Glædelig jul!

Bare en kort julehilsen herfra, og så lige et par forslag til hyggelige, uhyggelige eller direkte ubehagelige bøger, hvis al den søde julefred bliver for meget.

Dystre Danmark II er en serie nyskrevne, bloddryppende horrornoveller kan erhverves lige her: http://www.hplmythos.dk/

Der sker igen er en samling noveller om et Danmark dystert på en anden måde, drevet af had og racisme: http://kandor.dk/?p=690

Og selvfølgelig er det et tilfælde, at jeg har bidraget til begge antologier. Det samme har også A. Silvestri, Jonas Wilmann, Morten Carlsen og Thomas Strømholt. Man aner en sammenhæng.

Igen et ønske om en glædelig jul, uanset om den bliver tilbragt i familiens trygge skød eller i den ensomme, mølædte lænestol flakkende oplyst af dryppende kerter ved siden af vinduet, der kun dårligt beskytter mod blæksort uvejr, natteravne og spøgelser, indpakket af frygt for en forfærdelig fremtid og med fortællinger i kraniet, der kun alt for bloddryppende fodrer fantasien og prikker til den kriblende, krablende fornemmelse bagerst i hovedet, der spørger, om du i virkeligheden er alene ...

Historien om en rodet roman

Det er en historie uden ende, må jeg for det første advare om. Og så handler det om NaNoWriMo, selvom eventet jo officielt er overstået. Jeg endte med at nå lige over 80.000 ord fra de. 1. til d. 30. november, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

Jeg endte dog også med en ufærdig roman, en roman, som havde muteret og afveget så langt fra dets begyndelsespunkt, at jeg næsten ikke længere vidste, hvad der var op og ned. Jeg har skrevet en roman i november de sidste fire år og er indtil nu altid blevet færdig inden for de tredive dage. Sådan skulle det ikke gå denne gang. Måske fordi jeg arbejdede ud fra så løst et grundlag og mangel på synopsis, at det var bydende nødvendigt med kreativitet i overdrive for at skabe en spændende roman.

Men lad os starte fra begyndelsen. Jeg ville skrive om en mand, som blev bortført af aliens. Det blev han så. Jeg ville skrive om hans søgen efter sin gravide kæreste oppe i rumskibet. Det nåede jeg lige netop at få antydet. Jeg ville indskyde små hallucinationer induceret af rumvæsen-LSD mellem denne plottråd. Det gjorde jeg, og så tog hallucinationerne overhånd, og de sidste 80.000 ord har udelukkende handlet om dem.

Det første skridt blev nok taget d. 5. november. De første par dage var gået fint, men den dag mente jeg ikke at have noget interessant at skrive om, så jeg tyede til en tried and tested Nanwrimo-tradition: I anledning af Guy Fawkes-dag at skrive en eksplosion ind i romanen. Det var ikke så svært, og det førte mig lidt videre. Næste dag havde jeg forudsigeligt nok det samme problem igen. Hence: Travelling Shovel of Death, endnu en Nanowrimo-tradition, hvor man slår en karakter ihjel med en skovl.

Skovldrabet førte til en intens konflikt og skabte min primære antagonist, en fantastisk ækel zombie-kloakarbejder. Nok til at skrive løs i endnu et par dage ud ad den tangent.

En dag opfordrede en person på Nanowrimo-forummet så til at inkludere ordet Pamplemousse (fransk for grapefrugt) i romanen, hvilket jeg gladelig gjorde til navnet på en sød rottepige. Nu har næsten alle mine karakterer navne fra det franske cuisine.

Måske en uge senere modtog jeg et postkort fra en forfatter fra Cardiff, som udfordrede mig til på en eller anden måde at skrive et slot ind i romanen. Okay, tænkte jeg, for på det tidspunkt havde jeg mere eller mindre forladt det ynkelige skelet af en synops, jeg havde haft fra start. Altså fik jeg placeret et gammeldags slot et sted, hvor sådan et dårligt burde kunne stå oprejst (i kloakken).

Jeg er på nuværende tidspunkt 96.000 ord inde i romanen, den er snart længere end noget andet, jeg har skrevet, og allerede mere kompliceret, har flere twists og flere betydningsfulde og vigtige karakterer end nogen af mine tidligere romaner. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal afslutte den – jeg har et par ideer, men har endnu ikke bestemt mig. Hvor lang den bliver er jeg heller ikke klar over. 120 måske, men nok nærmere 150. Hvilket betyder et godt stykke arbejde endnu.

En ting kan jeg da sige. Jeg glæder mig til, at jeg bliver færdig og kan sætte mig ned og læse, hvad det er, jeg har fået rodet mig ud i. Indtil da forsøger jeg bare at nyde rutsjebaneturen.

Spoken Words

I disse dage er der blevet afholdt Spoken Word Festival i Odense, og selvom jeg kun nåede at overvære tre arrangementer, var der stadig en helt speciel oplevelse.

Poetry Slam oplevede jeg for første gang på Bogforum (som jo for øvrigt er i næste weekend), og det var en interessant smagsprøve på digteri og fiksfakserier med ord. Især fordi jeg så godt som aldrig læser moderne, dansk poesi - eller ældre, udenlandsk poesi for den skyld - og poetry slam er en dynamisk og involverende oplæsning, der både kræver en god digter og i særdeleshed en performer med liv i.

Onsdag aften optrådte Per Vers med fantastisk positiv hip hop og kreativ ordkunst, freestyle rap og generelt højt niveau. Hverken rap eller hip hop er egentlig meget langt fra min foretrukne musik, men Per Vers var simpelthen ikke til at modstå.

Torsdag skulle blive en smule mere laid back. Jeg var i Mimeteateret og hørte på historiefortællerne Mads Lund, Bent Hansen og Katrine Faber fremføre nykomponerede, magiske fortællinger. Mads Lund lagde ud med et moderne coming-of-age eventyr med næsten Carrie-inspireret pubertær kærlighed. En fin, omend noget barnlig og lettere ordinær historie, men fortalt med fagter og smil på læben. Bent Hansen tog herefter over med et mere seriøst kærlighedseventyr, hvis indhold jeg finder svært at referere, men hvis sprog og genkommende detaljer var ganske betagende. Alle fortællingerne, omkring tredive minutter i længde, blev naturligvis fremført fra hukommelsen og improvisationen uden papirer i hånden, og denne erfarne fortæller havde især styr på formuleringerne. Katrine Faber afsluttede aftenen med den mest eventyrlige, magiske fortælling, der var fyldt af både sang og xylofon, magiske forvandlinger, talende dyr, men på den gode og seriøse måde, hvis det giver mening. Det var medlevende, men rodede desværre også lidt for meget rundt i for mange forvirrende rammefortællinger, der gjorde fortællingen længere end den ideelt set burde have været. Det ændrer dog ikke på, at det var en aften i virkelig godt selskab og som også gav mig blod på tanden i forhold til den mundtlige fortælling.

Fredag var jeg desværre ude af byen og gik derfor glip af flere interessante arrangementer - men slap omvendt også fra en serie umulige, smertefulde valg, som festivalens yderst komprimerede program ville have gjort nødvendige.
Lørdag aften blev hele baduljen så afsluttet med stil. Gallaaftenen, der varede tre en halv time inkluderede musikalsk åbning og afslutning fra lokale hiphoppere Fler Farver, poetry slam fra de prisvindende Piip Poetry, der både var tanke- og lattervækkende. Herudover leverede ireren Niall de Burca som bestemt var interessante og velfortalte, men også en smule for pjattede mimik- og gestikmæssigt for min smag. Aftenens højdepunkt var uden tvivl de to canadiere Ian Keteku - tidligere verdensmester i poetry slam - og Brad Morden. Det var elektronisk og ukulelemusik til dramatisk digtning, sang poetry slam og rap, der flød sammen næsten grænseløst. Her var der i den grad styr på formuleringer, rim og rytme og dobbelte betydninger. Helt klart nogle af de fineste repræsentanter for den alsidighed, som begrebet spoken words dækker over!

 

Ian Keteku: Dear Justice

Forventninger

Forventninger til november, nærmere bestemt. NaNoWriMo har jeg skrevet om så mange gange, og hvis nogen ikke kender til det, så tjek deres hjemmeside ud og husk at det endnu ikke er for sent at melde sig til vanviddet.

I skrivende stund er der ikke meget mere end fire dage og tretten timer (Gys!) til det starter, og jeg har stadig ikke styr på min første scene. Heller ikke mit plot. Jeg ved det kommer til at handle om aliens, mere specifikt en mand, der som dreng havde et traumatisk tilfælde af nærkontakt med dem, og nu finder sig selv bortført, alene og skræmt om bord på et stort og mørkt rumskib, omgivet af sære maskiner og skræppende lyde, der nægter at træde frem fra skyggerne.
Jeg har flere gange hoppet frem og tilbage mellem forskellige former for plots og ideer, har flere gange helt overvejet og haft lyst til at skrive noget i en helt anden genre. Det er der selvfølgelig stadig tid til, hvis jeg 11.59 den 31. oktober pludselig får lyst til et romantisk steampunk-eventyr eller en fjollet superhelte-satire. Indtil videre regner jeg dog med at holde mig til alien-ideen. Hvordan forløbet bliver, aner jeg ikke, det kommer november til at vise.
Skræmmende bliver det dog, det er jeg sikker på. Science fiction er det ikke i nogen udpræget grad, bare fordi der er rumvæsener med. Horror er mit fokus - derfor har jeg også forberedt en youtube-playlist med forskellig-artet uhyggelig, creepy og bevægende klaver- og violinmusik, en stor del fra Silent Hill spillenes eminente soundtracks.

Tredive dage, 50.000 ord. Kom bare an!

Nyt fra redigeringsrummet

Der har været stille her på bloggen i længere tid end normalt, men jeg har også haft mere end normalt at foretage mig.
Dels har studierne igen møvet sig vej ind i min kalender, og dels, måske mere betydningsfuldt, har jeg haft gang i et ambitiøst romanredigeringsprojekt. Det handler ikke om Transformationsmaskinen, det steampunk-eventyr, jeg beskrev i sidste post, men en dark fantasy/horror-roman fra sidste år, som nu for alvor er kommet under kniven.
Hidtil har min redigeringsproces ikke været særlig gennemgående. Stavefejl, grammatik, naturligvis. Den enkelte spøjse, sproglige formulering. Måske endda tilføjelse og sletning af hele afsnit, men så heller ikke meget mere. Men nu måtte der altså ske noget!
 Flere karakterer har fået mere dybde, mere scenetid, løse ender er blevet bundet sammen og forklaret, en forvirrende slutning er blevet knap så forvirrende og jeg har kigget dybt i historiebøger, statistikker og på hjemmesider til research og realisme. Alt dette har været ekstra skrivning (og en smule redigering af det allerede skrevne), og jeg skal først nu til at læse det hele igennem og se, om de mange tilføjelser giver mening og hvis ikke, så finde en måde at få dem til at give mening. Blive sammenhængende.

Oven i det har jeg også skulle tænke på diverse novellekonkurrencer, dels sci-fi-julekonkurrencen og dels en kort novelle til universitetsbladet med fuldstændigt frit emne. Det syntes jeg var en smule overvældende, da jeg først læste det, men det gav mig mulighed for at skrive og gøre færdig en historie, som jeg har haft i hovedet i lang tid og på papiret i forskellige variationer. Det var en god undskyldning/motivation til at få den skrevet - om den er blevet noget ved, får jeg så at se senere.

Og til sidst vil jeg præsentere noget lidt andet og noget som burde have dukket op her på bloggen langt tidligere. Movie Maker og Youtube gav mig problemer sidst jeg prøvede, men denne gang gik det bedre. I sommerferien hyggede jeg mig blandt andet med at læse en masse Lovecraft (som de kvikke måske bemærkede) og såmænd også med at oversætte et par af hans noveller. Og mon ikke jeg så også skulle prøve at indtale en af dem? Jo, det tror jeg nok, og det blev Randolph Carters Erklæring, originalt skrevet og udgivet i 1919. Enjoy!

Om sommerredigering og steampunk

Solen skinner for det meste uden for vinduet. Jeg har endnu ikke fået skrevet så meget i min sommerferie, som jeg egentlig havde tænkt mig, til gengæld kører det derudaf med revision, gennemlæsning, redigering og andre ord for det samme arbejde. For et par dage siden nåede jeg til slutningen af en af de mange romaner, jeg fik fra hånden sidste år, og nu er jeg så gået i gang med endnu en.

Transformationsmaskinen er en steampunkroman om et par eventyrere, der med et bliver kastet ud i et livsfarligt komplot, da hundredvis af mekaniske, dampdrevne dræberrobotter i forskellige afskygninger. Det er den mest actionprægede roman, jeg har skrevet til dato, og det bliver spændende at se, om den kan holde tempoet oppe og kampene konstant spændende over hundredeogtyve sider.

Sådan cirka den slags robotter.

Derudover bliver det også interessant for mig at skulle redigere netop denne roman, ikke fordi den er fuld af slåfejl og blev skrevet på en lille måned (sådan er mit normale produktionstempo), men fordi jeg under skrivningen bevidst og aldeles dumdristigt forlod min planlagte slutning og helt sprang over den endelige opklaring af mysteriet om de levende maskiner og hvem der stod bag. Så stort et plothul har jeg aldrig før ladet stå i en roman med fuldt overlæg, men grunden var simpelthen, at jeg ikke havde lyst til at gå tilbage i historien og skrive de uddybende scener, mens jeg var midt i det, der skulle vise sig at blive den eksplosive finale (med mine helte på ryggen og i maven af en gigantisk, flyvende dragerobot, beskudt af soldater og angrebet af flagermusemaskiner). 

Det lyder forhåbentlig virkelig sejt, i hvert fald var det bevidstheden om, at jeg nok umuligt kunne overgå det scenarie, der fik mig til at slutte historien et par kapitler tidligere end planlagt.  

 

 

Og sådan cirka den slags våben.

I planlægningsfasen legede jeg også med ideen om en ond alkymist og en sygdomsepidemi, der gjorde folk til zombielignende væsener, men siden jeg allerede havde skrevet sådan en roman (ganske vist med et mere nutidigt og realistisk baggrundstæppe) blev det så dampdrevne monstermaskiner, der nedslagtes i stedet. Det fungerer også, synes jeg.

Niels Klim-prisen

Så får vi en dansk pendant til Nebula-prisen.

http://www.ommadawn.dk/design2.php?fkt=tag&id=295

Jeg var ganske vist opmærksom på dette initiativ tidligere på året, men nu har konkurrencen fået regler og prisen et navn. Opkaldt efter hovedpersonen i Holbergs klassiske roman vil prisen gå til forfattere af kort eller kortere, dansk science fiction skrevet i 2011. Der er tre simpelt opdelte kategorier:
0-7.500 ord
7.500-17.500 ord
17.500-40.000 ord

Det står enhver frit for at nominere noveller, man synes bør komme i betragtning til denne pris, så det vil jeg opfordre alle interesserede til at gøre. Instruktioner og mere detaljerede regler er at finde på hjemmesiden ovenfor.
Naturligvis er dette også endnu et incitament til at skrive endnu mere science fiction!

Det eneste kritikpunkt herfra er, at også oversat litteratur medregnes - John W. Campbell Jr.s noveller fra Det kom fra en anden verden står således på listen over foreslået læsning. Ikke et ondt ord om den afdøde forfatter (som jeg i øvrigt endnu ikke har stiftet bekendtskab med) eller om oversat skønlitteratur, men kan vi ikke denne ene gang holde æresbevillingerne for os selv? Hugo og Nebula findes som bekendt allerede og det ville virke noget underligt på mig, hvis den første Niels Klim-pris skulle gå til en udenlandsk forfatter, hvis intentionen er at opmuntre, inspirere og anerkende den danske science-fiction scene.

Men ellers får prisen bestemt en anbefaling og et skulderklap fra min side!