Poetry slam og Pix

Tiden begynder efterhånden at gøre krav på mig, og mine gøremål gør krav på min tid, og bloggen bliver skudt i baggrunden. Men her kommer så årets første opdatering.

Sidste lørdag var jeg til DM i poetry slam i Aarhus, en meget spændende oplevelse, der gav mig lejlighed til at møde flere udøvere af denne poetiske disciplin, samt optræde foran en fyldt teatersal - og ikke opnå point nok til at gå videre til anden runde, desværre.
Poetry slam har generelt optaget mere af min tid i januar end det sædvanlige skriveri - det er kun blevet til en halv novelle, som jeg dog bestemt har planer om at gøre færdig snart.

Derudover er jeg med i en kommende novellesamling udgivet af Harksen Productions med titlen Pix. Novellerne er skrevet af forskellige spændende navne på den danske horror-scene og skulle i skrivende stund befinde sig i trykpressen parat til snarlig læsning.

Post-julekalender

Årets julekalender er overstået, og jeg håber, at alle har haft en dejlig december, en dejlig juleaften, forhåbentlig uden ondskabsfulde nisser ude på at ødelægge den gode stemning. Jeg har i hvert fald nydt at skrive et dagligt afsnit, også selvom det nogle gange har været trængt af andet - sådan er december jo nu engang.

Hvis du har nydt julekalenderen, må jeg også anbefale min roman Skygger fra Oktoberland, som kan købes direkte fra forlaget Replikant til en god pris i både papir- og digital version. Der er ingen julestemning deri, men litterære lækkerier, som man kan krølle sig sammen i en god lænestol og gyse ved.

Jeg vender tilbage i det nye år med mange flere skriverier.
Godt nytår!

Fireogtyvende julegys

24. december

En belejring blev det i sandhed; spøgelserne krøb sammen og lyttede til tumulten hele natten, og først om morgenen den fireogtyvende december åbnede David forsigtigt døren - bevæbnet naturligvis med en improviseret slangebøsse.

Rochus, Nikomedes og Balbina sad bundne og kneblede ved siden af hinanden i et hjørne, mens Abraham tilsyneladende havde nægtet at overgive sig frivilligt til den betragtelige menneskemængde, som var trængt ind i radiobygningen i løbet af natten.

“Alt det blod,” mumlede Niels Peder stilfærdigt, mens han kiggede sig omkring. Adskillige mennesker var blevet dræbt den nat, og lemmer lå spredt rundt omkring, blodsprøjtene plettede både loftet og væggene.

“Tænk, at de også skulle dø den fireogtyvende december, bare for vores skyld,” funderede Georg. “Det vil da blive en dødshistorie, der kan matche alle vores.”

“Ja,” hvæsede Abraham fra sit trængte hjørne. Han var blevet frataget sig sin økse, og alligevel turde menneskene ikke nærme sig ham yderligere. “Var det sådan en redningsaktion, du havde forestillet dig, David. Sådan et blodbad? Det her var levende mennesker, der døde for de allerede dødes skyld. Føler du dig ikke nobel nu?”

“De døde ikke for vores skyld,” svarede David kampberedt. “De døde, mens de kæmpede mod jer. I er destruktionens kræfter, I vil ikke tillade nogen at have det hyggeligt eller godt, I bitre, afskyelige gnomer. Disse mennesker døde med oprejst pande, fordi de ikke ville tillade jer at gennemføre jeres plan. De døde for de allerede levende, som ikke skulle behøve at lytte til rædsel og blodsudgydelse på juleaften.”

“Er dette måske ikke blodsudgydelse?” spurgte Abraham triumferende og slog ud med armene til de maltrakterede lig. “Er dette ikke rædsel? Er alt dette ikke juleaften?”

“Intet af dette er blevet udsendt, og det bliver det heller aldrig,” sagde David. “I aften kommer radioen til at spille julemusik og sprede hygge, intet andet.”

“Det betyder ingenting,” blev Abraham ved. “Vi ved alle sammen i dette lokale, hvad der er sket her. Vi ved alle, at dette er julens sande ansigt. I kæmper så hårdt for at holde ubehagelighederne for døren, men det hjælper ingenting. I vil alle sammen bære det i hjertet resten af jeres dage, levende såvel som døde.”

“Nej,” sagde lille Theo og trådte frem. “For det gode er altid stærkest i hjertet.”

David smilede, og da han kunne se, at Abraham skulle til at komme med endnu et modsvar, løftede han sin slangebøsse, trak de sammenbundne elastikbånd tilbage og affyrede en blyantspidser af metal, der ramte nissen lige i panden, så han faldt bagover med det samme. Ingen lyd kom fra ham, og heller ikke fra andre lige i det øjeblik. Efter et par sekunder kom nogle af de belejrende levende dog til sig selv og skyndte sig hen for også at bagbinde Abraham.

“Vi afleverer dem til politiet,” sagde en. “Så må de tage sig af dem. Vi skal nok vidne om, hvad der er sket her.”

Spøgelserne takkede, og menneskene fortrak sig. Efterfulgt af resten af spøgelserne gik Birgitte ind i radiostudiet til Jan, der mirakuløst nok var kommet uskadt gennem hele december. “Er du klar til at sprede lidt julehygge nu?” spurgte hun, og et smil bredte sig i hans ansigt. Jan tog hovedtelefoner på og trak en mikrofon hen til sig.

“Det er ikke et øjeblik for tidligt,” sagde han, hvorefter musikken strømmede ud fra studiet. 

Treogtyvende julegys

23. december

Den treogtyvende december fløj en sten gennem vinduet, ikke affyret af en slangebøsse i Davids hånd, men kastet af en ung kvinde nede på gaden. Fem sekunder lød der endnu et knald, endnu en rude sprang.

Nisserne befandt sig inde i radiostudiet, de var ved at briefe Jan om morgendagens udsendelse, men forstyrrelserne afbrød dem, og de for ud i hallen. Tre knuste vinduer nu, og “hvad fanden foregår der her?” råbte Abraham.

Det kunne spøgelserne forklare ham, og i samme øjeblik blev døren ind til kontor-fængslet brudt op, og Niels Peder snublede ud over tærsklen, mens han ømmede sin skulder. Nisserne vendte sig rundt, trak deres våben, økser, knive og køller, mens spøgelserne et efter et trådte ud. Ligesom sidst var kun få af dem bevæbnede, men alle havde de det viljefaste udtryk i ansigterne, som altid betyder mere end slag- og stikvåben.

“Det her er ikke noget felttog,” sagde David og trådte frem. “Det er en belejring.”

“En belejring?” spurgte Abraham hånligt, nu han var ved at få overblik over situationen. De fleste vinduer var blevet smadret, og det lod ikke til, at der skete mere udenfor. “Hvad skal det sige?”

“Ja, det ved jeg ikke. Men prøv at spørg dine gnom-venner,” sagde David og gestikulerede imod Nikomedes og Balbina, der stod ved vinduerne og kiggede ud. Irriteret vendte Abraham sig om.

“Hvad sker der?”

Nikomedes var den første, der langsomt vendte sig om. “Det er ikke godt, det her. Der står en hel flok derude. De er ophidsede.”

“Til helvede med dem!” skreg Abraham. “Jeg vil have spøgelserne!”

Nu kunne de tydeligt høre råbene nede fra gaden, ingen enkelte ord, blot stemningen, vreden, blodtørsten i den retfærdige julefryd. “Det ser ud til, at det må blive en anden gang,” sagde David med et smil.

“Ved du, hvad jeg havde planlagt for den fireogtyvende?” gav Abraham igen med en ildevarslende tone i stemmen. “Jeres anden død. Endnu mere grusom end den første. Og I kunne have fået en dag mere, hvis I bare have opført jer ordentligt, men nu går den kraftedeme ikke længere.” Han trak øksen, og David gennede spøgelserne tilbage ind på kontoret, mens han selv råbte højt, “så er det nu!”

Han stod på dørtærsklen og så den første stige blive slået mod muren udenfor, det første menneske dukke op og vidste, at nu havde nisserne mere end nok at tænke på, og han lukkede og låste døren efter at have trukket sig i sikkerhed på kontoret - han måtte beskytte sine fæller. 

Toogtyvende julegys

22. december

“Nå,” sagde Abraham ondskabsfuldt glædesstrålende. “Skal vi have den sidste fortælling?”

David rejste sig op imellem sine spøgelseskammerater, og han stirrede ned på nissen, der havde holdt dem fanget igennem de sidste toogtyve dage. “Lad os bare det.”

De andre spøgelser stirrede på ham, mens han gik op mellem dem, hen mod nissen. Enkelte mumlerier hørtes blandt dem, forventningsfulde, skræmte, nervøse.

Ude i hallen stod resten af nisserne - og de havde også slæbt Jan derud. “Alt er klar derinde,” sagde Rochus til sin leder. “Det er bare at trykke på knappen.”

Abraham nikkede tilfreds og gennede så spøgelset frem foran sig. “Det her vil jeg høre alene,” hviskede han. “De andre kan have radioen tændt, men denne fortælling vil jeg have for mig selv.”

David sagde ingenting, men gik villigt foran nissen og ind i studiet, hvor han satte sig ned og indvilligede i at få udstyret påsat, ledningerne viklet omkring hovedet. Abraham satte sig også ned i en kontorstol, lænede sig tilbage, hænderne bag hovedet. “Du begynder bare.”

ON AIR.

Men fortællingen begyndte ikke lige med det samme, i stedet sad David og betragtede den lille skabning, som havde låst sig selv inde i rummet med ham.

“Hvor gammel tror du, jeg er?” spurgte David Abraham.

“Jeg ved det,” svarede Abraham roligt og viste samtidig sine tænder. “Det er fireogfyrre år siden, du døde, og du var seksogtyve på det tidspunkt. Det giver halvfjerds år, ganske præcist.”

“Ja, det siger du jo.” David rystede let på hovedet. “Og du tror også, du er den ældste her. Men det er ikke sandt. Du har tre hundrede år på bagen. Jeg har mere end tre tusinde. Og jeg har ikke levet så længe som et spøgelse for at lade mig eller min slags blive kommanderet rundt af usle gnomer som dig.”

Abraham udstødte et skingert latterudbrud. “Tre tusinde? Ja, den er god med dig. Hvis du var så gammel, hvorfor sidder du så stadig her i stedet for at have brudt ud for længe siden?”

“Det har været mit eget valg,” sagde David roligt. “Jeg beskytter mine fæller. Du har hver anden dag i hele december trængt ind i vores midte og befalet at få en at kæmpe med, en der kunne gøre modstand mod dig. Og du har vundet hver gang, en større eller mindre sejr. Men jeg har erfaring i at bekæmpe tyranner, som du måske allerede har gættet. Og den sidste, jeg slagtede, var tre gange min højde og vægt. Man kan opnå meget med en simpel slangebøsse. Og din tid kommer meget snart.” David materialiserede nu en hånd så hård som sten, rev hovedtelefonerne af og skubbede mikrofonen til side, noget ingen af de andre spøgelser havde kunnet gøre, et bevis på hans respektindgydende alder. “Så hvad du end har planlagt som din store finale ... Forbered dig på, at vi andre også deltager - og det ikke bare som offerlam.”

Enogtyvende julegys

21. december

“Så er vi alle med på planen?”

David kiggede rundt på forsamlingen af spøgelser, der gennem de sidste tyve dage havde gået så grueligt meget igennem, og gennem de seneste dage havde arbejdet på en plan for deres og julens redning - som forhåbentlig var gået de fire ondskabsfulde nissers næser forbi. Deres første oprør havde vist, at de ikke kunne klare sig uden ordentlig planlægning og heller ikke uden hjælp udefra, fra rigtige, stadigt levende mennesker. Og gerne ordensmagten.

Sådan burde det have ordnet sig nu. Jan havde givet go-tegnet fra den anden side af glasset. Han havde altså fået besøg udefra, og han havde ordnet, hvad der var hans ansvar, så nu måtte de bare håbe på, at det hele ville gå op.

“I morgen bliver det den sidste fortælling,” sagde David. “Min. Det regner nisserne med, og det skal de nok også få. Jeg tror, de har planlagt noget særligt til den fireogtyvende, det må de have gjort, ellers ville de ikke have timet det sådan. Men så skal vi i hvert fald nok sørge for at forpurre deres planer. Er alle klar på den? Kan I jeres pladser?”

Spøgelserne nikkede, Georg, Lars, Theo, Birgitte, Niels Peder, Rikke, Edith, Karina, Tom kiggede alle andægtigt og respektfuldt op på David, som havde udlagt planen for dem. Velforberedte var de denne gang, i det mindste på en anden måde end før. Hjælp havde de også.

“Hvad tror du, de har planlagt til den fire og tyvende?” spurgte Rikke, med David fnøs bare.

“Det er jeg i grunden fuldstændig ligeglad med. Det er sikkert noget, de synes er mægtigt grusomt. Men det behøver vi slet ikke at tænke på. Den fireogtyvende kommer ikke til at gå, ligesom de har planlagt det. Juleaftensdag bliver vores dag, og vi vil bruge den til at fortælle de lyttere, som gennem hele december har lyttet til forfærdelige dødshistorier, at julen ikke er så slem igen, at døden ikke er så slem igen. At de bør fejre juleaften i deres familiers skød, hygge, nyde livet alt, hvad de kan. Hygge, med kælkning og juletræsdansning og middag og gaver trods alle de usandsynlige farer, som vi har fortalt dem om. Juletid er hyggetid. Det bør de vide. Og det vil de også få at vide.”

“Hør hør,” istemte Niels Peder og rejste sig, kiggede rundt på de andre, som ligeledes forlod deres stole. Spøgelserne kiggede hianden i øjnene, tænkte tilbage på deres dødsøjeblikke og fremad på den næste juleaften.

Hygge, tænkte de for sig selv. Hygge. 

Tyvende julegys

20. december

Tom følte sig endnu mere tyndhåret end sædvanlig, da han trådte ind i radiostudiet. Rochus, som havde hentet ham ind, havde hverken behøvet truende ord eller våben for at få ham med, hans blotte tilstedeværelse og nævnelsen af Toms navn var nok til at få spøgelset til at hoppe i vejret.

“Tag den nu med ro,” havde Niels Peder sagt på vej ud. “Så slemt er det ikke,” men det mente Tom nu nok, at det var. Allerede før han begyndte sin fortælling kunne han mærke halsen snøre sig sammen, kunne mærke den kradsende følelse af noget, der bare ville ud og op.

“Det er snart jul,” sagde Abraham med et smil. “Så lad os høre.”

“Skal jeg så bare begynde ...” Tom så sig nervøst om. Alle fire nisser stirrede på ham. Omringet var han - ikke at han havde nogen som helst planer om at gøre noget uventet. Han ville bare have det overstået. “Jeg ville ... jeg ville bage nogle småkager til min niece. Min bror ville komme forbi med hende om eftermiddagen, før vi tog ud til vores forældre, og jeg ville gerne have kager klage ... klar. Brunkager, det var hendes yndlings, er måske stadig, tror jeg. Jeg ved det ikke. Men jeg var i gang med dejen, og så følte jeg mig så træt, jeg havde også været sent oppe dagen før, virkelig sent, syntes jeg. Så jeg lagde mig ind på sofaen, bare for en lille lur, sagde jeg til mig selv, bare for en lille lur, og jeg havde stadig dej på fingrene. Jeg burde have tørret dem af, men det gjorde jeg ikke. Jeg lavede brunkager, selvom jeg ikke selv kunne lide dem, eller tåle dem. Det var min nieces yndlings. Men jeg faldt i søvn, var sådan helt omtåget, og så vågnede jeg igen lige med det samme, føltes det som om, fordi der var noget, der kradsede i min hals, noget der prikkede sådan i tunget og ganen og så helt nede i struben, og jeg satte mig op, helt desperat, fordi det var så ubehageligt, og jeg børstede mig i ansigtet og prøvede at skrabe halsen med mine fingre, men det hjalp ikke, og så så jeg en edderkop kravle i sofaen, og så var det bare det billede, jeg havde for mig, en edderkop, der var kravlet ned i min hals, og jeg løb, skramlede ud i køkkenet efter noget vand, og jeg stak bare hovedet ind under vandhanen, og drak først. Men så tænkte jeg, nej, jeg vil jo have den op, og jeg prøvede at kaste op, men det duede heller ikke, så jeg drak bare mere vand, tænkte, at så ville det gå væk. Men det gik ikke væk, jeg blev ved med at kunne mærke den der krildrende fornemmelse og ikke bare i halsen, men i hele kroppen. Jeg skulle have noget andet end vand, og jeg tænkte ikke, så jeg tog bare klumper af dejen og stoppede i munden, fordi den smagte af noget og var blød og fedtet, den ville kunne slette alle spor, og så nåede jeg at spise næsten halvdelen, før jeg kom i tanke om, at jeg var allergisk over for nødder.

“Så jeg gik i panik igen og drak mere vand, som selvfølgelig ikke hjalp, jeg skulle jo have det op, men jeg har aldrig kunne kaste op på kommando, også selvom jeg stak to fingre i halsen, det prøvede jeg også, men jeg harkede bare, der skete ikke noget, og så lå jeg der på køkkengulvet.

“Mathilde!” råbte jeg, fordi jeg ligesom hørte, at de bankede på døren. Og der skete noget udenfor, de bankede på igen, og jeg råbte noget, men min dør var låst, så de kunne ikke komme ind, fordi jeg altid har min dør låst på grund af indbrudstyvene.”

“Og hvordan kom de så ind?” spurgte Nikomedes.

“Ja, det gjorde de jo heller ikke. De hørte mig ikke engang. De prøvede at ringe, men min telefon lå langt væk, og jeg havde allerede fråde om munden og var i kramper og det hele, og jeg kunne ikke svare, og så kørte de op til vores forældre for at se, om jeg bare var taget derop tidligere. Så kom de tilbage bagefter og tilkaldte også en ambulance efter at have set mig gennem vinduet, men der var jeg for længst død.”

“Fordi du spiste din egen brunkagedej,” konkluderede Rochus. “Som en idiot, når du vidste, at du ikke kunne tåle det.”

“Ja, men ...” prøvede Tom. “Edderkoppen ...”