Jonathan Lethem - Ensomhedens Fæstning

Ensomhedens Fæstning føles som en overflod af virkelighed. Den er en tabt eller oplevet eller husket eller fuldt ud levet barndom i Brooklyn op gennem 70’erne og 80’erne. Personligt kender jeg ikke nok til den periode til at genkende halvdelen af de musikalske og popkulturellere referencer, men universet bliver beskrevet så tydeligt og troværdigt, at det ingenting gør.

Den lille, store verden omkring Dean Street, de flygtige og varige ven- og bekendtskaber bliver smukt realiseret gennem det præcise, detaljerige og poetiske sprog, der gør Jonathan Lethems værk så mesterligt.

Som en tændstik flammer op i et mørklagt rum. To hvide piger i flonelnatkjoler på røde vinylrulleskøjter med hvide snørebånd forsøgte sig med cirkler på et revnet blåliggråt fortov klokken syv en juliaften. Pigerne hviskede vers, de var  hviskende vers, og det fine hår var som en let rødmende aftenhimmel og flød, som var det aldrig blevet klippet.

Sådan lyder romanens første sætninger, og de fortsætter lige så smukt. Oversættelsen af Søren K. Barsøe formidler for det meste stemningen rigtig godt, men det er en meget amerikansk bog i både sprog og effekt, hvilket kommer til at skinne igennem enkelte steder. Dette er selvfølgelig ikke til at undgå, og har man ikke mulighed for at læse den originale (hvilket altid bør foretrækkes, uanset oversættelsen) er den danske udgave helt solid i sin gengivelse.

Under læsningen kan man sidde og blive helt nostalgisk efter en fremmed verden i slumkvarterernes små gader fyldt med funky musiktoner, grafittifascination og dybe, racemæssige kløfter. Konflikter født af racemodsætninger er der rigeligt af, da hovedpersonen Dylan er det eneste hvide barn i gaden, og derfor må lære at begå sig som en outsider og evig whiteboy. Han finder dog også en ven i Mingus Rude, et venskab som er et af bogens primære omdrejningspunkter. Der bliver trukket på et dejligt karaktergalleri gennem hele romanen og personer, der går tabt gennem årene genoplives flere gange, så både deres og Dylans udvikling tydeliggøres.

Lethem har tidligere udgivet Motherless Brooklyn, som jeg ikke har læst, og senere Chronic City, som var min introduktion til New Yorker-forfatteren. De to bøger deler mange kvaliteter, det smukke sprog, storbyen, og de utallige større og mindre bidder populærkultur man får slynget i hovedet.

Ingen af bøgerne har et stringent, sammenhængende og spændingsmættet plot, men er fyldte med mere eller mindre tilfældige engangsbegivenheder, som dog ikke virker betydningsløse af den grund, også fordi de næsten alle har en indflydelse på livet på den ene eller den anden måde. Her bliver fortalt livshistorier over lang tid, i Ensomhedens Fæstnings tilfælde, omkring tredive år. En barndom, en opvækst, en usikker voksentilværelse plettet og influeret af de tidlige års oplevelser – et perfekt eksempel på en bog der tilbyder læseren et stykke af en fremmed virkelighed og en verden, man har lyst til at leve sig ind i, på trods af alle overfaldene fattigdommen og samfundskonflikterne. Alle bliver de æstetiseret af sproget i en sådan grad, der gør værket fuldstændig uundgåeligt.

"We save our lives in such unlikely ways"

Sidste år læste jeg ti fortællinger fra 1001 Nats Eventyr. Så læste jeg et digt af Neil Gaiman. Jeg tænkte over fortællingens væsen og betydning, for skaberen, tilhøreren og for mennesker.

1001 Nats Eventyr. Eventyr fra den arabiske verden, men fra mange forskellige kulturer, fra Tyrkiet, Iran, Indien, Egypten, syriske og persiske områder. Magiske fortællinger, jordbundne fortællinger, om konger og kejsere og skomagere og troldmænd, om prinser og slaver. Eventyr, eventyrlige, betydningsfulde, kritiske og morsomme og ren fortælleglæde. Lethed.

Sheherazade fortalte disse eventyr til sin nylige husbond, sultanen, af frygt for sit eget liv, af snedighed, for at narre ham, men vigtigere endnu, ud af fortælleglæde.

Historier hjælper os til at give livet mening og nogle gange redder de os også.

Sheherazade reddede sit eget liv til slut, men sultanens liv blev også reddet fra ondskab, han fik øjnene op for sin egen besættelse, fra sit eget ensidige, undertrykkende og blodige kvindesyn. Det kan siges, at Sheherazade fik ham til at se lyset, det kan også siges, at erkendelsen af hans egen ufatteligt rige, eventyrlige og opfindsomme kultur og historie, fik ham på bedre tanker. Eftertanke og fornuft, tid og mulighed for at opleve et andet menneskes perspektiv, en verden uden for det forgylde sultanpalads, en verden i rendestenen, i ørkenen og på de syv have, en verden mellem fabeldyrs kæber, troldmænds fejder og håndværkeres sveddråber.

Mennesker har tradition for at fortælle historier. Lejrbål og myter giver mening til tilværelsen, sammenhæng, selvom de måske er opdigtede. Vi knytter os så stærkt til fortællinger der giver os en samlet identitet, en mulighed for forståelse. Trøst og identifikation. Efterligning af verden, efterligning af kunsten og fiktionen, klangbund.

De 1001 eventyr var en del af Sheherazade, de var hendes barndom, person, historie, kultur, hendes familie, identitet, livssyn, de var hendes fantasi og hendes redning – i sidste ende var de hendes liv. Hvorfor gav det et ekko hos sultanen? Fordi de delte en arabisk kultur, ja, men bredere fordi de begge var Mennesker.

Mennesker fortæller, skaber verdener der vækker genklang i vores følelser. Verdenssyn.

Sheherazade var et menneske, og hun var snedig, hun vidste, hvordan hun holdt sultanens opmærksomhed fanget, hun vidste at under hans blodtørst var der noget at prikket til. En nysgerrighed og en barnlig, eller måske almenmenneskelig lyst til at høre endnu en godnathistorie, til at få slutningen med. Det greb kan måske kaldes håndværksmæssig snedighed i fortællekunsten, men sjælen i eventyrene var ægte og betydningsfulde, fortalt fra hjertet af ikke blot et menneske, men en kultur.

She does not know where any tale waits

Before it’s told. (No more do I.)

But forty thieves sounds good, so forty

thieves it is. She prays she’s bought another clutch of days

We save our lives in such unlikely ways

- Neil Gaiman, Inventing Aladdin

Den Danske Science Fiction Novelle VI

I sidste uge fik jeg besked om, at min novelle "Turing" ikke blot var blevet valgt til udgivelse i Knud Larns uregelmæssige science fiction fanzine, men at jeg også havde vundet konkurrencen i kategorien 17-20 år. En dejlig overraskelse, da jeg indsendte novellen helt tilbage i 2009. Temaet var "Danskerne og robotterne," og jeg endte med at skrive et sammensurium af forskellige oplevelser og indtryk fra en fremtidig verden, hvor menneskelignende robotter udgør det nye etniske mindretal, og en kombination af teknologiforskrækkelse og fremmedhad giver dem svære, men ikke umulige kår i integrationsprocessen. Jeg har ikke for vane at skrive politisk motiverede noveller, og det er "Turing" som sådan heller ikke. Der kan unægteligt udledes forskellige budskaber fra den, og jeg har da også trukket inspiration fra såvel 2. Verdenskrig, som den evigt aktuelle indvandrerdebat (og klassiske robotapokalypse-elementer), så jeg kan nok ikke sige mig fuldstændigt fri fra det.

I dag modtog jeg så bladet med posten og for fuldstændig skamløst at promovere mig selv, vil jeg citere fra det redaktionelle forord:

Og så er der den meget overraskende og overbevisende debut fra den kun 19-årige (i 2009) Nikolaj Johansen, der med novellen "Turing" udfordrer både den lineære historiefortælling, læserens sympatisans, vores danske forhold til "det fremmede" - og slipper af sted med det! Det er ikke mange voksne forfattere der kan skrive så fint politisk allegorisk og stadig lade fortællingen klart overskygge budskabet. Jeg glæder mig meget til at læse mere fra denne pen i de kommende år

Varmende ord, og de modtages med glæde!
Bladet kan bestilles fra denne hjemmeside: http://www.sciencefiction.webbyen.dk/ og indeholder udover min egen, noveller af Morten Carlsen, Manfred Christensen, Lise Andreasen, Flemming Rasch, Bjarke Schjødt-Larsen, og vinderen af den lidt bredere alderskategori 21+ A. Silvestri.

På siden er der også er mere information om novellekonkurrencen for 2011, der har temaet Fremtidens Superskurke, som altid med et dansk islæt. Noveller kan indsendes indtil udgangen af dette år, så der er god tid til at gå i tænkeboksen, hvilket jeg selvfølgelig også selv har tænkt mig at gøre.

Skriveopdatering

Så tager jeg mig lige lidt sammen for at skrive, hvad jeg går og arbejder på i øjeblikket.
I de sidste to uger har jeg arbejdet seriøst med min zombieroman, endnu uden rigtig titel, men til gengæld er den nu gennemskrevet og redigeret og lige knap 60.000 ord lang. Denne omgang redigering/omskrivning har været den mest "alvorlige" jeg nogensinde har foretaget mig, i og med at jeg har skrevet langt mere til og også ændret i det allerede skrevne mere end jeg plejer. Jeg tror, det er et godt tegn, i hvert fald er der styr på historien og den fungerer godt.
Og med den ude af verden, må jeg så kaste mig over noget andet: En horrornovelle, som nok bliver noget anderledes fra hvad jeg normalt skriver. Indtil videre har jeg ikke skrevet mere end knap halvanden side og undersøgt en masse om indisk folklore og mytologi, men grundstenene er lagt til noget mystisk, farligt, muligvis actionfyldt og forhåbentlig skræmmende. Jeg planlægger at sende novellen ind til Kandors kommende horrorantologi (http://kandor.dk/?page_id=260). Jeg ville egentlig også have skrevet en fantasynovelle til samme forlags antologi Ny Dansk Fantasy, men det fik jeg aldrig nået. Ren dovenskab, men det skal det være slut med nu.
Science Fiction Cirklen indkalder selvfølgelig også til deres årlige antologi, Lige Under Overfladen, og her har jeg også en novelle på tegnebrættet. De første 1300 ord er skrevet og resten er også planlagt, så den skal jeg nok også få skrevet et tidspunkt før deadline d. 1. marts.

Andet jeg tænker på, men ikke har fået noget ned på papiret til endnu, er horrornoveller til Dystre Danmark 2 og HPLMythos-seriens tredje samling. Jeg har ikke haft lejlighed til at læse nogle af de tidligere udgivelser, men hvis ikke jeg får alt for travlt på studiet, skal det nok blive til noget. Link til de interesserede: http://www.hplmythos.dk/submissions_dk.htm

I den realistiske genre, skal jeg have lagt sidste hånd på en novelle til det splinternye novellemagasin Ovids Oval. Første nummer er så vidt jeg ved, sat til d. 1. marts. Det skal jeg nok skrive mere om på et andet tidspunkt.

Bogliste 2010

Først og fremmest, godt nytår til alle!

Her vil jeg præsentere min liste over læste bøger i 2010. Jeg synes jeg har været rigtig heldig med langt de fleste:


1001 Nats Eventyr - ukendt
Aeneiden - Vergil
Billy Budd, Sailor - Herman Melville
Brooklyn Dårskab - Paul Auster
En Dyne af Sne - Craig Thompson
Elskovskunsten - Ovid
Extremely Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer
Fahrenheit 451 - Ray Bradbury
Fragile Things - Neil Gaiman
Gilgamesh - ukendt
House of Leaves - Mark Z. Danielewski
Hvis en Vinternat en Rejsende - Italo Calvino
Kafka på Stranden - Haruki Murakami
Kong Ødipus - Sofokles
Maus - Art Spiegelman
Micki 19:50 - Christian Reslow
Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket, The - Edgar Allan Poe
Poetikken - Aristoteles
Råchokteksterne - Steven Hall
Scarlet Letter, The - Nathaniel Hawthorne
Storm Front - Jim Butcher
Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde - Robert Louis Stevenson
Troubadourernes Sange - John Pedersen
Usynlig - Paul Auster
Walden - Henry David Thoreau
Watchmen - Alan Moore
Ældre Eddas Gudesange, Den - ukendt

Listen bærer en smule præg af, at jeg startede på Litteraturvidenskabsstudiet i september, hvilket også har givet mig en god chance for at få streget et par klassikere af den 100-bogsliste jeg skrev for efterhånden et stykke tid siden.
Den bedste læseoplevelse i 2010 var nok House of Leaves, som jeg også skrev en anmeldelse af, der er at finde længere nede på siden. Fantastisk bog. Derudover kan nævnes Råchokteksterne og Storm Front, en hurtig læst overnaturlig fantasy-krimi og første del af en længere serie, som jeg skal have tjekket ud, når jeg får tid til det. Også i den fantastiske genreafdeling ligger Neil Gaimans novellesamling Fragile Things, der helt sikkert er værd at stifte bekendtskab med.
I den mere seriøse ende finder vi Extremely Loud and Incredibly Close, et charmerende og vidunderligt skrevet drama om en lille drengs søgen efter sin far i New Work post-9/11. Brooklyn Dårskab vil jeg også gerne nævne endnu en gang, en skæbnefortælling, der selvom den ikke kommer op på siden af Austers New York-trilogi, stadig er en god historie fyldt med afrundede karakterer og seværdige tilfældigheder.
Som det ses, er det lidt småt med nye, danske romaner, hvilket jeg egentlig er lidt ked af. I 20100 tror jeg, at jeg vil bestræbe mig på i hvert fald at læse et par nyudgivelser og udover det, bare en masse gode bøger.

Igen, godt nytår, og godt læseår!

Jul i en anderledes verden

Det har været et helvedes år, men det vil jeg overhovedet ikke snakke om. Nu sidder jeg bare her sammen med min syvårige datter og kigger på juletræet, jeg var ude at skaffe i dag.  

Vi har altid fejret jul hjemme hos os selv, en lille familie, så lille som den kan være, far mor og børn. I år er den så en lille smule mindre, men det vil jeg heller ikke tænke på. Det var en kamp at finde det juletræ og slæbe det hjem, men jeg ville ikke have, at vi skulle fejre jul uden et juletræ.

”Skal vi tænde lysene?” spørger Emilie, og jeg smiler, nikker og rejser mig fra sofaen. Der er gået så lang tid i denne nye verden. Vi har lært at klare os sådan nogenlunde. Vi er ikke længere i livsfare. Vi sulter ikke. Jeg sørgede for at barrikadere døren for længe siden, hamre brædder for vinduerne. Jeg holder lav profil hver gang jeg går udenfor, og undgår det i øvrigt så meget som muligt.

Det sneede i dag. Det var en underlig fornemmelse at være ude i det. Jeg ville gerne have taget Emilie ud, ville have gjort det, hvis ikke de også var omkring. Jeg havde min økse med, selvfølgelig, men jeg brugte den ikke til andet end at fælde træet. Det er jul, jeg har ikke lyst til at slå kranier ind eller hugge hoveder af, jeg har bare lyst til at være glad. Jeg er egentlig også i helt godt humør. Emilie havde fundet en kasse med julepynt og nisser og hjerter og den slags, da jeg kom hjem. En kasse jeg ikke anede eksisterede. Vi pyntede træet sammen.

”Du behøver ikke gå ud efter et træ,” sagde hun og tog mig i hånden. Det var i morges. Det er i dag den fireogtyvende december.

”Skal vi ikke have et juletræ?” spurgte jeg.

Hun stod og rokkede frem og tilbage, og jeg ville gerne have kunnet se ind i hendes hoved, høre hvad hun tænkte. Hun pressede læberne sammen og så usikkert op på mig. ”Det er jo farligt derude, er det ikke? Går de ikke rundt?”

”Jeg skal nok passe på, det ved du. Jeg er forsigtig. Desuden er det også koldt udenfor, de har ikke så let ved at komme omkring.” Det var rigtigt nok. Kulden forhindrer dem i at bevæge sig særlig meget. Faktisk så jeg en af dem i dag, som var helt frosset ind i is. Temperaturen går hele tiden op og ned, vandet fryser og det tør, det samme gør de. Jeg tænker, at det må tære godt på deres muskler, og det kan heller ikke være godt for hjernen. Jeg nærer et lille håb om, at vi måske kan overleve vinteren, at de ikke vil gøre det samme. Måske kan vi så starte på ny.

Jeg sagde ”vi ses lige om lidt,” til Emilie og så gik jeg udenfor. Der var ikke så mange, og jeg kunne sagtens undgå dem ved at holde et raskt tempo ud til skoven. På trods af alt hvad der er sket, er det stadig en smuk verden, vi lever i. Der var frostkrystaller på de mindste kviste, og de glimtede i solen. Jeg kunne se min egen ånde. Jeg passerede det frosne tidligere menneske, gik langs skovstien og det lykkedes mig rent faktisk at nyde naturen uden forstyrrelser eller frygt for min egen sikkerhed. Jeg fandt et godt træ og gav mig til at hugge det ned. Jeg blev ikke forstyrret. Jeg tænkte, at den verden vi lever i nu egentlig ikke er så slem. Det værste er overstået.

Jeg blev overrasket, da træet faldt. Ikke fordi det faldt, eller fordi sneen puffede op, eller vinden rystede i grenene over mig, men fordi jeg på en eller anden måde ikke havde hørt de tre zombier, der nu stod bag mig. De rystede ikke af kulde, og deres led var heller ikke stive eller frosne. De måtte have fundet ly for kulden i en af de nærliggende gårde. Mon de var blevet tiltrukket af min træfældning? Mon sneen havde dæmpet deres skridt og skjult dem for mine ører?

Jeg kiggede ned på øksen i min hånd og tænkte et øjeblik på at svinge den, men jeg følte mig lige i så godt humør. I julestemning. Det er altså efterhånden sjældent at jeg har det på den måde. Jeg stak øksen tilbage i bæltet, tog i stedet fat i juletræets stamme og løb væk fra de stønnende væsener så hurtigt jeg kunne. Denne gang nød jeg ikke den smukke, snedækkede skov, jeg koncentrerede mig bare om at løbe. Så stor en trussel udgjorde de tre enlige zombier heller ikke, jeg kunne sagtens løbe fra dem, selv med træet på slæb. Det gjorde jeg også, men jeg var fuldstændig uden åndedræt, da jeg nåede hjem og bankede på døren. Emilie lukkede mig ind. Jeg kiggede mig over skulderen, men der var ingen der havde nået at følge efter mig.

Nu står vi så her og har tændt julelysene. Det er mørkt udenfor. Jeg tænker på, om zombierne mon ved, at det er jul nu. Sikkert ikke. Jeg holder min datter i hånden og vi går rundt om juletræet ganske langsomt og i stilhed. Stearinlysene der vajer forsigtigt på grannens grene er det eneste, der lyser op for os, og jeg tænker på alt hvad der er gået forud for dette øjeblik. Alle de døde mennesker.

Jeg holder op med at tænke. Jeg smiler, for jeg vil gerne nyde dette ene øjeblik i fred. Jeg kigger ned på Emilie. Det sner udenfor. Små fnug sætter sig fast på vinduerne. Vi har det varmt og dejligt herinde i mørket. Alene, men det gør ingenting.

Vi kan godt fejre jul, selvom verden ikke er, som den plejer at være.

NaNoWriMo og science fiction

National Novel Writing Month foregår som forhåbentlig bekendt i disse novembers triste dage (hvis det af en eller anden grund ikke er bekendt, skrev jeg et indlæg om det sidste år). Denne gang finder min roman sted i en nyligt koloniseret steampunkversion af Europa, hvor hovedpersonerne i stedet for at kæmpe mod det onde, irske imperium, ender med at kæmpe mod en horde af dampdrevne og bidske robotter, som pludselig indtager byen.

Mange flere kampscener end jeg er vant til at skrive, hvilket egentlig er dejligt. Hektisk. Jeg har netop styrtet et gigantisk luftskib fyldt med mennesker og robotter til jorden under beskydning for magtsyge soldater. Meget spændende, alt sammen.

Som altid er det en fornøjelse at deltage i dette kreative eventyr sammen med mere end hundredetusinde håbefulde forfattere verden over. Gavnligt for motivationen og fællesskabsfølelsen også, når alt forfatteriet ikke bare bliver foretaget i et ensomt loftskammer, men i et loftskammer med adgang til det globale internet.

Science Fiction Cirklen har også netop udgivet deres årlige antologi med nye, danske science fiction noveller, Ingenmandsland, og i denne samling er min egen novelle Vandkøler også at finde. Bogen kan findes her: http://www.sciencefiction.dk/udgivelser/boger/ingenmandsland.html og jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at anskaffe sig et eksemplar for at få en god og meget varieret læseoplevelse. Derudover også for at støtte foreningen, som gør et meget stort stykke arbejde for at udgive både ny og gammel og klassisk science fiction på dansk.

Det var vist alt for denne gang. Jeg vender tilbage til min roman. Den skriver jo ikke sig selv.