Fjortende julegys

14. december

Abraham var kommet til den samme konklusion, som Niels Peder, bare fra den anden side af bordet. Derfor tog han den fjortende december Rikke ind i radiostudiet. Hun var død for to år siden som tyveårig. “Må vi så høre ...”

Hun kiggede sig forskræmt rundt, de fire nisser gjorde hele scenen så bizart skræmmende, at hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv, hvordan hun skulle begynde. Hun ville have fundet trøst i Jans øjne, han havde ansigtet rettet stift mod mixerpulten - ville åbenbart ikke risikere noget efter sin medvirken i oprøret.

“Jeg stop oppe på tanken. Det var min mor vist ret ked af i forvejen, at jeg skulle have vagten fra 16-24, men sådan var det jo. Nogen skulle tage de sure tjanser, og så ville jeg slippe for det nytårsaften. Og så sagde de, at jeg ville blive fyret, hvis jeg ikke tog den.

“De første to timer var helt fine, der kom folk hele tiden, der lige havde glemt det sidste til middagen eller skulle købe blomster eller sådan noget. De var også venlige og ønskede glædelig jul, og jeg kunne sige det samme til dem. Nogle øjeblikke var det næsten helt hyggeligt. Vi havde selvfølgelig også pyntet op derinde. Ved spisetid kom der så færre kunder. Nogle biler kom forbi og tankede - på vej til familiemiddag, sikkert. Så kunne jeg sidde der for mig selv. Jeg tænkte på at ringe hjem og hilse på, blive i lidt bedre humør. Eller hvad, det ved jeg ikke. Jeg ville jo nok bare blive endnu mere trist af det også, men altså, så kom den her mand ind. Han kiggede sig sådan lidt omkring først, vidste vist ikke rigtig, hvor han skulle hen ...

“Ej, undskyld, jeg kan altså ikke det her alligevel,” udbrød hun så og efterfulgte det med et stort, snøftende hulk.

“Fortsæt!” skreg Balbina og var lynhurtigt fremme med kniven.

Rikke hulkede igen, krøb væk fra stolen og mikrofonen, forsøgte at hage sig fast i Jans skulder, men blev hevet tilbage på plads af Balbina og Rochus i fællesskab, mens Abraham sad roligt på stol og overværede udbruddet. Han havde taget sin pibe frem og pustede røgringe ud i luften under fortællingen. “Fortsæt!” beordrede Balbina endnu en gang, og Rikke turde ikke andet.

“Han kom op til disken, og så kiggede han ud ad vinduerne igen, og jeg kiggede med ham, og der var ingen mennesker derude. Og jeg nåede at blive bange, før jeg kiggede tilbage på ham, og han holdt en pistol. Abn kassen, sagde han til mig. Ellers skyder jeg! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg var bakket væk fra disken, hvor panikknappen var, men jeg var også for bange til at trykke på den. Giv mig pengene, sagde han. Jeg vil have det hele. Gør det nu! Han blev ved med at sige det samme. Så jeg gik fremad, langsomt, og jeg havde også hænderne oppe, og så syntes jeg, at han var rød i øjnene og havde fråde om munden eller sådan noget. Det var bare i mit hoved, garanteret, men jeg fokuserede helt vildt på det, mens jeg fumlede med kasseapparatet. Og så sagde han noget, det var hold op med at stirre, men det hørte jeg først bagefter, eller opfattede. I hvert fald kunne jeg ikke holde op med at stirre, og han blev mere og mere ophidset, og så klingede kasseapparatet åbent med sådan en lyd, og så for han tilbage og råbte noget andet, og så skubbede han pistolen helt op imod mig, og han sagde noget mere, men jeg kunne ikke høre det, skreg også selv, men så trykkede han på aftrækkeren, og jeg faldt forover. Men det mærkede jeg ikke. Kuglen var gået lige igennem panden på mig. Han skrabede kasseapparatet rent og løb, og den næste kunde ringede til politiet, som ringede til mine forældre.”

Trettende julegys

13. december

“Det var også dumt, som vi gjorde det i forgårs,” sagde Niels Peder. “Det var primitivt, og det bliver ikke på den måde, vi vinder over de usle gnomer.”

“Hvad vil du så have?” spurgte David. “At vi bare lægger os ned?”

Det gamle spøgelse ignorerede den andens sarkastiske tonefald. “De har jo et formål med at tage os med til en radiostation, de vil have vores historie ud, men de vil også styre, hvordan vi fortæller den. De vil have, at det skal være grusomt og trist og deprimerende for alle, der hører det.”

“Og det vil du måske påstå, at det ikke er?” brød Tom ind. Han havde været tredive år, da han døde, og han var allerede tyndhåret, og hans ansigt var nedslået. “Prøv at se på os, den her samling. Kan du forestille dig noget mere trist end os? Helt ærligt. Og prøv at kigge ud ad vinduet. Alle de lyskæder i hjerteformer og stjerneformer, ikke? Det er julepynt. Folk pynter op, fordi de er glade. Og vi er døde.”

“Ja,” sagde Niels Peder langsomt. “Vi er døde. Men det er bare en anden måde at være levende på. Og det betyder ikke, at vi behøver indordne os i deres planer. Nisserne vil skal jule-uhygge, det må de selv om. Men de kan ikke gøre det uden os, ikke på den måde, de helst vil i hvert fald.”

“Og hvad så, hvis de bare finder på noget andet?” spurgte David. “Er vi så ikke nødt til at bekæmpe dem?”

“Det duer jo ikke!” sagde Niels Peder. “Har du ikke selv set det? Det kan godt være, at du og jeg slap uskadt fra det oprør, men det gjorde de andre altså ikke! Og om de finder på noget andet, hvis de ikke kan få noget ud af os, det må vi tage til den tid. Hvis bare vi kan forlige os med vores egne historier, vores egen død. De kan godt tvinge os til at fortælle om det, men de kan ikke tvinge os til at gøre det grumt eller trist. Det behøver ikke være sådan.”

Tom rejste sig op og gik rundt om et af bordene. “Det er jo meget nemt for dig at sige. Du er gammel, du har haft masser af tid til at tænke over det. Og nu har du også været inde hos dem, så du har jo ikke mere at bekymre dig om. Men det er altså ikke så let for os andre.”

Niels Peder rejste sig ligeledes, lagde en arm om det yngre spøgelse. “Jeg ved det godt,” sagde han beroligende. “Men døden er også en sikkerhed. Vi har alle sammen oplevet den, de levende kommer alle sammen til det. Det kan også være beroligende for dem at høre om det. Om ikke andet så fordi, det næppe går dem så slemt, som det er gået for de fleste i dette lokale.”

Spøgelserne kiggede på hinanden, og et par smil brød faktisk igennem deres dystre situation. 

Tolvte julegys

Tolvte december.

“Ind med dig,” sagde Rochus og greb Niels Peder i kraven og nær smed ham ind i radiostudiet.

“Nå, så ses vi igen,” smiskede Abraham ved synet af det gamle spøgelse. “Jeg har glædet mig til din fortælling.”

Niels Peder rynkede på næsen i et udtryk af den reneste foragt for nissen. “Jamen, så håber jeg, du vil nyde den,” sagde han. Jan førte dem i luften, og spøgelset begyndte.

Men han tøvede. Trak på skuldrene. “Det var jo egentlig ikke så slemt. Det var min tid. Jeg fik et hjerteanfald. Ganske naturligt for min alder.”

Abraham gjorde tegn til ham om at fortsætte.

“Ja, min kone var jo også forberedt på det. Hun kom til at holde jul uden mig, men så vil hun til gengæld sammen med begge vores sønner. Det var godt for dem. De talte ikke så godt sammen før det.”

Igen håndtegn, arrige denne gang. Abraham var ikke tilfreds. “Det kunne være sket dagen efter,” sagde han højt, og Jan med hovedtelefonerne kiggede op i rummet. Det var første gang, at Abrahams stemme var knitret ud gennem æteren, men han sagde ingenting, lod bare nissen fortsætte. “Din familie kunne være skånet den tragedie at miste dig juleaften, hvis bare det var sket lidt senere! De græd juleaften. Hvem gør det?”

Niels Peder trak blot på skuldrene. “Som sagt var det min tid, det var de alle sammen klar over. Døden behøver ikke altid være tragisk. Nogle gange kan den føre folk sammen - udover at være en befrielse.”

“Sikke noget vås,” udbrød Rochus. “Du skal ikke bilde mig ind, at du hellere ville være her end i de levendes verden sammen med din familie.”

Igen havde det gamle spøgelse ikke andet end et skuldertræk til overs for de forstyrrede nisser. Abraham rejste sig op. “Meget vel. Du har måske forliget dig med din egen fortid. Men vent bare, til vi bringer dine kammerater herind.”

Ellevte julegys

11. december

Abraham hørte dem alt for tydeligt komme. Han var tre hundrede og tre og tyve år, og hans hørelse var ikke blevet dårligere med alderen. Han holdt sig selv i form og altid på vagt. Nøglen raslede i døren, og han åbnede et øje på klem. Til at begynde med var alt mørkt, mørkt som det er, før solen står op, men han var tre hundrede og tre og tyve år, og heller ikke hans syn var svækket. Abraham var blevet gammel, og han havde fået smag for skarpe, tunge økser, og han sov altid med en ved siden af sig.

Der stod en skikkelse ved døren ud, fumlede med låsen. Det måtte være det tåbelige menneske Jan, som forsøgte at flygte, og Abraham blev liggende, hvor han var, men rakte langsomt en hånd ud til siden og greb om økseskaftet. Knugede det. Forestillede sig dets bane gennem luften, gennem menneskets bløde kød.

Han ventede, til han kunne høre, at døren var låst op, til at rejse sig. Han ville give den anden en chance. Han ville nyde det at kunne jagte en rædselsslagen skabning hylende for sit liv ned ad en mørk gang. Abraham brølede, en dyb strubelyd, før ordene kom. “Hvad laver du?”

Døren var helt åben nu, men mennesket flygtede ikke. I stedet tændtes lyset, og grå-gennemsigtige spøgelser strømmede ind i det lille studie, nisserne rullede rundt, for op, forvirrede, for ingen af dem havde været klar som Abraham.

Kun få af spøgelserne havde dog våben mellem hænderne, men det var improviserede og primitive våben. Nisserne var blevet taget på sengen, og umiddelbart stod de i en dårlig position, men Abraham lod sig ikke skræmme. Han kiggede på det ældste spøgelse, Niels Peder, der holdt en elektrisk guitar foran sig, og ved hans side stod en anden, David, ubevæbnet, men med et foragteligt udtryk i øjnene.

“Nu er det slut,” hvæsede den yngre, men Abraham lod sig ikke skræmme. Selv ikke det ældste spøgelse havde levet lige så længe som han, hans overblik var så skarpt som øksens æg.

Det var vist et enkelt host, som satte kaosset i gang, spøgelserne blafrede omkring, nogle med slagvåben og nogle kun med en kold ånde, nisserne forsvarede sig drevent med deres magiske våben. Nikomedes blev ramt i hovedet af et bat, men Balbina trådte til hans forsvar, før det angribende spøgelse kunne nå at slå endnu en gang, og hun borede sin kniv dybt ind i den luftige mave, roterede og skar igennem, så kroppen blev delt i to, faldt til jorden.

Og spøgelserne faldt i stort antal, indtil kun tre af dem stod tilbage på deres ben, og bag ved dem gemte sig Jan - under et skrivebord. Niels Peder, David og Edith stirrede deres lave, men solide modstandere i øjnene, lod så blikket glide hen over deres faldne kammerater. Spøgelser kunne ganske vist ikke dræbes igen, men de kunne halveres og såres, så kun nisserne kunne redde dem fra en kummerlig og ubevægelig tilværelse.

“Opfører vi os så ordentligt fremover?” spurgte Abraham og svingede prøvede øksen gennem luften en enkelt omgang

David bed sig i læberne. “Indtil videre,” hvislede han.

“Det er godt med dig. Vi lader jer leve denne gang, men prøv bare at se, hvad der sker, hvis I finder på sådan noget igen.” Abraham slog ud med armen, ledte deres opmærksomhed til de klagende spøgelser. “Og stik så af med jer, tilbage hvor I kom fra. Vi tager os af jeres venner.”

Med nedslåede hoveder gik de tre spøgelser ud af studiet og tilbage til kontoret. Abraham rystede på hovedet af dem. “Er I alle okay?” spurgte han de tre andre, som nikkede.

“Jeg er lidt ør,” sagde Nikomedes og tog sig til hovedet, hvor han havde fået gokket. “Men det går.”

“Godt. Så lad os få samlet den her sørgelige flok. Med alle de afhuggede lemmer ligner det næsten en slagmark under Første Verdenskrig.”

Tiende julegys

10. december.

Birgitte brugte et øjeblik på at sunde sig, før hun åbnede munden i radiostudiet. Det hjalp at tænke på, at hun var det sidste spøgelse, som skulle gennemleve sit dødstraume endnu en gang til disse perverse nissers underholdning. I morgen ville de være fri - til at fejre julen på præcis den måde, de helst ville.

“Faktisk skete det ikke på juleaften,” begyndte hun. “Det var en uge før. Vi havde inviteret til julestue, vi skulle have pyntet op og den slags. Det gik også rigtig fint, vi klippede julehjerter og flettede stjerner, og jeg blev helt stolt over, at min søn kunne finde ud af det. Han er godt nok ti år, men han havde ikke prøvet det før. Og vi hørte julemusik i baggrunden, kan jeg huske. Noget fra Bamses jul lige i det øjeblik. Det kan jeg huske ...

“Vi skulle spise en time senere, sådan cirka. Æbleskiver og gløgg - og varm kakao til de små. Det havde godt nok ikke givet noget sne endnu, så der var ingen kælkebakker at komme rødkindet tilbage fra, men hyggeligt var det stadig. Min søsters familie var kommet på besøg, og svigerfamilien også, så der var nok at se til, småbørn og det hele.

“Og så ved jeg godt, at I —” her nikkede hun let til nisserne, der sad i studiet omkring hende, og som stadig ikke havde gjort deres eksistens kendt for lytterne, “— helst vil have alle de grusomme detaljer med, men jeg vil nu helst bare få det overstået.” Balbina skulle til at protestere, og hun nåede også at trække sin kniv og vifte lidt med den, men Birgitte var for hurtigt. “Jeg skulle såmænd bare bære gryden med gløgg ind i stuen ude fra køkkenet. Jeg havde lige taget den af komfuret, stadig kogende, selvom det vist ikke er meningen, og ja, så snublede jeg over min niece, som lige kravlede forbi dørkarmen, og jeg faldt forover, mistede mit greb og stak hovedet direkte ned i gryden. Og det var så det.”

“Nej, det var ej!” protesterede Rochus. “Vi ved godt, hvad der skete! Du skal ikke prøve at snyde os.”

“Nej, nej, bevares,” kom det fra Birgitte. “Jeg døde selvfølgelig ikke lige med det samme, de tog mig på hospitalet med forbrændingerne, men det var alt for slemt, så jeg døde et par dage senere.”

“På juleaften,” skingrede Rochus, besat af at få hele historien ud. “I smerter!”

Birgitte trak bare på skuldrene, prøvede at holde smerterne tilbage, minderne. Det var ikke hendes egne forbrændinger, hun kunne mærke, men hele familien, der stod samlet om hendes sygeseng på juleaftensdag. Endnu en gang mindede hun sig selv om, at hun var den sidste, der skulle gennemleve dette. 

Niende julegys

Theo havde holdt sig for sig selv efter gårsdagens udsendelse, men nu sad de andre spøgelser omkring ham, trøstende. Niels Peder, den ældste, sad med armen rundt omkring ham. “Du skal ikke tage det så tungt, knægt. Vi skal alle sammen dø på et tidspunkt. Og livet er sgu også overvurderet. Og se på den lyse side, du er jo kommet tilbage som spøgelse. Det er ikke alle, der gør det.”

Theo skød underlæben frem, kiggede ned i gulvet. Han ville ikke græde. “Jeg ville hellere have min mor.”

“Selvfølgelig vil du det,” sagde Birgitte, et midaldrende spøgelse, før hun slog Niels Peder på skulderen. “Hvad er det, du fortæller barnet?” spurgte hun ham forarget over. “Livet er vel værd at leve. Og vi kan stadig opmuntre de levende i juletiden, selvom det ikke er gået godt for os selv.”

“Lige præcis,” brød David ind. “Det er det, vi skal holde os for øje.”

“Ja, andet siger jeg da heller ikke,” sagde Niels Peder halvfornærmet. “Jeg er ikke ude på at ødelægge nogens jul. Hverken deres eller vores.”

“Ja, uanset hvad, så kan vi ikke lade det her fortsætte.” Han kiggede sig omkring, og hans blik blev fanget af en på den anden side af det lydtætte glas, inde i radiostudiet. Jan sad med ansigtet vendt mod dem, mens nisserne ingen steder var at se. David gik helt hen til vinduet, kiggede til højre og venstre. Ingen nisser. “De må være gået ud for at skaffe flere forsyninger,” spekulerede han højt. På den anden side af glasset rejste Jan sig op, tog et stykke papir i hånden og skrev en sætning. “Hvad gør vi?”

David trådte til side, så resten af spøgelserne kunne læse hans besked. Derefter fandt han selv papir og blyant. Han var efterhånden blevet et gammelt spøgelse, og han forstod, hvordan man håndterede den virkelige verdens objekter. Det var ikke alle, der havde lært det endnu. De færreste, faktisk. “Overmande dem,” skrev han og viste så papiret til Jan, som nikkede. Skrev igen.

“Vil finde nøgle og låse jer ud. Om natten, lige før daggry.”

David skrev tilbage. “I nat?”

Jan rystede på hovedet. “Ikke tid. Forberedelse. D. 11. Tidligt.”

Spøgelserne kiggede på radioværten og på hinanden. Nikkede. Så måtte de gøre sig klar.

Ottende julegys

Klokken kvart i tolv den ottende december gik de On Air. Det første, der hørtes, var et langt snøft. Langt.

“Vi skulle ud at kælke,” stammede Theo. Han var ni år, eller rettere, han nåede at blive ni år. Nu var han ti. “Vi skulle ud at kælke, fordi der var faldet ny sne, så der var endnu mere udenfor. Og min mor trak først min lillebror på kælken, og så ville jeg også trækkes, og så trak hun mig, indtil vi nåede kælkebakken. Man kunne køre ned på begge sider af den, men mor sagde, at vi kun måtte køre ned til højre, for den var ikke så stejl, og den anden var kun til de store, men der var altså også nogen små nogen, der kørte ned der. Og det var helt vildt koldt at køre ned ad bakken, især for næsen, og jeg kan huske, at min mor nussede mig efter to ture, sådan med næsen. Jeg havde også bare en strikhue på, min lillebror havde en elefanthue på. Det var også den, han brugte, når vi skulle lege politi og røvere.

“På et tidspunkt kørte de to først sammen på slæden, og så ville jeg følge med på trækælken, men så kiggede jeg også ud over den anden side, og de var næsten allerede nået helt ned, og så gik jeg over til den anden bakke og satte mig der og skubbede mig frem. Det gik bare vildt hurtigt, også lige fra starten. Så stejl troede jeg altså ikke, den var, men nu gik det bare nedad, og min hue blevet af af vinden, og jeg gled bare lige nedad.

“Der var nogen, der råbte til mig undervejs, da bakken begyndte at flade ud, men jeg kunne ikke høre noget, så jeg fortsatte bare. Jeg styrede ligeud, jeg ville ikke vælte her, jeg sad helt stille og holdt godt fast, sådan som mor sagde, at vi skulle, og de andre råbte højere, og pludselig holdt sneen op, og der kom sådan en skærende lyd, og jeg kiggede ned, og så var jeg ude på isen, og jeg kom til at kigge mig over skulderen for at se, hvad der var sket. Der var en sø, som jeg slet ikke havde opdaget, men så væltede jeg, fordi jeg havde vendt mig om, og jeg faldt ned på siden og kurede fremad ved siden af kælken, og så knækkede det hele under mig. Jeg kunne høre de andre råbe omkring mig, men kun i et sekund eller sådan noget. Så kom jeg ned under vandet, og jeg skulle prøve at finde en vej op gennem isen, men jeg kunne slet ikke, jeg kunne ikke engang røre mig eller se noget. Det var bare mørkt og så utroligt koldt.” En kuldegysning.

“Og så vågnede jeg op et andet sted.”