Viser opslag med etiketten teater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teater. Vis alle opslag

søndag den 17. april 2016

Oplæsninger i ugens løb

Den forgangne uge har været en travl en for mit vedkommende, jeg har nemlig optrådt på en scene ikke mindre end tre gange, hvilket må siges at være en rekord - i hvert fald uden for Spoken Word Festival-sæsonen.
Mig og Nicolas på drejelire - i baggrunden Tine Gøtzsche fra DR og Betina Følleslev fra festivalen.

I onsdags var jeg som en del af spoken word-duoen Virga inviteret til at optræde med et par kompositioner til konferencen Kultur i Kog, som DR afholdte for en række af landets kulturinstitutioner. Vi var med for at illustrere fusionen mellem lyrik og musik og repræsentere Odense Spoken Word Festival, hvilket var en super fed oplevelse. Det foregik på Moesgaard Museum i Aarhus, en nybygget kolos, der går i et med græsplænen og indeholder flere inspirerende udstillinger om menneskehedens fortid og dødskultur fra hele verden.

Uteaters intime, sorte scene


I torsdags var jeg tilbage i Odense for at læse op af Leopold von Sacher-Masochs Venus i Pels i forbindelse med en teaterforestilling. Værket fa 1870 er en klassiker inden for den erotiske litteratur og tematiserer masochismen i det romantiske forhold. Dermed var det en fin optakt til den eksperimenterende og grænseoverskridende teaterperformance, Historien om Øjet, baseret på romanen af Georges Bataille. Denne aften bød blot på et indblik i den kunstneriske proces, og den færdige forestilling har premiere på Odense Teater d. 2. maj. Hvis man ikke er sart, men til gengæld kan lide sit teater symbolsk, vildt og sanseligt, så kan den varmt anbefales.

Momentums stemningsfulde foyer.

Fredag gjaldt det så en regulær koncert med Virga på Teater Momentum. Først bød aftenen på et poetry slam, hvor jeg var vært, og efterfølgende optrådte vi så med vores egen unikke blanding af musik og poesi, uden point og uden tidsgrænser, men med mindst lige så meget følelse, energi og passion for poesiens magt.

Det har altså været en hektisk uge, hvilket også har kunnet ses på skrivefronten, hvor jeg har været mindre effektiv end sædvanligt. Men det går dog fremad med romanen, støt og roligt, og den er i skrivende stund på 330.000 tegn ud af 400.000.

Total antal skrevne ord i år: 105.104

tirsdag den 7. april 2015

Teater: På Skråplan

Her i påsken har jeg været travlt beskæftiget med endnu et mystisk teaterprojekt.
Teaterprojekt er kodesprog for masser af kaffe
Helligdagene, som burde have været feriedage, har jeg tilbragt på Ryslinge Højskole sammen med forestillingens idemand og to skuespillere. Vi har så skullet skabe rammen om en teaterkoncert (musik og tekster var allerede skrevet), med titlen "Definition: På Skråplan" som får premiere på Teater Momentum d. 13. maj.
Jeg skal så hverken synge eller spille musik, derimod skal jeg lave en masse andet sjov. Vi koncentrerede os om teaterdelen i teaterkoncert, det vil sige iscenesættelsen af de handlinger, stemninger og følelser, som bliver udlagt i sangene. Jeg har skrevet et par tekster, som skal opføres, nogle gange i monolog-form, andre gange i spoken word (digt?)-form, og jeg har været med bag scenen i tilblivelsen af adskillige spændende og eksperimenterende teaterbilleder/fragmenter/brikker.
Til maj skal vi så sætte hele baduljen sammen på Teater Momentum med den rigtige scenografi, lys og lyd, band og musik, inden vi spiller første gang d. 13. maj klokken 20.

ORD!
Vi spiller fire forestillinger, og den ene er allerede udsolgt, så hvis du skal have billetter nytter det ikke noget at vente for længe!

søndag den 14. december 2014

Nat på Museet

Jeg er udmattet. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Hele fredag og lørdag har jeg måske fået en god times søvn, men den tid er givet godt ud. Jeg har nemlig lavet kunst i stedet.
Sammen med tre andre kunstnere, instruktør Jeppe Sand, musiker Nicolas Koch-Simms og skuespiller Casper Wichmann, samt ti drama-elever fra Mulernes Legatskole har jeg skulle skabe en scenekunst-forestilling fra bunden på 24-timer.
Scenekunst - hvad er nu det? Ja, der er i hvert fald en grund til, at jeg kalder det sådan i stedet for det mere mundrette "teater."

Forestillingen endte med at blive en vandreforestilling, hvor publikum blev ført gennem en meget særlig scenografi, nemlig den eventyrlige Sanseudstilling på Brandts museum. Det var mindre en lineær teaterforestilling og mere en udforskning af alt det, vi fortrænger i dagligdagen, den barnlige leg og de dystre tanker, den eksistentielle eftertænksomhed. Alt det havde vi iscenesat på forskellige måder, med fælles digtoplæsninger, musikalske numre, anonyme monologer, brudstykker af drømme og dramatiske scener. Det lyder sikkert langhåret, og det var det også. Vi havde som sagt 24 timer, og så er man nødt til at lægge sig fast på noget indhold hurtigt, så det kan blive indøvet og få form.
Som forfatter og poet havde jeg ansvaret for at lede en skriveproces med de unge og derefter sætte form på teksterne og øve dem, så de kom ud med størst mulig slagkraft. Jeg har jo været vant til at lave workshops i poetry slam, men dette var alligevel noget ganske andet, fordi det jo også er en fælles proces, og alle er hundrede procent engagerede. Til tider forvirrende, men en fælles udforskning af et enkelt emne giver også så mange ideer, som man aldrig selv ville have tænkt på, og det bliver enderesultatet kun bedre af.


Vi endte med at opføre den færdige forestilling to gange, og så var det ellers ud af vagten - udstillingen skulle jo åbne igen for det "almindelige" publikum tyve minutter senere. Alt i alt en rigtig fed og inspirerende oplevelse i nogle anderledes omgivelser og med en anderledes kreativ proces, som konstant var præget af fællesskab og nye input.

onsdag den 16. april 2014

Scenekunst - Lykkes det?

Blot en kort opdatering for at fortælle, at jeg i morgen bliver lukket inde sammen med en række forskelligartede kunstnere - musikere, skuespillere, lysdesigner, etc. - for at skabe en færdig forestilling på fem dage. Vi har premiere på onsdag og spiller sidste gang lørdag.
Læs mere og bestil din billet her: https://www.facebook.com/events/590824694346081/?ref_newsfeed_story_type=regular

Hvad er der så at meddele på skrivefronten? Ikke meget. Jeg har flere manuskripter ude ved forlag og forsøger at væbne mig med tålmodighed og håbe på gode nyheder hvert et øjeblik.

Nyd påsken!