Femte julegys

5. december

De resterende ni spøgelser havde siddet på den anden side af det lydtætte glas, mens Georg fortalte sin julehistorie. Der lå hovedtelefoner på bordet til dem, og et par havde også kortvarigt lyttet, men så smidt dem fra sig igen. Det var simpelthen for deprimerende at lytte til, og det fik dem også uvægerligt til at mindes deres egne dødsdage.

De kunne se, at Georg var færdig med at fortælle, da nissen Abraham lænede sig tilbage i stolen og slog sig på låret og skraldgrinede, næsten så tårerne stod ud af hans øjne. Manglen på lyd gjorde det til et surreelt øjeblik, den sjusket klædte nisse i et oprigtigt glædesudbrud kun skæmmet af de spidse tænder, der blev synlige i hans mund, samt de onde tanker, de vidste, der lå bag.

Nu var det den femte december, Georg havde sluttet sig til dem, og de svævede rastløst rundt i kontorarealet, ventede kun på, at det næste spøgelse skulle genopleve sit værste øjeblik.

Men Abraham gav dem en stakket frist, da han kom ind flankeret af Balbina og Rochus og efterfulgt af Nikomedes. “Siden I kun er ti,” proklamerede han. “Så vil vi dele jeres historier ud med en hveranden dag, så den 22. december vil I alle have fortalt jeres historier og gjort jeres for at gøre julen en mindre hyggelig tid for hele landet.”

“Hvad så med den 24.?” spurgte spøgelset David. “Hvad sker der der?”

Et bredt smil bredte sig over Abrahams smalle ansigt. “Det bliver den største dag af alle,” sagde han, og de tre nisser omkring ham gnæggede lavmælt og indforstået, mens de kiggede rundt på spøgelserne, der ubevidst trak sig lidt væk. “Men det behøver I ikke at bekymre jer om endnu,” fortsatte lederen. “Bare gør jer klar til i morgen. Tænk jeres dødsdag godt igennem. Vi vil have alle detaljerne med.”

Nisserne gik igen, og de smækkede med døren efter sig.

“Vi kan ikke lade dem slippe af sted med dette her,” sagde David. “Vi må gøre noget for at forhindre det. De ødelægger jo alles jul på denne måde.”

“Og mit ben gør ondt igen,” klagede Georg sig ovre fra hjørnet, mens han tog sig til låret. “Jeg ved ikke, hvad der sker. Det føles næsten lige så slemt, som da jeg døde ...”

Kuldegysninger løb igennem alle de døde. Christian gentog sig selv. “Vi må gøre noget.”

Og det ældste spøgelse, Niels Peder, svarede. “Men hvad?”

David gik en runde gennem kontoret, kiggede på alle spøgelserne på skift, de gamle, de voksne, de unge, mændene og kvinderne.

“Mit ben gør ondt,” lød det igen fra Georg.

“Det kan ikke passe, at vi skal tvinges igennem det her,” sagde David. “Vi må gøre oprør!”

Fjerde julegys

4. december

Spøgelset Georg rømmede sig. Han vidste bedre end at prøve at stritte imod de farlige nissers bud.

“Det var tilbage i 1985. Juleaftensdag. Det var første gang, vi skulle holde jul bare i vores egen lille familie, min kone og vores to små børn. Vi plejede at være hos hendes søster og deres familie, men nu ville vi starte vores egen tradition også. Min kone havde selvfølgelig travlt i køkkenet, både med småkagedej og forberedelser til aftenens steg med sovs og rødkål og brune kartofler. Alt skulle være, som det plejede og alligevel vores helt eget. Jeg tvivlede lidt på, at vi kunne sætte en hel and til livs, vores lille familie - men jeg ville jo heller ikke selv have det anderledes.

Mens hun stod i køkkenet og børnene hjalp til eller gik i vejen, helt overstadige og ekstatiske af juleforventninger, skulle jeg i skoven og fælde et juletræ. Vi havde ventet indtil juleaftensdag til at anskaffe os det, for så kunne noget af dagen bruges på det, pyntning og den slags - det kunne tage lidt af ventetiden. Så godt klædt på og med en økse i hånden gik jeg den lille kilometer gennem det snehvide frostlandskab ned til skovbrynet, hvor jeg begyndte at lede efter en passende størrelse. Egentlig måtte man slet ikke fælde træer her, men det ville jeg helst alligevel, det virkede mere naturligt end at få et fra de gigantiske plantager af rødgraner, som man ser rundt omkring. Det her var autentisk!

Og der stod hun så, juletræet. Jeg kunne med det samme se, at det skulle være vores. Prægtigt rejste det sig to meter op mod himlen, så der også lige ville være plads til stjernen på toppen under vores loft, grenene med fin afstand imellem sig. Jeg bøjede mig ned på knæ og undersøgte stammen. Jeg kunne næsten gribe om den med mine to hænder, men ikke helt.

Jeg stillede mig med let spredte ben, tog godt fat i øksen - jeg havde engang set en ven hugge sig selv i benet, og det skulle jeg ikke nyde noget af - og svang den ind mod træstammen. Det var et solidt indhug, og jeg synes med det samme, at jeg kunne lugte det friske, lyse træ, den liflige gran - vaniljekransene inde i ovnen derhjemme.

Efter flere indhug var træet næsten til at brække af, men det ville gøre enden grim og kantet, så jeg stillede mig over på den anden side for at færdiggøre arbejdet. Jeg skulle til at hugge for sidste gang, se træet falde blidt om i sneen, da en fugl skræppede op et sted bag mig, og jeg burde have vidst bedre, men mit ornitologiske instinkt greb mig, og øksen missede sit mål, jeg kom ud af balance, mit greb blev slapt, og øksens tykke blad borede sig ind i mit venstre lår. Jeg skrev, blodet fossede med det samme ud, og jeg faldt forover ind i træet, som knækkede over, der nu var skarpe nåle af grønt rev i såret, fyldte det med grannåle og splinter, og jeg bed mig i læben, må have bidt mig til blods, eller også steg blodet fra mit maltrakterede lår blot op gennem kroppen og halsen på mig nu, og jeg så ned, kunne ikke se andet end hvidt og rødt og snart ikke andet end rødt omkring mig, en frossen, lyserød masse.

Nogen måtte høre mig, tænkte jeg, men vi havde ingen umiddelbare naboer, skoven heller ikke. Havde det været i dag, ville jeg have ringet 112 med det samme, men det kunne vi ikke dengang, når vi var ude af hjemmet.

I stedet begyndte jeg at trække mig frem gennem sneen, mit lår efter mig smertende som tusind frostsole. En lang, rød hale blev trukket efter mig, som jeg mavede mig frem, blodet syntes ikke at ville stoppe.

Jeg kom faktisk frem, utroligt som det lyder, men jeg følte mig også svimmel og udmattet og i så mange smerter som aldrig før. Ufatteligt, at jeg overhovedet havde kræfter til at kalde på min kone, da jeg lå i indkørslen med mit ødelagte, blodige ben og følte mig døende. Jeg ved heller ikke, om det faktisk lykkedes mig at kalde, men ud kom hun i hvert fald. Måske fornemmede mig bare, eller også have et af børnene set mig gennem vinduet. Alle kom de løbende, hvide i ansigterne, forfærdede, skrigende.

“Hvad er der sket, far?” hørte jeg en af dem spørge, jeg kunne ikke skelne dem, mit syn var sløret af smerte.

Var jeg ved bevidsthed på dette tidspunkt? Måske var min sjæl allerede steget op, og jeg opfattede alt det her fra oven. Jeg ved, at de ringede efter en ambulance med det samme, men jeg husker det ikke. Jeg ved, at jeg døde i ambulancen, og at min kone sad og græd ved min side. Hun blev også smurt ind i blod ... Julens farve.”

Tredje julegys

3. december

”Hvorfor skulle I absolut afbryde os lige den første december?” spurgte Martin så. Han havde fået lidt af sit mod tilbage. ”Vi skulle lige til at spille Last Christmas.”
”Ha!” udbrød Abraham hånligt. ”Det her bliver din sidste jul.” Han svingede øksen, og med en vældig rotation om sig selv huggede han Martins hoved af, så det fløj ind og bankede imod glasvæggen, og blodsprøjtene løftede sig som et mægtigt springvand fra halsen, der stod ret op sammen med resten af kroppen, før den rystede og faldt sammen, slap.
Et klynk undslap Jan i hjørnet af rummet. ”Nej,” hviskede han. ”Please, lad være …”
“Hold din kæft!” skreg en af de andre nisser, Rochus. “Han har ikke bedt dig om at tale!”
“Undskyld,” lød det spagt fra hjørnet. Jan burde have været for klog til overhovedet at åbne, for straks fik Rochus provokationens ild i øjnene, og han sprang frem med løftet, knortet egestok og svang den mod Jans hoved med en uhyrlig kraft.
Mennesket nåede netop at dukke sig, og stokken bragede ned i skrivebordet med en knasende lyd - bordpladen var knækket under presset. “Hold din kæft!”
Denne gang gjorde Jan præcis, som der blev sagt. Det var dog ikke nok for Balbina, den kvindelige nisse, som trak en dolk frem fra sit bælte og lagde den mod det rystende menneskes hals. “Du gør, som vi siger,” hviskede hun. “Og vi siger, at du styrer teknikken nu. Kan du klare det?” En pause, derefter en tilføjelse. “Og nu må du gerne åbne munden.”
“Ja,” sagde Jan. “Det kan jeg godt.”
“Og så vil vi ikke høre flere protester,” og Balbina trykkede hårdere til med dolken, så den første bloddråbe sprang frem fra hans hals. “Ellers bliver vi nødt til at skære ind til benet.”
“Nå, kan vi så få styr på det her cirkus, eller hvad?” spurgte Abraham utålmodigt, og Jan, det sidste menneske tilbage i rummet, nikkede frygtsomt, mens Nikomedes, den højeste af nisserne, som stadig ikke gik Jan til navlen, førte et spøgelse frem. Han havde omviklet det med rødt garn, så dets arme var presset ind mod spøgelseskroppen, og med et hurtigt skub fik han tvunget det ned i stolen foran mikrofonen. Jan skruede nervøst på et par knapper og trykkede på den lysende kontant - ON AIR. Han var sig ubehageligt bevidst om Balbina, der stod direkte bag ham, stadig med dolken trukket. Og han kunne stadig mærke bloddråben på sin hals, svien fra millimetersåret.
Abraham smilede tilfreds. “Godt. Så lad os få den første fortælling på banen.”

Andet julegys

 2. december

Ti af dem var der, og der ville være noget fyldt i studiet, hvis ikke spøgelserne havde en evne for at mase sig sammen, der lå over gennemsnittet.

En af nisserne, den eneste kvindelige, lukkede den lydtætte dør bag det sidste spøgelse. ”Nu kan ingen høre jer skrige,” smilede hun.

”Lyt godt efter, alle sammen,” råbte førernissen Abraham så. Han havde stillet sig op på en stol for at kunne se og ses af alle, men hans kolde øjne og det lodne, mørkerøde, plettede stof, som hans nissehue var lavet af, fik enhver implikation af humor til at visne som en julestjerne om sommeren. ”Vi har et projekt, som I skal hjælpe os med.”

Jan nikkede panisk, ”ja, ja,” mumlede videre, indtil Abraham gjorde ham tavs med et skingert skrig.

”Hold kæft!” og det rungede mellem væggene. ”Hold jeres kæft, når jeg snakker! Forstået?”

Ingen lyde denne gang, ingen ord, bare skræmte og nær ved tårevædede øjne. Jan forstod.

”Godt. Vi overtager juleudsendelserne fra nu af. I to!” Og han pegede på Jan og Martin, ”I får lov at passe teknikken. Og I ti!” Han pegede på spøgelserne nu. ”I ved, hvorfor, I er blevet bragt hertil. Vi vil have jeres julehistorier. Jeres dødshistorier, så menneskene derude kan høre, hvordan julen virkelig er. En blodig affære.” Abraham skar tænder, og temperaturen må have faldet et par grader i studiet. I forvejen var det koldt udenfor. Sneen var begyndt at falde.

Udenfor gik menneskene omkring, så småt julestressede efter gaver og kager. På lokalstationen var julemusikken aldrig gået i gang. Sendingen havde skrattet i går, og så var lyden forsvundet, men alle regnede med, at snakkehovederne nok snart ville give lyd fra sig igen.  

Nikolajs Julekalender

Julen er en herlig tid, hvor vi alle hygger, og derfor må det også være på sin plads med en julekalender, en grum en af slagsen. Jeg vil skrive et nyt afsnit hver dag, så tjek ind regelmæssigt - gør det passende lige efter du har skrabet din ene julekalender og åbnet en låge i din anden.

1. december

Det var som et felttog.

Jan og Martin, de to værter på Radio 1901 var klar til at sende Last Christmas ud i æteren, det første julenummer hele året, startskuddet til denne herlige december måned, da døren til studiet blev sparket op. Værterne havde taget nissehuer på. De havde været fjollede. De havde haft en julehjertefletter i studiet.

Men nisserne, der afbrød hyggen, var ikke i humør til jul. De var klædt i grønt og rødt, deres tænder var spidse og øjnene glødede, og de råbte op, og en bankede en lille kødhammer ned i en af studiets laptops, så gnisterne sprang.

Jan væltede næsten i sin kontorstol – hans finger havde dirret over play-knappen, og nu sad han skælvende med ryggen mod mixerpulten, det lykkedes ham kun halv at holde et forskræmt skrig tilbage.

”Stop sendingen!” skreg den forreste nisse med skinger, kommanderende røst. I sine små, tykke hænder holdt han en økse, bladet uhyggeligt skinnende.

Tøvende fjernede Martin sine hovedtelefoner og skruede ned for to knapper på pulten foran ham. ”Bare tag det roligt,” sagde han med rolig stemme. ”Vi skal nok gøre, som I siger.” Han rejste sig op og gik et skridt nærmere førernissen – hans navn var Abraham, og han var tre hundrede og tre og tyve år gammel og havde opbygget megen ondskabsfuldhed i de lange år.

”Du går ikke længere. Sæt dig hen til din ven. Nu!” Abraham hævede øksen, og Martin hævede sine håndflader på sin side, nikkede med hovedet og trådte tilbage til Jan i den anden ende af studiet.

Abraham knipsede med venstre hånds korte fingre, og to nisser yderligere kom ind i rummet, så de nu var fire i alt. Men nisserne var ikke alene, og Jan og Martin gispede hørbart, da de så den ekstra række af nyankomne skabninger.

Oplæsning

Blot et kort indlæg for at gøre opmærksom på min forfatter-tilstedeværelse i Kolding d. 20. november (på tirsdag)
Jeg skal læse op fra og fortælle lidt om Skygger fra Oktoberland, det foregår på baren Knuds Garage, Munkegade 5, kl. 18.00.
Jeg er i gang med forberedelse og udvælgelse nu, så det skal nok blive spændende - mit første officielle arrangement som romanforfatter!

Poetry Slammer vol. 2

Som skrevet i sidste indlæg kvalificerede jeg mig til Fynsmesterskaberne i poetry slam, en ord-disciplin, jeg ellers er ganske frisk i.
Men man fortsatte og fortsætter lidt endnu, for efter i fredags kan jeg nu ganske overvældende kalde mig Fynsmester i poetry slam. Efter i fredags, en fantastisk aften med optrædender fra flere kendte navne, finurlige digtere og stærke performere, har jeg nu en flaske rom, jeg på en eller anden måde skal have gjort kål på. Efter i fredags er jeg begyndt at tænke på, at jeg til januar skal optræde oppe i Aarhus til DM og hellere må se at få skrevet nogle tekster (selvfølgelig først bagefter den roman, jeg skriver i anledning af Nanowrimo, 32.000 ord, mange tak). Efter i fredags er jeg for alvor blevet kastet ud i de ukendte vande af denne sindsygt stærke poet-kampsport - lyriske tekster og scene-performance. Det skal nok blive godt!

Her prøver man at balancere sine nyvundne blomster og drikkevarer.

Hvis du tilfældigvis var til stede på Momentum, så takker man for støtten, også selvom I stemte på Peter Dyreborg, og hvis I beklageligvis var fraværende, så glæd jer over, at det var TV2Fyn ikke, de lavede nemlig direkte reportage med kommentarer, interviews af hele baduljen, og første del kan ses her (men vær opmærksom på, at den første halve time er mere eller mindre fyld, før det faktisk show starter)

Og her modtager man stående applaus fra en kogende sal.

Odense: Tak for en sitrende aften! Aarhus: Vi ses snart!