Året der gik, og året der kommer

Så er 2016 overstået, og vi skriver 2017 - et år som med garanti vil byde på mange spændende oplevelser og projekter for mit vedkommende. Men før vi kigger frem, så lad os da lige tage et kig tilbage - der er nemlig også sket rigtig meget i mit liv i 2016.

Skrivningen

I 2016 fik jeg skrevet to romaner. Først cyberpunk-noir-værket Syndfloden og Storbyen, der blev udtænkt, skrevet og redigeret på to måneder hen over foråret, en proces som jeg dokumenterede uge for uge på Skrivefidusen (her er hele playlisten, hvis du er nysgerrig). Jeg skrev romanen til Science Fiction Cirklens store romankonkurrence, og sørme om jeg ikke gik hen og vandt showet og fik den udgivet her til november. Det var stort! Jeg er selv ret glad for romanen, og det håber jeg også læserne bliver. Man behøver ikke være science fiction-fan for at få noget ud af den - i virkeligheden er det lige så meget en krimi og lige meget en samtidsroman om dagens Danmark (man ser jo som bekendt sandheden bedst på afstand).

I november fik jeg også skrevet en roman, nemlig efterfølgeren til min actionmættede steampunk-roman Transformationsmaskinen, som blev udgivet af Calibat i november. Her er tempoet sat lidt ned i forhold til action, til gengæld lærer man karaktererne lidt bedre at kende og ser flere egne af min fantasyverden Occitanien/Eire Nua. Nu skal den roman på redigeringsbordet, og så får vi se, hvad der sker derefter. 

Transformationsmaskinen blev i øvrigt min første romanudgivelse her fire år efter Oktoberland. Jeg er stadig vild med bogen og universet, anmelderne har taget rigtig godt imod den. Den har endnu ikke fået en lektørudtalelse, men det håber jeg på, så bibliotekerne også vil samle den op.

Og så til novelleantologierne, som jo længe har været min vante litterære legeplads. Det blev til tre styks i 2016: 

• Monster - udgivet af Kandor/Dreamlitt. 11 originale nye og rædselsvækkende monstre. Jeg skrev om en lille dreng og et stort træ - langsomt tempo, intet blod eller mord, i stedet en overvejelse over, hvad det vil sige at være død og levende - måske for evigt. 
• Sku ikke hunden på hårene - udgivet af Silhuet. 11 spændende noveller for unge, hver af dem baseret på et ordsprog. Min novelle hedder "Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes" og lærer unge drenge at ringe til politiet, hvis de ser et biluheld - i stedet for selv liiige at tage et kig på de døde/udøde passagerer ...
• Lidenskab og lysår - udgivet af SFC. Den årlige sci-fi-antologi, hvor jeg bidragede med en fyrtårnspassers dagbog langt ude i rummet, hvor hvide rumblæksprutter pludselig overtager fyrtårnet. Lige dele inspireret af Moby Dick, Beacon 23 (Hugh Howey), Lovecraft og det gamle radiodrama Three Skeleton Key. 

Sammen med diverse noveller, tror jeg, at jeg er kommet op på nogenlunde 200.000 ord i alt, hvilket vel egentlig er ganske rimeligt.

Arbejdet

2016 blev også året, hvor jeg sprængte universitetets trygge boble med en kandidatgrad i Kultur og Formidling i hånden og så skulle erobre arbejdsmarkedet. Efter et par besværlige måneder på dagpenge besluttede jeg at tage springet og etablere min egen selvstændige virksomhed. Den hedder Nikolaj Johansen - litterær blæksprutte, hvilket meget godt betegner, hvad jeg er så heldig at kunne arbejde på fuld tid med.

Det meste af arbejdstiden går med at oversætte bøger fra engelsk til dansk for forlaget HarperCollins. De udgiver blandt andet Harlequin-billigbøger, som jeg har oversat en håndfuld af. Plus et par mere udfordrende projekter, som kan findes rundt omkring i boghandler - blandt andet de flotte bag kulisserne-bøger om Fantastiske skabninger og hvor de findes, domestic noir-romanen Hendes sidste sommer af Anna Snoekstra, der udkommer et par dage, og Hidden Figures, en fortællende biografi om de sorte, kvindelige matematikere, som hjalp USA med at vinde rumkapløbet i 1960'erne. I disse dage sidder jeg med den næste roman af den skotske krimiforfatter Stuart MacBride og morer mig med at finde på oversættelser til fornærmelser som "tosspot" "fiddler" og "bum-weasel."

Derudover har jeg afholdt et par poetry slam workshops, været ude at holde skoleforedrag som forfatter og arbejdet som redaktør på Katja Bergers episke fantasy-roman De 7 Synder. Og jeg har optrådt med Virga på Brønderslev Forfatterskole (et dejligt gensyn), Spirefestival, Posten i Odense og flere andre steder.

Læsningen

Jeg har læst mange gode bøger i 2016 - men måske ikke så mange, som jeg gerne ville. Jeg havde sat min Goodreads-challenge til 25 bøger, hvilket jeg også nåede op over. Et par højdepunkter og anbefalinger, hvis du skulle mange inspiration: David Vann, Goat Mountain, en rørende og barsk amerikansk fortælling om jagt, død, fædre og sønner. Patrick Ness, Monster, bare en smuk fortælling og en smuk bog. Hugh Howey, Beacon 23, handlingsmættet science fiction med nogle interessante perspektiver. Og så selvfølgelig Tolkien og de to første bind af Ringenes Herre, som jeg endelig fik kastet mig over. Og helt ærligt, folk gør dem meget længere og kedeligere, end de egentlig er. Derudover vil jeg også nævne Charlie Schneiders De dødes nat, der er en ny dansk gamebook/spilbog, som jeg nu skal læse for tredje gang (det går stærkt), så jeg forhåbentlig kan slippe ud af den zombieforpestede by. Netop den genre så jeg gerne fik en opblomstring - også fordi jeg selv har flere ideer til fortællinger, hvor læseren får lov at spille en større rolle og selv udforske plottet og universet. Og nu vi snakker genre-eksperimenter, vil jeg da også anbefale A. Silvestris sms-novelle Kolde Facts, som bryder den narrative norm ved ikke at præsentere en lineær fortælling, men i stedet nære en stigende fornemmelse af ubehag hos læseren. Til sidst har man slet ikke lyst til at åbne sms'erne på grund af deres modbydelighed, men selvfølgelig gør man det alligevel.

I forgårs efterspurgte jeg også nye læsetips på min Facebookside og fik en god bunke forslag. Jeg har fået samlet en læseliste for 2017, men den vil jeg præsentere i et kommende indlæg.

Fremtiden

Og hvad venter så i 2017? Jo, jeg har et par romaner, jeg gerne vil have redigeret, så de kan komme på forlagsrunde. Jeg har en roman og en kortroman, jeg gerne vil skrive, førnævnte spilbogs-projekt, jeg gerne vil arbejde videre med, og mon ikke der også bliver skrevet en god bunke noveller? Sidst i marts har jeg fået bevilliget en uges ophold på forfatterrefugiet Hald Hovedgaard, hvilket jeg virkelig ser frem til. Og så har vi i spoken word-bandet Virga planer om at få indspillet og udgivet et par numre og komme ud og optræde noget mere. 

Så blev årets opsummering alligevel halvlang. Tak til dig, hvis du har læst med og fulgt mig og mine skriverier i løbet af året. Det har været en fornøjelse - og fremtiden byder på meget mere.

Godt nytår!

Syndfloden og Storbyen

... er titlen på den roman, jeg er ved at skrive.

Som bekendt arbejder jeg under den deadline, der hedder 1. maj, ikke bare for at skrive romanen færdig, men for at have den i en redigeret og nogenlunde færdig tilstand, der er klar til at blive læst af andre. Om den også bliver i stand til at vinde Science Fiction Cirklens konkurrence er et meget åbent spørgsmål, men uanset hvad er det en interessant udfordring for mig.
Jeg er vant til at skrive hurtigt og koncentreret i kortere perioder - det har jeg lært gennem mangen en NaNoWriMo, men det har altid været med den underforståede accept, at der ville være god tid til redigering bagefter også - og som regel også med noget mere planlægning, før jeg begyndte at skrive.
Det har der ikke været tid til denne gang, hvilket betyder, at jeg planlægger, mens jeg skriver, at scener opstår organisk, og det samme gør en del af plottets udvikling. Jeg ved naturligvis, hvor jeg gerne vil ende (for de fleste af karakterernes vedkommende), men vejen derhen er stadig åben for nye udviklinger - en spændende proces. Så sent som i dag troede jeg et øjeblik, at jeg var ved at skrive mig ind i et hjørne, men så tænkte jeg konsekvenserne af scenen igennem, og de kunne fint passe sammen med resten, så nu har jeg et lidt fastere greb om slutningen.

Jeg når i disse dage til et af de punkter i plottet, som jeg har set frem til lige fra dag et - en konfrontation, en afsløring, et punkt hvorfra konflikterne kun kan eskalere. Jeg troede, at det skulle komme omkring halvvejs, men det endte med at komme lidt senere hen mod slutningen. Spændingen er blevet godt bygget op, og jeg glæder mig til at se, hvordan det hele kommer til at spille.
Min fornemmelse for, hvor god en roman er, skifter som regel fra dag til dag, mens jeg skriver, og selvom der har været sortsynede dage, så har jeg generelt et positivt syn på det her manuskript.

Status på romanen er, at de otte episoder er mere eller mindre lagt fast (nu har de hver især fået titler!), og jeg er midt i at skrive den sjette. Her er, hvad jeg har skrevet i dag:

Og her er, hvad jeg skrevet i år:

Total antal skrevne ord: 88.500

Husk, at du kan følge med i den daglige skrivning her på Facebook

Jeg skriver en science fiction roman!

Hvis du har fulgt med på Youtube (her) eller Facebook (her) i de sidste to uger, så ved du, at jeg har gang i lidt af et eksperiment. Science Fiction Cirklen kører en konkurrence om at skrive den bedste nye danske science fiction roman med deadline d. 1. maj, og da jeg har haft travlt med andre projekter det sidste stykke tid, er jeg først kommet i gang med denne roman for tre uger siden.
Jeg har besluttet midlertidigt at bruge min Youtube-serie Skrivefidusen som et kig ind i forfatterens værksted, mens jeg skriver. I stedet for at komme med gode tips og tricks til skriveprocessen generelt giver jeg altså en kig behind the scenes i min egen proces.

Jeg snakker mindre om indholdet i selve romanen og mere om min skriveproces, men jeg kan afsløre, at der er tale om en science fiction roman (what?) sat i Danmarks nære fremtid, hvor et større privat medicinfirma har taget kontrollen over almindelige menneskers biologi, og en aktivist-gruppe forsøger at undergrave dem. Romanen har elementer af domestic noir og drama og finder sin strukturelle inspiration i tv-serie-formatet med sammenhængende episoder hver med deres egen dramatiske struktur.

Seneste opdatering fra i dag kan du se lige her:

Jeg fortsætter skriveriet i de næste par uger, hvor jeg også vil lægge daglige opdateringer på Facebook om, hvor langt jeg er nået. Og næste uge kommer der naturligvis en ny Skrivefidus og et nyt blogindlæg.

Total antal skrevne ord i år: 52.407

Om en færdig roman

Den færdige roman hedder Moderskib, er 168.000 ord lang og har taget cirka ti gange så lang tid at skrive som nogen anden roman, jeg tidligere har bedrevet.

Moderskib, en horror/fantasy/spændings/science fiction-roman i tre dele, blev påbegyndt til NaNoWriMo i 2011, og jeg har også skrevet om handlingen og den aparte arbejdsproces tidligere (her). Dengang skød jeg på et endeligt wordcount på 150 tusind. Det blev lige i underkanten, men dengang havde jeg heller ikke udviklet romanens to sidste dele, der blev nødvendige (?) for at binde knude på alle de ender og kanter og kroge og hjørner, jeg havde skrevet mig selv op i.
Enormt frigørende føles det endelig at være færdig og ikke have det ufærdige, udprintede manuskript liggende ved siden af computeren, men måske nærmere hængende over hovedet som en manifestation af den dårlige samvittighed. I hele november skrev jeg meget hver dag, i december skrev jeg noget de fleste dage, og i de sidste otte måneder har jeg i korte perioder forsøgt at skrive og blive færdig og i lange perioder lagt den til side og ærgret mig over det. Der var simpelthen for meget at gabe over, plotmæssigt, og hele processen var blevet strukket ud så langt, at jeg ikke engang selv, til sidst, havde styr på, hvad jeg havde skrevet i de første to måneder. Det gjorde det selvsagt til lidt af en udfordring at skrive en logisk og omfattende slutning på romanen. Om det er lykkedes, ved jeg endnu ikke. Jeg har ikke turdet læse den i sin helhed. Men den er sikkert god. Håber jeg.

Men færdig er den i det mindste, hvilket endelig gør mig fri til at arbejde på forberedelserne til NaNoWriMo 2012, og den roman bliver temmelig meget anderledes end den foregående og det meste af, hvad jeg tidligere har skrevet også.
Sådan må man jo gøre for at udvikle sig. Hele tiden udfordre sig selv og slibe skrivningens klinge skarpere og skarpere.

Udgivelser, litteraturfestival og poetry slam

Ting nummer et: Ambrose Bierce! I forbindelse med Skygger fra Oktoberland har jeg oversat tre korte historier af denne fantastiske amerikanske forfatter, som alle omhandler mystiske forsvindinger. De er blevet udgivet på Forlaget Replikant og kan læses her, sammen med en introduktion til hele researchprojektet: http://replikant.dk/mystiske-forsvindinger/

Ting nummer to: Fremmed Stjerne, Science Fiction Cirklens nyeste antologi med danske sci fi-noveller, er lige udkommet. Den indeholder som sædvanlig bidrag fra nogle af de kendte forfattere inden for de fantastiske genrer, men også adskillige nye navne. Særdeles spændende, og du kan selvfølgelig bestille den hos din lokale boghandler.

Ting nummer tre: Poetry Slam. Nu vover jeg mig ud på fremmed territorium, for på torsdag, d. 30. august går jeg sammen med en håndfuld andre poeter på scenen i Odenses Teater Momentum. Jeg har set flere slammere flere gange, og nu har jeg så endelig besluttet, at det skal være. Kom og se, hvordan jeg klarer mig kl. 20.30. http://www.psfyn.dk/2012/07/efterarsprogrammet-2012/

Ting nummer tre og en halv: Det er jo ikke exactly et poetry slam, men jeg har indspillet endnu en folkevise. Denne gang banker jeg også på en whiskyflaske i noget, der ligner takt. http://www.youtube.com/watch?v=0jgJmBZULpo&feature=g-upl På samme Youtubekanal kan man også finde et klaverstykke fra Silent Hill-serien, som jeg lagde op for en uge siden.

Ting nummer fire: Louisiana Literature. Var til denne litteraturfestival i går, lørdag, hvilket var en oplevelse i sig selv, og også affødte nogle interessante diskussioner om forbindelsen mellem musik og litteratur/skrivning (forfatteren Henning Mankell ville gerne have været musiker, da han var lille. Musikeren Patti Smith ville gerne have været forfatter), om forskellen på digte og romaner (Nicole Krauss talte om det større forventningspres, der måtte være på en digter, fordi det virkelig skal være perfekt, i modsætning til en roman, hvor der er større frihed, større råderum. Et digt er som et lille rum, en roman som et helt hus.)

Ting nummer fem: Hvad laver jeg nu? Skriver Bachelor på litteraturvidenskab. Skriver horrornovelle til fremtidig udgivelse. Forsøger at blive færdig med min roman fra sidste år.  

Juni-nyt

Dette bliver endnu en skriveopdatering, primært om noveller.

To store nyheder: Jeg har fået to noveller antaget til to antologier, Kandors Dansk Fantasy 2012, samt, for tredje gang nu, Science Fiction Cirklens årlige samling af nye, danske sci-fi noveller, Lige under Overfladen 6.

Min fantasynovelle, der bliver min første rigtige udgivelse i den genre, har titlen Sidste Konda, og en en moderne sampling af en gammel kinesisk overnaturlig fortælling fra sekstenhundredetallet. Den originale historie, The Painted Skin fortæller om en ung og fejlbarlig mand, som lader sig forføre af en dæmon i menneskeklæder, og hans kones forsøg på at redde ham fra den sikre død. Og min novelle? Ja, vi bliver opdateret til 2012 og får fortalt den samme historie, men under dystre omstændigheder. Jeg skrev, at det er min første udgivne fantasynovelle, men egentlig er den lige så meget horror, som den er fantasy. Så helt på fremmed grund er jeg ikke.

Trivia: Novellen blev skrevet på én dag – dagen for deadline.

Sci-fi novellen hedder Atomvinter og er en lidt sær størrelse. Strukturelt modellerede jeg den efter Inger Christensens sonnetkrans Sommerfugledalen. En sonnetkrans er en serie af femten fjortenlinjede sonetter, hvor hver enkelt har den forriges slutlinje som begyndelse, og hvor den sidste består af alle de forrige fjortens begyndelseslinjer. Hvordan det fungerer i en novelle må man jo så bedømme, når man læser den. I hvert fald var det lidt af et puslespil. Indholdsmæssigt befinder vi os i en bunker efter en altudslettende atomkrig, og vi følger gruppens langsomme forfald og stigende konflikter. Sprogligt er det nok noget af det mest poetiske, jeg har kreeret, og det var en ganske interessant oplevelse at fortælle den historie og samtidig have et enormt fokus på de enkelte sætningers mening og symbolske indhold. Nikolaj Johansen er ingen digter, men dette er nok så tæt, som jeg kommer.

Trivia: Novellen blev skrevet på mange dage og i mange bidder. Titlen går (som det eneste) helt tilbage til 2010. 

Jeg har naturligvis også fået skrevet en vampyrnovelle til Kandors kommende antologi, Hjertet. Den blev ganske vellykket, men konkurrencen var også temmelig populær blandt Danmarks nye og etablerede genreforfattere, så nu må vi jo se, hvordan det kommer til at gå. 

Ikke en novelle-opdatering: Skygger fra Oktoberland er efterhånden gået ind i sin sidste fase (i forhold til redaktion), og det endelige manuskript er sendt af sted til forlaget efter endnu en omgang redigering. Nu håber jeg at kunne koncentrere mig lidt mere om den roman, som startede i november og som jeg stadig er i gang med at skrive. Moderskib, er titlen. I dette indlæg fra starten af december vurderede jeg, at den ville ende med at blive 120-150.000 ord, før jeg nåede slutningen. Jeg er nu nået op over de 150.000, og slutningen kommer nok først om en tyve tusind ord eller så.

Og så til sidst: Hvis du læser det her, har du med garanti også brug for at følge med i min anden blog, Research fra Oktoberland, som følger researchprocessen for min roman Skygger fra Oktoberland. Den bliver opdateret meget tiere end denne, kan jeg love. Og er nok egentlig også mere spændende.

Bogliste 2011

Første indlæg i det nye år bliver forudsigeligt nok et tilbageblik. Ikke på, hvad jeg har skrevet, men hvad jeg har læst. Without further ado:

Alighieri, Dante: Den Guddommelige Komedie

Austen, Jane: Pride and Prejudice

Auster, Paul: Brooklyn Dårskab

Baudelaire, Charles: Les Fleurs du Mal

Beaumarchais: Barberen fra Sevilla

Bradbury, Ray: The Illustrated Man

Brecht, Bertolt: Mahagonny

Carver, Raymond: What We Talk About when We Talk About Love

Cervantes, Miguel de: Den Sindrige Ridder don Quixote de la Mancha

Ch’eng-en, Wu: Monkey

Christensen, Inger: Sommerfugledalen

Christine, Leonora: Jammers Minde

Defoe, Daniel: Robinson Crusoe

Döblin, Alfred: Berlin Alexanderplatz

Donne, John: Songs and Sonnets

Dostojevskij, Fjodor: Idioten

Fitzgerald, F. Scott: The Great Gatsby

Franklin, Benjamin: Autobiography

Genet, Jean: Tyvens Dagbog

Hemingway, Ernest: Og Solen går sin Gang

Homer: Odysséen

Horváth, Ödön von: Gudløs Ungdom

Lethem, Jonathan: Chronic City; Ensomhedens Fæstning

London, Jack: Når Naturen Kalder

Lovecraft, H. P.: At the Mountains of Madness

Luther, Martin: Psalmer og aandelige Sange

Melville, Herman: Moby Dick

Molière, Jean-Baptiste Poquelin: Misantropen

More, Thomas: Utopia

Racine, Jean: Fædra

Reslow, Christian: Miraklets Fald

Sade, Marquis de: Justine

Saint-Exupéry, Antoine de: Le Petit Prince; Krigsflyver

Shakespeare, William: The Tempest

Shaw, George Bernard: Widower’s Houses

Songling, Pu: Strange Tales from a Chinese Studio

Verne, Jules: 20.000 Leagues Under the Sea

Voltaire: Candide

Vonnegut, Kurt: Hocus Pocus

Walpole, Horace: The Castle of Otranto

Willman, Jonas: Mutagen 

41 bøger står på listen, omtrent halvdelen er vel litteraturstudierelaterede. Af disse vil jeg især fremhæve Melvilles Moby Dick som et helt igennem fantastisk værk, great i alle betydninger. I samme kategori, store, detaljerede, eventyrlige, nautiske romaner ligger også Jules Vernes sci-fi klassiker En Verdensomsejling under havet, som var en af de første bøger, jeg læste på min Kindle.

To bøger blev læst ved en swimming pool under en varm sol, The Great Gatsby, som jeg ikke rigtig kunne begejstres over, og Hemingways Og Solen går sin Gang, som var en omvendt, dejlig læseoplevelse. 

Jonathan Lethem gav mig så to sære storbyromaner - jeg anmeldte Ensomhedens Fæstning meget positivt i starten af året, og Chronic City kan også anbefales, omend den ikke har samme format. 

2011 var også et Lovecraft-år. Udover At the Mountains of Madness på listen fik jeg læst et væld af hans mindre kendte horrornoveller i sommerferien. Det var også derigennem, at jeg opdagede resten af Cthulhu-mythos-slænget og fik læst et par noveller af Robert E. Howard.

Klassisk kinesisk litteratur blev der plads til i form af den springende, eventyrlige Monkey skrevet af Wu Ch'eng-en i femtenhundredetallet, samt en serie sære, magiske kortere fortællinger af Pu Songling fra syttenhundredetallet. Sidsnævnte drog jeg også inspiration fra, da jeg begik en litterær sampling-novelle af et af hans eventyr, som var ret interessant at skrive. 

Endelig kom også Kurt Vonnegut på min liste, egentlig ved lidt af et tilfælde. Jeg har længe haft kig på ham og planlægger også at læse hovedværket Slaughterhose-Five i dette nye år. En dag på biblioteket satte jeg mig så mere eller mindre tilfældigt ned lige ved siden af en reol og fandt det tragikomiske og højt humoristiske fiktive memoir Hocus Pocus, som bestemt har sat ild i iveren for at læse mere af Vonnegut. 

Læseåret 2011 er endnu ikke fastlagt. Givetvis vil det byde på endnu en omgang klassikere yet to be determined. I øjeblikket er jeg højst usædvanlig for mig i gang med to bøger, begge novellesamlinger, Italo Calvinos Kosmikomiske Historier og Tim O'Briens Vietnamskildringer The Things They Carried, og hidtil er de begge særdeles gribende læseoplevelser, dog på to meget forskellige måder. 

Forslag til fremtidig læsning modtages naturligvis med kyshånd. 

Glædeligt nytår og godt læseår!

Forventninger

Forventninger til november, nærmere bestemt. NaNoWriMo har jeg skrevet om så mange gange, og hvis nogen ikke kender til det, så tjek deres hjemmeside ud og husk at det endnu ikke er for sent at melde sig til vanviddet.

I skrivende stund er der ikke meget mere end fire dage og tretten timer (Gys!) til det starter, og jeg har stadig ikke styr på min første scene. Heller ikke mit plot. Jeg ved det kommer til at handle om aliens, mere specifikt en mand, der som dreng havde et traumatisk tilfælde af nærkontakt med dem, og nu finder sig selv bortført, alene og skræmt om bord på et stort og mørkt rumskib, omgivet af sære maskiner og skræppende lyde, der nægter at træde frem fra skyggerne.
Jeg har flere gange hoppet frem og tilbage mellem forskellige former for plots og ideer, har flere gange helt overvejet og haft lyst til at skrive noget i en helt anden genre. Det er der selvfølgelig stadig tid til, hvis jeg 11.59 den 31. oktober pludselig får lyst til et romantisk steampunk-eventyr eller en fjollet superhelte-satire. Indtil videre regner jeg dog med at holde mig til alien-ideen. Hvordan forløbet bliver, aner jeg ikke, det kommer november til at vise.
Skræmmende bliver det dog, det er jeg sikker på. Science fiction er det ikke i nogen udpræget grad, bare fordi der er rumvæsener med. Horror er mit fokus - derfor har jeg også forberedt en youtube-playlist med forskellig-artet uhyggelig, creepy og bevægende klaver- og violinmusik, en stor del fra Silent Hill spillenes eminente soundtracks.

Tredive dage, 50.000 ord. Kom bare an!

Niels Klim-prisen

Så får vi en dansk pendant til Nebula-prisen.

http://www.ommadawn.dk/design2.php?fkt=tag&id=295

Jeg var ganske vist opmærksom på dette initiativ tidligere på året, men nu har konkurrencen fået regler og prisen et navn. Opkaldt efter hovedpersonen i Holbergs klassiske roman vil prisen gå til forfattere af kort eller kortere, dansk science fiction skrevet i 2011. Der er tre simpelt opdelte kategorier:
0-7.500 ord
7.500-17.500 ord
17.500-40.000 ord

Det står enhver frit for at nominere noveller, man synes bør komme i betragtning til denne pris, så det vil jeg opfordre alle interesserede til at gøre. Instruktioner og mere detaljerede regler er at finde på hjemmesiden ovenfor.
Naturligvis er dette også endnu et incitament til at skrive endnu mere science fiction!

Det eneste kritikpunkt herfra er, at også oversat litteratur medregnes - John W. Campbell Jr.s noveller fra Det kom fra en anden verden står således på listen over foreslået læsning. Ikke et ondt ord om den afdøde forfatter (som jeg i øvrigt endnu ikke har stiftet bekendtskab med) eller om oversat skønlitteratur, men kan vi ikke denne ene gang holde æresbevillingerne for os selv? Hugo og Nebula findes som bekendt allerede og det ville virke noget underligt på mig, hvis den første Niels Klim-pris skulle gå til en udenlandsk forfatter, hvis intentionen er at opmuntre, inspirere og anerkende den danske science-fiction scene.

Men ellers får prisen bestemt en anbefaling og et skulderklap fra min side!

Den Danske Science Fiction Novelle VI

I sidste uge fik jeg besked om, at min novelle "Turing" ikke blot var blevet valgt til udgivelse i Knud Larns uregelmæssige science fiction fanzine, men at jeg også havde vundet konkurrencen i kategorien 17-20 år. En dejlig overraskelse, da jeg indsendte novellen helt tilbage i 2009. Temaet var "Danskerne og robotterne," og jeg endte med at skrive et sammensurium af forskellige oplevelser og indtryk fra en fremtidig verden, hvor menneskelignende robotter udgør det nye etniske mindretal, og en kombination af teknologiforskrækkelse og fremmedhad giver dem svære, men ikke umulige kår i integrationsprocessen. Jeg har ikke for vane at skrive politisk motiverede noveller, og det er "Turing" som sådan heller ikke. Der kan unægteligt udledes forskellige budskaber fra den, og jeg har da også trukket inspiration fra såvel 2. Verdenskrig, som den evigt aktuelle indvandrerdebat (og klassiske robotapokalypse-elementer), så jeg kan nok ikke sige mig fuldstændigt fri fra det.

I dag modtog jeg så bladet med posten og for fuldstændig skamløst at promovere mig selv, vil jeg citere fra det redaktionelle forord:

Og så er der den meget overraskende og overbevisende debut fra den kun 19-årige (i 2009) Nikolaj Johansen, der med novellen "Turing" udfordrer både den lineære historiefortælling, læserens sympatisans, vores danske forhold til "det fremmede" - og slipper af sted med det! Det er ikke mange voksne forfattere der kan skrive så fint politisk allegorisk og stadig lade fortællingen klart overskygge budskabet. Jeg glæder mig meget til at læse mere fra denne pen i de kommende år

Varmende ord, og de modtages med glæde!
Bladet kan bestilles fra denne hjemmeside: http://www.sciencefiction.webbyen.dk/ og indeholder udover min egen, noveller af Morten Carlsen, Manfred Christensen, Lise Andreasen, Flemming Rasch, Bjarke Schjødt-Larsen, og vinderen af den lidt bredere alderskategori 21+ A. Silvestri.

På siden er der også er mere information om novellekonkurrencen for 2011, der har temaet Fremtidens Superskurke, som altid med et dansk islæt. Noveller kan indsendes indtil udgangen af dette år, så der er god tid til at gå i tænkeboksen, hvilket jeg selvfølgelig også selv har tænkt mig at gøre.

Skriveopdatering

Så tager jeg mig lige lidt sammen for at skrive, hvad jeg går og arbejder på i øjeblikket.
I de sidste to uger har jeg arbejdet seriøst med min zombieroman, endnu uden rigtig titel, men til gengæld er den nu gennemskrevet og redigeret og lige knap 60.000 ord lang. Denne omgang redigering/omskrivning har været den mest "alvorlige" jeg nogensinde har foretaget mig, i og med at jeg har skrevet langt mere til og også ændret i det allerede skrevne mere end jeg plejer. Jeg tror, det er et godt tegn, i hvert fald er der styr på historien og den fungerer godt.
Og med den ude af verden, må jeg så kaste mig over noget andet: En horrornovelle, som nok bliver noget anderledes fra hvad jeg normalt skriver. Indtil videre har jeg ikke skrevet mere end knap halvanden side og undersøgt en masse om indisk folklore og mytologi, men grundstenene er lagt til noget mystisk, farligt, muligvis actionfyldt og forhåbentlig skræmmende. Jeg planlægger at sende novellen ind til Kandors kommende horrorantologi (http://kandor.dk/?page_id=260). Jeg ville egentlig også have skrevet en fantasynovelle til samme forlags antologi Ny Dansk Fantasy, men det fik jeg aldrig nået. Ren dovenskab, men det skal det være slut med nu.
Science Fiction Cirklen indkalder selvfølgelig også til deres årlige antologi, Lige Under Overfladen, og her har jeg også en novelle på tegnebrættet. De første 1300 ord er skrevet og resten er også planlagt, så den skal jeg nok også få skrevet et tidspunkt før deadline d. 1. marts.

Andet jeg tænker på, men ikke har fået noget ned på papiret til endnu, er horrornoveller til Dystre Danmark 2 og HPLMythos-seriens tredje samling. Jeg har ikke haft lejlighed til at læse nogle af de tidligere udgivelser, men hvis ikke jeg får alt for travlt på studiet, skal det nok blive til noget. Link til de interesserede: http://www.hplmythos.dk/submissions_dk.htm

I den realistiske genre, skal jeg have lagt sidste hånd på en novelle til det splinternye novellemagasin Ovids Oval. Første nummer er så vidt jeg ved, sat til d. 1. marts. Det skal jeg nok skrive mere om på et andet tidspunkt.

NaNoWriMo og science fiction

National Novel Writing Month foregår som forhåbentlig bekendt i disse novembers triste dage (hvis det af en eller anden grund ikke er bekendt, skrev jeg et indlæg om det sidste år). Denne gang finder min roman sted i en nyligt koloniseret steampunkversion af Europa, hvor hovedpersonerne i stedet for at kæmpe mod det onde, irske imperium, ender med at kæmpe mod en horde af dampdrevne og bidske robotter, som pludselig indtager byen.

Mange flere kampscener end jeg er vant til at skrive, hvilket egentlig er dejligt. Hektisk. Jeg har netop styrtet et gigantisk luftskib fyldt med mennesker og robotter til jorden under beskydning for magtsyge soldater. Meget spændende, alt sammen.

Som altid er det en fornøjelse at deltage i dette kreative eventyr sammen med mere end hundredetusinde håbefulde forfattere verden over. Gavnligt for motivationen og fællesskabsfølelsen også, når alt forfatteriet ikke bare bliver foretaget i et ensomt loftskammer, men i et loftskammer med adgang til det globale internet.

Science Fiction Cirklen har også netop udgivet deres årlige antologi med nye, danske science fiction noveller, Ingenmandsland, og i denne samling er min egen novelle Vandkøler også at finde. Bogen kan findes her: http://www.sciencefiction.dk/udgivelser/boger/ingenmandsland.html og jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at anskaffe sig et eksemplar for at få en god og meget varieret læseoplevelse. Derudover også for at støtte foreningen, som gør et meget stort stykke arbejde for at udgive både ny og gammel og klassisk science fiction på dansk.

Det var vist alt for denne gang. Jeg vender tilbage til min roman. Den skriver jo ikke sig selv.

Novellekonkurrencer en masse

Da jeg netop sendte to science fiction noveller ind til en konkurrence, fik jeg lejlighed til at undersøge nettet for flere af den slags muligheder, og der synes lige nu at være en hel del novellekonkurrencer, der lyder ret interessante.

Byens Forlags konkurrence går ud på at skrive en novelle om et terrorangreb på København anno 2010. Handlingen er der ingen krav til og heller ikke stilen, den kan være actionfyldt, romantisk, trist eller lykkelig, så længe kvaliteten bare er i orden. Man kunne skrive om terroristernes overvejelser og udførelse, om efterretningstjenestens opklaring, brandmændendes redningsarbejde, almindelige menneskers reaktioner, hvad som helst. Deadline er den 1. juni, 2010 og der er betaling (5000, 3000, 1000 kr.) til de tre bedste og et større udvalg vil blive udgivet i en antologi. Detaljer her: http://www.byensforlag.dk/

Forlaget Ny Science Fiction modtager fantasynoveller til en antologi og fantasy skal her (heldigvis, kunne jeg sige) fortolkes i den bredeste forstand, hvilket vil sige at både urban fantasy, science fantasy, new weird og magisk realisme også godtages. Deadline er 1. september 2010, flere detaljer her: http://www.nysciencefiction.dk/fantasy.htm

Foreningen for de fantastiske genrer, Fantastik afholder nu også deres årlige novellekonkurrence. Udover at den selvfølgelig skal tilhøre en af de fantastiske/spekulative genrer skal der også indgå et usædvanligt væsen. 2010 er jo biodiversitetsår, ved du nok! Deadline er 1. juni 2010 og her er siden: http://www.fantastik.dk/index.shtml

Det var forhåbentlig en smule god inspiration til at komme i gang med at skrive. Jeg skal i hvert fald helt sikkert skrive et par af disse noveller, når jeg er blevet færdig med min nuværende roadnovel (som i road-movie), om et par tusinde ord.

Milwordy, zombier og ugebladsnoveller

Milwordy står for Million Word Year og er et projekt som jeg ufatteligt letsindigt besluttede mig for at deltage i oktober sidste år. Det går ud på at skrive en million ord på et år, hvis man ikke allerede havde regnet det ud. Lidt perspektiv: En normal, tætskrevet A4-side med halvanden linieafstand og Times New Roman punkt 12 er på cirka fem hundrede ord. Lige knap seks sider om dagen for at det skal gå op, altså. To tusind sider i alt. En novelle til ugebladet Hjemmet skal fylde 2700 ord, hvilket meget godt, omend måske lidt i underkanten, svarer til en dags arbejde. Minimum. Jeg kunne altså vælge at skrive 365 ugebladsnoveller i år, hvis jeg skal vinde det her. Indtil videre har jeg skrevet en enkelt. Til gengæld har jeg så også skrevet en roman fra start til slut på omkring 65.000 ord, adskillige sci-fi noveller (Science Fiction Cirklen modtager bidrag til deres årlige antologi af ny dansk science fiction, som jeg meget gerne vil optages i), endnu flere stykker kortprosa eller simpelt hen bare korte, underlige tekster. Og så er jeg netop blevet færdig med en kort zombieroman, som jeg begyndte på sidste år. Første del af den ligger faktisk også her på bloggen, så man kan læse introen og se, om det lyder interessant. Historien, der er skrevet som en af de sidste overleveres dagbog, er endt på 46.000 ord, hvilket er en lidt irriterende længde, for det kan godt gå an som en roman, men det er altså en meget kort en af slagsen. Udover det, er jeg meget tilfreds med, hvordan den er blevet, da jeg både har kunne kaste mig ud i grafiske zombiedrab, men også beskrive de psykologiske konflikter overleverne imellem, samt torturere mine hovedpersoner med ulykke efter ulykke i en situation, hvor de absolut ikke har brug for flere ulykker.

Og så en anden relateret god nyhed: Jeg har solgt en novelle med titlen "Aldrig for sent" til ugebladet Hjemmet. Det er den anden novelle jeg har fået antaget til et ugeblad i nyere tid, udover at være noget, jeg er meget glad for. Anderkendelse er en herlig ting - hvis man så også kunne få det for at skrive andet end ugebladsnoveller, så ville alt jo bare være perfekt...

Det er den 6. februar, og jeg har skrevet 136.000 ord i dette år. Flere ord, end jeg nogensinde har skrevet på så kort tid. Jeg håber, jeg kan holde det tempo. Håber, at jeg kan gennemføre dette projekt og forhåbentlig komme helskindet ud af året som en mere erfaren forfatter, og med en bunke romaner og noveller at læse korrektur på.

Intergalaktisk jul på rumskibet Monsun III, sidste afsnit

Manglen på vind i det næsten tomme rum forhindrede piratflaget i at flagre på en tilfredsstillende ildevarslende måde, til gengæld var det grinende skelethoved mere end nok til at få mandskabet ombord på rumskibet Monsun III til at frygte for deres fremtid.

”Pirater,” sagde Mango efter de alle tre havde stået et minuts tid i tavshed.

Så vågnede de til live igen. ”Tænd kommunikationssystemet,” beordrede Zork. ”Jeg gider ikke at blive angrebet lige nu.” Mango gjorde som han sagde, og Zork tog et headset fra bordet. ”Er den tunet ind på deres frekvens?” hviskede han væk fra mikrofonen og telegrafisten nikkede. ”Pirater! Vi kommer fra den centrale del af Bolsork-systemet. Vi er udelukkende et videnskabeligt fartøj. Vi medbringer hverken våben eller værdigenstande. Vi ønsker ingen konfrontation!” Det med våbnene var ganske vist en løgn, men det var der ingen grund til at være alt for åbenmundet om.

Det skrattede lidt i headsettet, så kom et svar. ”Ha! Det siger de alle sammen! Så let narrer I os ikke. Vi kommer uanset, hvad I påstår.”

Zork holdt en hånd for mikrofonen og sukkede. ”Hvorfor skal de pirater altid være sådan nogen idioter?” Intet svar. Sådan var livet når man brugte det meste af det flyvende rundt i de lovløse dele af galaksen, det måtte de bare acceptere. Zork vendte tilbage til mikrofonen. ”Vi er på vej til at fejre jul. Gå væk med jer!”

”Jul? Det er der ikke noget, der hedder,” påstod piratkaptajnen. ”Du skal ikke prøve at lyve over for mig!”

Zork vendte sig rundt til resten af mandskabet. ”Han siger, at der ikke er noget, der hedder jul.” De rystede begge to på hovedet. Hvordan kunne nogen være så uvidende ikke at kende til jul? Mango kiggede på sit armbåndsur. ”Kommandør? Vi når altså ikke at komme ned til Jorden i tide til at holde jul.”

”Ikke? De pokkers pirater, de ødelægger også alting. Nå, men så må vi jo bare holde jul for os selv, når vi har ordnet den her lille situation.”

”Hvis I ikke overgiver jer frivilligt vil vi destruere jer og lade jeres lig flyde rundt i rummet til evig tid! Ha ha ha ha!” Piratkaptajnen fortsatte med at grine så ondt han kunne, indtil Zork slukkede for kommunikationen. ”Det nytter ikke at diskutere med dem, de forstår jo ingenting. Jeg aktiverer Dødsstrålen.” Han rejste sig og gik over til sit eget kontrolpanel, tog nødhammeren fra væggen, smadrede en lille glasboks, fejede skårene væk og afslørede en stor rød knap med ordet FARE skrevet hen over den. Så trykkede han på den og sekundet efter begyndte det hele at summe og en gigantisk, giftigrød lyskegle skød ud fra Monsun IIIs hovedkanon og pulveriserede piratskibet fuldstændigt. Zork klaskede hænderne sammen og kiggede tilfreds på de andre.

”Det var det. Skal vi så se at holde jul?”

Intergalaktisk jul, tredje afsnit

Zork og Xynna rendte fortvivlet rundt på Monsun IIIs bro. HYGGE-feltet var blevet fjernet, men rumskibets motorer var endnu ikke startet op endnu og Zork hev desperat i ethvert håndtag, der kunne speede processen op. Så lød en kort hyletone, og kommunikationspanelet lyste op.

”Hvad nu?” nåede Xynna at undre sig, før en stemme bevægede sig igennem rummet.

”Monsun III, dette er Centralen. Dette er Centralen. I skal øjeblikkeligt bevæge jer mod Oort-skyen. En ukendt kultur er fundet der og I er de tætteste på området. Det er nødvendigt at vi er i stand til at kommunikere med dem. Beboerne er…” Stemmen skrattede et øjeblik. ”Over,” afsluttede den så.

”Hvad? Oort-skyen?” Zork kiggede fornærmet på kommunikationspanelet. ”Det har vi ikke tid til lige nu!” råbte han så ind i det. Der skete ingenting.

”Jeg tror ikke det er sådan den virker,” sagde Xynna.

”Hvordan så?” spurgte kommandøren. ”Har du styr på det? Hun rystede på hovedet.

”Nå, så bare sluk for det. Vi skal ingen steder.” Zork tjekkede motorens temperatur og begyndte så langsomt at give lidt gas i retning af meteoren, hvor Mango var strandet. ”Vi skal hale Mango ind og så skal vi skynde os til Jorden og spise ris à la mande!” Zork trak i joysticket og Monsun III trak hen over meteoren. Han kunne se Mango hoppe op og ned, mens han viftede med armene og råbte et eller andet, de ikke kunne høre, nu hvor de havde slukket for al kommunikation, men som sikkert heller ikke udmøntede sig til andet end ”hjælp, hjælp, hjælp!”

Rumskibet svævede nu direkte over meteoren. ”Xynna,” kaldte Zork. ”Du bliver nødt til at operere traktorstrålet, mens jeg holder skibet stabilt her.”

”Men det har jeg jo aldrig gjort før,” protesterede hun.

”Nej, men det bliver du altså nødt til nu. Det er ikke så svært, du skal bare trykke på et par knapper. Jeg kan ikke gøre begge ting på samme tid. Det er jo ikke min skyld, at Centralen valgte at skære ned på antallet af operatører på skibet. Gør det nu bare.” Xynna gik skeptisk hen mod traktorpanelet. ”Okay,” begyndte Zork. ”Der er en lille skærm foran dig, Mango burde gerne stå frem på den som en lysegrøn skikkelse. Ryk billedet, sådan han kommer i midten, lige i sigtekornet. Har du det? Godt, så tænd identifikationsstrålen, der kalibrerer, hvor meget træk, der skal bruges. Nu burde der gerne komme nogle tal frem på skærmen, dem skal du inputte manuelt i panelet ved siden af. Klar?”

Xynna så mere og mere forvirret ud, mens hun gjorde, hvad Zork sagde. ”Det tror jeg,” svarede hun så med svag stemme.

”Godt. Så åbn lugen og start nedtællingen. Når den når nul, trykker du på den store røde knap lige foran dig.” De kunne høre lugen langsomt knage åben under skibet. ”10,” sagde en mekanisk stemme over højtalerne. I det mindste virkede den interne kommunikation stadig. ”9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0,” talte den derefter, urimeligt hurtigt. Xynna pressede den store røde knap ned og traktorstrålen blev aktiveret og badede Mango nede på meteoren i et ildevarslende lysegrønt skær. Langsomt blev han løftet opad og opad og opad, indtil de ikke længere kunne se ham gennem panoramavinduerne.

”Okay, så kan jeg godt klare resten,” sagde Zork og forlod styretøjet for at tage over efter Xynna. Han trykkede på et par knapper, trak i et par håndtag, ventede et par sekunder og gik så hen til lemmen midt på gulvet, trak den op og afslørede en noget fortumlet intergalaktisk telegrafist. Mango kravlede op af lemmen, børstede støvet af sig og kiggede sig omkring i rumskibet.

”Er du okay?” spurgte Xynna og klappede ham på ryggen med noget der næsten kunne minde om sympati.

”Ja, ja, helt fin!”

”Centralen kontaktede os,” fortalte Zork. ”De vil have, vi skal vende om. Et eller andet i Oort-skyen vi skulle hjælpe med.”

”Det kan vi da ikke,” svarede Mango prompte. ”Ikke nu, hvor vi er så tæt på. Og ved I hvad jeg også har fundet ud af? Man får åbenbart gaver til jul nede på Jorden!”

”Gaver?!” Zork fik et drømmende udtryk i ansigtet. ”Og ris à la mande? Det er jo næsten for godt til at være sandt. Alle mand på plads, så sætter vi fuld fart fremad, så vi kan nå det!”

Mango satte sig hen og tændte kommunikationspanelet og opdagede straks, at noget var galt. ”Øh, Kommandør?” Zork gik hen og kiggede ham over skulderen. ”Hvad er det der?”

Han pegede på en fremmed form på radarskærmen, ikke langt fra deres position, noget der kom nærmere. Zork, tæt efterfulgt af Mango og Xynna, gik hen til panoramavinduet og kiggede ud. Endeløst rum var ikke det eneste de så.

”Pis også,” mumlede Zork for sig selv.

Intergalaktisk jul osv. 2.afsnit

Kommandør Zork havde netop lagt sig til at sove med rumskibet på autopilot, da det hele blev vendt på hovedet. Zork faldt ud af sengen og op på loftet, hvor han forvirret blinkede med øjnene. Han kiggede til siden og kunne netop skimte loftslampen ved siden af sit hoved. Han rejste sig op og rørte ved det midlertidige loft og tidligere gulv, der stadig holdt på hans bløde seng. Zork lavede et par hurtige beregninger i hovedet. Dette betød sandsynligvis at det ville blive umuligt at få en god nats søvn indtil han havde fundet ud af, hvad der var sket.

”Hey!” kaldte han ud til de andre og gik med forsigtige skridt – for han frygtede at hele rumskibet skulle tippe over en gang til – ud på broen og konsulterede styrepulten. Det hele vendte ganske vist på hovedet, men ellers så alt ud som det skulle.

”Hvad sker der?” mumlede Mango bag ham med håret strittende ud til alle sider. Han blev efterfulgt af Xynna, for hvem det lykkedes at se en lille smule mere frisk ud.

”Tjek radaren,” kommanderede kommandøren. ”Der er et eller andet galt.”

”Nå, det har du også fundet ud af,” mumlede Mango og tumlede hen til sin station. ”Jeg slog mit hoved lige ind i lampen. Ved du godt, hvor lampen sidder? Den sidder på loftet. Og det samme gør radaren! Hvordan vil du have, jeg skal aflæse noget som helst af den?”

”Det ved jeg ikke,” svarede Zork irriteret. ”Bare gør det. Stå på hovedet, hvis du ikke kan finde ud af det ellers.”

”Nej, nej, det går nok.” Mango havde sine diverse computerskærme lige i hovedhøjde, men tastaturet var besværligt nok placeret over hans hoved, så han skulle strække armene og krydse hænderne for at kunne taste bare nogenlunde normalt. Et par minutter efter blev hans ansigt mørklagt. Strømmen var gået.

”Hvad sker der?” spurgte Zork gennem mørket.

Mango vendte sig langsomt om. ”Vi er fløjet ind i et HYGGE-felt,” sagde han med dyster stemme og kommandøren tog sig til hovedet.

”Hvad?” spurgte Xynna og løftede hovedet. ”Hidsigt Yverbetændt Gasfyldt Giraf Emissions-felt?”

Mango sukkede. ”Nej, din tumpe. Et Hvirvlende Yderligtgående Gyngende Gravitations Elektroenergisk-felt, selvfølgelig! Det er derfor, vi tumler rundt på denne her måde. Feltet påvirker vores styreegenskaber og vores computersystemer.”

”Kan vi komme ud af det?” spurgte kommandøren.

Mango prøvede at genstarte sine systemer. ”Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvor stort feltet er, men jeg nåede ikke at se det. Hvis bare jeg kunne få radaren op at køre igen, så kunne jeg se den nærmeste udgang.”

”Ved du, hvad der skaber feltet?”

”Jeg kan ikke sige det præcist. Den slags bliver som regel udsendt fra nedstyrtede rumskibe, hvor deres tyngdekraftssimulator er gået i forbindelse med andre systemer og så udsender forstyrrende bølger i et stort område omkring dem. Det er en klassisk fejl ved Sachar-modellerne.”

”Så hvis vi kan finde det nedstyrtede rumskib, så kan vi vel også få fjernet det her felt, kan vi ikke?” foreslog Xynna.

Mango kiggede skeptisk på hende. ”Jo, i teorien, men det er ikke bare lige sådan at finde et nedstyrtet rumskib uden nogen fungerende radar, og…”

Hele rumskibet begyndte at udsende en elektronisk summen og så kom lyset tilbage på broen. ”Hvad sagde du?” spurgte Xynna med et slet skjult smil.

”Det var bare lyset,” svarede Mango surt. ”Radaren virker stadig ikke, og det kommer den heller ikke til, så længe vi befinder os inde i det her felt.”

”Skibet her er jo udstyret med søgelys,” sagde Zork. ”Vi kunne prøve en manuel søgning på de meteorer vi flyver forbi og se, om vi finder noget.”

Mango rystede opgivende på hovedet og signalerede tydeligt, at han helst var fri for resten af besætningens ufuldkomne forslag. ”Du vil bruge projektørlys til at undersøge rummet for et lille nedstyrtet rumskib, der sandsynligvis er mindre end det her? Det er jo umuligt. Har du tænkt på, hvor stort et område det her HYGGE-felt kan dække over? Det kan være et område på flere milliarder kubikkilometer, og du vil have os til at søge med projektørlys?”

”Har du andre forslag? Når lyset er det eneste, der virker, har vi jo ligesom ikke andre muligheder. Desuden er det mig, der er kommandør her på skibet, så bare kom i gang!”

Projektørerne blev tændt og mandskabet stillede sig hen til vinduet, der gav den bedste panoramaudsigt over rummet og kiggede nærmere på de meteorer og stenstumper, som fløj forbi dem. Tiden gik. ”Kan det ikke gøres lidt hurtigere, det her?” spurgte Zork.

”Nej. Vi har jo ingen motorkraft. Vi driver rundt her indtil vi finder kilden til feltet eller flyver ud af det af os selv,” svarede Mango modfaldent.

”Men det kan jo tage en uende…” Kommandøren ville have sagt, at det kunne have taget en uendelighed, men nåede det ikke, da en middelstor meteor drev forbi dem, roterede om sin egen akse og afslørede et nedstyrtet rumskib, dets dele spredt ud over den svævende stenklump.

”Der er den!” udbrød Monsun IIIs telegrafist begejstret.

”Perfekt. Så klargør laserkanonerne,” beordrede Zork.

”Men…” begyndte Mango. ”Kanonerne er gået ned sammen med vores motorer. Vi er nødt til at afsikre den manuelt.”

”Godt, så find rumdragten frem, så sørger jeg for at åbne den bagerste låge, så du kan komme derned hurtigst muligt.”

”Vent lige, hvad? Jeg kan da ikke gøre det! Så skal jeg jo ud i rummet!”

”Du sagde selv lige, at det kun kunne gøres manuelt,” mindede Zork ham om. ”Og du er den eneste, der har forstand på den slags, så det hører ind under din arbejdsbeskrivelse.”

”Er du sikker på det?”

”Hvis ikke det gør, så har jeg i hvert fald lige tilføjet det. Af sted!”

Modvilligt traskede Mango tilbage til sit eget værelse, hvor han trak i rumdragten, mens kommandøren fandt en håndholdt harpun frem og gjorde klar til at åbne bagsmækken. Mango vadede frem med kluntede skridt og satte boblehjelmen på hovedet.

”Har du alt, hvad du skal bruge for at fjerne det felt?” spurgte Zork.

Mango nikkede og holdt en metalkuffert op i den ene hånd. Zork rakte ham harpunen. ”Når du er udenfor skal du skyde denne her i retning af meteoren så snart den er indenfor rækkevidde, så haler den dig ned på overfladen. Så fjerner du feltet og så kan vi trække dig op igen med traktorstrålen. Mango nikkede nervøst, Zork talte til tre, åbnede lågen og skubbede Mango ud i det tomme rum. Zork og Xynna skyndte sig tilbage til det store vindue, hvor de så Mango skyde harpunen fast på klippen og hale sig selv ind.

”Er du på plads?” spurgte Zork gennem mikrofonen.

Der gik et øjeblik, før Mangos stemme gik igennem med en elektronisk skratten. ”Ja. Jeg kan godt se, hvorfor den jammer vores systemer, der er en gigantisk kommunikationsforbindelse her. Den suger beskeder fra hele galaksen til sig. Det er helt unaturligt så hurtigt det går.”

”Kan du se, om…”

”Vent lige lidt, der er noget her,” afbrød Mango ham. ”Noget om hygge.”

”HYGGE?” spurgte Zork. ”Handler der om, hvordan du fjerner feltet?”

”Nej, det er en anden slags hygge,” svarede Mango og lød selv forvirret. ”Besked kommer fra Jorden, ligesom den sang vi modtog før. Jeg sender lige informationerne op til jer, så kan Xynna se nærmere på dem. Jeg slukker lige for nogle af informationsmodtagerne, så skulle vores radar og kommunikation gerne være oppe igen.” Der gik et øjeblik, og så lyste et par terminaler op på rumskibet Monsun IIIs bro. Xynna bemandede straks den primære modtagerstation og scannede igennem de informationer, som Mango havde sendt op til dem fra det nedstyrtede rumskib.

”Hmm… Det er mærkeligt det her. Mango sagde, at det var en anden slags hygge, men der står heller ikke noget om yverbetændte, gasfyldte giraffer. Mærkeligt.”

”Hvad er det så for en slags hygge?” spurgte Zork.

”Det har noget med jul at gøre, så vidt jeg kan se. Åbenbart tænder man en masse lys og danser om et træ.”

”Er det hygge?” spurgte Zork. For ham lød det mest af alt meget mærkeligt.

”Ja… Og de spiser også ris à la mande, det er vist også del af det.”

Zork gispede. ”Ris à la mande! Det er jo noget af det bedste, der findes i galaksen! Spiser man det på Jorden?”

”Ja, til jul gør de.”

”Så må vi straks sætte fuld fart på og komme derned. Mango! Har du fået ordnet feltet?”

”Lige om et øjeblik,” svarede han, og et øjeblik efter tordnede en kraftig elektronisk summen gennem hele rumskibet, det væltede på hovedet, og så var alt normalt. Deres tyngekraftssimulator virkede igen, og de behøvede ikke at læse skærmene på hovedet. Men skibet flød også langsomt væk fra meteoren, hvor Mango befandt sig. De så ham blive mindre og mindre gennem det store udsigtsvindue.

”Hey! Hvad sker der?” råbte han gennem kommunikationssystemet. Og så gik linien død.