lørdag den 7. januar 2017

Læseliste 2017

Verden er fyldt med gode bøger og gode intentioner om at læse dem alle sammen. Nogle gange har man ikke tid, nogle gange ikke overskud, og andre gange bliver de sat bagerst i køen i en uendelighed. Derfor er et af mine nytårsforsætter at lave en liste over ti bøger, der bare skal læses i 2017. Ti er et overkommeligt tal, som samtidig lader mig læse alle de andre ting, jeg nu får lyst til/anbefalet/falder over i løbet af året.
Så til inspiration præsenterer jeg her mine ti bøger:



  • Cormac McCarthy: Blood Meridian. For flere år siden læste jeg mesterværket Vejen af denne forfatter, og siden da har jeg haft lyst til at kaste mig over denne bog, som af mange betegnes som hans hovedværk - en barsk western om en ung mands blodige rundrejse i USA og Mexico i midten af 1800-tallet.
  • China Mieville: The City and the City. En af de store forfattere inden for weird fiction, som jeg kun har snuset lidt til. Den her glæder jeg mig til.
  • Patrick Ness: Mere end det: Sidste år læste jeg Ness' Monster og var utroligt betaget af den. Denne bog kender jeg ikke mere til end bagsideteksten - en dreng dør og vågner op et fremmed sted - men jeg har store forhåbninger.
  • Nicole Krauss: Man walks into a room: Nyere amerikansk skønlitteratur om hukommelsestab og identitet, som jeg har fået anbefalet. Har også læst Krauss' History of Love, en smuk og følsom roman.
  • Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita: Russisk klassiker fra 1940 om det sovjetiske regime, en blanding af realisme, fantasy og fantastik. Har længe gerne villet læse denne, og da jeg fik den anbefalet på Facebook den anden dag, greb jeg chancen og skrev den på.
  • Patrick Rothfuss: The Name of the Wind. Kendte kun forfatteren af navn og fra flere anbefalinger, før jeg skrev den på. Jeg giver mig sjældent tid til at læse episk fantasy, men Rothfuss virker som et must.
  • Chris Carter: Dødsshowet. Endnu en Facebook-anbefaling - ny, amerikansk krimi skrevet af en ægte retspsykolog (som jeg faktisk hørte på Bogforum for halvandet år siden). Som krimi kommer det her til at være endnu en afvigelse og udvidelse af mit normale læsestof.
  • Jakob Ejersbo: Eksil. Jeg påstår tit, jeg gerne vil læse mere ny dansk litteratur uden at få det gjort. Ejersbo er jo ikke helt ny, men han er dog en, man "bør" have læst.
  • Thomas Ligotti: Nightmare Factory. Moderne weird/horror-forfatter i den dystre ende af skalaen, som jeg har fået anbefalet flere steder fra på det seneste, og som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med.
  • Chinua Achebe: Things Fall Apart: En klassisk afrikansk roman, som også er kommet på i min mission for at udvide min horisont og ikke bare læse amerikanske forfattere, hvor gode de end også er. 

Og så har jeg to ekstra tilføjelser, nemlig vinderne af Man Booker Prize og Nordisk Råds Litteraturpris - fordi jeg gerne vil følge lidt mere med i, hvad der rykker sig i litteraturen i dag.

Det var min liste - hvad står der på din?

Ingen kommentarer: