgivelse i Knud Larns uregelmæssige science fiction fanzine, men at jeg også havde vundet konkurrencen i kategorien 17-20 år. En dejlig overraskelse, da jeg indsendte novellen helt tilbage i 2009. Temaet var "Danskerne og robotterne," og jeg endte med at skrive et sammensurium af forskellige oplevelser og indtryk fra en fremtidig verden, hvor menneskelignende robotter udgør det nye etniske mindretal, og en kombination af teknologiforskrækkelse og fremmedhad giver dem svære, men ikke umulige kår i integrationsprocessen. Jeg har ikke for vane at skrive politisk motiverede noveller, og det er "Turing" som sådan heller ikke. Der kan unægteligt udledes forskellige budskaber fra den, og jeg har da også trukket inspiration fra såvel 2. Verdenskrig, som den evigt aktuelle indvandrerdebat (og klassiske robotapokalypse-elementer), så jeg kan nok ikke sige mig fuldstændigt fri fra det.

I dag modtog jeg så bladet med posten og for fuldstændig skamløst at promovere mig selv, vil jeg citere fra det redaktionelle forord:
Og så er der den meget overraskende og overbevisende debut fra den kun 19-årige (i 2009) Nikolaj Johansen, der med novellen "Turing" udfordrer både den lineære historiefortælling, læserens sympatisans, vores danske forhold til "det fremmede" - og slipper af sted med det! Det er ikke mange voksne forfattere der kan skrive så fint politisk allegorisk og stadig lade fortællingen klart overskygge budskabet. Jeg glæder mig meget til at læse mere fra denne pen i de kommende år
Varmende ord, og de modtages med glæde!
Bladet kan bestilles fra denne hjemmeside: http://www.sciencefiction.webbyen.dk/ og indeholder udover min egen, noveller af Morten Carlsen, Manfred Christensen, Lise Andreasen, Flemming Rasch, Bjarke Schjødt-Larsen, og vinderen af den lidt bredere alderskategori 21+ A. Silvestri.

På siden er der også er mere information om novellekonkurrencen for 2011, der har temaet Fremtidens Superskurke, som altid med et dansk islæt. Noveller kan indsendes indtil udgangen af dette år, så der er god tid til at gå i tænkeboksen, hvilket jeg selvfølgelig også selv har tænkt mig at gøre.

mandag den 24. januar 2011

Skriveopdatering

Så tager jeg mig lige lidt sammen for at skrive, hvad jeg går og arbejder på i øjeblikket.
I de sidste to uger har jeg arbejdet seriøst med min zombieroman, endnu uden rigtig titel, men til gengæld er den nu gennemskrevet og redigeret og lige knap 60.000 ord lang. Denne omgang redigering/omskrivning har været den mest "alvorlige" jeg nogensinde har foretaget mig, i og med at jeg har skrevet langt mere til og også ændret i det allerede skrevne mere end jeg plejer. Jeg tror, det er et godt tegn, i hvert fald er der styr på historien og den fungerer godt.
Og med den ude af verden, må jeg så kaste mig over noget andet: En horrornovelle, som nok bliver noget anderledes fra hvad jeg normalt skriver. Indtil videre har jeg ikke skrevet mere end knap halvanden side og undersøgt en masse om indisk folklore og mytologi, men grundstenene er lagt til noget mystisk, farligt, muligvis actionfyldt og forhåbentlig skræmmende. Jeg planlægger at sende novellen ind til Kandors kommende horrorantologi (http://kandor.dk/?page_id=260). Jeg ville egentlig også have skrevet en fantasynovelle til samme forlags antologi Ny Dansk Fantasy, men det fik jeg aldrig nået. Ren dovenskab, men det skal det være slut med nu.
Science Fiction Cirklen indkalder selvfølgelig også til deres årlige antologi, Lige Under Overfladen, og her har jeg også en novelle på tegnebrættet. De første 1300 ord er skrevet og resten er også planlagt, så den skal jeg nok også få skrevet et tidspunkt før deadline d. 1. marts.

Andet jeg tænker på, men ikke har fået noget ned på papiret til endnu, er horrornoveller til Dystre Danmark 2 og HPLMythos-seriens tredje samling. Jeg har ikke haft lejlighed til at læse nogle af de tidligere udgivelser, men hvis ikke jeg får alt for travlt på studiet, skal det nok blive til noget. Link til de interesserede: http://www.hplmythos.dk/submissions_dk.htm

I den realistiske genre, skal jeg have lagt sidste hånd på en novelle til det splinternye novellemagasin Ovids Oval. Første nummer er så vidt jeg ved, sat til d. 1. marts. Det skal jeg nok skrive mere om på et andet tidspunkt.

søndag den 28. februar 2010

Novellekonkurrencer en masse

Da jeg netop sendte to science fiction noveller ind til en konkurrence, fik jeg lejlighed til at undersøge nettet for flere af den slags muligheder, og der synes lige nu at være en hel del novellekonkurrencer, der lyder ret interessante.

Byens Forlags konkurrence går ud på at skrive en novelle om et terrorangreb på København anno 2010. Handlingen er der ingen krav til og heller ikke stilen, den kan være actionfyldt, romantisk, trist eller lykkelig, så længe kvaliteten bare er i orden. Man kunne skrive om terroristernes overvejelser og udførelse, om efterretningstjenestens opklaring, brandmændendes redningsarbejde, almindelige menneskers reaktioner, hvad som helst. Deadline er den 1. juni, 2010 og der er betaling (5000, 3000, 1000 kr.) til de tre bedste og et større udvalg vil blive udgivet i en antologi. Detaljer her: http://www.byensforlag.dk/

Forlaget Ny Science Fiction modtager fantasynoveller til en antologi og fantasy skal her (heldigvis, kunne jeg sige) fortolkes i den bredeste forstand, hvilket vil sige at både urban fantasy, science fantasy, new weird og magisk realisme også godtages. Deadline er 1. september 2010, flere detaljer her: http://www.nysciencefiction.dk/fantasy.htm

Foreningen for de fantastiske genrer, Fantastik afholder nu også deres årlige novellekonkurrence. Udover at den selvfølgelig skal tilhøre en af de fantastiske/spekulative genrer skal der også indgå et usædvanligt væsen. 2010 er jo biodiversitetsår, ved du nok! Deadline er 1. juni 2010 og her er siden: http://www.fantastik.dk/index.shtml

Det var forhåbentlig en smule god inspiration til at komme i gang med at skrive. Jeg skal i hvert fald helt sikkert skrive et par af disse noveller, når jeg er blevet færdig med min nuværende roadnovel (som i road-movie), om et par tusinde ord.