Da jeg skrev min novelle til Tellerups gyserkonkurrence, gik der noget op for mig. Rigtig mange historier i gyser/horrorgenren bigger på elementer uden for den virkelige verden. Det kan være overnaturlige fænomener eller væsener, spøgelser, dæmoner, vampyrer, monstre, magiske eller sataniske ritualer, personer med paranormale kræfter, som for eksempel telekinese eller telepati.
Selv når de uhyggelige fortællinger er baseret på vores egen verden er de uhyggelige elementer altid noget fremmed, morderne lider altid af en form for sindslidelse, der gør dem til psykopatiske, motorsavssvingende kolbøtter
Det gyselige er altid noget fremmed. Noget ukendt.
Jeg er den første til at erkende tiltrækningen ved det, man ikke kender til. Det er som en morbid fascination, noget der skræmmer og interesserer på samme tid. Det er også derfor mørket er så skræmmende for så mange, og så hyppigt et virkemiddel i gysere. Mennesket har altid haft en utæmmelig frygt for de ukendte sider af livet. Deraf, frygten for mørket. Mørket har potentialet til at gemme alle de rædsler, vi frygter mere end alt andet. Mørket kan gemme på mystiske mordere, krablende kryb, eller levende lig. Intet er umuligt, for vi kan ikke se hvad mørket gemmer, før vi lyser det op, og dermed dræber vores frygt. Vi frygter ikke et sted, vi frygter hvad stedet gemmer, og således frygter vi heller ikke mørket men hvad der findes deri.
Når vi træder ind i mørket træder vi ind i det ukendte. Hinsides mørket kan der findes hvad som helst. Hvis man træder ind i mørket ved man ikke om man træder ind i en brændende nedgang til helvede og alle dets pinsler, eller om man blot går ud i den lejlighedsopgang man har været i så mange gange før. Et enkelt skridt er nok til at ændre alt, et enkelt skridt og man kan være dømt til evige pinsler i en flammende smertefuld evighed, et enkelt skridt og man gør sig selv sårbar over for alverdens farer. Et enkelt skridt kan ændre alt.
Lad os nu forlade mørket, og i stedet koncentrere os om de ”virkelige” sider af gysere. For ønsker
vi i virkeligheden at blive skræmte, når vi læser gysere? Meget få af de elementer, der skaber gyset, findes jo netop ikke i vores verden, enten fysisk (som vampyrer) eller fordi vi ikke har oplevet dem tæt på (som psykopatiske mordere, som er sjældne, men findes). Det betyder, at vi på ethvert tidspunkt kan lægge bogen fra os og minde os selv om, at det bare er fantasi. Det samme kan vi ikke gøre, når gyset kommer fra velkendte elementer. Skræmmende oplevelser fra hverdagen (måske ikke en personlig hverdag, men ikke desto mindre en hverdag for nogen og en hverdag, der bliver vist i medierne dagligt) – voldtægt, familiemedlemmers død, at være alene hjemme, at blive overfaldet i hjemmet.
Men hvorfor er disse emner så sjældne i gysere? Bliver det måske en smule for ubehageligt, går en smule for tæt på virkeligheden. Er det bare fordi alle historier grundlæggende er virkelighedsflugt, fordi vi, når vi læser bøger, ikke ønsker at blive konfronteret med virkeligheden?
Det kunne være et svar, men den virkelig skræmmende oplevelse må da netop findes i det genkendelige, ikke i barnlige fantasier om det overnaturlige, som ethvert fornuftigt sind kan afvise med et skulderkast.
Kombinationen af den virkelige verden, og det ukendte.
