Syvende julegys

Den syvende december sad nisserne og slængede sig i de stole, de havde trukket ind i radiostudiet. De insisterede på stadig at holde Jan i studiet også i stedet for sammen med spøgelserne i kontorrummet ved siden af. De ville have ham ved hånden konstant, hvis der skulle ske tekniske fejl eller noget lignende. Og så måtte han passe telefonen, det havde også vist sig at blive et krav, som nisserne ikke havde regnet med. Folk ringede ind i tide og utide, men ikke med de reaktioner, som Abraham og resten af banden havde forventet. De var ikke vrede eller kede af det, og de følte sig ikke i mindre julestemning — jo, en enkelt havde ringet ind og med blodig retorik fordømt alt det julepjat, og de havde gnedet sig i hænderne. Men hoveddelen af lytterne grinede højt og roste værterne for den nye og anderledes juledækning, de havde valgt. Et modigt redaktionelt valg. Fantastisk morbid satire. Sikken fantasi.

Rochus kiggede arrigt på Jan, efter han havde lagt telefonen endnu en gang, var blevet prist endnu en gang. “Sig mig, fatter dine lyttere slet ingenting? Forstår de ikke, at det skal være grumt, det her? Er det hele bare en stor vits for dem?”

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” svarede Jan, som nu efter en uge med de små skabninger næsten havde vænnet sig til dem. I al fald rystede han ikke længere af skræk, og det lykkedes ham oven i købet til tider at finde dem en lille smule morsomme. “Når det er jul, så vil folk bare se det positive i alt. Så det ser ud til, at I må stramme jer an, hvis I skal ødelægge deres juleglæde.”

“Lad være med at friste mig,” hvislede Balbina med sin kniv fremme. “For vi kan nemt gøre det her meget værre.”

“Nej, det behøver I ikke,” sagde Jan strak, højst lidt nervøst, men uden frygt i stemmen. “Det var ikke sådan ment. Men det kunne være, I skulle gøre det klart for lytterne, hvad det er, jeres plan er.”

En mumlende stilhed lidt. “Nej,” sagde Nikomedes så. “Det vil være dumt. Så er der jo ingen, der gider lytte med. Lad dem bare tro, at det hele er for sjov. Efterhånden som sorgfuldhederne tårner sig op, skal de nok få en sort jul. Og ellers vil vores finale med garanti gøre det.”

“Og hvad er finalen? Hvis jeg må spørge?”

“Absolut ikke!” råbte Rochus unødvendigt højt til Jan. “Du passer bare dig selv!”

“Nå ja, bevares. Man er jo bare lidt nysgerrig.”

“Ja, det siger du nu,” sagde Abraham. “Men når den fireogtyvende december kommer ...”

Sjette julegys

6. december

Næste dag var det spøgelset Lars, der blev hentet. Alle fire nisser trådte ind i kontoret, og alle havde de skarpe eller tunge våben i hænderne eller i bæltet. Under normale omstændigheder ville de jo ikke have kunnet skade de luftige spøgelser, men før aktionen havde de besøgt julemandens magiske værksted for en ureglementeret modificering af deres våben, så Abrahams økse kunne skære igennem et menneske af luft lige så effektivt som gennem et af kød. Spøgelserne vidste dette, og foreløbig gjorde de ingen modstand.

“Ja, det er jo ikke mere end tre år siden,” begyndte Lars, et skægget og kraftigt, godmodigt udseende spøgelse lige knap halvtreds år. “Vores ældste søn skulle flytte hjemmefra måneden efter, så det her ville blive den sidste jul, hvor vi alle sammen var samlet, sådan rigtigt. Man ved jo aldrig, hvad der sker, når de unge flytter ud, hvad de finder på ... Men jeg ville altså gerne lave noget specielt for ham, og ja, for hele familien. Jeg havde leget julemand før, da ungerne var små, men i de sidste ti år havde det bare virket dumt. Det var jo fornuftige børn, og hvis vi gerne ville hygge os sammen med dem, mig og min kone, så var det ikke på den måde, det skulle gøres.

“Men i år ville jeg altså igen, og det skulle være helt specielt, så jeg besluttede at komme ned fra skorstenen med min gavesæk. Og selvfølgelig tjekkede jeg også, om indgangen var stor nok, både oppe på taget og i pejsen i dagligstuen, hvor vores juletræ. Det hele virkede fint. Sikken en overraskelse, tænkte jeg, både for min kone og mine drenge. Den her jul skulle de i hvert fald ikke komme til at glemme, det var helt sikkert.”

Lars kunne høre nisserne gnægge indestængt, men forsøgte at ignorere det. Som om det hele ikke var slemt nok i forvejen. Nu begyndte det også at kilde i hans fodsåler.

“Vi havde lige spist den helt store middag, flæskesteg med hele pivetøjet, selvfølgelig, og vi skulle til at gå om juletræet et par gange. Så jeg undskyldte mig, for ud i bryggerset og tog det røde kostume på og et hvidt uldskæg, som fyldte nærmest hele ansigtet, greb gavesækken og kravlede op ad den stige, jeg havde været så forudseende at placere op ad væggen om eftermiddagen. Jeg satte mig på skorstenen, tøvede et øjeblik og kiggede ud over julelysene i forstadslandskabet. Det var temmelig smukt, kan jeg huske, at jeg tænkte. Ikke dårligt som det sidste at se, for så kravlede jeg ned i skorstenen med benene først og gavesækken over mit hoved, en fod og en hånd presset mod hver side, og langsomt gik det nedad. Et asearbejde, og jeg burde virkelig have fået renset skorstenen for sod først. Men så forudseende havde jeg altså alligevel ikke været.

“Jeg ved ikke, hvor langt jeg var kommet ned, sikkert ikke mere end en meter eller to, men på et tidspunkt gik den ikke længere. Jeg kiggede nedad, men kunne dårligt se noget for min egen krop. Jeg løsnede presset mod siderne i et forsøg på at lade mig falde, men selv uden støtte kom min krop ikke længere. Fandeme om ikke jeg sad fast. Og jeg sukkede, forsøgte at vrikke kroppen fri, måske kravle opad istedet, men opad var jo gavesækkene, og måske det ikke var den femtenåriges spillekonsol, jeg skulle have pakket i den. Et værre hyr, som jeg kæmpede med temmelig længe. De må have undret sig over, hvor jeg blev af.

“Efter et stykke tid forsøgte jeg at skrige op, men med det samme, jeg trak luft til mig, fulgte soden med og stoppede det allerede tykke skæg, og jeg hostede, kunne ikke få en lyd ud.”

Lars holdt en pause, hostede voldsomt tre gange, som om han havde fået noget galt i halsen, fortsatte så. “Ja, der hang jeg så måske en times tid, før der skete mere. Jeg kunne mærke mine fødder blive varme, og jeg fik også sværere ved at trække vejret. Ja, de havde så tændt pejsen under mig, og jeg forsøgte at skrige igen, råbe til dem, men det blev ikke til andet end halvkvalte host, og ilden fortsatte bare, og mine fødder og min underkrop blev varmere og varmere, og røgen blev tættere og tættere, ind i mit falske skæg, og gavesækken over mig blokerede jo den eneste luftvej, så al røgen ophobede sig omkring mit hoved. Jeg besvimede vel af røgen temmelig hurtigt, tror jeg. Men mine fødder gjorde satme også ondt. Fy for den lede.

“Jeg havde fortalt min kone, at jeg havde en overraskelse til dem, så hun gik ud fra, at jeg var ude at købe eller forberede noget. Derfor sad de i dagligstuen og ventede på mig. Mens pejsen var tændt, for det var jo så hyggeligt. Først da røgen var så tyk i skorstenen, at den begyndte at fyge ud i stuen også, opdagede de, at der var noget galt. Det hjalp bare desværre ikke mig. Og nu må jeg så sidde med det her kradsende uldskæg til evig tid.” Og han kradsede sig i skægget. 

Femte julegys

5. december

De resterende ni spøgelser havde siddet på den anden side af det lydtætte glas, mens Georg fortalte sin julehistorie. Der lå hovedtelefoner på bordet til dem, og et par havde også kortvarigt lyttet, men så smidt dem fra sig igen. Det var simpelthen for deprimerende at lytte til, og det fik dem også uvægerligt til at mindes deres egne dødsdage.

De kunne se, at Georg var færdig med at fortælle, da nissen Abraham lænede sig tilbage i stolen og slog sig på låret og skraldgrinede, næsten så tårerne stod ud af hans øjne. Manglen på lyd gjorde det til et surreelt øjeblik, den sjusket klædte nisse i et oprigtigt glædesudbrud kun skæmmet af de spidse tænder, der blev synlige i hans mund, samt de onde tanker, de vidste, der lå bag.

Nu var det den femte december, Georg havde sluttet sig til dem, og de svævede rastløst rundt i kontorarealet, ventede kun på, at det næste spøgelse skulle genopleve sit værste øjeblik.

Men Abraham gav dem en stakket frist, da han kom ind flankeret af Balbina og Rochus og efterfulgt af Nikomedes. “Siden I kun er ti,” proklamerede han. “Så vil vi dele jeres historier ud med en hveranden dag, så den 22. december vil I alle have fortalt jeres historier og gjort jeres for at gøre julen en mindre hyggelig tid for hele landet.”

“Hvad så med den 24.?” spurgte spøgelset David. “Hvad sker der der?”

Et bredt smil bredte sig over Abrahams smalle ansigt. “Det bliver den største dag af alle,” sagde han, og de tre nisser omkring ham gnæggede lavmælt og indforstået, mens de kiggede rundt på spøgelserne, der ubevidst trak sig lidt væk. “Men det behøver I ikke at bekymre jer om endnu,” fortsatte lederen. “Bare gør jer klar til i morgen. Tænk jeres dødsdag godt igennem. Vi vil have alle detaljerne med.”

Nisserne gik igen, og de smækkede med døren efter sig.

“Vi kan ikke lade dem slippe af sted med dette her,” sagde David. “Vi må gøre noget for at forhindre det. De ødelægger jo alles jul på denne måde.”

“Og mit ben gør ondt igen,” klagede Georg sig ovre fra hjørnet, mens han tog sig til låret. “Jeg ved ikke, hvad der sker. Det føles næsten lige så slemt, som da jeg døde ...”

Kuldegysninger løb igennem alle de døde. Christian gentog sig selv. “Vi må gøre noget.”

Og det ældste spøgelse, Niels Peder, svarede. “Men hvad?”

David gik en runde gennem kontoret, kiggede på alle spøgelserne på skift, de gamle, de voksne, de unge, mændene og kvinderne.

“Mit ben gør ondt,” lød det igen fra Georg.

“Det kan ikke passe, at vi skal tvinges igennem det her,” sagde David. “Vi må gøre oprør!”

Fjerde julegys

4. december

Spøgelset Georg rømmede sig. Han vidste bedre end at prøve at stritte imod de farlige nissers bud.

“Det var tilbage i 1985. Juleaftensdag. Det var første gang, vi skulle holde jul bare i vores egen lille familie, min kone og vores to små børn. Vi plejede at være hos hendes søster og deres familie, men nu ville vi starte vores egen tradition også. Min kone havde selvfølgelig travlt i køkkenet, både med småkagedej og forberedelser til aftenens steg med sovs og rødkål og brune kartofler. Alt skulle være, som det plejede og alligevel vores helt eget. Jeg tvivlede lidt på, at vi kunne sætte en hel and til livs, vores lille familie - men jeg ville jo heller ikke selv have det anderledes.

Mens hun stod i køkkenet og børnene hjalp til eller gik i vejen, helt overstadige og ekstatiske af juleforventninger, skulle jeg i skoven og fælde et juletræ. Vi havde ventet indtil juleaftensdag til at anskaffe os det, for så kunne noget af dagen bruges på det, pyntning og den slags - det kunne tage lidt af ventetiden. Så godt klædt på og med en økse i hånden gik jeg den lille kilometer gennem det snehvide frostlandskab ned til skovbrynet, hvor jeg begyndte at lede efter en passende størrelse. Egentlig måtte man slet ikke fælde træer her, men det ville jeg helst alligevel, det virkede mere naturligt end at få et fra de gigantiske plantager af rødgraner, som man ser rundt omkring. Det her var autentisk!

Og der stod hun så, juletræet. Jeg kunne med det samme se, at det skulle være vores. Prægtigt rejste det sig to meter op mod himlen, så der også lige ville være plads til stjernen på toppen under vores loft, grenene med fin afstand imellem sig. Jeg bøjede mig ned på knæ og undersøgte stammen. Jeg kunne næsten gribe om den med mine to hænder, men ikke helt.

Jeg stillede mig med let spredte ben, tog godt fat i øksen - jeg havde engang set en ven hugge sig selv i benet, og det skulle jeg ikke nyde noget af - og svang den ind mod træstammen. Det var et solidt indhug, og jeg synes med det samme, at jeg kunne lugte det friske, lyse træ, den liflige gran - vaniljekransene inde i ovnen derhjemme.

Efter flere indhug var træet næsten til at brække af, men det ville gøre enden grim og kantet, så jeg stillede mig over på den anden side for at færdiggøre arbejdet. Jeg skulle til at hugge for sidste gang, se træet falde blidt om i sneen, da en fugl skræppede op et sted bag mig, og jeg burde have vidst bedre, men mit ornitologiske instinkt greb mig, og øksen missede sit mål, jeg kom ud af balance, mit greb blev slapt, og øksens tykke blad borede sig ind i mit venstre lår. Jeg skrev, blodet fossede med det samme ud, og jeg faldt forover ind i træet, som knækkede over, der nu var skarpe nåle af grønt rev i såret, fyldte det med grannåle og splinter, og jeg bed mig i læben, må have bidt mig til blods, eller også steg blodet fra mit maltrakterede lår blot op gennem kroppen og halsen på mig nu, og jeg så ned, kunne ikke se andet end hvidt og rødt og snart ikke andet end rødt omkring mig, en frossen, lyserød masse.

Nogen måtte høre mig, tænkte jeg, men vi havde ingen umiddelbare naboer, skoven heller ikke. Havde det været i dag, ville jeg have ringet 112 med det samme, men det kunne vi ikke dengang, når vi var ude af hjemmet.

I stedet begyndte jeg at trække mig frem gennem sneen, mit lår efter mig smertende som tusind frostsole. En lang, rød hale blev trukket efter mig, som jeg mavede mig frem, blodet syntes ikke at ville stoppe.

Jeg kom faktisk frem, utroligt som det lyder, men jeg følte mig også svimmel og udmattet og i så mange smerter som aldrig før. Ufatteligt, at jeg overhovedet havde kræfter til at kalde på min kone, da jeg lå i indkørslen med mit ødelagte, blodige ben og følte mig døende. Jeg ved heller ikke, om det faktisk lykkedes mig at kalde, men ud kom hun i hvert fald. Måske fornemmede mig bare, eller også have et af børnene set mig gennem vinduet. Alle kom de løbende, hvide i ansigterne, forfærdede, skrigende.

“Hvad er der sket, far?” hørte jeg en af dem spørge, jeg kunne ikke skelne dem, mit syn var sløret af smerte.

Var jeg ved bevidsthed på dette tidspunkt? Måske var min sjæl allerede steget op, og jeg opfattede alt det her fra oven. Jeg ved, at de ringede efter en ambulance med det samme, men jeg husker det ikke. Jeg ved, at jeg døde i ambulancen, og at min kone sad og græd ved min side. Hun blev også smurt ind i blod ... Julens farve.”

Tredje julegys

3. december

”Hvorfor skulle I absolut afbryde os lige den første december?” spurgte Martin så. Han havde fået lidt af sit mod tilbage. ”Vi skulle lige til at spille Last Christmas.”
”Ha!” udbrød Abraham hånligt. ”Det her bliver din sidste jul.” Han svingede øksen, og med en vældig rotation om sig selv huggede han Martins hoved af, så det fløj ind og bankede imod glasvæggen, og blodsprøjtene løftede sig som et mægtigt springvand fra halsen, der stod ret op sammen med resten af kroppen, før den rystede og faldt sammen, slap.
Et klynk undslap Jan i hjørnet af rummet. ”Nej,” hviskede han. ”Please, lad være …”
“Hold din kæft!” skreg en af de andre nisser, Rochus. “Han har ikke bedt dig om at tale!”
“Undskyld,” lød det spagt fra hjørnet. Jan burde have været for klog til overhovedet at åbne, for straks fik Rochus provokationens ild i øjnene, og han sprang frem med løftet, knortet egestok og svang den mod Jans hoved med en uhyrlig kraft.
Mennesket nåede netop at dukke sig, og stokken bragede ned i skrivebordet med en knasende lyd - bordpladen var knækket under presset. “Hold din kæft!”
Denne gang gjorde Jan præcis, som der blev sagt. Det var dog ikke nok for Balbina, den kvindelige nisse, som trak en dolk frem fra sit bælte og lagde den mod det rystende menneskes hals. “Du gør, som vi siger,” hviskede hun. “Og vi siger, at du styrer teknikken nu. Kan du klare det?” En pause, derefter en tilføjelse. “Og nu må du gerne åbne munden.”
“Ja,” sagde Jan. “Det kan jeg godt.”
“Og så vil vi ikke høre flere protester,” og Balbina trykkede hårdere til med dolken, så den første bloddråbe sprang frem fra hans hals. “Ellers bliver vi nødt til at skære ind til benet.”
“Nå, kan vi så få styr på det her cirkus, eller hvad?” spurgte Abraham utålmodigt, og Jan, det sidste menneske tilbage i rummet, nikkede frygtsomt, mens Nikomedes, den højeste af nisserne, som stadig ikke gik Jan til navlen, førte et spøgelse frem. Han havde omviklet det med rødt garn, så dets arme var presset ind mod spøgelseskroppen, og med et hurtigt skub fik han tvunget det ned i stolen foran mikrofonen. Jan skruede nervøst på et par knapper og trykkede på den lysende kontant - ON AIR. Han var sig ubehageligt bevidst om Balbina, der stod direkte bag ham, stadig med dolken trukket. Og han kunne stadig mærke bloddråben på sin hals, svien fra millimetersåret.
Abraham smilede tilfreds. “Godt. Så lad os få den første fortælling på banen.”

Andet julegys

 2. december

Ti af dem var der, og der ville være noget fyldt i studiet, hvis ikke spøgelserne havde en evne for at mase sig sammen, der lå over gennemsnittet.

En af nisserne, den eneste kvindelige, lukkede den lydtætte dør bag det sidste spøgelse. ”Nu kan ingen høre jer skrige,” smilede hun.

”Lyt godt efter, alle sammen,” råbte førernissen Abraham så. Han havde stillet sig op på en stol for at kunne se og ses af alle, men hans kolde øjne og det lodne, mørkerøde, plettede stof, som hans nissehue var lavet af, fik enhver implikation af humor til at visne som en julestjerne om sommeren. ”Vi har et projekt, som I skal hjælpe os med.”

Jan nikkede panisk, ”ja, ja,” mumlede videre, indtil Abraham gjorde ham tavs med et skingert skrig.

”Hold kæft!” og det rungede mellem væggene. ”Hold jeres kæft, når jeg snakker! Forstået?”

Ingen lyde denne gang, ingen ord, bare skræmte og nær ved tårevædede øjne. Jan forstod.

”Godt. Vi overtager juleudsendelserne fra nu af. I to!” Og han pegede på Jan og Martin, ”I får lov at passe teknikken. Og I ti!” Han pegede på spøgelserne nu. ”I ved, hvorfor, I er blevet bragt hertil. Vi vil have jeres julehistorier. Jeres dødshistorier, så menneskene derude kan høre, hvordan julen virkelig er. En blodig affære.” Abraham skar tænder, og temperaturen må have faldet et par grader i studiet. I forvejen var det koldt udenfor. Sneen var begyndt at falde.

Udenfor gik menneskene omkring, så småt julestressede efter gaver og kager. På lokalstationen var julemusikken aldrig gået i gang. Sendingen havde skrattet i går, og så var lyden forsvundet, men alle regnede med, at snakkehovederne nok snart ville give lyd fra sig igen.  

Nikolajs Julekalender

Julen er en herlig tid, hvor vi alle hygger, og derfor må det også være på sin plads med en julekalender, en grum en af slagsen. Jeg vil skrive et nyt afsnit hver dag, så tjek ind regelmæssigt - gør det passende lige efter du har skrabet din ene julekalender og åbnet en låge i din anden.

1. december

Det var som et felttog.

Jan og Martin, de to værter på Radio 1901 var klar til at sende Last Christmas ud i æteren, det første julenummer hele året, startskuddet til denne herlige december måned, da døren til studiet blev sparket op. Værterne havde taget nissehuer på. De havde været fjollede. De havde haft en julehjertefletter i studiet.

Men nisserne, der afbrød hyggen, var ikke i humør til jul. De var klædt i grønt og rødt, deres tænder var spidse og øjnene glødede, og de råbte op, og en bankede en lille kødhammer ned i en af studiets laptops, så gnisterne sprang.

Jan væltede næsten i sin kontorstol – hans finger havde dirret over play-knappen, og nu sad han skælvende med ryggen mod mixerpulten, det lykkedes ham kun halv at holde et forskræmt skrig tilbage.

”Stop sendingen!” skreg den forreste nisse med skinger, kommanderende røst. I sine små, tykke hænder holdt han en økse, bladet uhyggeligt skinnende.

Tøvende fjernede Martin sine hovedtelefoner og skruede ned for to knapper på pulten foran ham. ”Bare tag det roligt,” sagde han med rolig stemme. ”Vi skal nok gøre, som I siger.” Han rejste sig op og gik et skridt nærmere førernissen – hans navn var Abraham, og han var tre hundrede og tre og tyve år gammel og havde opbygget megen ondskabsfuldhed i de lange år.

”Du går ikke længere. Sæt dig hen til din ven. Nu!” Abraham hævede øksen, og Martin hævede sine håndflader på sin side, nikkede med hovedet og trådte tilbage til Jan i den anden ende af studiet.

Abraham knipsede med venstre hånds korte fingre, og to nisser yderligere kom ind i rummet, så de nu var fire i alt. Men nisserne var ikke alene, og Jan og Martin gispede hørbart, da de så den ekstra række af nyankomne skabninger.