Spoken Word Festival og optrædender

Tiden går med spændende projekter. I den forgange uge har jeg optrådt to gange med Virga, min spoken word/drejelire-duo. Først gang var en koncert i fuld længde nede på et lille sted i Odense ved navn U-teater. Vi havde arbejdet meget frem imod den koncert med at skrive, komponere og øve nye numre, og det var første gang vi spillede flere af de nye stykker. Dejligt at have scenen for sig selv, men  det var nu også dejligt i går, da vi med Virga var med til den store galla-åbning af HC Andersen Festivals. Det gik for sig i Odense Koncerthus, hvor Lasse Rimmer var vært, og de øvrige optrædende talte folk som Søs Fenger, Thomas Eje, Outlandish, den Kongelige Balletskole og Odense Symfoniorkester. På en eller anden måde havde vi fået lov til at få fem minutter i spotlyset foran den udsolgte sal på 1100 mennesker, et samlet byråd og diverse kulturpersonligheder. Hvornår jeg nogensinde får lov at tale til så mange igen i et så stort opsat show, det kan jeg virkelig ikke forestille mig.

Symfoniorkesteret var desværre for trætte til at bakke os op musikalsk ...

Her til eftermiddag, d. 17. august, optræder vi så i mindre rammer til åbningen af Spoken Word Festival. Derudover har jeg følgende planer i løbet af ugen:

• Onsdag d. 19: Poetry slam på Slagteriet
• Torsdag eftermiddag: Opæsning til et debatarrangement om bådflygtninge på Teater Momentum: 
• Torsdag aften/nat: Oplæsning med DJ til en gyseraften arrangeret af Harksen Productions, som har udgivet to af mine uhyggelige noveller.

Derudover skal jeg prøve at få presset så mange andre kulturelle arrangementer ind i skemaet som jeg har tid og overskud til. Med både HCA og Spoken Word festival i Odense i denne uge, så er det nu, det sker!

Je suis Charlie

En ny dag gryer

og vi tager pennen op

og dypper den i faldne kammeraters blod

og går fremtiden i møde med oprejst pande.

For vi skal aldrig holde os tilbage af frygt,

og vi skal aldrig fare frem i vrede og uden omtanke

vi skal aldrig provokere for at provokere som femårige, der rækker tunge af hinanden.

Vi skal ikke være bange

ikke i vores hverdag

og ikke her på scenen og på scener i hele verden

scener som er aviser og museer og teatre

og man kan godt være kompromisløs uden at være hadefuld

og man kan godt lave kunst uden at gå til stregen

og man kan godt lave kunst og gå langt over stregen

man kan lave kunst og blive slået ihjel for det.

Endnu.

Og man kan lave kunst lige så vel som man kan slå ihjel

og man kan føre politik lige så vel som man kan bombe et land

og man kan tegne en tegning lige så vel som man kan hade et menneske

og man kan være nysgerrig lige så vel som man kan foregive at være blind

og man kan udforske og undersøge og forsøge at forstå lige så vel som man kan pege fingre og række tunge

Kærligheden er stærkere end hadet,

det gælder mellem religioner og mellem mennesker.

Jeg har set så meget kærlighed de sidste to dage

Mere end to tilfældige galninge kan have oplevet i et helt liv

De har vækket hele verden

med deres galskab

og mindet os om noget vigtigt:

At pennen er stærkere end sværdet

at sammenhold er stærkere end splittelse

at kærligheden er stærkere end hadet.

Det glemmer vi ikke.

De var tegnere og journalister og komikere, og de døde ikke på grund af hadefuld tale, men på grund af kritik af

magt

politik

ideologi

ideer.

Hvornår er ideer blevet dødelige?

Jeg dræber ikke for ideer,

jeg skriver digte i stedet.

Je suis Charlie

og det kan så nemt opfattes forkert.

Hvis ytringsfrihedens frontlinier er der, hvor man rækker tunger og peger fingre og kaster papirfly der bruger tegninger som bomber

så er det ikke der, jeg står

Men hvis det er der, hvor man taler ærligt og rækker hånden ud og uden frygt griber ind i ens hjertes nødvendighed

så er det der, jeg står.

Je suis Charlie.

Og mit navn er Nikolaj.

Udgivelser, litteraturfestival og poetry slam

Ting nummer et: Ambrose Bierce! I forbindelse med Skygger fra Oktoberland har jeg oversat tre korte historier af denne fantastiske amerikanske forfatter, som alle omhandler mystiske forsvindinger. De er blevet udgivet på Forlaget Replikant og kan læses her, sammen med en introduktion til hele researchprojektet: http://replikant.dk/mystiske-forsvindinger/

Ting nummer to: Fremmed Stjerne, Science Fiction Cirklens nyeste antologi med danske sci fi-noveller, er lige udkommet. Den indeholder som sædvanlig bidrag fra nogle af de kendte forfattere inden for de fantastiske genrer, men også adskillige nye navne. Særdeles spændende, og du kan selvfølgelig bestille den hos din lokale boghandler.

Ting nummer tre: Poetry Slam. Nu vover jeg mig ud på fremmed territorium, for på torsdag, d. 30. august går jeg sammen med en håndfuld andre poeter på scenen i Odenses Teater Momentum. Jeg har set flere slammere flere gange, og nu har jeg så endelig besluttet, at det skal være. Kom og se, hvordan jeg klarer mig kl. 20.30. http://www.psfyn.dk/2012/07/efterarsprogrammet-2012/

Ting nummer tre og en halv: Det er jo ikke exactly et poetry slam, men jeg har indspillet endnu en folkevise. Denne gang banker jeg også på en whiskyflaske i noget, der ligner takt. http://www.youtube.com/watch?v=0jgJmBZULpo&feature=g-upl På samme Youtubekanal kan man også finde et klaverstykke fra Silent Hill-serien, som jeg lagde op for en uge siden.

Ting nummer fire: Louisiana Literature. Var til denne litteraturfestival i går, lørdag, hvilket var en oplevelse i sig selv, og også affødte nogle interessante diskussioner om forbindelsen mellem musik og litteratur/skrivning (forfatteren Henning Mankell ville gerne have været musiker, da han var lille. Musikeren Patti Smith ville gerne have været forfatter), om forskellen på digte og romaner (Nicole Krauss talte om det større forventningspres, der måtte være på en digter, fordi det virkelig skal være perfekt, i modsætning til en roman, hvor der er større frihed, større råderum. Et digt er som et lille rum, en roman som et helt hus.)

Ting nummer fem: Hvad laver jeg nu? Skriver Bachelor på litteraturvidenskab. Skriver horrornovelle til fremtidig udgivelse. Forsøger at blive færdig med min roman fra sidste år.  

Spoken Words

I disse dage er der blevet afholdt Spoken Word Festival i Odense, og selvom jeg kun nåede at overvære tre arrangementer, var der stadig en helt speciel oplevelse.

Poetry Slam oplevede jeg for første gang på Bogforum (som jo for øvrigt er i næste weekend), og det var en interessant smagsprøve på digteri og fiksfakserier med ord. Især fordi jeg så godt som aldrig læser moderne, dansk poesi - eller ældre, udenlandsk poesi for den skyld - og poetry slam er en dynamisk og involverende oplæsning, der både kræver en god digter og i særdeleshed en performer med liv i.

Onsdag aften optrådte Per Vers med fantastisk positiv hip hop og kreativ ordkunst, freestyle rap og generelt højt niveau. Hverken rap eller hip hop er egentlig meget langt fra min foretrukne musik, men Per Vers var simpelthen ikke til at modstå.

Torsdag skulle blive en smule mere laid back. Jeg var i Mimeteateret og hørte på historiefortællerne Mads Lund, Bent Hansen og Katrine Faber fremføre nykomponerede, magiske fortællinger. Mads Lund lagde ud med et moderne coming-of-age eventyr med næsten Carrie-inspireret pubertær kærlighed. En fin, omend noget barnlig og lettere ordinær historie, men fortalt med fagter og smil på læben. Bent Hansen tog herefter over med et mere seriøst kærlighedseventyr, hvis indhold jeg finder svært at referere, men hvis sprog og genkommende detaljer var ganske betagende. Alle fortællingerne, omkring tredive minutter i længde, blev naturligvis fremført fra hukommelsen og improvisationen uden papirer i hånden, og denne erfarne fortæller havde især styr på formuleringerne. Katrine Faber afsluttede aftenen med den mest eventyrlige, magiske fortælling, der var fyldt af både sang og xylofon, magiske forvandlinger, talende dyr, men på den gode og seriøse måde, hvis det giver mening. Det var medlevende, men rodede desværre også lidt for meget rundt i for mange forvirrende rammefortællinger, der gjorde fortællingen længere end den ideelt set burde have været. Det ændrer dog ikke på, at det var en aften i virkelig godt selskab og som også gav mig blod på tanden i forhold til den mundtlige fortælling.

Fredag var jeg desværre ude af byen og gik derfor glip af flere interessante arrangementer - men slap omvendt også fra en serie umulige, smertefulde valg, som festivalens yderst komprimerede program ville have gjort nødvendige.
Lørdag aften blev hele baduljen så afsluttet med stil. Gallaaftenen, der varede tre en halv time inkluderede musikalsk åbning og afslutning fra lokale hiphoppere Fler Farver, poetry slam fra de prisvindende Piip Poetry, der både var tanke- og lattervækkende. Herudover leverede ireren Niall de Burca som bestemt var interessante og velfortalte, men også en smule for pjattede mimik- og gestikmæssigt for min smag. Aftenens højdepunkt var uden tvivl de to canadiere Ian Keteku - tidligere verdensmester i poetry slam - og Brad Morden. Det var elektronisk og ukulelemusik til dramatisk digtning, sang poetry slam og rap, der flød sammen næsten grænseløst. Her var der i den grad styr på formuleringer, rim og rytme og dobbelte betydninger. Helt klart nogle af de fineste repræsentanter for den alsidighed, som begrebet spoken words dækker over!

 

Ian Keteku: Dear Justice

Læste Roosevelt også Lovecraft?

”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Sådan skrev Howard Philips Lovecraft i sit essay ”Supernatural Horror in Literature” fra 1927, og i hans mange frygtindgydende noveller og historier skorter det ikke med eksempler på denne filosofi. Hovedpersoner bliver vanvittige i skræmmende antal, på grund af deres evindelige og destruktive nysgerrighed og interesse i de mange navnløse rædsler, der lurer i universets mørke dybder.

Alt dette er velkendt og blevet gentaget mange gange. Men hvem var klar over, at også USAs længst siddende præsident, Franklin Delano Roosevelt havde læst Lovecraft, da han holdt sin berømte åbningstale til nationen i 1933?

”First of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory.”

Inspirationen fra Lovecrafts terminologiske rædselskabinet er tydelig i Rossevelts første sætninger, men han bløder det naturligvis op med en uundgåelig optimisme, der skal berolige den trykkede og skræmte befolkning: det er muligt at sejre over ondskaben med en stærk leder og et stærkt folk. Vi må have håb for fremtiden:

”The money changers have fled from their high seats in the temple of our civilization. We may now restore that temple to the ancient truths.”

Se det lyder interessant! Vores civilisations tempels ældgamle sandheder skal genoprettes. Spørgsmålet er dog, hvad han mener med dette? Er det menneskehedens sandheder og civilisation, eller er det et meget ældre og mere frygtindgydende samfund, han hentyder til? Money changers er måske ikke andet end en kløgtig eufemisme...

”These dark days will be worth all they cost us if they teach us that our true destiny is not to be ministered unto but to minister to ourselves and to our fellow men.”

Aner man her et opgør med Lovecrafts kosmiske, pessimistiske kynisme? Roosevelt syntes igen at udtrykke den tro, at menneskeheden kan frigøre sig Cthulhus evige greb, frigøre sig fra jordens mørke fortid, hvor shoggoths løb frit. Han må naturligvis tage hensyn til sine uvidende vælgere, der desperat ønsker fremgang, men er han virkelig så naiv at tro, at det overhovedet gør nogen forskel, hvilken regering og hvilket samfund vi opbygger?

”Finally, in our progress toward a resumption of work we require two safeguards against a return of the evils of the old order.”

Det ser ud til at være tilfældet. Og hvilket middel anbefaler den nyligt valgte præsident så som det bedste middel til at undgå Cthulhus genkomst?

”Strict supervision of all banking and credits and investments; and provision for an adequate but sound currency.”

Det kan virke som et antiklimaks. Bankpakker? Er det virkelig alt?

Men det er det selvfølgelig ikke. Som allerede mere end antydet lurer der dybere og mere singulære grusomheder under al finanssnakken.

Men det kan jo også være, at indflydelsen er gået den anden vej, for Lovecraft var faktisk en af de mange amerikanere, der stemte på Roosevelt.

Er Cthulhu og de gamle guder i virkeligheden blot Lovecrafts kreative afbildning af USA's skrantende økonomiske situation? Repræsenterer R'lyehs rædsler (som første gang blev nævnt i Call of Cthulhu 1928, blot et år før krakket) rent faktisk kaosset på Wall Street, et ufatteligt system, som overvælder almindelige mennesker med sin kompleksitet og vidtrækkende betydning for deres dagligdag og deres usikre fremtid? Et monster, der truer med at opsluge dem?

Måske er det derfor Lovecraft vedbliver at være populær år efter år – verden bliver ved med at gå af helvede til. Jeg spår i hvert fald et helt nyt fortolkningsområde for Lovecraft-studerende i fremtiden...

Jonathan Lethem - Ensomhedens Fæstning

Ensomhedens Fæstning føles som en overflod af virkelighed. Den er en tabt eller oplevet eller husket eller fuldt ud levet barndom i Brooklyn op gennem 70’erne og 80’erne. Personligt kender jeg ikke nok til den periode til at genkende halvdelen af de musikalske og popkulturellere referencer, men universet bliver beskrevet så tydeligt og troværdigt, at det ingenting gør.

Den lille, store verden omkring Dean Street, de flygtige og varige ven- og bekendtskaber bliver smukt realiseret gennem det præcise, detaljerige og poetiske sprog, der gør Jonathan Lethems værk så mesterligt.

Som en tændstik flammer op i et mørklagt rum. To hvide piger i flonelnatkjoler på røde vinylrulleskøjter med hvide snørebånd forsøgte sig med cirkler på et revnet blåliggråt fortov klokken syv en juliaften. Pigerne hviskede vers, de var  hviskende vers, og det fine hår var som en let rødmende aftenhimmel og flød, som var det aldrig blevet klippet.

Sådan lyder romanens første sætninger, og de fortsætter lige så smukt. Oversættelsen af Søren K. Barsøe formidler for det meste stemningen rigtig godt, men det er en meget amerikansk bog i både sprog og effekt, hvilket kommer til at skinne igennem enkelte steder. Dette er selvfølgelig ikke til at undgå, og har man ikke mulighed for at læse den originale (hvilket altid bør foretrækkes, uanset oversættelsen) er den danske udgave helt solid i sin gengivelse.

Under læsningen kan man sidde og blive helt nostalgisk efter en fremmed verden i slumkvarterernes små gader fyldt med funky musiktoner, grafittifascination og dybe, racemæssige kløfter. Konflikter født af racemodsætninger er der rigeligt af, da hovedpersonen Dylan er det eneste hvide barn i gaden, og derfor må lære at begå sig som en outsider og evig whiteboy. Han finder dog også en ven i Mingus Rude, et venskab som er et af bogens primære omdrejningspunkter. Der bliver trukket på et dejligt karaktergalleri gennem hele romanen og personer, der går tabt gennem årene genoplives flere gange, så både deres og Dylans udvikling tydeliggøres.

Lethem har tidligere udgivet Motherless Brooklyn, som jeg ikke har læst, og senere Chronic City, som var min introduktion til New Yorker-forfatteren. De to bøger deler mange kvaliteter, det smukke sprog, storbyen, og de utallige større og mindre bidder populærkultur man får slynget i hovedet.

Ingen af bøgerne har et stringent, sammenhængende og spændingsmættet plot, men er fyldte med mere eller mindre tilfældige engangsbegivenheder, som dog ikke virker betydningsløse af den grund, også fordi de næsten alle har en indflydelse på livet på den ene eller den anden måde. Her bliver fortalt livshistorier over lang tid, i Ensomhedens Fæstnings tilfælde, omkring tredive år. En barndom, en opvækst, en usikker voksentilværelse plettet og influeret af de tidlige års oplevelser – et perfekt eksempel på en bog der tilbyder læseren et stykke af en fremmed virkelighed og en verden, man har lyst til at leve sig ind i, på trods af alle overfaldene fattigdommen og samfundskonflikterne. Alle bliver de æstetiseret af sproget i en sådan grad, der gør værket fuldstændig uundgåeligt.

"We save our lives in such unlikely ways"

Sidste år læste jeg ti fortællinger fra 1001 Nats Eventyr. Så læste jeg et digt af Neil Gaiman. Jeg tænkte over fortællingens væsen og betydning, for skaberen, tilhøreren og for mennesker.

1001 Nats Eventyr. Eventyr fra den arabiske verden, men fra mange forskellige kulturer, fra Tyrkiet, Iran, Indien, Egypten, syriske og persiske områder. Magiske fortællinger, jordbundne fortællinger, om konger og kejsere og skomagere og troldmænd, om prinser og slaver. Eventyr, eventyrlige, betydningsfulde, kritiske og morsomme og ren fortælleglæde. Lethed.

Sheherazade fortalte disse eventyr til sin nylige husbond, sultanen, af frygt for sit eget liv, af snedighed, for at narre ham, men vigtigere endnu, ud af fortælleglæde.

Historier hjælper os til at give livet mening og nogle gange redder de os også.

Sheherazade reddede sit eget liv til slut, men sultanens liv blev også reddet fra ondskab, han fik øjnene op for sin egen besættelse, fra sit eget ensidige, undertrykkende og blodige kvindesyn. Det kan siges, at Sheherazade fik ham til at se lyset, det kan også siges, at erkendelsen af hans egen ufatteligt rige, eventyrlige og opfindsomme kultur og historie, fik ham på bedre tanker. Eftertanke og fornuft, tid og mulighed for at opleve et andet menneskes perspektiv, en verden uden for det forgylde sultanpalads, en verden i rendestenen, i ørkenen og på de syv have, en verden mellem fabeldyrs kæber, troldmænds fejder og håndværkeres sveddråber.

Mennesker har tradition for at fortælle historier. Lejrbål og myter giver mening til tilværelsen, sammenhæng, selvom de måske er opdigtede. Vi knytter os så stærkt til fortællinger der giver os en samlet identitet, en mulighed for forståelse. Trøst og identifikation. Efterligning af verden, efterligning af kunsten og fiktionen, klangbund.

De 1001 eventyr var en del af Sheherazade, de var hendes barndom, person, historie, kultur, hendes familie, identitet, livssyn, de var hendes fantasi og hendes redning – i sidste ende var de hendes liv. Hvorfor gav det et ekko hos sultanen? Fordi de delte en arabisk kultur, ja, men bredere fordi de begge var Mennesker.

Mennesker fortæller, skaber verdener der vækker genklang i vores følelser. Verdenssyn.

Sheherazade var et menneske, og hun var snedig, hun vidste, hvordan hun holdt sultanens opmærksomhed fanget, hun vidste at under hans blodtørst var der noget at prikket til. En nysgerrighed og en barnlig, eller måske almenmenneskelig lyst til at høre endnu en godnathistorie, til at få slutningen med. Det greb kan måske kaldes håndværksmæssig snedighed i fortællekunsten, men sjælen i eventyrene var ægte og betydningsfulde, fortalt fra hjertet af ikke blot et menneske, men en kultur.

She does not know where any tale waits

Before it’s told. (No more do I.)

But forty thieves sounds good, so forty

thieves it is. She prays she’s bought another clutch of days

We save our lives in such unlikely ways

- Neil Gaiman, Inventing Aladdin