”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”
Sådan skrev Howard Philips Lovecraft i sit essay ”Supernatural Horror in Literature” fra 1927, og i hans mange frygtindgydende noveller og historier skorter det ikke med eksempler på denne filosofi. Hovedpersoner bliver vanvittige i skræmmende antal, på grund af deres evindelige og destruktive nysgerrighed og interesse i de mange navnløse rædsler, der lurer i universets mørke dybder.
Alt dette er velkendt og blevet gentaget mange gange. Men hvem var klar over, at også USAs længst siddende præsident, Franklin Delano Roosevelt havde læst Lovecraft, da han holdt sin berømte åbningstale til nationen i 1933?
”First of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory.”
Inspirationen fra Lovecrafts terminologiske rædselskabinet er tydelig i Rossevelts første sætninger, men han bløder det naturligvis op med en uundgåelig optimisme, der skal berolige den trykkede og skræmte befolkning: det er muligt at sejre over ondskaben med en stærk leder og et stærkt folk. Vi må have håb for fremtiden:
”The money changers have fled from their high seats in the temple of our civilization. We may now restore that temple to the ancient truths.”
Se det lyder interessant! Vores civilisations tempels ældgamle sandheder skal genoprettes. Spørgsmålet er dog, hvad han mener med dette? Er det menneskehedens sandheder og civilisation, eller er det et meget ældre og mere frygtindgydende samfund, han hentyder til? Money changers er måske ikke andet end en kløgtig eufemisme...
”These dark days will be worth all they cost us if they teach us that our true destiny is not to be ministered unto but to minister to ourselves and to our fellow men.”
Aner man her et opgør med Lovecrafts kosmiske, pessimistiske kynisme? Roosevelt syntes igen at udtrykke den tro, at menneskeheden kan frigøre sig Cthulhus evige greb, frigøre sig fra jordens mørke fortid, hvor shoggoths løb frit. Han må naturligvis tage hensyn til sine uvidende vælgere, der desperat ønsker fremgang, men er han virkelig så naiv at tro, at det overhovedet gør nogen forskel, hvilken regering og hvilket samfund vi opbygger?
”Finally, in our progress toward a resumption of work we require two safeguards against a return of the evils of the old order.”
Det ser ud til at være tilfældet. Og hvilket middel anbefaler den nyligt valgte præsident så som det bedste middel til at undgå Cthulhus genkomst?
”Strict supervision of all banking and credits and investments; and provision for an adequate but sound currency.”
Det kan virke som et antiklimaks. Bankpakker? Er det virkelig alt?
Men det er det selvfølgelig ikke. Som allerede mere end antydet lurer der dybere og mere singulære grusomheder under al finanssnakken.
Men det kan jo også være, at indflydelsen er gået den anden vej, for Lovecraft var faktisk en af de mange amerikanere, der stemte på Roosevelt.
Er Cthulhu og de gamle guder i virkeligheden blot Lovecrafts kreative afbildning af USA's skrantende økonomiske situation? Repræsenterer R'lyehs rædsler (som første gang blev nævnt i Call of Cthulhu 1928, blot et år før krakket) rent faktisk kaosset på Wall Street, et ufatteligt system, som overvælder almindelige mennesker med sin kompleksitet og vidtrækkende betydning for deres dagligdag og deres usikre fremtid? Et monster, der truer med at opsluge dem?
Måske er det derfor Lovecraft vedbliver at være populær år efter år – verden bliver ved med at gå af helvede til. Jeg spår i hvert fald et helt nyt fortolkningsområde for Lovecraft-studerende i fremtiden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar