Nyt fra redigeringsrummet

Der har været stille her på bloggen i længere tid end normalt, men jeg har også haft mere end normalt at foretage mig.
Dels har studierne igen møvet sig vej ind i min kalender, og dels, måske mere betydningsfuldt, har jeg haft gang i et ambitiøst romanredigeringsprojekt. Det handler ikke om Transformationsmaskinen, det steampunk-eventyr, jeg beskrev i sidste post, men en dark fantasy/horror-roman fra sidste år, som nu for alvor er kommet under kniven.
Hidtil har min redigeringsproces ikke været særlig gennemgående. Stavefejl, grammatik, naturligvis. Den enkelte spøjse, sproglige formulering. Måske endda tilføjelse og sletning af hele afsnit, men så heller ikke meget mere. Men nu måtte der altså ske noget!
 Flere karakterer har fået mere dybde, mere scenetid, løse ender er blevet bundet sammen og forklaret, en forvirrende slutning er blevet knap så forvirrende og jeg har kigget dybt i historiebøger, statistikker og på hjemmesider til research og realisme. Alt dette har været ekstra skrivning (og en smule redigering af det allerede skrevne), og jeg skal først nu til at læse det hele igennem og se, om de mange tilføjelser giver mening og hvis ikke, så finde en måde at få dem til at give mening. Blive sammenhængende.

Oven i det har jeg også skulle tænke på diverse novellekonkurrencer, dels sci-fi-julekonkurrencen og dels en kort novelle til universitetsbladet med fuldstændigt frit emne. Det syntes jeg var en smule overvældende, da jeg først læste det, men det gav mig mulighed for at skrive og gøre færdig en historie, som jeg har haft i hovedet i lang tid og på papiret i forskellige variationer. Det var en god undskyldning/motivation til at få den skrevet - om den er blevet noget ved, får jeg så at se senere.

Og til sidst vil jeg præsentere noget lidt andet og noget som burde have dukket op her på bloggen langt tidligere. Movie Maker og Youtube gav mig problemer sidst jeg prøvede, men denne gang gik det bedre. I sommerferien hyggede jeg mig blandt andet med at læse en masse Lovecraft (som de kvikke måske bemærkede) og såmænd også med at oversætte et par af hans noveller. Og mon ikke jeg så også skulle prøve at indtale en af dem? Jo, det tror jeg nok, og det blev Randolph Carters Erklæring, originalt skrevet og udgivet i 1919. Enjoy!

Om sommerredigering og steampunk

Solen skinner for det meste uden for vinduet. Jeg har endnu ikke fået skrevet så meget i min sommerferie, som jeg egentlig havde tænkt mig, til gengæld kører det derudaf med revision, gennemlæsning, redigering og andre ord for det samme arbejde. For et par dage siden nåede jeg til slutningen af en af de mange romaner, jeg fik fra hånden sidste år, og nu er jeg så gået i gang med endnu en.

Transformationsmaskinen er en steampunkroman om et par eventyrere, der med et bliver kastet ud i et livsfarligt komplot, da hundredvis af mekaniske, dampdrevne dræberrobotter i forskellige afskygninger. Det er den mest actionprægede roman, jeg har skrevet til dato, og det bliver spændende at se, om den kan holde tempoet oppe og kampene konstant spændende over hundredeogtyve sider.

Sådan cirka den slags robotter.

Derudover bliver det også interessant for mig at skulle redigere netop denne roman, ikke fordi den er fuld af slåfejl og blev skrevet på en lille måned (sådan er mit normale produktionstempo), men fordi jeg under skrivningen bevidst og aldeles dumdristigt forlod min planlagte slutning og helt sprang over den endelige opklaring af mysteriet om de levende maskiner og hvem der stod bag. Så stort et plothul har jeg aldrig før ladet stå i en roman med fuldt overlæg, men grunden var simpelthen, at jeg ikke havde lyst til at gå tilbage i historien og skrive de uddybende scener, mens jeg var midt i det, der skulle vise sig at blive den eksplosive finale (med mine helte på ryggen og i maven af en gigantisk, flyvende dragerobot, beskudt af soldater og angrebet af flagermusemaskiner). 

Det lyder forhåbentlig virkelig sejt, i hvert fald var det bevidstheden om, at jeg nok umuligt kunne overgå det scenarie, der fik mig til at slutte historien et par kapitler tidligere end planlagt.  

 

 

Og sådan cirka den slags våben.

I planlægningsfasen legede jeg også med ideen om en ond alkymist og en sygdomsepidemi, der gjorde folk til zombielignende væsener, men siden jeg allerede havde skrevet sådan en roman (ganske vist med et mere nutidigt og realistisk baggrundstæppe) blev det så dampdrevne monstermaskiner, der nedslagtes i stedet. Det fungerer også, synes jeg.

Niels Klim-prisen

Så får vi en dansk pendant til Nebula-prisen.

http://www.ommadawn.dk/design2.php?fkt=tag&id=295

Jeg var ganske vist opmærksom på dette initiativ tidligere på året, men nu har konkurrencen fået regler og prisen et navn. Opkaldt efter hovedpersonen i Holbergs klassiske roman vil prisen gå til forfattere af kort eller kortere, dansk science fiction skrevet i 2011. Der er tre simpelt opdelte kategorier:
0-7.500 ord
7.500-17.500 ord
17.500-40.000 ord

Det står enhver frit for at nominere noveller, man synes bør komme i betragtning til denne pris, så det vil jeg opfordre alle interesserede til at gøre. Instruktioner og mere detaljerede regler er at finde på hjemmesiden ovenfor.
Naturligvis er dette også endnu et incitament til at skrive endnu mere science fiction!

Det eneste kritikpunkt herfra er, at også oversat litteratur medregnes - John W. Campbell Jr.s noveller fra Det kom fra en anden verden står således på listen over foreslået læsning. Ikke et ondt ord om den afdøde forfatter (som jeg i øvrigt endnu ikke har stiftet bekendtskab med) eller om oversat skønlitteratur, men kan vi ikke denne ene gang holde æresbevillingerne for os selv? Hugo og Nebula findes som bekendt allerede og det ville virke noget underligt på mig, hvis den første Niels Klim-pris skulle gå til en udenlandsk forfatter, hvis intentionen er at opmuntre, inspirere og anerkende den danske science-fiction scene.

Men ellers får prisen bestemt en anbefaling og et skulderklap fra min side!

Læste Roosevelt også Lovecraft?

”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Sådan skrev Howard Philips Lovecraft i sit essay ”Supernatural Horror in Literature” fra 1927, og i hans mange frygtindgydende noveller og historier skorter det ikke med eksempler på denne filosofi. Hovedpersoner bliver vanvittige i skræmmende antal, på grund af deres evindelige og destruktive nysgerrighed og interesse i de mange navnløse rædsler, der lurer i universets mørke dybder.

Alt dette er velkendt og blevet gentaget mange gange. Men hvem var klar over, at også USAs længst siddende præsident, Franklin Delano Roosevelt havde læst Lovecraft, da han holdt sin berømte åbningstale til nationen i 1933?

”First of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory.”

Inspirationen fra Lovecrafts terminologiske rædselskabinet er tydelig i Rossevelts første sætninger, men han bløder det naturligvis op med en uundgåelig optimisme, der skal berolige den trykkede og skræmte befolkning: det er muligt at sejre over ondskaben med en stærk leder og et stærkt folk. Vi må have håb for fremtiden:

”The money changers have fled from their high seats in the temple of our civilization. We may now restore that temple to the ancient truths.”

Se det lyder interessant! Vores civilisations tempels ældgamle sandheder skal genoprettes. Spørgsmålet er dog, hvad han mener med dette? Er det menneskehedens sandheder og civilisation, eller er det et meget ældre og mere frygtindgydende samfund, han hentyder til? Money changers er måske ikke andet end en kløgtig eufemisme...

”These dark days will be worth all they cost us if they teach us that our true destiny is not to be ministered unto but to minister to ourselves and to our fellow men.”

Aner man her et opgør med Lovecrafts kosmiske, pessimistiske kynisme? Roosevelt syntes igen at udtrykke den tro, at menneskeheden kan frigøre sig Cthulhus evige greb, frigøre sig fra jordens mørke fortid, hvor shoggoths løb frit. Han må naturligvis tage hensyn til sine uvidende vælgere, der desperat ønsker fremgang, men er han virkelig så naiv at tro, at det overhovedet gør nogen forskel, hvilken regering og hvilket samfund vi opbygger?

”Finally, in our progress toward a resumption of work we require two safeguards against a return of the evils of the old order.”

Det ser ud til at være tilfældet. Og hvilket middel anbefaler den nyligt valgte præsident så som det bedste middel til at undgå Cthulhus genkomst?

”Strict supervision of all banking and credits and investments; and provision for an adequate but sound currency.”

Det kan virke som et antiklimaks. Bankpakker? Er det virkelig alt?

Men det er det selvfølgelig ikke. Som allerede mere end antydet lurer der dybere og mere singulære grusomheder under al finanssnakken.

Men det kan jo også være, at indflydelsen er gået den anden vej, for Lovecraft var faktisk en af de mange amerikanere, der stemte på Roosevelt.

Er Cthulhu og de gamle guder i virkeligheden blot Lovecrafts kreative afbildning af USA's skrantende økonomiske situation? Repræsenterer R'lyehs rædsler (som første gang blev nævnt i Call of Cthulhu 1928, blot et år før krakket) rent faktisk kaosset på Wall Street, et ufatteligt system, som overvælder almindelige mennesker med sin kompleksitet og vidtrækkende betydning for deres dagligdag og deres usikre fremtid? Et monster, der truer med at opsluge dem?

Måske er det derfor Lovecraft vedbliver at være populær år efter år – verden bliver ved med at gå af helvede til. Jeg spår i hvert fald et helt nyt fortolkningsområde for Lovecraft-studerende i fremtiden...

At the Mountains of Madness

At the Mountains of Madness

Af H. P. Lovecraft

Lovecraft fortæller i Mountains of Madness (1936), som Poe gjorde det i Arthur Gordon Pym  (1838) om en ekspedition til Antarktis, den mystisk dragende, uopdagede del af jorden. Det er en kort roman, men en af den klassiske horrorforfatters mest betydelige værker, da den præsenterer læseren for både en rystende, gyselig læseoplevelse og et detaljerigt indblik i hans kosmiske rædselsunivers kendt som The Cthulhu Mythos.

”I am forced into speech because men of science have refused to follow my advice without knowing why. It is altogether against my will that I tell my reasons for opposing this contemplated invasion of the antarctic (…) And I am the more reluctant because my warning may be in vain.”

Forskerholdet sendt ud fra Miskatonic University rejste ud for at kortlægge Jordens geologiske og biologiske forhistoriske tid mere detaljeret ved hjælp af isboringer, jordprøver og bestemmelser af fossiler, men ender med at finde noget mere frygteligt i jordens fjerneste egne.

Sædvanligvis kan horror godt, hvis det onde bliver for detaljeret, miste noget af sin kant, miste noget af den fremmedhed, som karakteriserer det mest skræmmende. Dette er dog ikke tilfældet hos Lovecraft, for på trods af, at han beskriver ekspeditionens fund i en detaljegrad, der kan næsten kan være kvælende og søvndyssende, hvis man ikke fordyber sig i læsningen, virker det ikke ligegyldigt, mindre betydningsfuldt eller skræmmende. Måske fordi det ikke er blodige rædsler eller voldshandlinger, han beskriver, men netop noget der er fremmed og mystisk for selve menneskeheden og jordens liv, som vi kender det – og noget, der medfører nogle ubehagelige konsekvenser, der bliver udforsket i hovedpersonens tanker. Holdet kan drage de konklusioner af deres opdagelser, at Jorden og mennesket ikke blev skabt naturligt, men af kosmiske og almægtige, ufattelige (i ordets egentlige forstand) væsener, der ikke kunne være mere ligeglade med menneskets eksistens. Selv i den religiøse tankegang om en gammeltestamentelig Gud, modtager ”onde” mennesker opmærksomhed i kraft af dommen til evig straf i Helvede – den slags er ingen steder at finde hos Lovecraft, der i sin kosmiske rædselsfiktion udtrykker den holdning, at mennesket blev skabt ved et rent tilfælde, og at vores liv derfor både er menings- og betydningsløst. Dette verdenssyn bliver videregivet effektivt i fortællingen, og den eksistentielle rædsel, det fremvækker, virker ganske betydningsfuld i romanens univers.

Lovecraft er på grund af sin omstændelige og komplicerede stil bestemt ikke for alle, men han er en klassiker i horrorlitteraturen og det med rette. Historien om hvordan hans samtidige videreførte og udbyggede Cthulhu og de gamle guders univers er velkendt og selv i dag, halvfems år efter de første noveller blev skrevet udgives Lovecraft-inspirerede antologier (og i Danmark, endda).

Hvis man ikke er bekendt med Lovecraft og hans univers i forvejen, vil Mountains of Madness måske være en for stor mundfuld. I det tilfælde kan anbefales en af de klassiske noveller Call of Cthulhu eller den korte Statement of Randolph Carter der ligger uden for den kosmiske horror, men stadig er gennemsyret af de unævnelige, ubeskrivelige rædsler, som Lovecraft gennemgående arbejder med.

Lovecrafts bedste fortællinger kan findes i bl.a. denne smukke udgave som på det seneste er blevet min absolutte yndlingsbog. Lovecrafts værker giver både rædselsvækkende læseoplevelser og stof til eftertanke og er helt bestemt værd at bruge lidt tid på at gøre sig bekendt med.

Dystre Danmark 2

Første udkast til forsiden

Så er der endnu en novelleudgivelse på vej, denne gang i horrorantologien Dystre Danmark 2 udgivet af H. Harksen Productions. Etmandsforlaget koncentrerer sig om horror og mere specifikt historier skrevet i mesteren af weird fiction, H. P. Lovecrafts univers og inspireret af hans Cthulhu Mythos.
I indkaldelsen til antologien blev der kaldt på noveller, der udfordrede eller overskred grænserne for, hvad der normalt forstås ved horror (iblandt forslagene: "splatter punk, udpenslede rædselshistorier, sexuelt afvigende karakterer, psykopater og betændte byer."), så selv uden at jeg har læst de andre noveller, kan jeg nok godt sige, at det kommer til at blive interessant. Blandt de andre forfattere i samlingen kan nævnes Lars Ahn Pedersen, som vil kendes fra flere fantastiske noveller i SFCs antologier, Jonas Wilmann, der for nyligt udgav den postapokalyptiske roman Mutagen, Patrick Leis, der har udgivet adskillige ungdoms- og gyserbøger, og mange andre. Den fulde liste kan ses her

Min egen novelle, Strålende Lys, Udstrakt Verden, der blev flikket sammen under hårdt tidspres fra deadlinen, er en personlig undergangsfortælling fra storbyen, en hektisk flugt gennem rendestenen truet af gale mennesker, motiveret af overlevelsestrang og kærlighedssorger. Selv blev jeg godt tilfreds med den, og jeg håber det samme bliver tilfældet for fremtidige læsere, når antologien udkommer.

Jonathan Lethem - Ensomhedens Fæstning

Ensomhedens Fæstning føles som en overflod af virkelighed. Den er en tabt eller oplevet eller husket eller fuldt ud levet barndom i Brooklyn op gennem 70’erne og 80’erne. Personligt kender jeg ikke nok til den periode til at genkende halvdelen af de musikalske og popkulturellere referencer, men universet bliver beskrevet så tydeligt og troværdigt, at det ingenting gør.

Den lille, store verden omkring Dean Street, de flygtige og varige ven- og bekendtskaber bliver smukt realiseret gennem det præcise, detaljerige og poetiske sprog, der gør Jonathan Lethems værk så mesterligt.

Som en tændstik flammer op i et mørklagt rum. To hvide piger i flonelnatkjoler på røde vinylrulleskøjter med hvide snørebånd forsøgte sig med cirkler på et revnet blåliggråt fortov klokken syv en juliaften. Pigerne hviskede vers, de var  hviskende vers, og det fine hår var som en let rødmende aftenhimmel og flød, som var det aldrig blevet klippet.

Sådan lyder romanens første sætninger, og de fortsætter lige så smukt. Oversættelsen af Søren K. Barsøe formidler for det meste stemningen rigtig godt, men det er en meget amerikansk bog i både sprog og effekt, hvilket kommer til at skinne igennem enkelte steder. Dette er selvfølgelig ikke til at undgå, og har man ikke mulighed for at læse den originale (hvilket altid bør foretrækkes, uanset oversættelsen) er den danske udgave helt solid i sin gengivelse.

Under læsningen kan man sidde og blive helt nostalgisk efter en fremmed verden i slumkvarterernes små gader fyldt med funky musiktoner, grafittifascination og dybe, racemæssige kløfter. Konflikter født af racemodsætninger er der rigeligt af, da hovedpersonen Dylan er det eneste hvide barn i gaden, og derfor må lære at begå sig som en outsider og evig whiteboy. Han finder dog også en ven i Mingus Rude, et venskab som er et af bogens primære omdrejningspunkter. Der bliver trukket på et dejligt karaktergalleri gennem hele romanen og personer, der går tabt gennem årene genoplives flere gange, så både deres og Dylans udvikling tydeliggøres.

Lethem har tidligere udgivet Motherless Brooklyn, som jeg ikke har læst, og senere Chronic City, som var min introduktion til New Yorker-forfatteren. De to bøger deler mange kvaliteter, det smukke sprog, storbyen, og de utallige større og mindre bidder populærkultur man får slynget i hovedet.

Ingen af bøgerne har et stringent, sammenhængende og spændingsmættet plot, men er fyldte med mere eller mindre tilfældige engangsbegivenheder, som dog ikke virker betydningsløse af den grund, også fordi de næsten alle har en indflydelse på livet på den ene eller den anden måde. Her bliver fortalt livshistorier over lang tid, i Ensomhedens Fæstnings tilfælde, omkring tredive år. En barndom, en opvækst, en usikker voksentilværelse plettet og influeret af de tidlige års oplevelser – et perfekt eksempel på en bog der tilbyder læseren et stykke af en fremmed virkelighed og en verden, man har lyst til at leve sig ind i, på trods af alle overfaldene fattigdommen og samfundskonflikterne. Alle bliver de æstetiseret af sproget i en sådan grad, der gør værket fuldstændig uundgåeligt.