fredag den 22. januar 2016

Få succes som forfatter (Heinleins fem regler)

For et par uger siden faldt jeg over fem regler, som forfatteren Robert Heinlein formulerede tilbage i 1947. Forretningsregler for forfattere, kan man kalde dem. Det er ikke skrivetips, men derimod et praksissæt, som overordnet fortæller dig, hvordan du får succes som forfatter.
De regler præsenterer jeg her:


Nr. 1: Du skal skrive.

Det er nærmest selvindlysende. Selvfølgelig skal du skrive. Og de dårlige undskyldninger om manglende tid, inspiration, osv, de kan ryge direkte i skralderen.

Nr. 2: Du skal blive færdig med det, du skriver.

For alle produktive mennesker gælder det, at de ikke bruger tid på noget, som ikke kan sælges eller har nogen nytte. Ufærdige tekster har meget begrænset nytte. Selvfølgelig er alt skriveri en god øvelse, som gør dig en bedre forfatter, men man lærer meget af at tvinge sig selv til at skrive ens historier færdige, hvad enten det er noveller eller romaner - struktur, disciplin, osv.

Nr. 3: Du må ikke revidere (med mindre din redaktør beordrer det)

Denne her regel gælder mere i ånden end i bogstavet. Du må gerne revidere, redigere og omskrive, men husk på ånden, og husk, at ingen forfatter nogensinde føler sig fuldstændig færdig med et værk. Der er altid ting at arbejde videre med, men på et tidspunkt skal man lære at lægge historien fra sig. Man skal skrive slut og så tage det alvorligt.

Nr. 4: Du skal sende dine værker på markedet.

Hvis du vil tjene på at være forfatter - eller hvis du bare gerne vil have læsere - så er der ingen vej udenom at tage skridtet mod offentliggørelse, enten via forlag, selvudgivelse eller nettet. Det er den eneste vej frem.

Nr. 5: Du skal blive ved med at sende ud, indtil nogen accepterer det.

Forfattere som Heinlein var nogle standhaftige starutter, og havde de først skrevet en novelle færdig, cirkulerede de den rundt til magasiner, antologier og forlag lige så lang tid, som det tog dem at blive antaget.

Essensen af disse råd er simpelthen at være standhaftig og aldrig give op, aldrig slække på disciplinen, ikke i forhold til at skrive og ikke i forhold til at sælge det, man skriver.

Kan du bruge de råd til noget?

Som en ekstra motivation - for mig selv og forhåbentlig også for andre - har jeg besluttet mig for at offentliggøre mængden af mit eget skriveri hver uge.

Total antal ord i år: 33.947

Ingen kommentarer: