Gysergenren: Hvorfor er du ikke virkelig?

Da jeg skrev min novelle til Tellerups gyserkonkurrence, gik der noget op for mig. Rigtig mange historier i gyser/horrorgenren bigger på elementer uden for den virkelige verden. Det kan være overnaturlige fænomener eller væsener, spøgelser, dæmoner, vampyrer, monstre, magiske eller sataniske ritualer, personer med paranormale kræfter, som for eksempel telekinese eller telepati.

Selv når de uhyggelige fortællinger er baseret på vores egen verden er de uhyggelige elementer altid noget fremmed, morderne lider altid af en form for sindslidelse, der gør dem til psykopatiske, motorsavssvingende kolbøtter Det gyselige er altid noget fremmed. Noget ukendt. Jeg er den første til at erkende tiltrækningen ved det, man ikke kender til. Det er som en morbid fascination, noget der skræmmer og interesserer på samme tid. Det er også derfor mørket er så skræmmende for så mange, og så hyppigt et virkemiddel i gysere. Mennesket har altid haft en utæmmelig frygt for de ukendte sider af livet. Deraf, frygten for mørket. Mørket har potentialet til at gemme alle de rædsler, vi frygter mere end alt andet. Mørket kan gemme på mystiske mordere, krablende kryb, eller levende lig. Intet er umuligt, for vi kan ikke se hvad mørket gemmer, før vi lyser det op, og dermed dræber vores frygt. Vi frygter ikke et sted, vi frygter hvad stedet gemmer, og således frygter vi heller ikke mørket men hvad der findes deri.  Når vi træder ind i mørket træder vi ind i det ukendte. Hinsides mørket kan der findes hvad som helst. Hvis man træder ind i mørket ved man ikke om man træder ind i en brændende nedgang til helvede og alle dets pinsler, eller om man blot går ud i den lejlighedsopgang man har været i så mange gange før. Et enkelt skridt er nok til at ændre alt, et enkelt skridt og man kan være dømt til evige pinsler i en flammende smertefuld evighed, et enkelt skridt og man gør sig selv sårbar over for alverdens farer. Et enkelt skridt kan ændre alt. Lad os nu forlade mørket, og i stedet koncentrere os om de ”virkelige” sider af gysere. For ønsker vi i virkeligheden at blive skræmte, når vi læser gysere? Meget få af de elementer, der skaber gyset, findes jo netop ikke i vores verden, enten fysisk (som vampyrer) eller fordi vi ikke har oplevet dem tæt på (som psykopatiske mordere, som er sjældne, men findes). Det betyder, at vi på ethvert tidspunkt kan lægge bogen fra os og minde os selv om, at det bare er fantasi. Det samme kan vi ikke gøre, når gyset kommer fra velkendte elementer. Skræmmende oplevelser fra hverdagen (måske ikke en personlig hverdag, men ikke desto mindre en hverdag for nogen og en hverdag, der bliver vist i medierne dagligt) – voldtægt, familiemedlemmers død, at være alene hjemme, at blive overfaldet i hjemmet. Men hvorfor er disse emner så sjældne i gysere? Bliver det måske en smule for ubehageligt, går en smule for tæt på virkeligheden. Er det bare fordi alle historier grundlæggende er virkelighedsflugt, fordi vi, når vi læser bøger, ikke ønsker at blive konfronteret med virkeligheden?  Det kunne være et svar, men den virkelig skræmmende oplevelse må da netop findes i det genkendelige, ikke i barnlige fantasier om det overnaturlige, som ethvert fornuftigt sind kan afvise med et skulderkast.  Kombinationen af den virkelige verden, og det ukendte.

100 Must-Read Bøger

Første nye indlæg i månedsvis er ikke engang et rigtigt indlæg, men mere en afslutning af et tidligere indlæg, nemlig mit projekt med endelig at få læst 100 bøger der på den ene eller den anden måde konstituerer klassikere. Der er "rigtige" klassikere på listen (Pride and Prejudice, Kongens Fald), personlige valg (Why Weeps the Brogan, Charlotte's Web), science fiction, horror, krimi, eventyr, allegorier, historiske romaner, filosofiske romaner, samfundskritik og -satire og en hel masse andet.  I dag har jeg efter rigtig mange overvejelser og diskussioner og strygninger og tilføjelser endelig færdiggjort min liste. Undervejs har jeg indgået et par kompromiser, der har været bøger der var svære at sige farvel til og bøger som først kom med i sidste øjeblik, og her vil jeg så præsentere den endelige liste:

Det Nye Testamente Adams, Douglas: The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy Adams, Richard: Kaninbjerget Alighieri, Dante: Den Guddommelige Komedie Asimov, Isaac: Nightfall Austen, Jane: Pride and Prejudice Auster, Paul: Opfindelsen af Ensomhed Bang, Herman: Ved Vejen Bellow, Saul: The Adventures of Augie March Blixen, Karen: Min Afrikanske Farm Bradbury, Ray: Fahrenheit 451 Burgess, Anthony: A Clockwork Orange Capek, Karel: Krigen mod Salamandrene Camus, Albert: Pesten Card, Orson Scott: Ender’s Game Carroll, Lewis: Alice in Wonderland Chabon, Michael: Kavalier og Clay Christie, Agatha: Mordet i Orient-Ekspressen Danielewski, Mark Z.: House of Leaves Defoe, Daniel: Robinson Crusoe Dick, Philip K.: The Man in the High Castle Dickens, Charles: A Tale of Two Cities Dickey, James: Deliverance Dostojevskij, Fjodor: Forbrydelse og Straf Doyle, Arthur Conan: Baskervilles Hund Dumas, Alexandre: Greven af Monte Cristo Eco, Umberto: Foucaults Pendul Eliot, T. S.: The Waste Land Ellison, Ralph Waldo: Invisible Man Ende, Michael: Den Uendelige Historie Faulkner, William: As I Lay Dying Fitzgerald, F. Scott: The Great Gatsby Follet, Ken: Jordens Søjler Gaiman, Neil: Coraline Gibson, William: The Difference Engine  Goethe, Johann Wolfgang von: Faust Golding, William: Lord of the Flies Grahame, Kenneth: Vinden i Piletræerne Greene, Graham: The Heart of the Matter Hamsun, Knut: Sult Hawthorne, Nathaniel: The Scarlett Letter Heinlein, Robert: The Door Into Summer Heller, Joseph: Catch 22 Hemingway, Ernest: The Old Man and the Sea Herbert, Frank: Dune Hitler, Adolf: Min Kamp Hosseini, Khaled: Drageløberen Hugo, Victor: Klokkeren fra Notre Dame Jackson, Shirley: The Haunting of Hill House Jensen, Johannes V.: Kongens Fald Jones, James: From Here to Eternity Kafka, Franz: Processen Kerouac, Jack: On the Road Kesey, Ken: One Flew Over the Cuckoo’s Nest King, Stephen: Det Mørke Tårn Kipling, Rudyard: The Jungle Book Kureishi, Hanif: The Black Album LaVey, Anton Szandor: The Satanic Bible Lessing, Doris: The Grass is Singing Lewis, C. S.: The Magician’s Nephew London, Jack: The Call of the Wild Lovecraft, H. P.: At The Mountain of Madness McCarthy, Cormac: Blood Meridian  Mailer, Norman: The Naked and the Dead Marx, Karl: Kapitalen Melville, Herman: Moby Dick Monaldi & Sorti: Imprimatur Moore, Alan: Watchmen Morrison, Toni: Beloved Murakami, Haruki: Kafka på Stranden Nabokov, Vladimir: Lolita Pamuk, Orhan: Det Hvide Slot Percy, Walker: The Moviegoer Poe, Edgar Allan: The Narrative of Arthur Gordon Pym Pullman, Philip: Det Gyldne Kompas Pynchon, Thomas: Gravity’s Rainbow Rand, Ayn: Atlas Shrugged Rifbjerg, Klaus: Den Kroniske Uskyld Roth, Philip: American Pastoral Rushdie, Salman: De Sataniske Vers Saint-Exuperý, Antoine: Den Lille Prins Scott, Hugh: Why Weeps the Brogan? Shakespeare, William: Romeo + Juliet Spiegelman, Art: Maus Steinbeck, John: Pastures of Heaven Stevenson, Robert Louis: The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde Stowe, Harriet Beecher: Uncle Tom’s Cabin Swift, Jonathan: Gulliver’s Travels Thompson, Hunter S.: Fear and Loathing in Las Vegas Tolkien, J. R. R.: Eventyret om Ringen Twain, Mark: The Adventures of Huckleberry Finn Updike, John: Rabbit, Run Verne, Jules: En Verdensomsejling Under Havet Vonnegut, Kurt: Slaughterhouse-Five Wells, H. G.: The War of the Worlds White, E. B.: Charlotte’s Web Wilde, Oscar: Picture of Dorian Gray Wolfe, Tom: The Electric Kool-Aid Acid Test Woolf, Virginia: Mrs. Dalloway Zafón, Carlos Ruiz: Vindens Skygge

Japansk spiludvikling og art direction

Jeg vil i dette indlæg præsentere fire meget forskellige PlayStation spil, alle fra Japan, alle med et par år på bagen og alle med et fantastisk kunstnerisk touch, angående historie(fortælling), stil eller stemning. 

Okami har en meget anderledes billedside, der sætter sig på et tegnet look, men stilen er nærmere et klassisk japansk maleri end noget andet. Og det smukke ligger ikke bare i stilen, for spilleren bliver også sat i kunstnerens sted, da man skal løse spillets utallige opgaver ved at male former på skærmen og derved få træer til at blomstre, vind til at blæse, fyrværkeri til at sprutte og vand til at flyde.  

Historien centrerer sig omkring ulveguden Amaterasu, der skal redde en landsby fra en frygtelig forbandelse involverende en ottehovedet drage og et årligt jomfruoffer. Et klassisk og rigtig godt fortalt eventyr fyldt med hjælpere, fjender, guder, ånder, humor og spænding. Historien er spækket med referencer til japanske sagn og myter og karaktererne man møder på sin vej er alle vedkommende og interessante på hver sin måde. Og der er i sandhed mange mennesker at møde og mange eventyr at opleve i Okami – fra landsbyens jævne folk der skal have hjælp med de dagligdags sysler til konger og kejsere, der i fortvivlelse beder Amaterasu om hjælp til at finde et tabt objekt, fange en undvegen kriger eller redde deres befolkning.

Silent Hill, 2 udviklet af Team Silent, er en del af den forbilledlige survival-horrorserie Silent Hill, og excellerer med en kompleks og symbolladet historie og psykologisk gys. James Sunderland er kommet tilbage til byen Silent Hill, fordi han har modtaget et brev fra sin tilsyneladende afdøde kone om, at hun ’venter på ham.’ Således mystificeret er scenen sat for en udfoldelse af mystik, for menneskene er blevet erstattet af monstre, og de mennesker som ikke er, lider alle af dybe psykologiske problemer og har alle en relation til James – om ikke personligt, så fordi de er i den samme situation som ham eller deler hans følelser. James’ forhold til sin kone bliver langsomt uddybet gennem spillet og gennem hans kontakt med bipersonerne og bliver gradvist mere komplekst og tvetydigt. Spillet præsenterer både temaer om sorg, skyld og udfrielse, men også om kærlighed, seksualdrift og skæbne og dets historie og symboler bliver tolket på mange forskellige måder og stadig diskuteret, hvilket med al tydelighed viser hvilken betydning spillet har haft. 

Killer7 er skabt af Goichi Suda og skiler sig, ligesom Okami, stilmæssigt ud fra mængden. Billedsiden er holdt i et kantet tegneserielook, som jeg personligt fandt meget tiltrækkende, men det er i høj grad et spørgsmål om smag. Killer7 gør tingene på sin egen måde og det, at det er så lineært, at man som spiller ikke rigtig har nogen kontrol over hvor man kan bevæge sig hen, gør det så anderledes. Historien springer i mange forskellige retninger, har tunge politiske undertoner og bliver serveret gennem en række fantastiske cut-scenes i samme grafiske stil som resten af spillet.

Og så har vi Shadow of the Colossus. Dette spil er et af de fineste eksempler på at spil har et enormt potentiale når det gælder om at fremkalde stærke følelser og fortælle en gribende, men alligevel minimalistisk historie. Her har instruktøren Fumito Ueda ikke skabt en på forhånd fastlagt historie, men i stedet bare givet spilleren en brøkdel af historien og så lade ham skabe resten selv. Vi har den modige unge mand, hans hest, hans døde kæreste, hans ønske om at bringe hende til live og den gigantiske opgave det kræver. Som man rejser på tværs af det enorme spillandskab bliver man yderligere suget ind i historien af de ruiner og forladte bebyggelser man ind i mellem støder på, og man tvinges til at overveje ”Det Forbudte Lands” fortid.  Det er enormt virkningsfuldt fordi man på den måde bliver tvunget til at leve sig ind i historien og sætte sig ind i karakteren man styrer. Dette spil har også gjort det mest effektive job i spilsammenhæng med at få spilleren til at knytte følelsesmæssige bånd til ens “hjælper” som i dette tilfælde er en hest, blandt andet fordi den mange gange gennem spillet holder ens liv i sine hænder og omvendt. Jeg mener at en essentiel del af kunst er, at det fremkalder følelser i en eller får en til at tænke på politiske/psykologiske/filosofiske/menneskelige/etc. problemer i en ny sammenhæng. Og set i det aspekt er Shadow of the Colossus exceptionelt vellykket idet det videregiver følelser af skyld, kærlighed, fortrydelse og hvor langt følelser faktisk kan drive et menneske. At dette spil også var en del af inspirationen for min anden roman om, hvordan mennesket reagerer på dets samfunds forfald, ensomhed, tortur og aftraditionalisering, siger blot endnu mere om dets enorme indflydelse.  I efterordet vil jeg også gerne nævne forgængeren for Shadow of the Colossus, Ico, der finder sted i samme mystiske verden og deler mange af temaerne om, hvad et menneske vil gøre for kærlighed, samt om den grundlæggende kommunikation mellem mennesker. Og det var så det. Fire (fem) spil, der har skilt sig ud fra mængden på den ene eller den anden måde og som alle er anderledes på hver sin måde. Jeg kan ikke påstå at jeg nød at spille hver og et af dem ligeligt, men de fortjener bestemt deres plads i dette indlæg og jeg respekterer også hvert og et af dem for at gøre tingene som de gør. 

Pandemi er Hysteri

Der synes at være en tendens til at overdrive trusler og især når de omhandler obskure eller ikke-håndgribelige ting, i dette tilfælde sygdom, nærmere bestemt, svineinfluenza. Efterfølgeren til fugleinfluenza er åbenbart ligeså slem dens forgænger og allerede før der er påvist tilfælde af den i Danmark hidser man sig så meget op at det er nødvendigt med et indslag i tv-avisen og udtalelser fra adskillige læger og eksperter. Man taler om en pandemi, en verdensomspændende epidemi, der har sin oprindelse et sted i Mexico og nu potentielt truer hele verden. I visse lufthavne (i Japan? Eller Mexico?) går man endda så vidt som til at måle folks kropstemperaturer og tjekke for symptomer for den frygtelige svineinfluenza, så indrejsende ikke skal bringe smitten videre. Man taler om en pandemi, men efter min mening er der nærmere tale om hysteri. Jeg ville ønske at jeg kunne finde et bedre ord end hysteri, da det ikke helt dækker, hvad jeg prøver at udtrykke. Hysteri, ja, men udover det en overdrevet frygt for det ukendte, der får alle til at opføre sig som om de burde bære beskyttende iltmasker og ikke bevæge sig uden for en dør (det sidste er rent faktisk en realitet, hvilket blot viser hvor langt man går i visse tilfælde). Kierkegaard skrev i sin tid, at angst var en grundvilkår for livet og set i lyset af disse og mange tidligere begivenheder kan denne udtalelse kun være rigtig og relevant. Men bare fordi angst er uundgåelig her i livet er der ingen grund til at lade sig styre af den, i stedet bør man se på sine omgivelser og handle og tænke på grundlag af dette. Være realistisk, mener jeg. Der er noget der kaldes hypokondri. Jeg bringer det på bane fordi mange har en tendens til at se symptomer alle vegne blot man hører ordet svineinfluenza og ligeledes hersker der hos højtstående mennesker en tendens til at piske en angststemning i vejret når en global fare breder sig. Måske er det for langt at gå at drage paralleller til totalitære politistater, men ofte vil disse stater også opfinde diverse angstobjekter for at forhindre befolkningen i at fokusere på det væsentlige, såsom for eksempel den virkelighed de rent faktisk lever i.

Hvis religion er opium for folket, så er svineinfluenza det også – de tjener i hvert fald samme formål, nemlig at holde befolkningens opmærksomhed fast på et bestemt tema og væk fra et andet. 

Denne sidste sammenligning tjener ikke noget formål, det kan jeg lige så godt indrømme. Jeg forsøger ikke at få Danmark til at ligne en totalitær stat og det er heller ikke mit indtryk af mit fædreland, blot forsøger jeg at stille skarpt på en ubehagelig tilbøjelighed til at fokusere på psykiske vampyrer – for nu at låne et udtryk fra LaVey – i stedet for at koncentrere sig om de reelle problemer og den virkelige virkelighed. 

Projekt Fyld-Hullerne-Ud

Dette blogindlæg præsenterer en ganske glimrende ide, som jeg har tænkt mig at tyvstjæle fordi det er sådan en glimrende ide. Ganske glimrende, faktisk. Mit Projekt Fyld-Hullerne-Ud går ud på at jeg vælger præcis 100 bøger og derefter giver mig selv fem år til at læse dem alle – dog med en fejlmargen på 20-25 bøger, hvilket vil sige at det er i orden, hvis jeg misser op til 25 bøger, da der også skal være tid til at læse alt muligt andet. Bøgerne på min liste vil blive valgt efter følgende kriterier: - Klassikere af enhver slags og indenfor enhver genre. - Bøger jeg har haft stående på min hylde, men af en eller anden grund ikke har fået læst. - Bøger, som jeg har villet læse, men ikke har samlet op. - Kvalificerede anbefalinger fra venner. - Vindere af Pulitzer-priser/Nobel-priser. - Bøger fra den danske kulturkanon. Der er alt for meget fantastisk litteratur her i verden, og man kan simpelthen ikke få tid nok til at læse det hele – desværre. Men det er derfor jeg har lavet denne liste, for at få læst noget af al den litteratur som man egentlig gerne vil læse eller synes at man burde have læst; så kan man endelig sige, at man har læst Kongens Fald eller Processen (eller Idioten, hvis den også ender på listen). Hvis du også føler at dit kendskab til klassisk litteratur ikke er godt nok, eller bare har lyst til at endelig at få læst de bøger, man aldrig får tid til, så kopier endelig ideen, som jeg også gør.  Her er min foreløbige liste og yderligere forslag er meget velkomne! Asimov, Isaac: Nightfall Bradbury, Ray: Fahrenheit 451 Chabon, Michael: Kavalier og Clay Defoe, Daniel: Robinson Crusoe/Moll Flanders Dickens, Charles:  Doyle, Arthur Conan: Baskervilles Hund Eliot, T. S.: The Waste Land Faulkner, William: Fitzgerald, F. Scott: The Great Gatsby Hawthorne, Nathaniel: The Scarlett Letter Heller, Joseph: Catch 22 Hemingway, Ernest: The Old Man and the Sea Hossein, Khaled: Drageløberen Jensen, Johannes V.: Kongens Fald Kafka, Franz: Processen King, Stephen: Det Mørke Tårn Lovecraft, H. P.: Melville, Herman: Moby Dick Moore, Alan: Watchmen Murakami, Haruki: Kafka på Stranden Rand, Ayn: Atlas Shrugged Roth, Philip:  Saint-Exuperý, Antoine: Den Lille Prins Spiegelman, Art: Maus Steinbeck, John: Mus og Mænd Thompson, Hunter S.: Fear and Loathing in Las Vegas Twain, Mark: The Adventures of Huckleberry Finn Updike, John: Verne, Jules: En Verdensomsejling Under Havet Zafón, Carlos Ruiz: Vindens Skygge

Destruktion af bøger!

“Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” “Hvor man brænder bøger vil man også i sidste ende brænde mennesker”                   - Heinrich Heine Dagens skandalebefængte emne er et af stor alvor, et som jeg dog aldrig troede at jeg ville få en faktisk grund til at skrive om, men der tog jeg fejl. Dato: 2/4 2009: En hel klasse gymnasieelever, der gladelig rev sider ud af Diercke Weltatlas til brug for en opgave.  Nogle vil mene at det er en overdrivelse af dimensioner at lægge så meget i det, som jeg gør i det følgende afsnit, men ikke desto mindre mener jeg at en sådan opførsel er særdeles problematisk og at synderne bør gøres opmærksom på dette! Bøger er blevet destrueret næsten siden de først blev skrevet. Bogafbrændinger er blevet udført af mange årsager, det være sig manglende respekt for viden, ideologisk had til indholdet, et symbol på magt. Uvurderlig viden er blevet ædt op af flammer fordi snæversynede mennesker var uenige i den holdning, der blev udtrykt i bøgerne, men hvad er dog det for en holdning? Vi kan alle godt lide at holde ytringsfriheden op som et skinnende symbol på menneskers frihed til at udtrykke sig om hvad de vil, på hvilken som helst måde de finder passende, og på den gensidige respekt mellem mennesker. Men dette ideal medfører uundgåeligt et stort ansvar, og dette ansvar står det klart at vi i dag ikke besidder, hverken som individer eller som samfund. Det er ikke fordi jeg i dette indlæg vil holde en stor politisk brandtale over censur eller ytringsfrihed, det jeg egentlig vil, er at cementere bogens betydning, bogens magt og bogens symbolik.  Bogen repræsenterer viden. For godt halvanden tusind år siden blev biblioteket i Alexandria brændt ned, og med det forsvandt også den største bogsamling i antikken, datidens menneskes samlede viden befandt sig på det sted. Overvej dette et øjeblik. Bøger har siden tidernes morgen været fyldt med viden, naturvidenskabelig, politisk, religiøs, filosofisk, både kontroversiel, omdiskuteret og symboliserer stadig til denne dag viden.  Og det kan godt være at vi i dag har fået andre, mere praktiske medier til at arkivere vores viden med udbredelsen af computeren, der gør udslettelsen af viden sværere. Det kan godt være at destruktionen af bøger i dag ikke er lig med destruktionen af viden, men det repræsenterer stadig en mangel på respekt for den viden, som millioner af mennesker gennem tiderne har tænkt, frembragt og videreudviklet. Når man destruerer eller beskadiger en bog udviser man ikke bare manglende respekt for forfatteren, men også for det videnssamfund, som vi elsker så højt. 

Script Frenzy

Første nye indlæg in ages. Here goes:

Jeg skrev tidligere om NaNoWriMo, der hvor man skriver 50.000 ord i november måned og Script Frenzy er lidt af det samme. Først og fremmest er det arrangeret af de samme mennesker - Office of Letter and Light - og så er konceptet også nogenlunde det samme, blot med den lille forskel at man i april måned skriver 100 sider af et manuskript i stedet for en roman. Altså et manuskript til en film, en serie, et teater eller en tegneserie eller hvad man nu kan finde på. 

Og netop deri ligger problemet! For jeg har (næsten) aldrig skrevet et manuskript før og så skal mit første forsøg blive til en hel film. Det virker lige lovlig groft nok for en begynder, men jeg besluttede mig alligevel for at deltage, om ikke andet så bare for sjov. Desuden tror jeg også at jeg har brug for øvelsen, for da jeg stort set kun skriver prosa i form af noveller og romaner er jeg meget vant til at beskrive både tanker og stemninger temmelig indgående, men det kan der jo af naturlige grunde ikke blive meget af i et filmmanuskript. Og udover det, så er jeg heller ikke den allerskarpeste til at skrive dialog, dog mener jeg selv at jeg har oparbejdet den evne til et nogenlunde niveau med mine to sidste romaner.

Og så er der spørgsmålet om, hvad man skal skrive om. Jeg startede med at brainstorme i starten af sidste uge og det gik faktisk rigtig godt efter jeg så et maleri af den amerikanske maler Eric Fischl der hedder Birth of Love. Helt utroligt stemningsfyldt, mærkeligt symbolsk og både fremmed og velkendt på samme tid med skildringen af unaturlige elementer i en typisk forstad. Great! Men da jeg kom videre med planlægningen syntes jeg, at det hele blev lidt for kompliceret til at jeg ville kaste mig ud i det i mit første filmmanuskript. På en eller anden måde egnede ideen sig bedre til en roman, eller også følte jeg mig bare ikke klar til at skrive noget så komplekst. I hvert fald arkiverede jeg ideen til en anden god gang. Men jeg tror jeg har en fin ide nu, hverken for svær at skrive udelukkende i dialog eller for usubstantiel til at kunne skrive hundrede sider. Den ligger godt i midten. Dog er jeg ikke helt sikker på om det er en tegnefilm eller en spillefilm endnu, men det betyder heller ikke så meget. 

Jeg skriver i hvert fald uanset hvad - om det så bliver denne ide eller en ny, det må tiden vise. Og selvom der kun er fire dage til "fade-in" vil jeg opfordre alle, der finder dette det mindste interessant til at deltage.

Don't be scared, it's just for fun! Now click it: http://www.scriptfrenzy.org/