Ordet kompleks er ikke rigtig dækkende, når man snakker om Mark Z. Danielewski’s House of Leaves. En Google billedsøgning på titlen vil give en lille forsmag på de stilmæssige eksperimenter, der bliver afprøvet i bogen, men det nogle gange frustrende, altid interessante layout, der snakkes så meget om kan ikke rigtig forstås med mindre man har bogens kontekst at forholde sig til. Og selv da kan det være svært, for nu at sige det mildt.
House of Leaves er både stil- og historiemæssigt en bog med mange lag. En tilfældig ung fyr ved navn Johnny Truant finder et manuskript hos en nu afdød blind mand ved navn Zampanó. Manuskriptet, The Navidson Record, som er hovedparten af bogen, er en analyse og et referat af en dokumentarfilm, som åbenbart kun eksisterede i Zampanòs egen verden, på trods af de mange detaljerede fodnoter og citerede kilder. Filmen handler om en fotojournalist, Will Navidson der sammen med sin familie køber et hus, men snart opdager at noget er galt. Huset er større på indersiden end på ydersiden. De første opdagelser er snarere en smule finurlige – længden af øverste etage er en halv centimeter mere på indersiden – end egentlig mystiske og skræmmende, som det bliver senere, da en dør materialiseres i stuen. Bag døren spreder der sig en iskold labyrint af mørke korridorer, værelser og trapper, der ændrer sig hele tiden, strækker, udvider, krymper, skifter form. Rigtig interessant bliver det, da Navidson tilkalder hjælp til at udforske denne labyrint og deres gentagne ture bliver længere og længere og efterhånden strækker sig over mange dage og selvfølgelig ikker bliver, hvad mandskabet havde regnet med. Hans besættelse af huset har ikke kun konsekvenser for ham selv, men for hele familien, hans kone og to børn, konsekvenser som også beskrives i detaljer gennem bogen.
Ud over at gøre rede for selve filmens handling bevæger Zampanò sig også over i mere faglitterære emner for at belyse de forskellige handlingselementer bedre eller blot for at gøre analysen og forståelsen for værket endnu større. Disse emner er både videnskabelige, kunstneriske og tekniske og omhandler blandt andet ekko, diverse dateringsmetoder, arkitektur, film- og kamerateknik, mytologi, sprogfilosofi og meget andet. Disse noter kan være både interessante og relevante, men man føler samtidig også visse steder at at fagsproget godt kunne træde lidt i baggrunden og give plads til handlingen, for når disse segmenter afbryder handlingen på de mest spændende tidspunkter kan de sagtens finde på at fortsætte over mange sider. En slags cliffhanger, men i stedet for at skifte til en anden spændende scene, skifter Zampanò til et universitetsforedrag. Det kan godt være, at det er spændende og også delvist relevant, men frustrerende er det altså også indimellem. The Navidson Record er i det hele taget skrevet som den seriøse og dybdegående afhandling og analyse det nu engang, så det formelle sprog kan dårligt undgås, hvis det skal holdes troværdigt. Det kan citation af hundredvis af forskellige kilder på både latin, hebræisk, tysk og fransk åbenbart heller ikke. Nogle gange kammer det over, og man tænker, ligesom Johnny Truant gør i en fodnote ”Again, pretentios as fuck. Why the french? Why not English?”
Men denne reaktion er kun at forvente af Johnny Truant, der også krydrer bogen flittigt med sine egne fodnoter omhandlende hans liv og oplevelser og ofte voldsomme reaktioner efterhånden som han når igennem bogen. Disse korte scener er en brat ændring i sprog og fortællestil, for han skriver som han taler og er ikke bleg for at lade spredte og springende sætninger fortsætte over halve og hele sider. Denne skrivestil er sandsynligvis også et resultat af hans mentale og fysiske tilstand, der bliver voldsomt forværret som han læser bogen, en bivirkning som han i forordet forsikrer læseren også vil overgå ham. Indtil videre har jeg dog hverken oplevet mareridt, hallucinationer, angst, eller en uforklarlig trang til at tape målebånd til gulvet. Bogen burde altså være sikker at læse.
Og så til layoutet: Det tager tid, før det for alvor bliver kompliceret. I starten består det interessante primært i skiftet mellem manuskriptet, The Navidson Record, og Johnny Truants egne kommentarer og fodnoter. Et temmelig brat skift forekommer dog lidt henne, hvor fodnoter pludselig bliver usammenhængende, står på hovedet og på siden, spejlvendt og midt i brødteksten, hvor de refererer frem og tilbage til hinanden og der tilføjes fodnoter til fodnoter. Både forvirrende og frustrende, men kædet sammen med de dramatiske scener, der fortælles, er de følelser slet ikke så malplacerede. At kunne forstærke handlingen og de følelser læseren gerne skulle sidde med, gennem valg af layout er gennemgående for bogen, hvor man visse steder bliver stoppet, andre steder guidet hurtigt og hastigt sidebladrende gennem en scene, hvor tidspres for alvor begynder at spille en rolle. Læseren vil blive klemt igennem trange huler, ledt op og ned af snoede trapper til højre og venstre, til det punkt, hvor bogen ligefrem indrømmer ”Direction no longer matters” selvom det selvfølgelig ikke er sandt.
House of Leaves er ikke helt let at placere i en genrekasse. Horror er et godt valg, men der er så mange elementer og så mange historier i bogen, at det er svært at holde sig til et enkelt. Som formen er eksperimenterende, er indholdet det også og rummer både en kærlighedshistorie, uhygge – eller skulle man nærmere sige unheimlichkeit – filosofi, historie og skæbnefortællinger.
Det kræver dog en god grad af disciplin, hvis man vil nyde den på det plan som der er lagt op til, og man må også væbne sig med tålmodighed og villighed til at finde sig dens format, som kan være meget frustrerende sine steder. Uanset, hvad man mener om bogen, ligger der ubestrideligt et gigantisk arbejde bag at sammensætte og skrive den, som Mark Z. Danielewski har gjort, og at det er hans debutbog, gør kun bedriften større. House of Leaves er et litterært besøg i spøgelseshuset, i den mørke labyrint af det, vi ikke forstår, og helt bestemt en smule anstrengelse værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar