Glædelig jul!

Bare en kort julehilsen herfra, og så lige et par forslag til hyggelige, uhyggelige eller direkte ubehagelige bøger, hvis al den søde julefred bliver for meget.

Dystre Danmark II er en serie nyskrevne, bloddryppende horrornoveller kan erhverves lige her: http://www.hplmythos.dk/

Der sker igen er en samling noveller om et Danmark dystert på en anden måde, drevet af had og racisme: http://kandor.dk/?p=690

Og selvfølgelig er det et tilfælde, at jeg har bidraget til begge antologier. Det samme har også A. Silvestri, Jonas Wilmann, Morten Carlsen og Thomas Strømholt. Man aner en sammenhæng.

Igen et ønske om en glædelig jul, uanset om den bliver tilbragt i familiens trygge skød eller i den ensomme, mølædte lænestol flakkende oplyst af dryppende kerter ved siden af vinduet, der kun dårligt beskytter mod blæksort uvejr, natteravne og spøgelser, indpakket af frygt for en forfærdelig fremtid og med fortællinger i kraniet, der kun alt for bloddryppende fodrer fantasien og prikker til den kriblende, krablende fornemmelse bagerst i hovedet, der spørger, om du i virkeligheden er alene ...

Historien om en rodet roman

Det er en historie uden ende, må jeg for det første advare om. Og så handler det om NaNoWriMo, selvom eventet jo officielt er overstået. Jeg endte med at nå lige over 80.000 ord fra de. 1. til d. 30. november, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

Jeg endte dog også med en ufærdig roman, en roman, som havde muteret og afveget så langt fra dets begyndelsespunkt, at jeg næsten ikke længere vidste, hvad der var op og ned. Jeg har skrevet en roman i november de sidste fire år og er indtil nu altid blevet færdig inden for de tredive dage. Sådan skulle det ikke gå denne gang. Måske fordi jeg arbejdede ud fra så løst et grundlag og mangel på synopsis, at det var bydende nødvendigt med kreativitet i overdrive for at skabe en spændende roman.

Men lad os starte fra begyndelsen. Jeg ville skrive om en mand, som blev bortført af aliens. Det blev han så. Jeg ville skrive om hans søgen efter sin gravide kæreste oppe i rumskibet. Det nåede jeg lige netop at få antydet. Jeg ville indskyde små hallucinationer induceret af rumvæsen-LSD mellem denne plottråd. Det gjorde jeg, og så tog hallucinationerne overhånd, og de sidste 80.000 ord har udelukkende handlet om dem.

Det første skridt blev nok taget d. 5. november. De første par dage var gået fint, men den dag mente jeg ikke at have noget interessant at skrive om, så jeg tyede til en tried and tested Nanwrimo-tradition: I anledning af Guy Fawkes-dag at skrive en eksplosion ind i romanen. Det var ikke så svært, og det førte mig lidt videre. Næste dag havde jeg forudsigeligt nok det samme problem igen. Hence: Travelling Shovel of Death, endnu en Nanowrimo-tradition, hvor man slår en karakter ihjel med en skovl.

Skovldrabet førte til en intens konflikt og skabte min primære antagonist, en fantastisk ækel zombie-kloakarbejder. Nok til at skrive løs i endnu et par dage ud ad den tangent.

En dag opfordrede en person på Nanowrimo-forummet så til at inkludere ordet Pamplemousse (fransk for grapefrugt) i romanen, hvilket jeg gladelig gjorde til navnet på en sød rottepige. Nu har næsten alle mine karakterer navne fra det franske cuisine.

Måske en uge senere modtog jeg et postkort fra en forfatter fra Cardiff, som udfordrede mig til på en eller anden måde at skrive et slot ind i romanen. Okay, tænkte jeg, for på det tidspunkt havde jeg mere eller mindre forladt det ynkelige skelet af en synops, jeg havde haft fra start. Altså fik jeg placeret et gammeldags slot et sted, hvor sådan et dårligt burde kunne stå oprejst (i kloakken).

Jeg er på nuværende tidspunkt 96.000 ord inde i romanen, den er snart længere end noget andet, jeg har skrevet, og allerede mere kompliceret, har flere twists og flere betydningsfulde og vigtige karakterer end nogen af mine tidligere romaner. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal afslutte den – jeg har et par ideer, men har endnu ikke bestemt mig. Hvor lang den bliver er jeg heller ikke klar over. 120 måske, men nok nærmere 150. Hvilket betyder et godt stykke arbejde endnu.

En ting kan jeg da sige. Jeg glæder mig til, at jeg bliver færdig og kan sætte mig ned og læse, hvad det er, jeg har fået rodet mig ud i. Indtil da forsøger jeg bare at nyde rutsjebaneturen.

Spoken Words

I disse dage er der blevet afholdt Spoken Word Festival i Odense, og selvom jeg kun nåede at overvære tre arrangementer, var der stadig en helt speciel oplevelse.

Poetry Slam oplevede jeg for første gang på Bogforum (som jo for øvrigt er i næste weekend), og det var en interessant smagsprøve på digteri og fiksfakserier med ord. Især fordi jeg så godt som aldrig læser moderne, dansk poesi - eller ældre, udenlandsk poesi for den skyld - og poetry slam er en dynamisk og involverende oplæsning, der både kræver en god digter og i særdeleshed en performer med liv i.

Onsdag aften optrådte Per Vers med fantastisk positiv hip hop og kreativ ordkunst, freestyle rap og generelt højt niveau. Hverken rap eller hip hop er egentlig meget langt fra min foretrukne musik, men Per Vers var simpelthen ikke til at modstå.

Torsdag skulle blive en smule mere laid back. Jeg var i Mimeteateret og hørte på historiefortællerne Mads Lund, Bent Hansen og Katrine Faber fremføre nykomponerede, magiske fortællinger. Mads Lund lagde ud med et moderne coming-of-age eventyr med næsten Carrie-inspireret pubertær kærlighed. En fin, omend noget barnlig og lettere ordinær historie, men fortalt med fagter og smil på læben. Bent Hansen tog herefter over med et mere seriøst kærlighedseventyr, hvis indhold jeg finder svært at referere, men hvis sprog og genkommende detaljer var ganske betagende. Alle fortællingerne, omkring tredive minutter i længde, blev naturligvis fremført fra hukommelsen og improvisationen uden papirer i hånden, og denne erfarne fortæller havde især styr på formuleringerne. Katrine Faber afsluttede aftenen med den mest eventyrlige, magiske fortælling, der var fyldt af både sang og xylofon, magiske forvandlinger, talende dyr, men på den gode og seriøse måde, hvis det giver mening. Det var medlevende, men rodede desværre også lidt for meget rundt i for mange forvirrende rammefortællinger, der gjorde fortællingen længere end den ideelt set burde have været. Det ændrer dog ikke på, at det var en aften i virkelig godt selskab og som også gav mig blod på tanden i forhold til den mundtlige fortælling.

Fredag var jeg desværre ude af byen og gik derfor glip af flere interessante arrangementer - men slap omvendt også fra en serie umulige, smertefulde valg, som festivalens yderst komprimerede program ville have gjort nødvendige.
Lørdag aften blev hele baduljen så afsluttet med stil. Gallaaftenen, der varede tre en halv time inkluderede musikalsk åbning og afslutning fra lokale hiphoppere Fler Farver, poetry slam fra de prisvindende Piip Poetry, der både var tanke- og lattervækkende. Herudover leverede ireren Niall de Burca som bestemt var interessante og velfortalte, men også en smule for pjattede mimik- og gestikmæssigt for min smag. Aftenens højdepunkt var uden tvivl de to canadiere Ian Keteku - tidligere verdensmester i poetry slam - og Brad Morden. Det var elektronisk og ukulelemusik til dramatisk digtning, sang poetry slam og rap, der flød sammen næsten grænseløst. Her var der i den grad styr på formuleringer, rim og rytme og dobbelte betydninger. Helt klart nogle af de fineste repræsentanter for den alsidighed, som begrebet spoken words dækker over!

 

Ian Keteku: Dear Justice

Forventninger

Forventninger til november, nærmere bestemt. NaNoWriMo har jeg skrevet om så mange gange, og hvis nogen ikke kender til det, så tjek deres hjemmeside ud og husk at det endnu ikke er for sent at melde sig til vanviddet.

I skrivende stund er der ikke meget mere end fire dage og tretten timer (Gys!) til det starter, og jeg har stadig ikke styr på min første scene. Heller ikke mit plot. Jeg ved det kommer til at handle om aliens, mere specifikt en mand, der som dreng havde et traumatisk tilfælde af nærkontakt med dem, og nu finder sig selv bortført, alene og skræmt om bord på et stort og mørkt rumskib, omgivet af sære maskiner og skræppende lyde, der nægter at træde frem fra skyggerne.
Jeg har flere gange hoppet frem og tilbage mellem forskellige former for plots og ideer, har flere gange helt overvejet og haft lyst til at skrive noget i en helt anden genre. Det er der selvfølgelig stadig tid til, hvis jeg 11.59 den 31. oktober pludselig får lyst til et romantisk steampunk-eventyr eller en fjollet superhelte-satire. Indtil videre regner jeg dog med at holde mig til alien-ideen. Hvordan forløbet bliver, aner jeg ikke, det kommer november til at vise.
Skræmmende bliver det dog, det er jeg sikker på. Science fiction er det ikke i nogen udpræget grad, bare fordi der er rumvæsener med. Horror er mit fokus - derfor har jeg også forberedt en youtube-playlist med forskellig-artet uhyggelig, creepy og bevægende klaver- og violinmusik, en stor del fra Silent Hill spillenes eminente soundtracks.

Tredive dage, 50.000 ord. Kom bare an!

Nyt fra redigeringsrummet

Der har været stille her på bloggen i længere tid end normalt, men jeg har også haft mere end normalt at foretage mig.
Dels har studierne igen møvet sig vej ind i min kalender, og dels, måske mere betydningsfuldt, har jeg haft gang i et ambitiøst romanredigeringsprojekt. Det handler ikke om Transformationsmaskinen, det steampunk-eventyr, jeg beskrev i sidste post, men en dark fantasy/horror-roman fra sidste år, som nu for alvor er kommet under kniven.
Hidtil har min redigeringsproces ikke været særlig gennemgående. Stavefejl, grammatik, naturligvis. Den enkelte spøjse, sproglige formulering. Måske endda tilføjelse og sletning af hele afsnit, men så heller ikke meget mere. Men nu måtte der altså ske noget!
 Flere karakterer har fået mere dybde, mere scenetid, løse ender er blevet bundet sammen og forklaret, en forvirrende slutning er blevet knap så forvirrende og jeg har kigget dybt i historiebøger, statistikker og på hjemmesider til research og realisme. Alt dette har været ekstra skrivning (og en smule redigering af det allerede skrevne), og jeg skal først nu til at læse det hele igennem og se, om de mange tilføjelser giver mening og hvis ikke, så finde en måde at få dem til at give mening. Blive sammenhængende.

Oven i det har jeg også skulle tænke på diverse novellekonkurrencer, dels sci-fi-julekonkurrencen og dels en kort novelle til universitetsbladet med fuldstændigt frit emne. Det syntes jeg var en smule overvældende, da jeg først læste det, men det gav mig mulighed for at skrive og gøre færdig en historie, som jeg har haft i hovedet i lang tid og på papiret i forskellige variationer. Det var en god undskyldning/motivation til at få den skrevet - om den er blevet noget ved, får jeg så at se senere.

Og til sidst vil jeg præsentere noget lidt andet og noget som burde have dukket op her på bloggen langt tidligere. Movie Maker og Youtube gav mig problemer sidst jeg prøvede, men denne gang gik det bedre. I sommerferien hyggede jeg mig blandt andet med at læse en masse Lovecraft (som de kvikke måske bemærkede) og såmænd også med at oversætte et par af hans noveller. Og mon ikke jeg så også skulle prøve at indtale en af dem? Jo, det tror jeg nok, og det blev Randolph Carters Erklæring, originalt skrevet og udgivet i 1919. Enjoy!

Om sommerredigering og steampunk

Solen skinner for det meste uden for vinduet. Jeg har endnu ikke fået skrevet så meget i min sommerferie, som jeg egentlig havde tænkt mig, til gengæld kører det derudaf med revision, gennemlæsning, redigering og andre ord for det samme arbejde. For et par dage siden nåede jeg til slutningen af en af de mange romaner, jeg fik fra hånden sidste år, og nu er jeg så gået i gang med endnu en.

Transformationsmaskinen er en steampunkroman om et par eventyrere, der med et bliver kastet ud i et livsfarligt komplot, da hundredvis af mekaniske, dampdrevne dræberrobotter i forskellige afskygninger. Det er den mest actionprægede roman, jeg har skrevet til dato, og det bliver spændende at se, om den kan holde tempoet oppe og kampene konstant spændende over hundredeogtyve sider.

Sådan cirka den slags robotter.

Derudover bliver det også interessant for mig at skulle redigere netop denne roman, ikke fordi den er fuld af slåfejl og blev skrevet på en lille måned (sådan er mit normale produktionstempo), men fordi jeg under skrivningen bevidst og aldeles dumdristigt forlod min planlagte slutning og helt sprang over den endelige opklaring af mysteriet om de levende maskiner og hvem der stod bag. Så stort et plothul har jeg aldrig før ladet stå i en roman med fuldt overlæg, men grunden var simpelthen, at jeg ikke havde lyst til at gå tilbage i historien og skrive de uddybende scener, mens jeg var midt i det, der skulle vise sig at blive den eksplosive finale (med mine helte på ryggen og i maven af en gigantisk, flyvende dragerobot, beskudt af soldater og angrebet af flagermusemaskiner). 

Det lyder forhåbentlig virkelig sejt, i hvert fald var det bevidstheden om, at jeg nok umuligt kunne overgå det scenarie, der fik mig til at slutte historien et par kapitler tidligere end planlagt.  

 

 

Og sådan cirka den slags våben.

I planlægningsfasen legede jeg også med ideen om en ond alkymist og en sygdomsepidemi, der gjorde folk til zombielignende væsener, men siden jeg allerede havde skrevet sådan en roman (ganske vist med et mere nutidigt og realistisk baggrundstæppe) blev det så dampdrevne monstermaskiner, der nedslagtes i stedet. Det fungerer også, synes jeg.

Niels Klim-prisen

Så får vi en dansk pendant til Nebula-prisen.

http://www.ommadawn.dk/design2.php?fkt=tag&id=295

Jeg var ganske vist opmærksom på dette initiativ tidligere på året, men nu har konkurrencen fået regler og prisen et navn. Opkaldt efter hovedpersonen i Holbergs klassiske roman vil prisen gå til forfattere af kort eller kortere, dansk science fiction skrevet i 2011. Der er tre simpelt opdelte kategorier:
0-7.500 ord
7.500-17.500 ord
17.500-40.000 ord

Det står enhver frit for at nominere noveller, man synes bør komme i betragtning til denne pris, så det vil jeg opfordre alle interesserede til at gøre. Instruktioner og mere detaljerede regler er at finde på hjemmesiden ovenfor.
Naturligvis er dette også endnu et incitament til at skrive endnu mere science fiction!

Det eneste kritikpunkt herfra er, at også oversat litteratur medregnes - John W. Campbell Jr.s noveller fra Det kom fra en anden verden står således på listen over foreslået læsning. Ikke et ondt ord om den afdøde forfatter (som jeg i øvrigt endnu ikke har stiftet bekendtskab med) eller om oversat skønlitteratur, men kan vi ikke denne ene gang holde æresbevillingerne for os selv? Hugo og Nebula findes som bekendt allerede og det ville virke noget underligt på mig, hvis den første Niels Klim-pris skulle gå til en udenlandsk forfatter, hvis intentionen er at opmuntre, inspirere og anerkende den danske science-fiction scene.

Men ellers får prisen bestemt en anbefaling og et skulderklap fra min side!

Læste Roosevelt også Lovecraft?

”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Sådan skrev Howard Philips Lovecraft i sit essay ”Supernatural Horror in Literature” fra 1927, og i hans mange frygtindgydende noveller og historier skorter det ikke med eksempler på denne filosofi. Hovedpersoner bliver vanvittige i skræmmende antal, på grund af deres evindelige og destruktive nysgerrighed og interesse i de mange navnløse rædsler, der lurer i universets mørke dybder.

Alt dette er velkendt og blevet gentaget mange gange. Men hvem var klar over, at også USAs længst siddende præsident, Franklin Delano Roosevelt havde læst Lovecraft, da han holdt sin berømte åbningstale til nationen i 1933?

”First of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory.”

Inspirationen fra Lovecrafts terminologiske rædselskabinet er tydelig i Rossevelts første sætninger, men han bløder det naturligvis op med en uundgåelig optimisme, der skal berolige den trykkede og skræmte befolkning: det er muligt at sejre over ondskaben med en stærk leder og et stærkt folk. Vi må have håb for fremtiden:

”The money changers have fled from their high seats in the temple of our civilization. We may now restore that temple to the ancient truths.”

Se det lyder interessant! Vores civilisations tempels ældgamle sandheder skal genoprettes. Spørgsmålet er dog, hvad han mener med dette? Er det menneskehedens sandheder og civilisation, eller er det et meget ældre og mere frygtindgydende samfund, han hentyder til? Money changers er måske ikke andet end en kløgtig eufemisme...

”These dark days will be worth all they cost us if they teach us that our true destiny is not to be ministered unto but to minister to ourselves and to our fellow men.”

Aner man her et opgør med Lovecrafts kosmiske, pessimistiske kynisme? Roosevelt syntes igen at udtrykke den tro, at menneskeheden kan frigøre sig Cthulhus evige greb, frigøre sig fra jordens mørke fortid, hvor shoggoths løb frit. Han må naturligvis tage hensyn til sine uvidende vælgere, der desperat ønsker fremgang, men er han virkelig så naiv at tro, at det overhovedet gør nogen forskel, hvilken regering og hvilket samfund vi opbygger?

”Finally, in our progress toward a resumption of work we require two safeguards against a return of the evils of the old order.”

Det ser ud til at være tilfældet. Og hvilket middel anbefaler den nyligt valgte præsident så som det bedste middel til at undgå Cthulhus genkomst?

”Strict supervision of all banking and credits and investments; and provision for an adequate but sound currency.”

Det kan virke som et antiklimaks. Bankpakker? Er det virkelig alt?

Men det er det selvfølgelig ikke. Som allerede mere end antydet lurer der dybere og mere singulære grusomheder under al finanssnakken.

Men det kan jo også være, at indflydelsen er gået den anden vej, for Lovecraft var faktisk en af de mange amerikanere, der stemte på Roosevelt.

Er Cthulhu og de gamle guder i virkeligheden blot Lovecrafts kreative afbildning af USA's skrantende økonomiske situation? Repræsenterer R'lyehs rædsler (som første gang blev nævnt i Call of Cthulhu 1928, blot et år før krakket) rent faktisk kaosset på Wall Street, et ufatteligt system, som overvælder almindelige mennesker med sin kompleksitet og vidtrækkende betydning for deres dagligdag og deres usikre fremtid? Et monster, der truer med at opsluge dem?

Måske er det derfor Lovecraft vedbliver at være populær år efter år – verden bliver ved med at gå af helvede til. Jeg spår i hvert fald et helt nyt fortolkningsområde for Lovecraft-studerende i fremtiden...

At the Mountains of Madness

At the Mountains of Madness

Af H. P. Lovecraft

Lovecraft fortæller i Mountains of Madness (1936), som Poe gjorde det i Arthur Gordon Pym  (1838) om en ekspedition til Antarktis, den mystisk dragende, uopdagede del af jorden. Det er en kort roman, men en af den klassiske horrorforfatters mest betydelige værker, da den præsenterer læseren for både en rystende, gyselig læseoplevelse og et detaljerigt indblik i hans kosmiske rædselsunivers kendt som The Cthulhu Mythos.

”I am forced into speech because men of science have refused to follow my advice without knowing why. It is altogether against my will that I tell my reasons for opposing this contemplated invasion of the antarctic (…) And I am the more reluctant because my warning may be in vain.”

Forskerholdet sendt ud fra Miskatonic University rejste ud for at kortlægge Jordens geologiske og biologiske forhistoriske tid mere detaljeret ved hjælp af isboringer, jordprøver og bestemmelser af fossiler, men ender med at finde noget mere frygteligt i jordens fjerneste egne.

Sædvanligvis kan horror godt, hvis det onde bliver for detaljeret, miste noget af sin kant, miste noget af den fremmedhed, som karakteriserer det mest skræmmende. Dette er dog ikke tilfældet hos Lovecraft, for på trods af, at han beskriver ekspeditionens fund i en detaljegrad, der kan næsten kan være kvælende og søvndyssende, hvis man ikke fordyber sig i læsningen, virker det ikke ligegyldigt, mindre betydningsfuldt eller skræmmende. Måske fordi det ikke er blodige rædsler eller voldshandlinger, han beskriver, men netop noget der er fremmed og mystisk for selve menneskeheden og jordens liv, som vi kender det – og noget, der medfører nogle ubehagelige konsekvenser, der bliver udforsket i hovedpersonens tanker. Holdet kan drage de konklusioner af deres opdagelser, at Jorden og mennesket ikke blev skabt naturligt, men af kosmiske og almægtige, ufattelige (i ordets egentlige forstand) væsener, der ikke kunne være mere ligeglade med menneskets eksistens. Selv i den religiøse tankegang om en gammeltestamentelig Gud, modtager ”onde” mennesker opmærksomhed i kraft af dommen til evig straf i Helvede – den slags er ingen steder at finde hos Lovecraft, der i sin kosmiske rædselsfiktion udtrykker den holdning, at mennesket blev skabt ved et rent tilfælde, og at vores liv derfor både er menings- og betydningsløst. Dette verdenssyn bliver videregivet effektivt i fortællingen, og den eksistentielle rædsel, det fremvækker, virker ganske betydningsfuld i romanens univers.

Lovecraft er på grund af sin omstændelige og komplicerede stil bestemt ikke for alle, men han er en klassiker i horrorlitteraturen og det med rette. Historien om hvordan hans samtidige videreførte og udbyggede Cthulhu og de gamle guders univers er velkendt og selv i dag, halvfems år efter de første noveller blev skrevet udgives Lovecraft-inspirerede antologier (og i Danmark, endda).

Hvis man ikke er bekendt med Lovecraft og hans univers i forvejen, vil Mountains of Madness måske være en for stor mundfuld. I det tilfælde kan anbefales en af de klassiske noveller Call of Cthulhu eller den korte Statement of Randolph Carter der ligger uden for den kosmiske horror, men stadig er gennemsyret af de unævnelige, ubeskrivelige rædsler, som Lovecraft gennemgående arbejder med.

Lovecrafts bedste fortællinger kan findes i bl.a. denne smukke udgave som på det seneste er blevet min absolutte yndlingsbog. Lovecrafts værker giver både rædselsvækkende læseoplevelser og stof til eftertanke og er helt bestemt værd at bruge lidt tid på at gøre sig bekendt med.

Dystre Danmark 2

Første udkast til forsiden

Så er der endnu en novelleudgivelse på vej, denne gang i horrorantologien Dystre Danmark 2 udgivet af H. Harksen Productions. Etmandsforlaget koncentrerer sig om horror og mere specifikt historier skrevet i mesteren af weird fiction, H. P. Lovecrafts univers og inspireret af hans Cthulhu Mythos.
I indkaldelsen til antologien blev der kaldt på noveller, der udfordrede eller overskred grænserne for, hvad der normalt forstås ved horror (iblandt forslagene: "splatter punk, udpenslede rædselshistorier, sexuelt afvigende karakterer, psykopater og betændte byer."), så selv uden at jeg har læst de andre noveller, kan jeg nok godt sige, at det kommer til at blive interessant. Blandt de andre forfattere i samlingen kan nævnes Lars Ahn Pedersen, som vil kendes fra flere fantastiske noveller i SFCs antologier, Jonas Wilmann, der for nyligt udgav den postapokalyptiske roman Mutagen, Patrick Leis, der har udgivet adskillige ungdoms- og gyserbøger, og mange andre. Den fulde liste kan ses her

Min egen novelle, Strålende Lys, Udstrakt Verden, der blev flikket sammen under hårdt tidspres fra deadlinen, er en personlig undergangsfortælling fra storbyen, en hektisk flugt gennem rendestenen truet af gale mennesker, motiveret af overlevelsestrang og kærlighedssorger. Selv blev jeg godt tilfreds med den, og jeg håber det samme bliver tilfældet for fremtidige læsere, når antologien udkommer.

Jonathan Lethem - Ensomhedens Fæstning

Ensomhedens Fæstning føles som en overflod af virkelighed. Den er en tabt eller oplevet eller husket eller fuldt ud levet barndom i Brooklyn op gennem 70’erne og 80’erne. Personligt kender jeg ikke nok til den periode til at genkende halvdelen af de musikalske og popkulturellere referencer, men universet bliver beskrevet så tydeligt og troværdigt, at det ingenting gør.

Den lille, store verden omkring Dean Street, de flygtige og varige ven- og bekendtskaber bliver smukt realiseret gennem det præcise, detaljerige og poetiske sprog, der gør Jonathan Lethems værk så mesterligt.

Som en tændstik flammer op i et mørklagt rum. To hvide piger i flonelnatkjoler på røde vinylrulleskøjter med hvide snørebånd forsøgte sig med cirkler på et revnet blåliggråt fortov klokken syv en juliaften. Pigerne hviskede vers, de var  hviskende vers, og det fine hår var som en let rødmende aftenhimmel og flød, som var det aldrig blevet klippet.

Sådan lyder romanens første sætninger, og de fortsætter lige så smukt. Oversættelsen af Søren K. Barsøe formidler for det meste stemningen rigtig godt, men det er en meget amerikansk bog i både sprog og effekt, hvilket kommer til at skinne igennem enkelte steder. Dette er selvfølgelig ikke til at undgå, og har man ikke mulighed for at læse den originale (hvilket altid bør foretrækkes, uanset oversættelsen) er den danske udgave helt solid i sin gengivelse.

Under læsningen kan man sidde og blive helt nostalgisk efter en fremmed verden i slumkvarterernes små gader fyldt med funky musiktoner, grafittifascination og dybe, racemæssige kløfter. Konflikter født af racemodsætninger er der rigeligt af, da hovedpersonen Dylan er det eneste hvide barn i gaden, og derfor må lære at begå sig som en outsider og evig whiteboy. Han finder dog også en ven i Mingus Rude, et venskab som er et af bogens primære omdrejningspunkter. Der bliver trukket på et dejligt karaktergalleri gennem hele romanen og personer, der går tabt gennem årene genoplives flere gange, så både deres og Dylans udvikling tydeliggøres.

Lethem har tidligere udgivet Motherless Brooklyn, som jeg ikke har læst, og senere Chronic City, som var min introduktion til New Yorker-forfatteren. De to bøger deler mange kvaliteter, det smukke sprog, storbyen, og de utallige større og mindre bidder populærkultur man får slynget i hovedet.

Ingen af bøgerne har et stringent, sammenhængende og spændingsmættet plot, men er fyldte med mere eller mindre tilfældige engangsbegivenheder, som dog ikke virker betydningsløse af den grund, også fordi de næsten alle har en indflydelse på livet på den ene eller den anden måde. Her bliver fortalt livshistorier over lang tid, i Ensomhedens Fæstnings tilfælde, omkring tredive år. En barndom, en opvækst, en usikker voksentilværelse plettet og influeret af de tidlige års oplevelser – et perfekt eksempel på en bog der tilbyder læseren et stykke af en fremmed virkelighed og en verden, man har lyst til at leve sig ind i, på trods af alle overfaldene fattigdommen og samfundskonflikterne. Alle bliver de æstetiseret af sproget i en sådan grad, der gør værket fuldstændig uundgåeligt.

"We save our lives in such unlikely ways"

Sidste år læste jeg ti fortællinger fra 1001 Nats Eventyr. Så læste jeg et digt af Neil Gaiman. Jeg tænkte over fortællingens væsen og betydning, for skaberen, tilhøreren og for mennesker.

1001 Nats Eventyr. Eventyr fra den arabiske verden, men fra mange forskellige kulturer, fra Tyrkiet, Iran, Indien, Egypten, syriske og persiske områder. Magiske fortællinger, jordbundne fortællinger, om konger og kejsere og skomagere og troldmænd, om prinser og slaver. Eventyr, eventyrlige, betydningsfulde, kritiske og morsomme og ren fortælleglæde. Lethed.

Sheherazade fortalte disse eventyr til sin nylige husbond, sultanen, af frygt for sit eget liv, af snedighed, for at narre ham, men vigtigere endnu, ud af fortælleglæde.

Historier hjælper os til at give livet mening og nogle gange redder de os også.

Sheherazade reddede sit eget liv til slut, men sultanens liv blev også reddet fra ondskab, han fik øjnene op for sin egen besættelse, fra sit eget ensidige, undertrykkende og blodige kvindesyn. Det kan siges, at Sheherazade fik ham til at se lyset, det kan også siges, at erkendelsen af hans egen ufatteligt rige, eventyrlige og opfindsomme kultur og historie, fik ham på bedre tanker. Eftertanke og fornuft, tid og mulighed for at opleve et andet menneskes perspektiv, en verden uden for det forgylde sultanpalads, en verden i rendestenen, i ørkenen og på de syv have, en verden mellem fabeldyrs kæber, troldmænds fejder og håndværkeres sveddråber.

Mennesker har tradition for at fortælle historier. Lejrbål og myter giver mening til tilværelsen, sammenhæng, selvom de måske er opdigtede. Vi knytter os så stærkt til fortællinger der giver os en samlet identitet, en mulighed for forståelse. Trøst og identifikation. Efterligning af verden, efterligning af kunsten og fiktionen, klangbund.

De 1001 eventyr var en del af Sheherazade, de var hendes barndom, person, historie, kultur, hendes familie, identitet, livssyn, de var hendes fantasi og hendes redning – i sidste ende var de hendes liv. Hvorfor gav det et ekko hos sultanen? Fordi de delte en arabisk kultur, ja, men bredere fordi de begge var Mennesker.

Mennesker fortæller, skaber verdener der vækker genklang i vores følelser. Verdenssyn.

Sheherazade var et menneske, og hun var snedig, hun vidste, hvordan hun holdt sultanens opmærksomhed fanget, hun vidste at under hans blodtørst var der noget at prikket til. En nysgerrighed og en barnlig, eller måske almenmenneskelig lyst til at høre endnu en godnathistorie, til at få slutningen med. Det greb kan måske kaldes håndværksmæssig snedighed i fortællekunsten, men sjælen i eventyrene var ægte og betydningsfulde, fortalt fra hjertet af ikke blot et menneske, men en kultur.

She does not know where any tale waits

Before it’s told. (No more do I.)

But forty thieves sounds good, so forty

thieves it is. She prays she’s bought another clutch of days

We save our lives in such unlikely ways

- Neil Gaiman, Inventing Aladdin

Den Danske Science Fiction Novelle VI

I sidste uge fik jeg besked om, at min novelle "Turing" ikke blot var blevet valgt til udgivelse i Knud Larns uregelmæssige science fiction fanzine, men at jeg også havde vundet konkurrencen i kategorien 17-20 år. En dejlig overraskelse, da jeg indsendte novellen helt tilbage i 2009. Temaet var "Danskerne og robotterne," og jeg endte med at skrive et sammensurium af forskellige oplevelser og indtryk fra en fremtidig verden, hvor menneskelignende robotter udgør det nye etniske mindretal, og en kombination af teknologiforskrækkelse og fremmedhad giver dem svære, men ikke umulige kår i integrationsprocessen. Jeg har ikke for vane at skrive politisk motiverede noveller, og det er "Turing" som sådan heller ikke. Der kan unægteligt udledes forskellige budskaber fra den, og jeg har da også trukket inspiration fra såvel 2. Verdenskrig, som den evigt aktuelle indvandrerdebat (og klassiske robotapokalypse-elementer), så jeg kan nok ikke sige mig fuldstændigt fri fra det.

I dag modtog jeg så bladet med posten og for fuldstændig skamløst at promovere mig selv, vil jeg citere fra det redaktionelle forord:

Og så er der den meget overraskende og overbevisende debut fra den kun 19-årige (i 2009) Nikolaj Johansen, der med novellen "Turing" udfordrer både den lineære historiefortælling, læserens sympatisans, vores danske forhold til "det fremmede" - og slipper af sted med det! Det er ikke mange voksne forfattere der kan skrive så fint politisk allegorisk og stadig lade fortællingen klart overskygge budskabet. Jeg glæder mig meget til at læse mere fra denne pen i de kommende år

Varmende ord, og de modtages med glæde!
Bladet kan bestilles fra denne hjemmeside: http://www.sciencefiction.webbyen.dk/ og indeholder udover min egen, noveller af Morten Carlsen, Manfred Christensen, Lise Andreasen, Flemming Rasch, Bjarke Schjødt-Larsen, og vinderen af den lidt bredere alderskategori 21+ A. Silvestri.

På siden er der også er mere information om novellekonkurrencen for 2011, der har temaet Fremtidens Superskurke, som altid med et dansk islæt. Noveller kan indsendes indtil udgangen af dette år, så der er god tid til at gå i tænkeboksen, hvilket jeg selvfølgelig også selv har tænkt mig at gøre.

Skriveopdatering

Så tager jeg mig lige lidt sammen for at skrive, hvad jeg går og arbejder på i øjeblikket.
I de sidste to uger har jeg arbejdet seriøst med min zombieroman, endnu uden rigtig titel, men til gengæld er den nu gennemskrevet og redigeret og lige knap 60.000 ord lang. Denne omgang redigering/omskrivning har været den mest "alvorlige" jeg nogensinde har foretaget mig, i og med at jeg har skrevet langt mere til og også ændret i det allerede skrevne mere end jeg plejer. Jeg tror, det er et godt tegn, i hvert fald er der styr på historien og den fungerer godt.
Og med den ude af verden, må jeg så kaste mig over noget andet: En horrornovelle, som nok bliver noget anderledes fra hvad jeg normalt skriver. Indtil videre har jeg ikke skrevet mere end knap halvanden side og undersøgt en masse om indisk folklore og mytologi, men grundstenene er lagt til noget mystisk, farligt, muligvis actionfyldt og forhåbentlig skræmmende. Jeg planlægger at sende novellen ind til Kandors kommende horrorantologi (http://kandor.dk/?page_id=260). Jeg ville egentlig også have skrevet en fantasynovelle til samme forlags antologi Ny Dansk Fantasy, men det fik jeg aldrig nået. Ren dovenskab, men det skal det være slut med nu.
Science Fiction Cirklen indkalder selvfølgelig også til deres årlige antologi, Lige Under Overfladen, og her har jeg også en novelle på tegnebrættet. De første 1300 ord er skrevet og resten er også planlagt, så den skal jeg nok også få skrevet et tidspunkt før deadline d. 1. marts.

Andet jeg tænker på, men ikke har fået noget ned på papiret til endnu, er horrornoveller til Dystre Danmark 2 og HPLMythos-seriens tredje samling. Jeg har ikke haft lejlighed til at læse nogle af de tidligere udgivelser, men hvis ikke jeg får alt for travlt på studiet, skal det nok blive til noget. Link til de interesserede: http://www.hplmythos.dk/submissions_dk.htm

I den realistiske genre, skal jeg have lagt sidste hånd på en novelle til det splinternye novellemagasin Ovids Oval. Første nummer er så vidt jeg ved, sat til d. 1. marts. Det skal jeg nok skrive mere om på et andet tidspunkt.

Bogliste 2010

Først og fremmest, godt nytår til alle!

Her vil jeg præsentere min liste over læste bøger i 2010. Jeg synes jeg har været rigtig heldig med langt de fleste:


1001 Nats Eventyr - ukendt
Aeneiden - Vergil
Billy Budd, Sailor - Herman Melville
Brooklyn Dårskab - Paul Auster
En Dyne af Sne - Craig Thompson
Elskovskunsten - Ovid
Extremely Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer
Fahrenheit 451 - Ray Bradbury
Fragile Things - Neil Gaiman
Gilgamesh - ukendt
House of Leaves - Mark Z. Danielewski
Hvis en Vinternat en Rejsende - Italo Calvino
Kafka på Stranden - Haruki Murakami
Kong Ødipus - Sofokles
Maus - Art Spiegelman
Micki 19:50 - Christian Reslow
Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket, The - Edgar Allan Poe
Poetikken - Aristoteles
Råchokteksterne - Steven Hall
Scarlet Letter, The - Nathaniel Hawthorne
Storm Front - Jim Butcher
Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde - Robert Louis Stevenson
Troubadourernes Sange - John Pedersen
Usynlig - Paul Auster
Walden - Henry David Thoreau
Watchmen - Alan Moore
Ældre Eddas Gudesange, Den - ukendt

Listen bærer en smule præg af, at jeg startede på Litteraturvidenskabsstudiet i september, hvilket også har givet mig en god chance for at få streget et par klassikere af den 100-bogsliste jeg skrev for efterhånden et stykke tid siden.
Den bedste læseoplevelse i 2010 var nok House of Leaves, som jeg også skrev en anmeldelse af, der er at finde længere nede på siden. Fantastisk bog. Derudover kan nævnes Råchokteksterne og Storm Front, en hurtig læst overnaturlig fantasy-krimi og første del af en længere serie, som jeg skal have tjekket ud, når jeg får tid til det. Også i den fantastiske genreafdeling ligger Neil Gaimans novellesamling Fragile Things, der helt sikkert er værd at stifte bekendtskab med.
I den mere seriøse ende finder vi Extremely Loud and Incredibly Close, et charmerende og vidunderligt skrevet drama om en lille drengs søgen efter sin far i New Work post-9/11. Brooklyn Dårskab vil jeg også gerne nævne endnu en gang, en skæbnefortælling, der selvom den ikke kommer op på siden af Austers New York-trilogi, stadig er en god historie fyldt med afrundede karakterer og seværdige tilfældigheder.
Som det ses, er det lidt småt med nye, danske romaner, hvilket jeg egentlig er lidt ked af. I 20100 tror jeg, at jeg vil bestræbe mig på i hvert fald at læse et par nyudgivelser og udover det, bare en masse gode bøger.

Igen, godt nytår, og godt læseår!